Kystpraksis Strandbeskyttelse Guldborgsund Kommune
Dispensation til to sheltere
Sagen kort
Et lokalt bådelaug søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opføre to traditionelle træsheltere på hver ca. 12 m² på punktfundamenter på et græsareal i en fritidshavn på Falster i Guldborgsund Kommune, ca. 8 meter fra kysten inden for den oprindelige 100 meter-zone. Kystdirektoratet gav dispensation med henvisning til praksis fra kystlovens bemærkninger om mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet. Direktoratet lagde vægt på, at shelterne etableres til offentlig brug i et område, der allerede er præget af aktivitet fra havnen, og at der er tale om beskedne anlæg placeret samlet ved eksisterende faciliteter, så oplevelsen af kystlandskabet ikke påvirkes nævneværdigt. Projektet vurderedes ikke at påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Havn
- Ansøger
- Forening
- Strandbeskyttelseszone
- Afstand til kysten
- 8 m
- Areal før / efter
- ? m² → 12 m²
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til to sheltere inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Guldborgsund Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Sukkerbroens Bådelaug har ansøgt om dispensation til etablering af to sheltere på [matrikel], beliggende ved Sortsø Fritidshavn på Falster.
Hele matriklen ligger indenfor strandbeskyttelseslinjen og den ansøgte placering ligger indenfor den oprindelige 100 meter strandbeskyttelseslinje, ca. 8 meter fra kysten. En del af matriklen er omfattet af lokalplan NRA 15, Guldborgsund, fritidshavn. Shelternes ønskes placeret uden for det lokalplanlagte område.
Shelterne er af traditionel type med åben front og lukket bagvæg. De har et areal på ca. 12 m² og etableres på simple punktfundamenter.
Sheltere placeres på et græsareal indenfor havneområdet i tilknytning til en eksisterende shelter og en bjælkehytte.
Den ansøgte matrikel ses i figur 1.
Den ansøgte placering ses i figur 2.
Visualisering (AI genereret) af shelterne på den ansøgte placering ses i figur 3.
Fig. 1. Ortofoto 2025. Den ansøgte matrikel er markeret med rød farve. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.
Fig. 2. Tilsendt af ansøger. Den ansøgte placering af to sheltere er markeret med blå cirkler.
Fig. 3. Tilsendt af ansøger. Visualisering (AI genereret) af shelterne på den ansøgte placering.
Ansøger har oplyst følgende:
”Projektbeskrivelse:
Projektet omfatter etablering af:
- 2 træbyggede sheltere af traditionel type (åben front, lukket bagvæg)
- Hver shelter vil være ca. 12 m²
- Konstruktionerne placeres på simple punktfundamenter uden indgreb i terræn
- Ingen installationer, belysning eller øvrige konstruktioner etableres
Placeringen er valgt ud fra hensyn til landskab, adgang samt afstand til kystlinjen for at minimere visuel og fysisk påvirkning.
Formål
Formålet med etableringen er at:
- Understøtte friluftsliv, naturoplevelser og rekreative aktiviteter i området
- Skabe et tilbud til vandrere, cyklister, kajakroere og lokale borgere
- Fremme naturturisme og formidling af området uden at øge belastningen på kystnære miljøer
Shelterne vil være at finde på Naturlandet.dk som er den officielle hjemmeside for Naturlandet Lolland-Falster, som er et strategisk samarbejde mellem Lolland og Guldborgsund Kommuner, støttet af Nordea-fonden.
Begrundelse for dispensation
Vi vurderer, at projektet opfylder betingelserne for dispensation, da:
- Konstruktionerne er små, reversible og skånsomme, og kan fjernes uden spor i terrænet
- De påvirker ikke kystens erosionsforhold, hydrologi eller naturbeskyttelse
- De indpasses i landskabet med minimal visuel påvirkning
- Området i forvejen anvendes til friluftsaktiviteter, hvorfor formålet er i overensstemmelse med den eksisterende brug
- Projektet bidrager til offentlige rekreative interesser, hvilket efter praksis kan indgå som positivt kriterium ved dispensationsvurdering”
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 168, Havet og kysten mellem Præstø Fjord og Grønsund) ligger ca. 1,7 km mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 147 og fuglebeskyttelsesområde nr. 84.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på den lange afstand til Natura-2000 området. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten er et potentielt levested for bilag IV-arter.
På Arter.dk er der i det 10 x 10 km kvadrat, som matriklen ligger i, registreret følgende arter:
- Grønbroget tudse
- Springfrø
- Løvfrø
- Stor vandsalamander
- Spidssnudet frø
- Strandtudse
- Markfirben
- Marsvin
- Dværgflagermus, Sydflagermus, Troldflagermus, Brunflagermus, Vandflagermus, Bredøret flagermus, Skimmelflagermus, Frynseflagermus, Brun langøre, Barnæser, Brandts flagermus
- Natlyssværmer
Eftersom det ansøgte hverken påvirker søer, havet eller vandløb, vurderes det, at padder, vandlevende pattedyr eller insekter ikke vil blive væsentligt negativt påvirket af det ansøgte.
Der faldes ikke træer eller fjernes bygninger i forbindelse med det ansøgte og derfor vurderes det ansøgte ikke at påvirke de arter af flagermus, der måtte være i området.
Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte placering ikke er potentielt levested for markfirben. Der er i vurderingen lagt vægt på, at markfirben foretrækker klitter og lignende, hvor der er løst sandjord at grave æg ned i, vegetationsfrie pletter man kan sole sig på, samt strukturer hvor man kan opsøge skygge, når det ellers bliver for varmt. Det ansøgte placeres på et befærdet græsareal i en fritidshavn.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål.
Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994
- "kystloven" - at det vil være muligt at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Det er en forudsætning for at opnå dispensation, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at de ansøgte sheltere falder ind under ovenstående praksis. Der er i vurderingen lagt vægt på, at de etableres til offentlig brug i et område, som allerede er præget af aktivitet, herunder et nærliggende havneområde. Desuden lægges der vægt på, at der er tale om beskedne anlæg, som placeres samlet i tilknytning til eksisterende faciliteter, og dermed ikke vil påvirke oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til det ansøgte.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Guldborgsund Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Guldborgsund, dnguldborgsund- [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Storstrøm [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Guldborgsund, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 168, Havet og kysten mellem Præstø Fjord og Grønsund
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-41603 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2054.