Kystpraksis Strandbeskyttelse Helsingør Kommune

Afslag Strandbeskyttelse

Afgørelse om afslag på udvidelse af Hornbæk Havns bassin

Afgjort 14. oktober 2025  · Journalnummer 2025-5182  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

En fond søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at udvide det østlige bassin i en lystbådehavn i Hornbæk i Helsingør Kommune ved at grave et landareal på ca. 9.600 m² ud i den udvidede del af strandbeskyttelseszonen. Bassinet skulle udvides med ca. 7.500 m², og i det ændrede projekt skulle 60 små bådpladser konverteres til store. Kystdirektoratet gav afslag, da udvidelsen vil forskyde det harmoniske skalaforhold mellem by, havn og strandområde markant og have en meget væsentlig påvirkning af kystlandskabet. Direktoratet fandt hverken samfundsmæssige hensyn, begrænsede alternativer eller højere omkostninger ved alternativer tilstrækkelige og pegede på risikoen for præcedens. Den lempeligere praksis for eksisterende virksomheder i den udvidede zone fandt ikke anvendelse, fordi udvidelsen ikke er mindre og begrænset og overvejende er en kapacitetsudvidelse.

Afslag, fordi udvidelsen af havnebassinet med et stort udgravet landareal ville påvirke kystlandskabet meget væsentligt.

Fakta

Ejendom
Havn
Ansøger
Fond
Strandbeskyttelseszone
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

HavneanlægTerrænregulering

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (ja)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (ja)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Afgørelse om afslag på udvidelse af Hornbæk Havns bassin inden for strandbeskyttelseslinjen på [matrikel] i Helsingør Kommune

Sagens baggrund

Helsingør Kommune vedtog den 2. september 2024 lokalplan nr. 5.54 - Hornbæk Havn, der udgjorde det planlægningsmæssige grundlag for udvidelse af et havnebassin ved udgravning af tilstødende landareal og opførelse af havnerelaterede bygninger og opbevaringsarealer.

Forinden lokalplanens udarbejdelse, havde Kystdirektoratet i 2020 modtaget en ansøgning efter Kystbeskyttelsesloven tilsvarende projektet i lokalplanen. Det var i denne ansøgning forudsat at udvidelsen af havnebassin, ikke var dispensations- krævende i forhold til strandbeskyttelseslinjen, idet ansøger havde lagt til grund, at udgravningen var omfattet af bestemmelserne om undtagelse til havneformål efter naturbeskyttelseslovens § 15b, stk. 1.

Kystdirektoratet traf på denne baggrund den 8. juli 2022 retlig afgørelse om, at ”Det er Kystdirektoratets vurdering, at en udvidelse af havnebassinet ind i land kræver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15. Kystdirektoratet vurderer, at forholdet forudsætter dispensation, fordi udvidelsen af havnebassinet udgør en tilstandsændring inden for strandbeskyttelseslinjen, og efter Kystdirektoratets vurdering, ikke kan anses for omfattet af undtagelsen for havneanlæg i lovens § 15b, stk. 1.”

Hornbæk Havn v/[navn] søgte den 31. oktober 2024 på Fonden Hornbæk Havns vegne, om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen jf. naturbeskyttelses- lovens § 15 jf. § 65b, stk. 1 til realisering af de dele af lokalplanen for Hornbæk Havn, som forudsætter dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Ansøger fremsendte endvidere samme dag opdateret ansøgning om tilladelse efter Kystbeskyttelsesloven vedr. anlæg på søterritoriet.

Den 10. juni 2025 tilkendegav Kystdirektoratet på et møde med sagens parter, at det umiddelbart så vanskeligt ud ift. at kunne opnå en dispensation til det ansøgte, herunder at det ved administration af strandbeskyttelseslinjen ikke tillægges vægt, at eventuelle alternative løsninger er dyre, og at der således samlet set ikke umiddelbart ses at være tungtvejende hensyn til en dispensation henset til formålet med beskyttelsen.

Ansøger oplyste i forlængelse heraf, at østremolen trænger til renovering, og at dette er hovedårsagen til, at man ønsker at udvide og opdateret havnen og gøre den tidssvarende. Efter deres vurdering vil det forbedre vandmiljøet, hvis østremolen fjernes, og der i stedet bliver etableret en pælebro. Det blev endvidere oplyst, at de har brug for udvidelse af havnen for at kunne finansiere renovering af molen. Derudover blev det oplyst, at i og med sejlbåde i dag generelt er længere og bredere end tidligere, afleder dette et behov for såvel mere manøvreplads mellem broerne og liggepladserne skal være bredere, hvilket stiller krav om større bassin såfremt den eksisterende kapacitet skal kunne opretholdes i længden. Der blev desuden henvist til, at der tidligere har været søterritorium, der hvor man ønsker at udvide havnebassinet, idet landarealet er opstået ifm. en udvidelse af havnen i 1989, samt efterfølgende tilvækst.

Kystdirektoratet har under en efterfølgende drøftelse den 25. august 2025 vejledt ansøger om, at da det pågældende landareal der skal udgraves ligger i den udvidede del af strandbeskyttelseslinje, vil en lempeligere dispensationspraksis evt. kunne komme på tale. Denne praksis omfatter virksomheder, der kom til at ligge i strandbeskyttet område ved udvidelsen af linjen omkring år 2000, og som har behov for arealmæssige mindre og begrænsede udvidelser, der er nødvendig for at virksomheden kan tilpasse sig udvikling

Lokalplanen er efterfølgende blevet påklaget bl.a. under henvisning til den udarbejdede miljørapport og Planklagenævnet traf den 8. september 2025 afgørelse i sagen og anførte: ”Planklagenævnet ophæver lokalplanen og kommuneplantillægget med tilhørende miljørapport, da planerne og miljørap- porten ikke er i overensstemmelse med reglerne om Natura 2000-områder i planhabitat-bekendtgørelsens § 3, stk. 1 og 2, og da afgrænsningen af miljø- rapporten ikke er i overensstemmelse med miljøvurderingslovens § 12, stk. 1. Det betyder, at lokalplanen og kommuneplantillægget ikke længere gælder.”

Helsingør Kommune har oplyst, at der ikke er behov for en ny lokalplan for realisering af projektet.

Ansøger har den 29. september 2025 fremsendt et ændret forslag f.s.v. angår udnyttelsen af havnebassinet og har anført, at det ændrede forslag ønskes lagt til grund for Kystdirektoratets behandling og afgørelse af en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Kystdirektoratet har på denne baggrund, når der henses til sagens lange forløb, fundet det betimeligt at sagens interessenter kan få en afklaring af, hvorvidt de kystlandskabelige interesser, der skal varetages i forhold til strandbeskyttelses- linjen, vil føre til et afslag på udvidelsen af havnebassinet ind i land.

Kystdirektoratet skal bemærke, at havnebassinet i det ændrede projekt stadig vil omfatte anlæg og aktiviteter på søterritoriet og derfor også forudsætte tilladelse efter bl.a. kystbeskyttelsesloven.

Det ændrede projekt

Ansøger anfører i fremsendelsen af 29. september 2025:

I fortsættelse at møde d. 25.8.2025 på Hornbæk Havn og mødekoncentrat, skal Fonden Hornbæk Havn oplyse, at det foreliggende projekt for havnen, indsendt til Kystdirektoratet d. 31.10.2024 ønskes ændret f.s.v.a. udnyttelsen af havnebassinet.

Det ændrede forslag ønskes lagt til grund for Kystdirektoratets behandling og afgørelse af en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Ændringerne fremgår af vedhæftede bilag 1 og er begrundet efterfølgende.

Det ændrede forslag tager udgangspunkt i Kystdirektoratets tilkendegivelse på møde og besigtigelse den 25.8.2025 og koncentrat af d. 29.8.2025:

”Kystdirektoratet tilkendegav, at et ændret projekt som alene ville omfatte en havneudvidelse med henblik på at tilpasse den nuværende kapacitet, kunne anses at falde indenfor den dispensationspraksis, der findes for virksomheder, der blev omfattet af strandbeskyttelseslinjen, da den blev udvidet fra 100 m til 300 m omkring år 2000. Det vil dog være en forudsætning for en dispensation, at et reduceret projekt konkret underordner sig og tager højde for de beskyttelseshensyn der skal varetages i området.”

Som grundlag for Kystdirektoratets behandling af en dispensation har Hornbæk Havn i det følgende kort redegjort for ovennævnte samt forhold Kystdirektoratet har inddraget i dialogen med Hornbæk Havn:

  • I hvilket omfang det ændrede projekt inddrager kystbeskyttede områder begrundet i en tilpasning til udviklingen af havnens nuværende kapacitet (bådstørrelser og bådsammensætning, besejlingsforhold/sikkerhed, landarealer mm.).
  • Den ønskede udvidelse af havnens kapacitet begrundet i væsentlige samfundsmæssige interesser.
  • En beskrivelse af hvordan det ændrede projekt tager hensyn til beskyttelses- interesser i området.
  • En vurdering af et alternativ til havnens forslag, hvor et nyt havnebassin i sin fulde udstrækning placeres på søterritoriet, uden inddragelse af strandbeskyt- tede arealer, samt et forslag hvor det ønskede havnebassin reduceres væsentligt.

Eksisterende forhold

Oprindelig ansøgte udvidelse

Udvidelsen ind i det strandbeskyttede område ved den oprindelig ansøgning omfattede ca. 9.600 m², hvoraf havnebassinet blev udvidet med ca. 7.500 m².

På nedenstående figur er den oprindelig ansøgte udvidelse af havnearealet markeret med rød og udgør ca. 7.500 m², og reduktionen ved den nye ansøgning er markeret grøn og andrager ca. 250 m². Reduktionen skyldes at forlængelsen af østmolen er ændret (nyt forløb markeret stiplet).

60 små pladser ønskes konverteret til 60 store pladser

Nuværende vandareal for små pladser i eksisterende havn er ca. 55 m² pr. plads. Disse plader ønskes øget til 125 m² for nye, større pladser. Det forøgede behov for vandareal pr. bådplads der etableres i det nye bassin er således ca. 125 m2 - 55 m2 = 70 m²

Ændrede indretning af det udvidede havnebassin

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.

Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt eller foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet lægger den retlige afgørelse af 8. juli 2022 til grund, efter hvilken en udvidelse af havnebassinet ind i land kræver dispensation efter naturbeskyt- telseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15.

Kystdirektoratet vurderede i afgørelsen, at forholdet forudsætter dispensation, fordi udvidelsen af havnebassinet udgør en tilstandsændring inden for strand- beskyttelseslinjen, og efter Kystdirektoratets vurdering, ikke kan anses for omfattet af undtagelsen for havneanlæg i lovens § 15b, stk. 1.

Kystdirektoratet har i nærværende afgørelse alene behandlet den del af ansøgningen, der vedrører udvidelsen af det østlige havnebassin ind i land, idet direktoratet har vurderet at de øvrige anlægsdele af projektet må anses som værende uaktuelle, såfremt udvidelsen ikke kan imødekommes som ansøgt.

Den ændrede ansøgning omfatter stort set en tilsvarende arealudvidelse af havnebassinet ind i land som oprindeligt ansøgt.

Om den ændrede udnyttelse af udvidelsen af havnebassinet i forhold til den tidligere beskrevne, finder direktoratet, at det i det væsentligste indebærer at hovedparten af udvidelsen medgår til at ”små pladser” konverteres til ”store pladser”, hvilket direktoratet finder i det væsentlige kan sidestilles med en kapacitetsudvidelse.

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage bebyggelse, udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Kystdirektoratet traf den 8. juli 2022 retlig afgørelse om, at udvidelsen af havnebassinet ind i land kræver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, da den efter Kystdirektoratets vurdering, ikke kan anses for omfattet af undtagelsen for havneanlæg i lovens § 15b, stk. 1.

Formålet med strandbeskyttelseslinjen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.

Den ansøgte udvidelse forudsætter således, at der er tale om et særligt tilfælde der

  • set i forhold til de kystlandskabelige værdier - kan begrunde en fravigelse af den restriktive praksis.

Den ansøgte udvidelse af havnens østlige bassin mod land, vil omfatte et landareal på ca. 9.600 m² af det strandbeskyttede område, der ligger mellem havnen og fiskerlejet.

Det eksisterende østlige havnebassin fremtræder i forhold til byen som et tilbagetrukket anlæg, som orienterer sig mod havet, modsat det oprindelige indre havnebassin, der strækker sig ind i land og mod byen og havnebassinet har en begrænset størrelse, så det underordner sig Hornbæk by – et forhold der forstærkes af udstrækningen og rummeligheden af det strandbeskyttede areal, der har karakter af et naturområde mellem byen og havnens ydre bassiner.

Illustration fra en visualisering i lokalplanen af udvidelsen (den oprindelige)

Det harmoniske skalaforhold mellem by/havn samt det østlige strandområde vil blive forskudt markant ved den ansøgte havneudvidelse. Det oprindelige og mindre havnebassin, som underordner sig Hornbæk by, vil således blive omdannet til en 170 m bred havnefront, hvis det østlige bassin udvides og smelte sammen med det oprindelige bassin, på bekostning af det strandbeskyttede areal.

Herved vil sammenhængen mellem havn og by ændres markant i uønsket retning og reduktionen af området vil efter Kystdirektoratets vurdering medfører en uønsket og negativ ændring af kystlandskabet i området mellem det eksisterende østlige havnebassin og det oprindelige fiskerleje.

Det er således Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte vil have en meget væsentlige påvirkning af kystlandskabet i det strandbeskyttede området. En dispensation må således forudsætte, at der er ganske særlige forhold knyttet til udvidelsen af havnebassinet, som kan begrunde at de landskabelige hensyn tilsidesættes.

Kystdirektoratet finder ikke, at de i ansøgningen fremførte samfundsmæssige hensyn har en sådan karakter eller vægt, at de har afgørende betydning for sagen.

At der måtte være begrænsede udvidelsesmuligheder - herunder på søterritoriet som følge af afledte kystmorfologiske forhold - eller at alternativer måtte være mere omkostningstunge, er endvidere ikke et særligt forhold, som kan begrunde det ansøgte.

At udvidelsen af havnebassinet måtte forbedre forholdene for lokale brugergruppers rekreative muligheder samt at udvidelsen vil kunne forhindre en tangansamling på en del af Østerstrand er ikke et forhold som kan tilsidesætte varetagelsen af de landskabelige interesser og føre til et andet resultat.

Kystdirektoratet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at der ikke i sagen er fremført sådanne særlige forhold, der kan begrunde en dispensation til det ansøgte jf. naturbeskyttelseslovens § 65b, stk.1, jf. § 15.

Det indgår i vurderingen, at en dispensation vil kunne medføre en uønsket præcedens i andre tilsvarende sager.

Kystdirektoratet finder endvidere ikke, at det ansøgte kan omfattes af den lempeligere praksis som forudsat for eksisterende virksomheder i den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen. For disse vil der i rimeligt omfang kunne dispenseres fra forbuddet mod tilstandsændringer til efterkommelse af ønsker om arealmæssigt begrænsede udvidelser, som er nødvendige for at virksomheden kan tilpasse sig udviklingen.

Direktoratet har herved lagt vægt på, at den nu ansøgte udvidelse af havnebas- sinet stort set svarer til den oprindeligt ansøgte udvidelse på ca. 7.500 m², som gav mulighed for en forøgelse af kapaciteten med op til 50-80 nye pladser Bassinet er således alene reduceret med ca. 250 m² (ifgl. direktoratets opmåling).

Kystdirektoratet vurderer at en udvidelse med den ansøgte størrelse, ikke kan anses som en mindre og begrænset udvidelse set i forhold til havnens nuværende areal, samt at den overvejende har til formål at udvide havnens kapacitet.

Kystdirektoratets meddeler på denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagen afslag til den ansøgte udvidelse af havnebassinet ind i land.

Afgørelsen er truffet efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk.1, jf. § 15.

Kystdirektoratet skal bemærke, at hvis et projekt kræver, at der udarbejdes en miljøkonsekvensvurdering, kan øvrige tilladelser efter anden lovgivning ikke meddeles, før miljøkonsekvensvurderingen er godkendt, idet den myndighed, som skal meddele tilladelse til projektet efter anden lovgivning, skal anvende VVM- myndighedens miljøvurdering af projektet som grundlag for sin afgørelse. Dette følger af § 7, stk. 1, i Bekendtgørelse om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (BEK nr. 1608 af 09/12/2024).

I dette tilfælde, hvor Kystdirektoratet meddeler afslag, er det direktoratets vurdering, at afgørelsen efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 jf. § 15, ikke skal afvente stillingstagen til, om det konkrete projekt vil kræve udarbejdelse af en miljøkonsekvensvurdering.

Med venlig hilsen

[navn]- specialkonsulent

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Kystdirektoratets afgørelse af 8. juli 2022 om, at udvidelse af Hornbæk Havn ind i land er omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer

Afgørelsen er også sendt til:

  • Helsingør Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Helsingør, [email]
  • Friluftsrådet centralt, [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordsjælland, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Helsingør, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email] •

[email];

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens1 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen2 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 2 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Kystdirektoratets afgørelse af 8. juli 2022 om, at udvidelse af Hornbæk Havn ind i land er omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-5182 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1575.