Kystpraksis Strandbeskyttelse Hedensted Kommune
Dispensation til at genopføre et badehus
Sagen kort
Der blev søgt om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at genopføre et badehus fra 1957 ved Sandbjerg Vig i Hedensted Kommune. Badehuset hører til en ældre godsejendom. Huset ønskes genopført på næsten samme placering, men trukket ca. fire meter væk fra kysten og med gulvet hævet ca. 70 cm af hensyn til forhøjet vandstand og voldsomt vejr. Areal af badehus og terrasse er uændret. Baggrunden er, at det eksisterende hus er i dårlig stand og står i vandkanten, så det besværliggør passagen langs stranden. Kystdirektoratet gav dispensation efter praksis om genopførelse af bygninger med omtrent samme placering, størrelse, karakter og anvendelse samt praksis om højere sokkel ved reel oversvømmelsesrisiko. Direktoratet lagde vægt på, at bygningen får omtrent samme udseende og trækkes væk fra kysten. Natura 2000-områder og bilag IV-arter vurderedes ikke at blive påvirket.
Fakta
- Ejendom
- Andet
- Ansøger
- Ukendt
- Bygningen er fra
- 1957
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at genopføre et badehus inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], Hedensted Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Der søges om dispensation til at genopføre et badehus inden for strandbeskyttelseslinjen.
Ansøger beskriver badehuset som følger:
Siden slutningen af 1800-tallet har Palsgaard Gods haft et badehus ved Sandbjerg Vig. Badehuset har gennem årene ændret funktion og udseende alt efter ejernes behov. I årene mellem 1912-1925 var Badehusets primære funktion at være udskibning for gæster til Fregatten Jylland, der lå for anker i Sandbjerg Vig. Forinden var det omklædnings- og frokoststed for godsets beboere og gæster.
Den første og oprindelige byggetilladelse er fra 1932. I midten af 1950’erne ønskede godsets daværende ejer [navn] et badehus af højere arkitektonisk værdi, der passer ind i strandens geometri og farver.
Arkitekt [navn] tegnede det badehus, der står den dag i dag. Bygningen er således fra 1957, og kun en enkelt ændring i form af et lille toilet er sket gennem årene.
Den nævnte ændring er en tilbygning på ca. 3 kvm indeholdende toilet. Tilbygningen er udført i medfør af en dispensation fra Vejle Amt fra 2006, der dengang var myndighed for strandbeskyttelseslinjen. Ved samme lejlighed er en tilhørende terrasse udvidet med ca. 8 kvm.
Huset ønskes genopført på samme placering, dog trukket ca. fire meter væk fra kysten og gulvet hæves ca. 70 cm over nuværende kote. Areal af badehus og terrasse er uændret.
Baggrunden for ønsket om at genopføre huset er dels, at det nuværende badehus er i dårlig stand, dels at passage langs stranden er besværliggjort på grund af den nuværende placering i vandkanten. Endelig ønskes huset hævet for at beskytte mod voldsomt vejr og forhøjet vandstand.
Foto – Nuværende
Visualisering af ansøgte forhold.
Foto af eksisterende forhold til venstre – visualisering af det ansøgte til højre
Placering af badehus ved rødt kryds
Luftfoto af badehus.
Foto af højvandsssituation, januar [postnr by] af eksisterende og nyt hus. Kysten er nedad på planen.
Tegning af eksisterende og nyt badehus. Eksisterende med rød stiplet streg.
Eksisterende forhold.
Ansøgte forhold.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (N56 Horsens Fjord, havet øst for og Endelave) ligger ca. 5 km mod øst. Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-områder væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på at der er tale om genopførelse af et badehus langt fra Natura 2000-områder. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På arter.dk er der registreret markfirben ved en sydvendt skråning ca. 2 km mod øst. Kystdirektoratet vurderer, at den ansøgte placering er præget af tæt bevoksning, og dermed ikke er et potentielt levested for markfirben. Kystdirektoratet har lagt vægt på, at det ikke placeres på en sydvendt skråning med løst sandjord.
Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter administrativ praksis meddeles normalt dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 om strandbeskyttelseslinjen til – efter nedrivning - at genopføre en bygning, forudsat den eksisterende bygning ikke er så forfalden, at den ikke repræsenterer nogen værdi af betydning, dvs. er en egentlig ruin. Det er som udgangspunkt en forudsætning, at bygningen opføres med omtrent samme placering, størrelse og karakter som den gamle, ligesom det er en betingelse, at den nye bygning anvendes til samme formål som hidtil.
Efter administrativ praksis meddeles desuden ofte dispensation til at en bygningen genopføres med en højere sokkel, når der er en reel risiko for oversvømmelse.
På baggrund af de oplysninger Kystdirektoratet har modtaget i sagen om bygningens udformning og placering mv., vurderes det, at det ansøgte er omfattet af ovennævnte praksisser.
Der lægges i sagen vægt på, at bygningen får omtrent samme udseende og trækkes væk fra kysten.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til projektet som beskrevet.
Med venlig hilsen
[navn]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
- Hedensted Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Hedensted, dnhedensted- [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Søhøjlandet, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Hedensted, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-112534 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1258.