Kystpraksis Strandbeskyttelse Hedensted Kommune

Afslag Strandbeskyttelse

Afslag på ansøgning om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen

Afgjort 29. november 2024  · Journalnummer 24-00155  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Ejeren af en landbrugsejendom med frugtplantage i landzone i Hedensted Kommune søgte om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen på en del af havearealet. Formålet var at kunne opføre et nyt stuehus syd for det eksisterende stuehus. Det eksisterende stuehus skulle derefter bruges til frokoststue, kontor og medarbejderværelser i plukkesæsonen. Kystdirektoratet gav afslag. Direktoratet fandt, at der ikke var særlige forhold, der kunne begrunde en ophævelse, og at der er væsentlige landskabelige hensyn at varetage på det kystnære areal. Der var heller ikke sket fejl ved fastlæggelsen af linjen eller en væsentlig tilbagerykning eller tilvækst af kysten. Direktoratet fremhævede, at strandbeskyttelseslinjen meget sjældent ophæves, navnlig ikke på ubebyggede arealer, og at fravigelse som hovedregel sker ved dispensation. Forespørgslen om selve stuehuset behandles i en særskilt sag.

Afslag, fordi der ikke er sket fejl ved fastlæggelsen af linjen, og den kun meget sjældent ophæves på ubebyggede arealer.

Fakta

Ejendom
Landbrugsejendom
Ansøger
Privat
Zone
Lovgrundlag
Andet

Hvad blev der søgt om

Flytning af linjen

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Du har ansøgt om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel] beliggende [adresse] i Hedensted Kommune.

Ansøgningen vedrører foruden ansøgningen om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen, også en forespørgsel om opførelse af et nyt stuehus på arealet, hvor strandbeskyttelseslinjen ønskes ophævet.

Nærværende afgørelse behandler udelukkende ansøgningen vedrørende ophævelse af strandbeskyttelseslinjen. Forespørgslen om opførelse af et ny stuehus behandles i sag 24/00154.

Afgørelse

Kystdirektoratet meddeler hermed afslag på ansøgningen om revision af strandbeskyttelseslinjens forløb, jf. naturbeskyttelseslovens1 § 15. Afgørelsen er truffet i henhold til naturbeskyttelseslovens § 69, stk. 1 og § 69a, stk. 2 og 6.

I kan læse mere om lovgrundlaget for Kystdirektoratets afgørelser om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen i bilag 1.

Klage og søgsmål

Afgørelsen kan ikke påklages, jf. § 78 i naturbeskyttelsesloven.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

2

Redegørelse for sagen

Generelt for området

[matrikel] er beliggende i landzone og er delvis omfattet af strandbeskyttelseslinjen. I BBR er ejendommen noteret som en landbrugsejendom, hvor der drives en frugtplantage. Ejendommen består foruden [matrikel] af [matrikel] (se figur 1).

Figur 1. Oversigtskort. De røde prik marker [matrikel]. De orange prikkede arealer viser de strandbeskyttede arealer (umatrikulerede arealer ud til kysten er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse). De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.

Ansøgningen

Det fremgår af ansøgningen, at Kystdirektoratet i 2018 meddelte afslag til ophævelse af strandbeskyttelseslinjen på [matrikel]. Baggrunden for ansøgningen var Hedensted Kommunes og ejers ønske om udstykning af byggegrunde på arealet.

Den nuværende ansøgning om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen skyldes, at ejer ønsker at bygge et nyt stuehus på ejendommen. Det nuværende stuehus er placeret udenfor strandbeskyttelseslinjen, mens det nye stuehus ønskes placeret på arealet syd for stuehuset, som er omfattet af strandbeskyttelseslinjen.

Ejer ønsker stuehuset placeret på den angivne placering inden for strandbeskyttelseslinjen af fire årsager. Den første årsag er, at ansøger kan blive boende i det eksisterende stuehus under byggeprocessen. Dertil ønskes det nuværende stuehus efterfølgende omdannet til frokoststue, kontor og værelser til medarbejdere i forbindelse med plukkesæsonen (landbrugsdriften). Den anden årsag er, at der vil skulle foretages terrænændringer og flytning af kloakledning, hvis stuehuset skal placeres et andet sted på ejendommen. Den tredje og fjerde årsag er henholdsvis, at der tidligere har været bebyggelse på arealet, hvor det nye stuehus ønskes opført, og stuehuset friholdes for en eksisterende kloakledning.

3

I ansøgningen fremhæver ejer desuden, at arealet, hvor strandbeskyttelseslinjen ønskes ophævet, er en del af det nuværende haveareal på ejendommen. Figur 2 viser arealet, hvor strandbeskyttelseslinjen ønskes ophævet samt placeringen af det nuværende stuehus.

Figur 2. Den røde markering viser arealet, hvor strandbeskyttelseslinjen ønskes ophævet. Den blå pil markerer det nuværende stuehus. De orange prikkede arealer viser de strandbeskyttede arealer (umatrikulerede arealer ud til kysten er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse). De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.

Det fremgår desuden af ansøgningen, at ophævelsen af strandbeskyttelseslinjen skal medføre, at det bliver muligt at foretage skelberigtigelse eller udmatrikulering, hvilket ifølge ejer er et krav fra Hedensted Kommune i forbindelse med opførelse af et nyt stuehus på ejendommen.

Fastlæggelse af strandbeskyttelseslinjen

Ved en ændring af naturbeskyttelsesloven i 19942 blev det besluttet, at strandbeskyttelses- og klitfredningszonerne skulle udvides i hele landet. Til at vurdere det præcise forløb af de nye strandbeskyttelses- og klitfredningslinjer blev der i 1995 nedsat en midlertidig kommission - Strandbeskyttelseskommissionen.

Formålet med strandbeskyttelseskommissionens arbejde var at udvide strand- beskyttelseslinjen og klitfredningslinjen fra 100 m til 300 m, men samtidig var det også formålet at indskrænke beskyttelsen inden for bestemte typer af områder. Grundlaget for Strandbeskyttelseskommissionens arbejde fremgår af en række

2 LOV nr. 439 af 1. juni 1994 – Lov om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse (Beskyttelse af kystområderne)

4 retningslinjer, jf. Bekendtgørelse nr. 569 af 25. juni 1999 om retningslinjer for fastlæggelsen af klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjers forløb. Retningslinjerne er desuden beskrevet i Strandbeskyttelseskommissionens Beretning3.

Inden strandbeskyttelseslinjen blev endelig fastlagt, blev der sendt et forslag til linjeføring i høring hos kommuner og alle berørte lodsejere. Ifølge oplysninger fra Strandbeskyttelseskommissionens arkiv gjorde, hverken kommunen eller daværende ejer indsigelse mod forslaget om, at ejendommen ([matrikel]) blev delvis omfattet af strandbeskyttelseslinjen.

Efter indstilling fra Strandbeskyttelseskommissionen fastlagde miljøministeren det endelige forløb af strandbeskyttelseslinjen, som i det daværende Vejle Amt trådte i kraft den 15. november 2001.

Begrundelse for afgørelsen

Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om ophævelse af bygge- og beskyttelseslinjer, herunder strandbeskyttelseslinjen, er beskrevet i bilag 1. Det fremgår bl.a., at strandbeskyttelseslinjen meget sjældent ophæves og navnlig ikke på ubebyggede arealer.

Kystdirektoratet bemærker, at bestemmelsen i § 69 er udtryk for et ønske om at opnå en administrativ forenkling, ikke at svække beskyttelseshensynet. Det er derfor hovedreglen, at fravigelse af lovens beskyttelseslinjer sker ved dispensation og med klagemulighed til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Kystdirektoratet finder ikke, at der er særlige forhold, der kan danne grundlag for at ophæve strandbeskyttelseslinjen. Det er Kystdirektoratets vurdering, at der er væsentlige landskabelige hensyn, der skal varetages på det kystnære areal.

Kystdirektoratet finder endvidere ikke, at der er grundlag for at ophæve eller revidere strandbeskyttelseslinjen efter naturbeskyttelseslovens § 69a, stk. 6, hvorefter mindre fejl, der er sket ved fastlæggelsen af strandbeskyttelseslinjen, kan rettes.

Kystdirektoratet finder desuden ikke anledning til at ændre strandbeskyttelses- linjens forløb med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 69a, stk. 2, idet der ikke er sket en væsentlig tilbagerykning eller tilvækst af kysten.

Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke et Natura 2000-område væsentligt, eller foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

3 https://kyst.dk/media/qlnjgzss/strandbeskyttelseskommisionens-beretning.pdf

5

Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til ophævelse af strandbeskyttelseslinjen på det ansøgte areal.

Med venlig hilsen

[navn]

[telefon]

[email]

6

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttelseslinjer fremgår af lovens § 8

(klitfredning), § 15 (strandbeskyttelseslinjen), § 16 (sø- og åbeskyttelseslinjen), § 17 (skovbyggelinjen), § 18 (fortidsmindebeskyttelseslinjen) og § 19 (kirkebyggelinjen).

Ophævelse af beskyttelseslinjer, herunder strandbeskyttelseslinjen Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttelseslinjer indebærer en række forbud mod tilstandsændringer. Fravigelse af de pågældende forbud skal som hovedregel ske ved konkret dispensation efter lovens §§ 65 og 65 b.

Miljøministeren kan dog ifølge naturbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, 1. pkt. bestemme, at reglerne i §§ 8 og 15-18 ikke skal gælde for nærmere angivne områder. Det kan i den forbindelse bestemmes, at en ophævelse eller ændring af en beskyttelseslinje kun gælder for en nærmere beskrevet lokalplan, jf. § 69, stk. 4.

Ved administrationen af § 69 sker der en ”graduering” af ophævelse af de enkelte beskyttelseslinjer, idet strandbeskyttelseslinjen, klitfredningslinjen og fortidsmindebeskyttelseslinjen indebærer væsentlig stærkere forbud end f.eks. skovbyggelinjen.

En beskyttelseslinje vil ikke blive ophævet, hvis det skønnes at være problematisk i forhold til landskabelige og naturbeskyttelsesmæssige interesser. I sådanne tilfælde bør afgørelsen træffes ved konkret dispensation med klagemulighed til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Ophævelse af strandbeskyttelseslinjen efter lovens § 69, stk. 4 kan kun forventes, når der foreligger ganske særlige forhold, og det er yderst sjældent, at strand- beskyttelseslinjen ophæves. Det er sket i forbindelse med kommunalbestyrelsens vedtagelse af en lokalplan og i almindelighed kun for allerede bebyggede områder i beskyttelseszonen, når lokalplanen tilgodeså naturbeskyttelseslovens formål i tilfredsstillende omfang. I det åbne land er strandbeskyttelsen så godt som aldrig blevet ophævet. En lokalplan, der omfatter arealer i beskyttelseszonen, vil kun rent undtagelsesvis kunne medføre en ophævelse af beskyttelsen, også selv om arealerne ifølge lokalplanen skal friholdes for bebyggelse.

Det er efter § 69, stk. 1 muligt at foretage en generel reduktion eller ophævelse af en beskyttelseslinje uden, at det sker i forbindelse med lokalplanlægning. Det kan f.eks. være tilfældet i udbyggede områder, hvor linjerne fastlægges i et nyt reduceret forløb tilpasset eksisterende bebyggelse. Dette er imidlertid ikke gældende for strandbeskyttelseslinjen, da denne beskyttelseslinje efter Strandbeskyttelseskommissionens gennemgang er konkret fastlagt i forhold til eksisterende bebyggelse.

Revision af strandbeskyttelseslinjen

Ministeren har mulighed for at revidere strandbeskyttelseslinjens forløb, hvis der er sket en væsentlig tilbagerykning eller tilvækst af kysten, jf. lovens § 69 a, stk. 2,

7 eller hvis der er sket fejl ved fastlæggelsen af strandbeskyttelseslinjen, jf. § 69 a, stk. 6.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen4 skal Kystdirektoratet, før der træffes afgørelse om hel eller delvis ophævelse af strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000- område væsentligt (en væsentlighedsvurdering).

Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan ansøgningen ikke imødekommes.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Ansøgninger om hel eller delvis ophævelse af strandbeskyttelses- linjen kan ikke imødekommes, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

4 BEK 1098 af 21/08/2023 - Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 24-00155 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 856.