Kystpraksis Strandbeskyttelse Faaborg-Midtfyn Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til at flytte en grusvej og udmatrikulere denne

Afgjort 1. juli 2025  · Journalnummer 2025-24331  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Faaborg-Midtfyn Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at anlægge en ca. 1,5 km lang grusvej på Bjørnø og udmatrikulere den som kommunal vej. Vejen skal erstatte en eksisterende grusvej til øens sydlige husstande, som forsvandt under stormfloden i 2023. Den nye vej følger delvis det gamle tracé, men er på en strækning rykket ind i landskabet til kote 2,50 m af hensyn til fremtidige højvande og for at undgå terrænregulering af kystskrænter. Kystdirektoratet gav dispensation, da der efter praksis normalt dispenseres til ændringer af eksisterende veje, og da vejen er udformet, så påvirkningen af kystlandskabet er mindst mulig. Direktoratet lagde vægt på, at der er tale om genetablering af vejadgang til husstande på øen, og vurderede samlet, at der foreligger et særligt tilfælde. Natura 2000-områder og bilag IV-arter vurderedes ikke at blive påvirket, bl.a. på baggrund af en artsundersøgelse.

Fakta

Ejendom
Andet
Ansøger
Kommune
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

AndetArealoverførsel eller udstykningTerrænregulering

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at flytte en grusvej og udmatrikulere denne inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommene [matrikel], Faaborg- Midtfyn Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning. Kystdirektoratet forudsætter for denne afgørelse, at ansøger sikrer sig adkomst til arealerne.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Projektet omfatter etablering af ny grusvej på Bjørnø som betjener de sydlige husstande. Eksisterende grusvej forsvandt under stormfloden i 2023 og adgangen til de berørte husstande er sket over markareal, hvilket har besværliggjort adgangen.

Grusvejen etableres, som eksisterende tidligere grusvej, på nordøstsiden af Bjørnø og følger kystlinjen, men er på strækninger rykket ind i landskabet til kote 2,50 m af hensyn til fremtidige højvande og for at undgå terrænreguleringer af eksisterende kystskrænter.

Ny grusvej ønskes udmatrikuleret som kommunal vej.

Grusvejen følger ifølge ansøger terrænets naturlige hældning med ensidigt fald mod kysten og placeres i niveau med eksisterende terræn med minimal tilpasning og terrænregulering. Der afrømmes ca. 20-30 cm muld og udlægges herefter geonet inden der indbygges stabil grus.

Afrømmet muld/råjord indbygges på strækningen hvor der er behov og i fremtidige skråninger.

Løsningen har ifølge ansøger været i høring hos Bjørnøs beboere og berørte lodsejere har givet tilsagn om afgivelse af areal til anlæggelse af vejen.

Luftfoto af Bjørnø. Grusvejens strækning er omtrent 1,5 km og angivet med orange. Kystdirektoratets opmåling og markering.

Nyt vejtrace angivet med rød. Indsendt af ansøger.

Ansøger beskriver udførelsen af vejen mere detaljeret som følger:

Fra st. 0+000 til st. 0+600 følger ny grusvej eksisterende trace. Fra st. 0+600 og til st. 1+360 drejer grusvejen ind i landskabet for at følge kote 2,50 m og undgå større terrænregulering ift. eksisterende kystskrænter.

Mellem st. 0+800 og 0+900 ligger eksisterende terræn lavt og grusvejen etableres her i kote 2,50 m, ca. 0,5 m over eksisterende terræn.

Fra st. 1+360 til slut, forbi husstande i syd, oprettes eksisterende grusvej med ny grus belægning. Eksisterende bredde fastholdes på denne strækning.

Detaljer af planen vises herunder

Detalje af planen viser vejen omtrent fra 0+000 til 0+600, hvor vejen følger eksisterende tracé.

Detalje af planen viser strækningen mellem st. 0+800 og 0+900, hvor eksisterende terræn er lavt og grusvejen derfor her etableres i kote 2,50 m, ca. 0,5 m over eksisterende terræn.

Detalje viser den sydøstligste del af vejen. Forbi eksisterende husstande oprettes eksisterende grusvej og der suppleres med nyt grus.

Tværsnit af ny [adresse]

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (N125, Vestlige del af Avernakø) ligger ca. 2 km mod syd. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 109.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på at der er tale om flytning og udmatrikulering af en eksisterende vej. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

Forud for anlæg af ny grusvej på Bjørnø, har Faaborg-Midtfyn Kommune bedt NIRAS om, at foretage undersøgelse for arter på artfredningsbekendtgørelsens bilag I, med særlig fokus på arter, der også er listet på habitatdirektivets bilag IV. Formålet med undersøgelserne er, at afdække risikoen for at anlæggelse af grusvejen vil påvirke egnede yngle/rasteområder for bilag IV arter og risikoen for individdrab af beskyttede dyrearter.

Ansøger har fremsendt rapport udarbejdet af NIRAS om undersøgelserne. Det fremgår af rapporten, at der er foretaget undersøgelser på arter.dk og naturbasen og fundet, at der tidligere er blevet fundet klokkefrø, grønbroget tudse, strandtudse, stor vandsalamander, som alle er på habitatdirektivets bilag IV.

Det fremgår også af rapporten, at der er udført undersøgelser over to besøg. Første besøg d. 2.-3. maj, hvor der var solrigt og henunder aftenen den 2. maj også ganske lidt vind. Andet besøg fandt sted d. 6.-7. juni, hvor der var solrigt. Ved begge besøg blev der undersøgt for forekomst af firben, grønbroget tudse, strandtudse, snog, klokkefrø, spidssnudet frø, butsnudet frø, skrubtudse, stor og lille vandsalamander, grøn frø samt orkideer.

Rapporten konkluderer, at der med de viste vejtracé samlet set, ikke er risiko for at der ifm. anlæggelse af grusvej vil ske en påvirke af bilag IV-arter og disses yngle- /rasteområder. Det vurderes desuden, at der ikke er risiko for, at anlæggelse af grusvejen vil føre til individdrab af beskyttede dyrearter.

Kystdirektoratets har gennemgået rapportens undersøgelser og konklusioner, og på baggrund heraf og på baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet som NIRAS, det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Efter praksis dispenseres normalt til ændringer på eksisterende veje, som er nødvendige for at opretholde tidssvarende trafiksikkerhed.

Kystdirektoratet vurderer, at vejen er udformet, så den negative påvirkning på kystlandskabet er mindst mulig.

Der lægges i sagen her vægt på, at der er tale om genetablering af en vejadgang til husstande på øen.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet vurderer samlet, at der er tale om et særligt tilfælde og giver på denne baggrund dispensation til vejen og udmatrikuleringen af denne som kommunal vej som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Faaborg-Midtfyn Kommune, [email];
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Faaborg-Midtfyn, faaborg- [email]
  • Friluftsrådet centralt, [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Sydfyn, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Faaborg-Midtfyn, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 2: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område N125 Vestlige del af Avernakø

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-24331 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1431.