Kystpraksis Søterritoriet Kalundborg Kommune
Afslag på ansøgning om bænk på broanlæg
Sagen kort
En grundejerforening søgte om tilladelse til at etablere en bænk uden ryglæn på en badebro på søterritoriet ud for et sommerhusområde i Kalundborg Kommune. Broen var tilladt af kommunen. Foreningen begrundede ansøgningen med, at der på grund af en stenet strand og en stejl skrænt ikke er andre siddemuligheder, og at bedsteforældre har behov for at sidde, mens børnebørn bader. Kystdirektoratet gav afslag med henvisning til en restriktiv praksis for indretninger på broer. Direktoratet lagde vægt på, at broer skal fungere som adgangsanlæg mellem land og vand, og at broen kun bruges af en begrænset kreds af omkringboende. Direktoratet lagde også vægt på, at kyststrækningen langs stranden er visuelt uberørt med få øvrige anlæg, og at en tilladelse kunne skabe en uhensigtsmæssig præcedens.
Afslag, fordi der efter restriktiv praksis ikke gives tilladelse til indretninger som bænke på badebroer.
Fakta
- Ejendom
- Forening
- Ansøger
- Forening
- Synlighed
- Synlig
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
AndetBro eller badebro
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Formand [navn]
Sendt pr. mail
Kystdirektoratet
J.nr. 23/07300-6
Ref. [navn]
31-01-[postnr by] på ansøgning om bænk på broanlæg ud for [matrikel], [adresse], Kalundborg Kommune
Kystdirektoratet meddeler hermed afslag på ansøgningen om tilladelse til etablering af en bænk på broanlægget ud for [matrikel], [adresse], Kalundborg Kommune.
Lovgrundlag
Etablering af en bænk på et broanlæg på søterritoriet kræver tilladelse fra Kystdirektoratet, jf. § 16 a, stk. 1, nr. 2 i kystbeskyttelsesloven (LBK nr. 705 af 29/05/2020).
Begrundelse for afslaget
Kystdirektoratet finder, at der ikke kan meddeles tilladelse til etablering af en bænk på badebroen etableret ud for [matrikel], [adresse], Kalundborg Kommune. Kystdirektoratet har en restriktiv praksis for meddelelse af tilladelser til indretninger på broer, herunder møbler, med mindre der foreligger en helt særlig begrundelse herfor. Broer skal således som udgangspunkt fungere som et adgangsanlæg mellem land og vand, og bænke mv. er efter Kystdirektoratets vurdering som udgangspunkt fremmede elementer på anlæg på søterritoriet, og hører i stedet til på land. Vi kan til orientering oplyse, at vores praksis for indretninger på broer er mindre restriktiv ved større kommunale broanlæg. Her tillægges det ofte stor betydning, at broen er til gavn for en bred offentlighed og ofte er beliggende bynært, hvor der også er andre anlæg. Kystdirektoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at I den 19. oktober 2023 har oplyst, at området og broen ikke er intenst benyttet, og at den som udgangspunkt alene anvendes af de omkringboende. Dermed vil bænken alene komme en begrænset kreds af brugere til gavn. Vi har ved denne vurdering været opmærksomme på, at det er oplyst, at broen er offentlig tilgængelig, og dermed
2 kan anvendes af alle, men vi har lagt afgørende vægt på, at broen ikke anvendes af den brede offentlighed ud fra sagens oplysninger. Ved afgørelsen har Kystdirektoratet endvidere lagt stor vægt på, at der er tale om en kyststrækning ud for et sommerhusområde, hvor kysten og beboelsen er adskilt af en større skråning på op til ca. 20 meter. Det er endvidere tillagt vægt, at det er begrænset, hvad der er af øvrige anlæg i området. Broen, hvorpå bænken ønskes opført, erstatter således den bro, som fremgår af nedenstående ortofoto. Dette medfører efter vores vurdering, at kystens udtryk langs stranden visuelt er uberørt, og at der ikke bør tilføres unødvendige anlæg.
Billede (ortofoto sommer 2022) med angivelse af højdemeter fra bygning på adressen [adresse] til havet.
Ved afgørelsen har vi været opmærksomme på jeres bemærkninger om, at grundet skrænten, så vil beboerne i nærheden ikke kunne se bænken. Vi finder ikke, at dette kan føre til et andet resultat, idet kystens uberørte udtryk også kan opleves langs stranden og ikke kun fra beboelsen. I forbindelse med sagen har I endvidere oplyst, at grundet strandens beskaffenhed og skræntens stejlhed er der ikke alternative sidemuligheder ved broen. I har blandt andet oplyst, at bedsteforældre kan have behov for at sidde, men deres
3 børnebørn bader. Dette kan efter vores vurdering ikke føre til et andet resultat, idet anlæg på søterritoriet som udgangspunkt alene skal fungere efter deres funktion – her som et adgangsanlæg fra land til vand. Anlægget bør efter vores vurdering ikke indbyde til længerevarende ophold, hvilket en bænk efter vores vurdering vil gøre. Kystdirektoratet har samlet set vurderet, at de kystlandskabelige hensyn er mere tungtvejende i forhold til de rekreative interesser for grundejerforeningens medlemmer, og at der vil kunne skabes en uhensigtsmæssig præcedens i lignende sager, hvis der meddeles tilladelse i denne sag. Kystdirektoratet finder derfor, at der ikke kan gives tilladelse til det ansøgte.
Kystdirektoratet skal bemærke, at idet der ikke meddeles tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2, har vi ikke forholdt os til, hvorvidt anlægget kan tillades efter reglerne i kysthabitatbekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr 654 af 19/05/2020 om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet). Vi kan dog oplyse, at projektområdet er beliggende i Natura 2000- område nr. 166 "Røsnæs, Røsnæs Rev og Kalundborg Fjord", og at der i projektområdet er udpeget naturtypen bugter og vige.
Projektbeskrivelse
Projektet omfatter etablering af en bænk på broen ud for [matrikel], [adresse], Kalundborg Kommune.
Kalundborg Kommune har meddelt tilladelse til etablering af selve broen.
4
Sagsgennemgang
Kystdirektoratet varslede den 6. oktober 2023 afslag på ansøgningen om tilladelse til etablering af en bænk på broanlægget ud for [matrikel], [adresse], Kalundborg Kommune.
Kystdirektoratet modtog den 19. oktober 2023 bl.a. følgende bemærkninger, fra jer, til varslet om afslag: ”… I tillæg til det allerede fremførte vil vi gøre opmærksom på
- at vi har valgt en konstruktion, design og materialevalg som gør at det ikke syner som en bænk, (der er ikke ryglæn på bænken) så der er ingen effekt i kystlandskabet
- at der ikke er alternative siddemuligheder pga strandens beskaffenhed med sten overalt og skræntens stejlhed
- at bedsteforældre, der ledsager deres børnebørn til badning, har behov for at kunne sidde
- at broen allerede er godkendt af Kalundborg Kommune
- at der er ingen omkringboende lodsejere der kan se broen pga skrænten, og man kan derfor ikke se, om der skulle sidde en person på bænken
- at området og broen ikke er intenst benyttet, idet broen benyttes af de omkringliggende sommerhuse. (Der er naturligvis adgang for alle borgere, men broen benyttes ikke af andre end de omkringboende)
- at vi ikke mener der er naturhensyn der taler imod en godkendelse.
Vi synes, der er gode argumenter for, at Kystdirektoratet kan godkende vore andragende og håber derfor på jeres velvillige indstilling”.
Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse vedr. afslaget på etablering af en bænk på badebroen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
For afgørelsen gælder følgende:
Kystdirektoratets afgørelse kan alene påklages for så vidt angår retlige forhold. Afgørelsen kan påklages af:
- 1) adressaten for afgørelsen,
- 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- 3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens udfald,
5
- 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
- 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
- 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer. Klagefristen er 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt. Der klages via Klageportalen, som der er et link til på forsiden af https://naevneneshus.dk. Klageportalen ligger på www.borger.dk www.virk.dk typisk med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage.
Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen. Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes. Efter § 18 b i kystbeskyttelsesloven skal søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller de regler, der er fastsat i medfør af loven, være anlagt inden 6 måneder, efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Med venlig hilsen
[navn]
[email]
6
Kopi til: Søfartsstyrelsen, Miljøstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Trafikstyrelsen, Erhvervsstyrelsen, Forsvarets Ejendomsstyrelse, Slots- og Kulturstyrelsen, Vikingeskibsmuseet, Kalundborg Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, EjendomDanmark, Fritidshusejernes Landsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Geodatastyrelsen. Kystdirektoratets afgørelse offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 23-07300 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 211.