Kystpraksis Strandbeskyttelse Frederikssund Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til etablering af transformatorstation

Afgjort 1. oktober 2026  · Journalnummer 2026-50855  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Et landinspektørfirma søgte på vegne af et elnetselskab om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opstille en transformatorstation på ca. 7,4 m² med et flisebelagt friareal (i alt 11,5 m²) på et landbrugsareal i Frederikssund Kommune, inden for fredningen af Hammer Bakker. Stationen er nødvendig, fordi flere ejendomme i området har for lav spænding. Kystdirektoratet gav dispensation på vilkår om, at stationen nedgraves delvist, så den kun rager ca. 130 cm over terræn i stedet for 180 cm. Direktoratet lagde vægt på, at udbygning af elnettet er et anerkendelsesværdigt formål, at anlægget er beskedent, grønt og placeres på et kultiveret areal i tilknytning til eksisterende bebyggelse og vej, og at det ikke påvirker Natura 2000-områder eller bilag IV-arter.

Fakta

Ejendom
Landbrugsejendom
Ansøger
Forsyningsselskab
Areal før / efter
? m² → 7,4 m²
Højde før / efter
? m → 1,3 m
Lovgrundlag
,

Hvad blev der søgt om

Teknisk anlæg

Praksisflag

  • (ja)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • Transformatorstationen skal nedgraves delvist i niveau med vejen, så højden bliver 130 cm over terræn, som foreslået af ansøger
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til etablering af transformatorstation inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Frederikssund Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Vilkår for afgørelsen

Kystdirektoratet sætter vilkår om, at transformatorstationen nedgraves i niveau med vejen, så højden af transformatorstationen bliver 130 cm over terræn, som foreslået af ansøger.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Landinspektørfirmaet LE34 A/S ansøger på vegne af Radius Elnet A/S om at opsætte en transformatorstation, på [matrikel], [adresse], i Frederikssund Kommune.

Det ansøgte projekt ligger indenfor fredning nr. 04425.00 Hammer Bakker. Afgørelsen sendes derfor til Fredningsnævnet til orientering. Ansøger oplyser at Fredningsnævnet har givet dispensation til opsætning af transformatorstationen inden for fredningen.

På figur 1 ses et kort over den ansøgte matrikel.

På figur 2 ses et kort over den ansøgte placering og det omkringliggende område.

På figur 3 ses Google Streetview billede af det ansøgte område.

På figur 4 ses tilsendte billeder af den model transformatorstation der ønskes opsat.

Fig. 1. Ortofoto 2026. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Det røde område markere den ansøgte [matrikel]

Fig. 2. Kort modtaget fra ansøger. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde prik markerer den ansøgte placering af transformatorstationen og det røde skraverede areal er et friareal rundt om transformatorstationen der skal befæstes med fliser. Figuren viser også en mulig placering på [matrikel], som ansøger siden har frafaldet, se også neden for i denne redegørelse.

Fig. 3. Google Streetview 2026. Billede af den ansøgte placering af transformatorstationen.

Fig. 4. Tilsendt fra ansøger. Billede af den model transformatorstation der ønskes opført.

Ansøger oplyser følgende:

[adresse]. Transformerstationen er nødvendig for at sikre en tilstrækkelig forsyning af strøm til området. Kunder (bl.a. ejer af [adresse]) oplever i øjeblikket spændinger under det tilladte krav, da nuværende transformerstation er placeret for langt væk.

Ejer af [adresse] har stillet to placeringer til rådighed, som vist på vedhæftede bilag, som begge ligger indenfor strandbeskyttelseslinjen, som dækker det meste af ejendommen. Placeringen på [matrikel] er at foretrække, da denne er skjult bag en hæk samt ikke ligger tæt på eksisterende bygninger og indkørsler. Arealet bruges i dag som landbrug. Alternativt kan transformerstationen placeres på [matrikel], som er placeret i grundejers have nær garage. Placering af transformerstation i mark, eller alternativt have, vil ikke bidrage til at ændre tilstanden af strandbredder mm., og den vil placeres i et område hvor der i forvejen er bygninger m.m. i nærheden. Transformerstationen har en størrelse på 7,4 m2. På [matrikel] vil transformerstationen samt friareal omkring stationen udgøre 11,5 m2. På [matrikel] vil transformerstation og friareal udgøre 10,6 m2, for at undgå garage.”

” (…) Placeringen af transformerstationen er nødvendig i området, da der ikke er andre anlæg/transformerstationer i nærheden og det er derved ikke muligt at opretholde det nødvendige spændingsniveau. Der kræves derved en transformerstation væk fra de andre anlæg, for at øge spændingsniveauet.

Vi har været ude i området og holde besigtigelse med Fredningsnævnet, da området også ligger indenfor en fredning. Hertil kiggede vi på begge placeringer. Lodsejer trak dog deres accept tilbage for placeringen på [matrikel], og ville nu kun acceptere placeringen på [matrikel]. Derudover var det heller ikke sikkert at det var muligt at overholde brandkravene på [matrikel], grundet manglende plads. Til info har vi fået dispensation fra Fredningsnævnet til at placere transformerstationen indenfor fredningen på [matrikel].

Placeringen på [matrikel] er placeret bag buske, som skærmer for udsynet til transformerstationen, og der er placeret bygninger foran transformerstationens ønskede placering, mod stranden. Ejendommen er hævet over vejen ([adresse]), men Radius Elnet har mulighed for at grave transformerstationen ned i niveau med vejen, så højden bliver ca. 130 cm over terræn (i stedet for 180), og den bliver derved mindre synlig i landskabet.”

Som en del af det fremsendte materiale fremgår det også at transformatorstationen har følgende mål:

Længde: 292,5 cm

Bredde: 251,0 cm

Højde: 200,0 cm, hvoraf 180,0 cm er over jorden.

Ansøger har efterfølgende oplyst at er muligt at nedgrave transformatorstationen, så højden bliver ca. 130 cm over terræn.

Uden om transformatorstation skal der lægges fliser, så er er et friareal rundt om transformatorstationen, der sikres adgang til transformatorstation og at beplantning ikke vokser ind i transformatorstationen.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 244, Kundby Kyst) ligger ca. 1,7 km mod nord. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 245. Det nærmeste fuglebeskyttelsesområde nr. 105 er beliggende i Natura 2000-område nr. 136 Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på transformatorstationen ønskes opstillet udenfor kortlagt habitatnatur og levesteder. Det nærmeste kortlagte habitatnatur ligger ca. 1,7 km mod nord for den ansøgte placering, hvor der er kortlagt den lysåbne habitatnaturtype strandeng (1330) i god tilstand. Det nærmeste kortlagte levested er ca. 8,5 km mod øst, hvor der er registeret stor vandsalamander. Der er yderligere lagt vægt på, at transformatorstationen ønskes opstillet på et areal der fremstår kultiveret og i forbindelse med anden bebyggelse.

Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Kystdirektoratet betragter udbygning af elnettet, for at sikre en tilstrækkelige forsyning af strøm til et område, som et anerkendelsesværdigt formål, som i en vis udstrækning kan tilsidesætte det hensyn, som bestemmelsen om strandbeskyttelseslinjen skal varetage om at bevare de kystnære arealer fri for yderligere indgreb.

Kystdirektoratet vurderer at der er tale om et beskedent anlæg, der placeres på et areal der fremstår kultiveret og i forbindelse med eksisterende bebyggelse og vejanlæg. Transformatorstationen fremstår grøn og kan opsættes i niveau med vejen, så højden bliver ca. 130 cm over terræn.

Kystdirektoratet sætter vilkår om at transformatorstationen nedgraves delvist, så højden bliver 130 cm over terræn, som foreslået af ansøger. Dette skyldes at Kystdirektoratet normalt i forvaltningen af bestemmelserne om strandbeskyttelseslinjen tilser, at indgrebene i de beskyttede arealer begrænses mest muligt.

Derudover er der lagt vægt på at transformatorstationen er nødvendig for at opretholde det nødvendige spændingsniveau hos flere ejendomme i området, herunder ejerne af matriklen, hvor transformatorstationen ønskes opført.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til etablering af transformatorstation inden for strandbeskyttelseslinjen.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Frederikssund Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Frederikssund, dnfrederikssund- [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordsjælland v/ [navn], [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Frederikssund, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Fredningsnævnet for Nordsjælland, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 244, Kundby Kyst og 136, Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov.

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-50855 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2087.