Kystpraksis Strandbeskyttelse Roskilde Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til etablering af to shelters

Afgjort 5. februar 2026  · Journalnummer 2026-9322  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Københavns Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opføre to flytbare shelters i rundtømmer med græstørvstag på en eksisterende lejrplads ved en kommunal naturskole ved Roskilde Fjord i Roskilde Kommune, så hele skoleklasser kan overnatte samlet udendørs. Kystdirektoratet gav dispensation på vilkår om, at shelterne fjernes, når området ikke længere drives som en del af kommunens naturkolonier. Direktoratet vurderede, at projektet falder ind under praksis om, at offentlige anlæg som skoler kan foretage relativt begrænsede, nødvendige tilstandsændringer, og lagde vægt på, at shelterne placeres på en eksisterende lejrplads, landværts eksisterende bebyggelse og i den udvidede strandbeskyttelseszone. Projektet vurderedes ikke at påvirke Natura 2000-området eller bilag IV-arter væsentligt.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Kommune
Strandbeskyttelseszone
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Shelter og friluftsliv

Praksisflag

  • (ja)
  • (ja)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • Shelterne må kun eksistere, så længe området drives som en del af kommunens naturkolonier, og skal fjernes umiddelbart efter ophør af denne funktion
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til etablering af to shelters inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Roskilde Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Vilkår for dispensationen

Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:

  • Sheltersne må kun eksistere, så længe området drives af Kattinge Værk som en del af Naturkolonierne. De skal derfor fjernes umiddelbart efter ophør af denne funktion.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Københavns Kommune ansøger om dispensation til at etablere to shelters på en eksisterende lejrplads på [matrikel], [adresse], i Roskilde Kommune inden for strandbeskyttelseslinjen. På matriklen ligger Kattinge værk, som er en del af Naturkolonierne, der hører under afdelingen for bæredygtig udvikling i Københavns Kommunens børne- og ungdomsforvaltning. De tilbyder natur- og friluftsfaglig undervisning, og ansøger om yderligere to shelters til brug for overnatningsmuligheder for hele skoleklasser.

På figur 1 ses et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område.

På figur 2 ses et kort over de ansøgte placeringer for de to shelters.

På figur 3 og 4 ses skitser med mål af de ansøgte shelters.

På figur 5 ses billeder af tilsvarende shelters.

På figur 6 ses billeder af det ansøgte område.

De ansøgte shelters vil kunne øge kapaciteten til 16 yderligere sovepladser. Sheltersne måler hver indvendigt 2,5 x 5 m og udvendige mål på taget er 6,2 x 4,4 m.

Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Den ansøgte placering er markeret med en rød prik.

Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. De ansøgte placeringer af de to shelters på lejrpladsen.

Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. Skitse med mål af de ansøgte shelters forfra.

Fig. 4. Tilsendt fra ansøger. Skitse med mål af de ansøgte shelters fra gavlen.

Fig. 5. Tilsendt fra ansøger. Billede af tilsvarende shelters.

Fig. 6. Tilsendt fra ansøger. Billeder af den ansøgte placering og området ved lejrpladsen.

Ansøger oplyser følgende:

” Vi ansøger hermed om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere to nye shelters på Kattinge Værk i Roskilde. Shelterne ønskes placeret på vores eksisterende lejrplads. Projektet er en integreret del af vores undervisningstilbud for børn og unge i Københavns Kommune, og vi håber derfor, at Kystdirektoratet vil se positivt på ansøgningen.

Hvem er vi?

Kattinge Værk er en del af Naturkolonierne under Afdelingen for Bæredygtig Udvikling i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning. Vi tilbyder natur- og friluftsfaglige undervisningsforløb, der fremmer børn og unges naturdannelse, bæredygtighedsforståelse og trivsel. Vores uddannede natur- og friluftsvejledere formidler læring i og gennem naturen med fokus på overnatning i det fri, bevægelse, naturpleje, trivsel/fællesskab samt bæredygtig madlavning i det fri. Undervisningen sker gennem faglige camps med overnatning, endagsforløb og længerevarende selvkørende undervisningsforløb.

I 2024 modtog 9834 børn og unge fra Københavns Kommune undervisning hos os på Kattinge Værk. Aktiviteterne omfatter bl.a.:

  • Friluftsliv: Shelterovernatning året rundt, båltænding, madlavning og lejropbygning
  • Naturvidenskab og bæredygtighed: Økosystemer, biodiversitet og klimaforståelse
  • Bevægelse og aktivitet: Mountainbike, kano, orienteringsløb og “Livet på lavt vand”
  • Trivsel og social dannelse: Fællesskab, samarbejde og tryghed gennem naturoplevelser Vi samarbejder med skoler, daginstitutioner, specialtilbud, SSP, forældregrupper og projekter som “Skovtours Venner”, “Naturvidenskabsfestivalen”, “Grøn Folkeskole” og “Nat i Naturen”.

Behov for flere shelters – og hvorfor netop her?

På Kattinge Værk har vi en populær lejrplads med ét shelter (kapacitet: 8 personer). En gennemsnitlig skoleklasse i Københavns Kommune består af op til 28 elever. Det betyder, at vi i dag ikke kan tilbyde samlet udendørs overnatning for hele grupper, hvilket begrænser deltagelsen og forringer kvaliteten af den samlede friluftsoplevelse. Når nogle børn må sove indenfor og er adskilt fra fællesskabet, oplever de sig udenfor fællesskabet, og det svækker både trivslen, samhørigheden og den pædagogiske effekt. Overnatning i naturen er en central læringsplatform i vores arbejde – den giver børn mulighed for:

  • at opbygge tryghed i udelivet
  • at udfordre egne grænser og styrke mod
  • at opleve sammenhold og samarbejde i praksis
  • at forstå og respektere naturens rytmer og ressourcer

Derfor søger vi om tilladelse til at etablere to nye shelters, dér:

  • Øger kapaciteten med 16 sovepladser
  • Gør det muligt for hele klasser at overnatte samlet i naturen
  • Understøtter trivsel, læring, fællesskab og lighed i oplevelsen
  • Integreres i vores øvrige undervisningsaktiviteter såsom båltænding, overlevelse, mindfulness og bæredygtig madlavning De nye shelters vil blive placeret på den eksisterende lejrplads, som i forvejen har bålplads, udekøkken og adgang til depot og vandpost.

Placering inden for strandbeskyttelseslinjen

Hele matriklen på Kattinge Værk er omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Der findes derfor ikke andre egnede placeringer uden for linjen, hvor vi samtidig kan sikre tilgængelighed, faciliteter og pædagogisk sammenhæng.

Placeringen er valgt med stor omtanke og vil:

  • ske på allerede benyttet lejrplads
  • ikke medføre ændringer i naturens karakter
  • ikke forstyrre dyrelivet
  • ikke skæmme udsyn til fjorden
  • fremstå diskret og naturligt integreret i landskabet

Miljø- og tilgængelighedshensyn

Projektet lever op til høje krav om bæredygtighed og naturhensyn:

  • Shelterne bygges i FSC-certificeret rundtømmer, lokalt produceret træ
  • Shelterne er opklodset på sten og ikke støbt, så de er flytbare
  • Tagene beklædes med græstørv, som understøtter lokal flora og biodiversitet
  • Lejrpladsen er tilgængelig for gangbesværede og kørestolsbrugere
  • Offentlig transport stopper lige ved hovedbygningen
  • Adgangsvej tillader service og redningstransport ved behov

Projektet er allerede støttet af Friluftsrådet. (…)I deres vurdering blev det vægtet højt, at projektet gør det muligt for en hel skoleklasse at overnatte i det fri – en oplevelse, som mange bybørn ellers ikke har adgang til.”

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Matriklen grænser op til Natura 2000-område nr. 136, Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 120 og fuglebeskyttelsesområde nr. 105.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Der er ca. 300 meter mod syd fra den ansøgte placering kortlagt habitatnatur af typen strandeng i moderat tilstand. Der er ca. 420 meter sydvest fra den ansøgte placering kortlagte levesteder for dværgterne, fjordterne, havterne i moderat tilstand og levesteder for klyde i god tilstand.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på at shelterne placeres på en eksisterende velbesøgt lejrplads. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lign., og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.

Der kan meddeles dispensation til at hospitaler, skoler og andre offentlige anlæg, kan foretage relativt begrænsede tilstandsændringer, herunder opførelse af ny bebyggelse, som anses for nødvendige. Der kan dog kun undtagelsesvist dispenseres til tilstandsændringer landværts den eksisterende bebyggelse.

Kystdirektoratet vurderer, at de ansøgte shelters kan falde ind under denne lempeligere bestemmelse. Der er i vurderingen lagt vægt på, at de to shelters placeres på en eksisterende lejrplads. Der er herudover lagt vægt på, at de to shelters etableres landværts eksisterende bebyggelse. Den eksisterende lejrplads ligger nordvest for de ansøgte placeringer, og mod sydvest er anden bebyggelse samt en vej mellem den ansøgte placering og Store Kattinge Sø. Kystdirektoratet lægger i afgørelsen vægt på, at shelterne opføres i den udvidede strandbeskyttelseslinje og at der med denne placering er taget mest muligt hensyn til kystlandskabet.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til etableringen af to shelters.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Roskilde kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Roskilde, [email]
  • Friluftsrådet centralt; [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Roskilde, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Roskilde, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Slots- og Kulturstyrelsen, [email]
  • Fredningsnævnet for Østsjælland, [email]
  • Naturstyrelsen, [email]
  • Nationalpark Skjoldungernes land, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 136, Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-9322 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2144.