Kystpraksis Strandbeskyttelse Bornholms Regionskommune
Dispensation til opgradering af legeplads
Sagen kort
En campingorganisation søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opgradere den eksisterende legeplads på en campingplads med 125 enheder i den udvidede del af strandbeskyttelseszonen i Bornholms Regionskommune. Projektet omfatter fire nye legeredskaber i ubehandlet robinietræ: to gyngestativer, et klatrestativ og en mindre forhindringsbane. Kystdirektoratet gav dispensation efter den lempeligere dispensationsadgang for eksisterende virksomheder i den udvidede zone. Direktoratet lagde vægt på, at campingpladsen har over 75 enheder, at redskaberne er mindre og placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse omtrent midt på pladsen, og at projektet er nødvendigt for, at virksomheden kan tilpasse sig udviklingen. Direktoratet vurderede, at der ikke vil være negativ påvirkning af kystlandskabet, af Natura 2000-området eller af bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Erhverv
- Ansøger
- Forening
- Strandbeskyttelseszone
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Andet
Praksisflag
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
8 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at opgradere legepladsen på DCU Camping Rønne Strand Galløkke, inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Bornholm Regionskommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
DCU Camping Rønne Strand Galløkken har ansøgt om dispensation til at opgradere deres legeplads på [matrikel], [adresse].
DCU Camping Rønne Strand Galløkken er en campingplads der er godkendt til 125 campingenheder, der er beliggende inden for den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen.
Et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område ses på figur 1.
Et kort over den ansøgte indretning af legepladsen ses på figur 2.
Illustrationer af de ansøgte legeredskaber ses på figur 3-6.
Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. Den orange streg markerer strandbeskyttelseslinjen. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den gule streg markerer dem gamle 100m strandbeskyttelseslinje. Det røde område markerer den ansøgte matrikel.
Ansøger har oplyst følgende;
”På DCU-Camping Rønne Strand - Galløkken, ønskes at opgradere den nuværende legeplads med nye redskaber. Der er tale om et gyngestativ med 2 sæder, et gyngestativ med en fugleredegynge, et klatrestativ og en mindre forhindringsbane. Redskaberne udføres i naturligt ubehandlet robinie træ med tovværk af sort taifun tov, så det passer naturligt ind i området.
På området står i dag forskellige mindre legeredskaber og en hoppepude. Området er i dag udlagt med sand, som også tænkes som underlag under de nye redskaber. Området med legeredskaber er kun synlig fra selve campingpladsen og vil således ikke kunne ses fra områder udenfor pladsen. Det er et stort ønske at lave nogle nye og spændende legeaktiviteter for campingpladsens børn, som alternativ til telefoner og skærme.
Opgradering af DCU Rønne’s legeområde
- DCU Camping Rønne Strand Galløkken har fået doneret legeredskaber af IsabellaFonden.
- Redskaberne er naturredskaber primært i rundt ubehandlet robiniatræ.
- Redskaberne skal skabe et bedre legemiljø på campingpladsens eksisterende legeplads.
- I dag består legepladsen af hoppepude, pyramidenet og vipper
- De nye redskaberbestårafgynge, fugleredegynge, klatrelegesystem og balance/motorik leg.”
Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses den ansøgte placering af legeredskaberne.
Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en illustration af den ansøgte fugleredegynge fra produktbladet. På figuren ses målene på legereskabet.
Fig. 4. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en illustration af det ansøgte gyngestativ med to sæder. På figuren ses målene på legereskabet.
Fig. 5. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en illustration af det ansøgte klatrestativ. På figuren ses målene på legereskabet.
Fig. 6. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en illustration af den ansøgte forhindringsbane. På figuren ses målene på legereskabet.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 252, Adler Grund og Rønne Banke) ligger ca. 760 m mod sydvest. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 211 og fuglebeskyttelsesområde nr. 129.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der er tale om fornyelse af en allerede eksisterende mindre legeplads, der opstilles i tilknytning til eksisterende bebyggelse. Der er yderligere lagt vægt på, at der er tale om en større campingplads, hvor der i forvejen er en del aktivitet fra besøgende. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage bebyggelse, udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.
Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.
Det er anført i bemærkningerne til forslaget til en ændring af naturbeskyttelsesloven - kystloven - fra 1994, at der i rimeligt omfang vil kunne dispenseres fra forbuddet mod tilstandsændringer til efterkommelse af ønsker fra eksisterende virksomheder i den udvidede strandbeskyttelseszone om arealmæssigt begrænsede udvidelser, som er nødvendige for at virksomheden kan tilpasse sig udviklingen.
For campingpladser på over 75 enheder betyder tilkendegivelsen i lovbemærkningerne, at der normalt vil være grundlag for dispensation til udvidelser, nybyggeri m.v., som er nødvendige for, at campingpladsen kan gennemføre en sædvanlig produktudvikling. Der vil også kunne dispenseres til en øget kapacitet, således at den arealmæssige udvidelse i videst muligt omfang foretages landværts i pladsens eksisterende bredde og ikke står i et urimeligt forhold til hverken kapaciteten for den eksisterende campingplads eller størrelsen af de allerede afholdte investeringer i virksomheden. Endvidere må afgørende hensyn til landskabet ikke tale herimod.
Der er ansøgt om dispensation til at opgradere en legeplads med 4 legeredskaber, i den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen.
Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte falder ind under den nævnte lempeligere dispensationsadgang. Der er i vurderingen lagt vægt på, at det ansøgte etableres i den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen, samt at campingpladsen er større end 75 enheder. Der er yderligere lagt vægt på, at de højeste legeredskaber opstilles i tilknytning til eksisterende bebyggelse på campingpladsen. Det har endvidere indgået i Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ydermere kan betegnes som nødvendig for, at en eksisterende virksomhed kan tilpasse sig udviklingen.
Kystdirektoratet vurderer endvidere, at det ansøgte ikke vil have nogen negativ påvirkning på kystlandskabet. Der er i vurderingen lagt vægt på, at der er tale om etablering af mindre legeredskaber, der opføres i tilknytning/nærheden af eksisterende bebyggelse, samt at legepladsen etableres omtrent midt på campingpladsen.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til opgradering af legepladsen som beskrevet.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Bornholms Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Bornholm, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Bornholm [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Bornholm, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Fredningsnævnet for Bornholm, [email]
- Direktør OCFF, [navn] [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af klitfredningsbekendtgørelsens3 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.
Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen4 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 4 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 252, Adler Grund og Rønne Banke
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-46723 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1526.