Kystpraksis Strandbeskyttelse Morsø Kommune
Dispensation til genopførelse af sommerhus
Sagen kort
Ansøger ønskede at nedrive et sommerhus på 44 m² inden for strandbeskyttelseslinjen ca. 150 m fra fjorden i Morsø Kommune og genopføre et nyt længehus med saddeltag på omtrent samme placering. Det nye hus skulle være 52 m², hvor udvidelsen på 8 m² skulle gå til bedre bad- og toiletforhold, nødvendigt gangareal og bedre isolering, og kiphøjden skulle hæves ca. 0,6 m. Kystdirektoratet gav dispensation med henvisning til fast praksis for genopførelse af sommerhuse med omtrent samme placering, størrelse, karakter og anvendelse. Direktoratet lagde vægt på, at der efter § 65b, stk. 3, nr. 3, kan dispenseres til en udvidelse på 6-8 m² til modernisering af bad og toilet, og at der efter praksis kan ske en arealforøgelse som følge af nutidig udvendig isolering. Det vurderedes desuden, at projektet ikke påvirker Natura 2000-områder eller bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Sommerhus
- Ansøger
- Privat
- Afstand til kysten
- 150 m
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | 44 m² | 52 m² | +8 m² (+18 %) |
| |||
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
5 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har ansøgt om dispensation efter naturbeskyttelseslovens1 § 15 til genopførelse af nyt sommerhus indenfor strandbeskyttelseslinjen på [matrikel], [adresse], Morsø Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Ejendommen er et sommerhus beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen med ca. 150 meter til fjorden på en 4.477 m² stor grund. Det eksisterende sommerhus har et samlet boligareal på 44 m², samt en overdækket terrasse på 6,5 m² og et overdække ved indgangen på 1,5 m². I forbindelse med sommerhuset ligger ligeledes et udhus på 28 m². Udhuset er på BBR angivet til 23 m², men har ved opmåling vist sig at være 28 m².
I ansøgningen anføres:
Ejer ønsker at nedrive det eksisterende sommerhus og opføre et nyt med omtrent samme placering som det eksisterende. Det ny sommerhus ønskes udvidet med 8 m² i forhold til det eksisterende med et samlet bruttoareal på 52 m². Udvidelsen går til at udvide bad- og toiletfaciliteterne, og at etablere det nødvendige gangareal for at det nye bad og toilet hænger sammen med resten af sommerhuset, samt bedre isoleringsniveau end de eksisterende facader.
Den ny bebyggelse disponeres som et lille længehus med ligesidet saddeltag. Kiphøjden vil være i ca. 0,6 meter over kiphøjden på det nuværende sommerhus, da tagfoden i dag er meget lav ca. 180 cm, hvorved der ikke er frihøjde ved f.eks. terrassen. Materialemæssigt udføres facader med træbeklædning som det nuværende sommerhus, og tag ønskes udført med sort liste tagpap.
Sommerhuset er placeret på et terrænmæssigt plateau og afgrænses af en højderyg mellem sommerhuset og fjorden. Sommerhuset ligger herfor i læ og er ikke synligt fra fjordsiden. I øvrigt gør terræn og bevoksning, at sommerhuset heller ikke er synligt fra Skibstedvej. Jf. gis er sommerhuset placeret i kote 14.00 og højderyggen beliggende i kote 20.25.
Eksisterende bebyggelse
Ansøgt sommerhus (eksisterende angivet med rød)
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.
Det nærmeste Natura 2000-område ligger ca.3.500 m mod sydøst. Når der henses til det ansøgtes karakter og dets placering er det Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke kan påvirke Natura 2000-området, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering. Det vurderes endvidere, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV, idet Kystdirektoratet vurderer, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV- arter.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter administrativ praksis meddeles normalt dispensation fra strandbeskyttelses- linjen til – efter nedrivning - at genopføre et nytsommerhus, forudsat den eksisterende bygning ikke er så forfalden, at den ikke repræsenterer nogen værdi af betydning, dvs. er en egentlig ruin. Det er som udgangspunkt en forudsætning, at bygningen opføres med omtrent samme placering, størrelse og karakter som den gamle, ligesom det er en betingelse, at den nye bygning anvendes til samme formål som hidtil.
På baggrund af de oplysninger Kystdirektoratet har modtaget i sagen om bygningens udformning og placering mv., vurderes det, at det ansøgte er omfattet af ovennævnte praksis, og at der derfor kan dispenseres fra strandbeskyttelses- linjen.
Kystdirektoratet har således vurderet, at en udvidelse på 8 m² for et mindre sommerhus på 44 m² til forbedrede toiletforhold samt en forbedret udvendig isolering, ikke taler imod en dispensation.
Der kan således efter § 65b, stk. 3, nr. 3, dispenseres til en forøgelse af det bebyggede areal med op til 6-8 m² i forbindelse med modernisering og udvidelse af toilet- og badefaciliteter i eksisterende sommerhuse, ligesom der efter praksis kan ske forøgelse af det bebyggede areal som følge af nutidig udvendig isolering.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til opførelse af sommerhuset som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
Naturbeskyttelse (F2 postkasse)
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
Morsø Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Morsø, [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] Dansk Ornitologisk Forening, Morsø, [email] Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email] Danmarks Jægerforbund, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-13951 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1329.