Kystpraksis Strandbeskyttelse Roskilde Kommune
Dispensation til etablering græsplæne
Sagen kort
Ejerne af en sommerhusejendom inden for strandbeskyttelseslinjen i Roskilde Kommune søgte om dispensation til at etablere en græsplæne med vilde blomster på et areal, der tidligere havde været have, men som ifølge luftfotos var groet til siden ca. 2008-2012. Kystdirektoratet vurderede, at arealet ikke længere kunne anses for lovligt etableret have, da det ikke havde været kontinuerligt vedligeholdt, og at undtagelsen for almindelig havebeplantning derfor ikke gjaldt. Direktoratet fandt dog, at der forelå et særligt tilfælde, fordi der tidligere havde været have, naboejendommene mod nord og syd fremstår med græsplæner, og eksisterende hække i skel afgrænser arealet. Dispensationen omfatter kun græsplænen og ikke anlæg af have, og direktoratet vurderede, at projektet ikke påvirker det tilstødende Natura 2000-område eller bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Sommerhus
- Ansøger
- Privat
- Eksisterende bebyggelse fra
- 1960
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at etablere en græsplæne inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] i Roskilde Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk.1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Ejerne af [matrikel], [adresse] i Roskilde Kommune, har ansøgt om dispensation til etablering græsplæne inden for strandbeskyttelseslinjen. Den omtalte matrikel er en samlet fast ejendom - sommerhus, som blev opført i 1960. Grundarealet er 1322 kvm og grundens bebyggede areal er 51 kvm (bygning 1 - 45 kvm og bygning 2 – 6 kvm). Ansøgeren ønsker at etablere en græsplæne med vilde blomster inden for den hvide firkant, som er vist i figur 1.
Fig. 1. Ortofoto fra ansøger. Figuren viser udstrækningen af den græsplæne (hvid firkant), som ønskes af ansøger.
Fig. 2. Ortofoto fra 2004. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Den rød prik viser den ansøgte matrikel.
Fig. 3. Ortofoto fra 2006.
Fig. 4. Ortofoto 2008.
Fig. 5. Ortofoto 2012.
Fig. 6. Ortofoto 2025.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Ejendommen grænser mod vest op til Natura 2000-område nr. 136 Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. H120 og H199 og fuglebeskyttelsesområde nr. F105 og F107. Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på projektets begrænsede størrelse. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
I en lovligt etableret have er almindelig beplantning, herunder med græs og buske, undtaget fra forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 15, jf. § 15 a, stk. 1, nr. 2
Det vurderes, at arealet ikke i dag kan anses for at være have i naturbeskyttelseslovens forstand. Ved vurderingen er der lagt vægt på, at det er en forudsætning for at være omfattet af havebegrebet, at arealet har et kultiveret præg og har været kontinuerligt vedligeholdt som have siden strandbeskyttelseslinjens regler blev udvidet til også at omfatte terrænændringer, herunder anlæggelse af have, den 1. oktober 1968. Der har tidligere været en lovligt etableret have på ejendommen, som kan ses på luftfotos (figur 2 og 3), men arealet vurderes at være groet til siden ca. 2008-2012 og frem til i dag, som kan ses på luftfotos (figur 4,5,6). Det vurderes på denne baggrund, at arealet ikke har været vedligeholdt kontinuerligt som have, hvorfor lovens bestemmelser i §15, stk. 3 og §65b, stk. 3, nr. 1 ikke finder anvendelse.
Ansøgningen om etablering af græsplæne skal derfor behandles efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, hvorefter der skal foreligge et særligt tilfælde for, at der kan meddeles dispensation. Det vurderes, at der i den konkrete sag foreligger sådanne særlige omstændigheder. Der er tale om en sommerhusejendom, hvor der tidligere har været have, og naboejendommene mod nord og syd fremstår med græsplæner. Endvidere vurderes etableringen af en græsplæne på den pågældende ejendom ikke at medføre en væsentlig negativ påvirkning af de hensyn, som strandbeskyttelseslinjen skal varetage. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at der allerede er etableret hække i skel mod nord og syd, som afgrænser ejendommen og det ansøgte areal.
Efter en samlet og konkret vurdering, finder Kystdirektoratet at det ansøgte udgør et sådant særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til at etablere græsplæne inden for strandbeskyttelseslinjen.
Kystdirektoratet bemærker, at der med denne afgørelse ikke er meddelt dispensation til at anlægge have, jf. naturbeskyttelseslovens §15a, stk. 4. Undtagelsen for visse anlæg i haver i naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, samt den lempeligere dispensationsbestemmelse i § 65 b, stk. 3, nr. 1, om visse anlæg i haver, finder derfor ikke anvendelse på ejendommen, uanset at der med denne afgørelse er meddelt dispensation til at anlægge græsplæne på ejendommen.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystzoneforvaltning
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-område nr. 136 Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov
Afgørelsen er også sendt til:
- Roskilde kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Roskilde, [email]
- Friluftsrådet centralt; [email]
- Friluftsrådet, Kreds Roskilde, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Roskilde, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 136 Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-41243 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2053.