Kystpraksis Klitfredning Jammerbugt Kommune

Dispensation Klitfredning

Dispensation til at opsætte en signalmast

Afgjort 10. juni 2025  · Journalnummer 2025-7078  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

En forening, der driver en kystkulturinstitution med bådeværft og historiske fiskerbåde ved Jammerbugten i Jammerbugt Kommune, søgte om dispensation fra klitfredningen til at genopstille en gammel signalmast på en ny placering ved institutionens bygninger og parkeringsplads ved stranden. Masten skal stå på et nedgravet betonfundament med fire nedgravede punktfundamenter til barduner. Den oprindelige mast stod på en klit længere inde i landet, men måtte tages ned på grund af svampeangreb. Kystdirektoratet gav dispensation på vilkår om, at klitbevoksningen lægges tilbage over fundamenterne, og at overskudsjord fjernes fra klitfredningen. Direktoratet vurderede, at der er tale om et begrænset indgreb i kystlandskabet, og lagde særligt vægt på, at masten indgår i stedets kulturhistoriske fortælling om kystfiskeri, og at masten tidligere har stået i området. Direktoratet vurderede desuden, at projektet ikke påvirker det nærliggende Natura 2000-område eller bilag IV-arter.

Fakta

Ejendom
Forening
Ansøger
Forening
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Andet

Praksisflag

  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • Klitbevoksningen skal fjernes nænsomt før gravearbejdet og lægges tilbage, så fundamenterne skjules, alternativt skal der tilplantes med hjelme
  • Overskydende materiale fra gravearbejdet skal bortskaffes og må ikke deponeres inden for klitfredningen
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til at opsætte en signalmast inden for klitfredningslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], Jammerbugt Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8, og klitfredningsbekendtgørelsens2 § 1, jf. § 4, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun klitfredningslinjen. I skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Vilkår for dispensationen

Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:

  • Klitbevoksningen skal forud for gravearbejdet fjernes nænsomt, og lægges tilbage, således at fundamenterne skjules. Alternativt skal der tilplantes med hjelme.
  • Eventuelt overskydende materiale fra gravearbejdet skal bortskaffes. Det må ikke deponeres inden for klitfredningen.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Ansøger der ejer ovennævnte matrikel skriver om området:

Området huser Kystkulturinstitutionen Han Herred Havbåde med udstillingsfaciliteter, fællesfaciliteter, bådebyggeri og lagsbåde. Kernen i denne formidling er både bygget med baggrund i de nordiske klinkbådstraditioner, som senest er anerkendt af UNESCO som immaterielle kulturarv, der skal sikres og Side 2 bevares for kommende generationer. De aktive bådelag vedligeholder de gamle fiskerbåde, der anvendes til både formidling af kystkulturen og maritim aktivitet. Værftet bygger nye både til kystfiskeriet i Thorup Strand og arbejder med renoveringsprojekter af ældre både, fx for tiden den bevaringsværdige kvase Otto.

Luftfoto af området. Signalmasten ønskes placeret ved den røde prik.

Om signalmasten skriver ansøger følgende:

Nærværende ansøgning understøtter områdets formål med formidling af kystkulturen med fortætning af de maritime aktiviteter til fremme af det aktive liv ved havet under ordnede forhold. Her tænkes specielt på en ny placering af den gamle signalmast i tilknytning til HHHs bygningskompleks.

Signalmastens oprindelig placering var på den tids højeste klit, som lå omtrent midt imellem den gamle redningsstation og havstokken. Signalmasten blev anvendt til at give meldinger til fiskerbådene på havet om landingsforhold mm.

Signalmasten er senest blevet fornyet i 2010, som den første opgave udført af HHH’s bådeværft. Det har nu vist sig, at signalmasten var angrebet af svamp, og måtte tages ned.

Foto med markering af den oprindelige placering af signalmasten og den ansøgte, nye placering. Området er vist fra øst, og kysten (mod nord) ligger til højre på billedet.

Visualisering af området med den nye signalmast indsat. Goliat er båden, der ses til højre for signalmastens placering.

Kystdirektoratet har tidligere behandlet en række sager i området. Herunder en ansøgning om udvidelse af bådeværftet umiddelbart vest for den ønskede placering af signalmasten. Kystdirektoratet har meddelt dispensation til udvidelsen, og afgørelsen er blandt andet begrundet i den særlige kulturhistorie, der knytter sig til området, hvor der er tradition for kystfiskeri. Tilsvarende begrundelse er angivet i den dispensation til at bygge bådværftet, som Miljøcenter Aalborg (daværende myndighed for klitfredningen) gav i 2009.

Ansøger skriver uddybende om signalmasten:

Den nye ønskede placering af signalmasten ses som en integreret del af Han Herreds Havbåde’s virksomhed med formidling af kystkulturen. Denne formidling er centreret om bygning/renovering af klinkbyggede havbåde i værftet og flåden af historiske lagsbåde på stranden. Signalmasten var oprindelig placeret på den høje klit lidt bag stranden, men efterhånden som kysten er har flyttet sin længere til havs og klitterne langs stranden er vokset op, giver det god mening at placere signalmasten i forbindelse med Han Herred Havbåde’s kompleks ved parkeringspladsen ved stranden.

Masten understøttes på et centralt fundament, som traditionelt er en ca. 1,2x1,2x1,2 m støbt betonklods som kan dækkes af den stedværende bevoksning, se nedenstående klip fra den oprindelige mast oppe på klitten i baglandet. Derudover er der 4 punktfundamenter, nedgravede, 0,8x0,8x0,8 m i beton som fæste for mastens barduner, placeret ca. 5 m fra det centrale fundament, se skitse. Selve fundamentsarbejdet kan udføres med minigraver som giver så lidt indgriben i klitten som muligt. Overkanten af betonfladen holdes under niveau således, at den oprindelige bevoksning kan reetableres, og kun de galvaniserede stål U-bjælker stikker op i en højde, så der kan tages hensyn til en eventuel yderlig mindre tilsanding af klitområdet. Vurderingen er, at der ikke vil forekomme særlig meget ny tilfygning, da kystlinjen er rykket en hel del længere ud, og de nye klitrækker langs kysten mod vest yder mere læ.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra klitfredningslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område er nr. 13, Svinkløv klitplantage og Grønne Strand, som ligger ca. 60 meter mod vest. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 13. Det nærmeste fuglebeskyttelsesområde er fuglebeskyttelsesområde nr. 1, der ligger ca. 12 km mod syd som en del af Natura 2000-område nr. 15, Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal. I habitatområdet er der vest for Slettestrandvej kortlagt naturtyperne grå/grøn klit, hvid klit, havtornklit, forklit, klitlavning, enebærklit og klithede.

Udpegningsgrundlag for habitatområdet og fuglebeskyttelsesområdet ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der i projektet ikke indgår en udvidelse af produktionen, men blot bedre faciliteter til den eksisterende produktion, og at det ansøgte dermed ikke medfører en øget færdsel og slid. Derudover vil afstanden til nærmeste fuglebeskyttelsesområde bevirke, at fuglelivet her ikke påvirkes. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

Der er registreret fund af markfirben i habitatområdet, vest for Slettestrandvej. Kystdirektoratet vurderer dog, at projektområdet ikke er levested for bilag IV- arter. Projektområdet ligger uden for habitatområdet, og der er ikke i de tilgængelige databaser fund af markfirben her. Derudover er området præget af slid og megen trafik. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for klitfredningslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om en begrænset indgreb i kystlandskabet og. Der lægges særligt vægt på, at masten indgår i den fortælling om stedets kulturhistorie, som i forvejen udgøres af værftet, fiskerbåde, lagsbåde, mm., og på at masten konkret tidligere har været placeret i området.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til projektet som beskrevet.

Med venlig hilsen

[navn]

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Jammerbugt Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Jammerbugt, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Jammerbugt, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens3 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af klitfredningsbekendtgørelsens4 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.

Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen5 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

3 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 5 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-områderne

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
2 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-7078 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 111.