Kystpraksis Strandbeskyttelse Bornholms Regionskommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til fornyelse og udvidelse af affaldsstation

Afgjort 31. marts 2025  · Journalnummer 2025-4832  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

En rådgiver søgte på vegne af det fælleskommunale affaldsselskab på Bornholm om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at forny og udvide en eksisterende affaldsstation på et offentligt vejareal ved en kystnær parkeringsplads i Bornholms Regionskommune. De tre eksisterende affaldsbeholdere erstattes af seks nye beholdere på 3 og 5 m³. Kystdirektoratet gav dispensation, da affaldsstationen er en udvidelse af en eksisterende station på samme sted, placeres i tilknytning til en vej, der fører ned til en kystnær parkeringsplads, og ikke vil have en nævneværdig påvirkning af kystlandskabet. Direktoratet vurderede, at der var tale om et særligt tilfælde, og lagde også vægt på, at stationen giver øget affaldssortering. Projektet vurderedes ikke at påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Forsyningsselskab
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Teknisk anlæg

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

I har den 05.03.2024 søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at udvide en eksisterende affaldsstation inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Bornholms Regionskommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

[navn] har på vegne af BOFA I/S søgt om dispensation til at udvide en eksisterende affaldsstation på [matrikel], [postnr by], i Bornholms Regionskommune. Matriklen er offentlig vej og delvist inden for strandbeskyttelseslinjen (se fig.1.). På matriklen er der en parkeringsplads og en eksisterende affaldsstation med 3 affaldsbeholdere.

Der er ansøgt om dispensation til at forny og udvide den eksisterende affaldsstation. De 3 eksisterende affaldsbeholdere fjernes, og der opstilles 6 nye affaldsbeholdere (se fig. 2).

På figur 1 ses et kort af den ansøgte matrikel og det omkring liggende område.

På figur 2 ses et kort tilsendt fra ansøger af matriklen med den ansøgte udvidelse af affaldsstationen.

På figur 3 ses en illustration af plantegningen med mål.

På figur 4 og 5 ses plantegninger af affaldsstationen fra forskellige vinkler.

Den fornyede og udvidede affalds station vil bestå af 6 enheder hvor af 3 er 3m3 og 3 er 5m3 affaldsbeholdere (se fig. 3,4 & 5).

Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange skraverede område markerer det strandbeskyttede areal. De umatrikulerede arealer ud til kysten samt stranden er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Det røde markerede område er den ansøgte [matrikel]

Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. Den sorte firkant med rød skravering markerer den ansøgte placering af affaldsstationen.

Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en plantegning af den ansøgte affaldsstation med mål angivet i centimeter.

Fig. 4. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en plantegning af affaldsstation fra nord Fig. 5. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses plantegning af affaldsstation fra øst

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 252, Adler Grund og Rønne Banke) ligger ca. 420 m mod syd. Natura 2000-området omfatter fuglebeskyttelsesområde nr. 129. Det nærmeste habitatområde er nr. 164, der ligger ca. 6,2 km mod øst i Natura 2000-område nr. 188 (Dueodde).

Udpegningsgrundlaget for fuglebeskyttelsesområde nr. 129 og habitatområde nr. 164 ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der er tale om fornyelse og udvidelse af en eksisterende affaldsstation. Der er yderligere lagt vægt på, at affaldsstationen ligger i tilknytning til en vej, der fører ned til en mere kystnær parkeringsplads. Der er endvidere lagt vægt på, at der er tale om et marint Natura 2000-område, samt at der hverken er kortlagt habitatnatur eller kortlagte levesteder på den ansøgte matrikel. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten er et potentielt levested for bilag IV-arter.

På arter.dk i et 10 x 10 km kvadrat er registreret følgende bilag IV-arter; Løvfrø, Springfrø, Grønbroget tudse, Stor vandsalamander, Bred vandkalv, Grøn mosaikguldsmed, Brunflagermus, Sydflagermus, Vandflagermus, Frynseflagermus, Skægflagermus, Brandts flagermus, Troldflagermus, Leislers flagermus, Skimmelflagermus, Dværgflagermus, Pipistrelflagermus, Brun langøre, Markfirben, Sortplettet blåfugl, Stor ildfugl og Mygblomst.

Kystdirektoratet bemærker, at det ansøgte hverken vil påvirke havet, søer eller vandløb, og vurderer på den baggrund, at det ansøgte ikke vil påvirke de vandlevende pattedyr, padder og insekter der måtte være i området.

Kystdirektoratet bemærker, at der ikke fældes træer eller fjernes gamle bygninger i forbindelse med det ansøgte. Kystdirektoratet vurderer på den baggrund, at det ansøgte ikke vil påvirke de flagermusarter der måtte være i området.

Kystdirektoratet vurderer ikke, at det ansøgte område er et potentielt levested for markfirben. Der er i vurderingen lagt vægt på, at markfirben foretrækker klitter og lignede, hvor der er løst sandjord at grave æg ned i, vegetationsfrie pletter man kan sole sig på, samt strukturer hvor man kan opsøge skygge, når det ellers bliver for varmt.

Kystdirektoratet bemærker, at sortplettet blåfugl er gået markant tilbage i Danmark og aktuelt kun findes på det sydøstlige Møn, på og omkring Høvblege. Kystdirektoratet bemærker, at de registrede observationer på arter.dk er fra 1936, 1952 og 1961. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at arten ikke er at finde i det ansøgte område.

Kystdirektoratet bemærker, at stor ildfugl ikke er observeret siden 1955 i Danmark og derfor er erklæret nationalt uddød. Kystdirektoratet bemærker, at den registrerede observation er fra 2015, og den eneste på Bornholm. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at registreringen må være en strejfer fra Mellem- og Østeuropa, og at arten ikke er at finde i det ansøgte område.

Kystdirektoratet bemærker, at mygblomst er gået markant tilbage i Danmark og aktuelt kun findes på få lokaliteter i Østjylland, på Fyn og Sjælland. Kystdirektoratet bemærker, at den registrerede observation af Mygblomst er fra 1981. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at arter ikke er at finde i det ansøgte område.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Offentlige institutioner eller lignende, der tjener en ubestemt eller større kreds af brugere, kan principielt ikke forvente at så særbehandling alene på grund af de hensyn, som de varetager. Der er dog tale om en konkret vurdering, og det offentliges særlige forhold kan af og til begrunde en dispensation.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at en affaldsstation kan være et anerkendelsesværdigt formål, hvis affaldsstationen placeres og udføres under hensyntagen til det omgivende kystlandskab.

Kystdirektoratet vurderer, at der med placeringen af affaldsstationen er taget hensyn til det omkringliggende kystlandskab, og vurderer at den ikke vil have en nævneværdig påvirkning på kystlandskabet. På baggrund af sagens karakter, vurderes det, at der er tale om et særligt tilfælde, hvor der kan dispenseres fra strandbeskyttelseslinjen. Det er indgået i vurdering at affaldsstationen bevirker øget affaldssortering i flere fraktioner.

Kystdirektoratet lægger særligt vægt på, at affaldsstationen er en udvidelse af eksisterende affaldsstation på placeringen og at den placeres i tilknytning til en vej, der fører ned til en mere kystnær parkeringsplads.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til udvidelse af eksisterende affaldsstation.

Med venlig hilsen

[navn]

Naturbeskyttelse

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Bornholms Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Bornholm, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Bornholm [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Bornholm, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Slots- og Kulturstyrelsen, [email]
  • Fredningsnævnet for Bornholm, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for fuglebeskyttelsesområde nr. 129 og habitatområde nr. 164

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-4832 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1534.