Kystpraksis Strandbeskyttelse Greve Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til fritliggende terrasse

Afgjort 25. august 2025  · Journalnummer 2025-62581  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Ejeren af et fritliggende enfamiliehus i Greve Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelsen til at anlægge en fritliggende træterrasse på 15 m² i niveau med terræn i den del af haven, der ligger inden for den oprindelige 100-meter-strandbeskyttelseslinje. Terrassen skal bruges som underlag for en sandkasse og solstole. Kystdirektoratet vurderede på baggrund af luftfotos fra 1976 og frem, at arealet er en lovligt etableret have, og gav dispensation efter den lempeligere adgang i naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 3, nr. 1, som ikke kræver et særligt tilfælde. Direktoratet lagde vægt på, at terrassen ligger i en delvist lukket have i et tætbebygget boligområde med god afstand til kysten og Natura 2000-området, på terrassens beskedne størrelse og placering i terrænniveau samt på, at dispensationen ikke får utilsigtet præcedensvirkning.

Fakta

Ejendom
Helårsbolig
Ansøger
Privat
Strandbeskyttelseszone
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Terrasse

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Du har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at opføre en fritliggende terrasse inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] i Greve Kommune

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Du skal selv undersøge, om dit projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Du må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Du vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan du skal forholde dig, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Du kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Ovennævnte ejendom er i BBR noteret som fritliggende enfamiliehus med et bebygget areal på 96 m2 og er beliggende inden for den oprindelige 100-meter- strandbeskyttelseslinje (se fig. 1). Kun halvdelen af ejendommen (ejendommens have) er omfattet af strandbeskyttelse og ejendommens ejer har i nærværende sag ansøgt Kystdirektoratet om dispensation til at anlægge en fritliggende terrasse på 15 m2 inden for denne del af matriklen. I ansøgningen er der anført følgende: Træterrassen skal placeres som vist på de vedhæftede planer. Den kan ikke ses fra den offentlige sti i engen ”[..]”, fordi den ligger ca.13 m. tilbage fra den skellinje, og skal placeres bag den eksisterende grønne busk. Afstanden til naboskel er 1.25 m.

Terrassen er indenfor 15 m. af strandbeskyttelseslinjen, og i niveau med terræn.

Materialet er hårdt træ som med tid vil patinere lysegrå, og dermed vil glide naturligt ind i omgivelserne. Størrelsen er 15 m2 (5x3 m.)

Terrassen skal bruges som fast underlag til en sandkasse til børnebørnene og til et par solstole.

Som vist på situationsplanen har naboen i [matrikel] fået dispensation til at bygge drivhus tættere på skellinjen mod engen ca. 7 m.

Der er vedhæftet billeder af grunden. De to røde taburetter, og de to grønne vandkander indikerer, hvor terrassen skal være.

Fig. 1. Ortofoto fra foråret 2024. Det orange, prikkede område på billedet til venstre markerer det strandbeskyttede areal. Den blå og gule linje på billedet til højre viser den oprindelige 100-meter-strandbeskyttelseslinje. De hvide streger markerer de vejledende matrikelskel. Den ansøgte matrikel er markeret med rødt.

Fig. 2. Situationsplan over det ansøgte, hvor mål på og placering af den ansøgte terrasse kan ses.

Fig. 3. Kort indsendt af ansøger hvor den ansøgte terrasse er indtegnet (sort firkant).

Fig. 4. Nærbillede af arealet hvor den ansøgte terrasse ønskes anlagt.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 143, Vestamager og havet syd for) ligger ca. 9,3 km mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 127 og fuglebeskyttelsesområde nr. 111.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på projektområdets afstand til Natura 2000- området samt det ansøgtes beskedne omfang og placering inden for et kultiveret haveareal. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Lovligt etableret have

Som udgangspunkt kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra bestemmelserne om strandbeskyttelse, men inden for lovligt etablerede haver gælder både en række undtagelser for kravet om dispensation samt en mere lempelig dispensationsadgang. Kystdirektoratet har derfor indledningsvist foretaget en vurdering af, om ejendommens have kan betegnes som lovligt etableret i henhold til naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 4.

Inden for strandbeskyttelseslinjen anses en have for lovligt etableret, såfremt den opfylder mindst et af følgende kriterier:

  • Haven er etableret før 1. januar 1968 (fra dette tidspunkt blev bebyggelsesforbuddet inden for strandbeskyttelseslinjen udvidet til også at omfatte terrænændringer, beplantning, hegning, opsætning af campingvogne mm.)
  • Haven er beliggende i den udvidede strandbeskyttelseszone, dvs. mellem 100 og 300 meter inden for det strandbeskyttede område og eksisterede før den udvidede zone trådte i kraft i det pågældende amt (i perioden 2000-2003), dvs. før arealerne blev omfattet af strandbeskyttelse
  • Haven er etableret på baggrund af en dispensation

Det er i alle tre tilfælde en forudsætning, at arealet kontinuerligt er opretholdt som have, og at det ligger i tilknytning til en bolig eller tilsvarende bebyggelse til beboelse.

Haven i den pågældende sag er ikke etableret på baggrund af en dispensation og ligger inden for den oprindelige 100-meter-strandbeskyttelseslinje. Kystdirektoratet har af den grund undersøgt, om haven har været etableret før 1968.

Kystdirektoratet har tidligst kunnet finde et tydeligt foto af ejendommen fra 1976. Det kan ud fra fotoet konstateres, at det daværende kultiverede haveareal omtrent svarer til det nuværende kultiverede haveareal (se fig. 5). Kystdirektoratet har gennemgået ortofotos af ejendommen fra 1976 og frem til i dag og kan konstatere, at arealet kontinuerligt har været kultiveret og opretholdt som have. Kystdirektoratet vurderer på den baggrund, at arealet kan betegnes som lovligt etableret have i henhold til naturbeskyttelsesloven.

Fig. 5. Luftfoto af ejendommen fra 1979 og 2024 hentet fra Danmark set fra luften og SagsGis. Den del af matriklen, der vurderes at være lovligt etableret have, er markeret med rød cirkel.

Fritliggende terrasse på 15 m2 Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Det følger af naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, at der uden dispensation uanset forbuddet efter lovens § 15, stk. 1, i lovligt etablerede haver kan placeres mindre bygninger, anlæg og installationer i tilknytning til boligen og højest 15 m fra denne, såsom en terrasse etableret i niveau med og i sammenhæng med beboelsen, et gyngestativ, højbede, en sandkasse og andre legeredskaber samt et mindre skur på op til 10 m2, medmindre der allerede lovligt er opført et skur i tilknytning til boligen. På tilsvarende måde kan der opføres et mindre drivhus på op til 10 m2 i tilknytning til helårsboliger.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 3, nr. 1 gælder der en lempeligere dispensationsadgang, idet der efter denne bestemmelse i lovligt etablerede haver kan meddeles dispensation til mindre anlæg, som placeres længere end 15 meter fra boligen. Bestemmelsen giver derudover mulighed for, at der kan etableres anlæg såsom fritliggende og hævede terrasser, uden der foreligger et særligt tilfælde.

Af bemærkningerne til loven fremgår, at der fortsat i overensstemmelse med lovens formål skal varetages hensyn til naturen og kystlandskabet, hvorfor en dispensation kun kan meddeles, hvis hensyn til kystlandskabet, Natura 2000- områder og bilag IV-arter ikke taler afgørende imod. Det betyder for eksempel, at et markant anlæg, der ønskes opført på et åbent areal ikke kan forvente at få dispensation, hvorimod tilsvarende anlæg i lukkede haver vil kunne opnå en dispensation. Inden for Natura 2000-områder vil praksis være mere restriktiv end uden for.

Idet terrassen i nærværende sag ønskes anlagt inden for en lovligt etableret og delvist lukket have i et tætbebygget boligområde med god afstand til kysten og nærmeste Natura 2000-område, vurderer Kystdirektoratet, at terrassen ikke vil have en betydeligt negativ påvirkning på kystlandskabet eller Natura 2000- området og at der derfor kan meddeles dispensation til terrassen efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 3, nr. 1. I vurderingen er der desuden lagt vægt på terrassens beskedne størrelse og at den ønskes anlagt i niveau med terrænet.

Det er slutteligt indgået i Kystdirektoratets vurdering, at en dispensation ikke vil få utilsigtet præcedensvirkning i strid med bestemmelsens formål.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund dispensation til fritliggende terrasse på 15 m2 som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

Naturbeskyttelse

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Greve Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Greve, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Roskilde, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Greve, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 143, Vestamager og havet syd for

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-62581 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1618.