Kystpraksis Klitfredning Thisted Kommune
Dispensation til arrangementet ”Secrets of the Ocean”
Sagen kort
En turistorganisation søgte om dispensation fra klitfredningen til at opstille et operatelt med en mindre scene ved havbadet i Vorupør i Thisted Kommune i forbindelse med et éndags kunst-, lys- og operaarrangement i juni 2025, hvor gæster kunne flyde ind i teltet på paddleboards. Teltet skulle opstilles 1-2 dage før og nedtages dagen efter, og der måtte højst være 149 gæster ad gangen i teltet. Kystdirektoratet gav dispensation som ansøgt og lagde vægt på, at arrangementet er kortvarigt, og at kun en lille del af det klitfredede areal anvendes. Direktoratet vurderede desuden, at det nærliggende Natura 2000-område og bilag IV-arten markfirben ikke påvirkes, da teltet står på et befæstet, velbesøgt areal. Afgørelsen erstatter en tidligere afgørelse i sagen, efter at ansøger havde indsendt ændringer til projektet.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Ukendt
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (ja)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til at afholde et nyt arrangement ved navn ”Secrets of the Ocean” inden for klitfredningslinjen på ejendommen [matrikel] i Thisted Kommune.
Kystdirektoratet har d. 1. maj truffet afgørelse i sagen, hvorefter ansøger har indsendt ændringer til projektet. Kystdirektoratet træffer af den grund denne afgørelse, som erstatter afgørelsen, der blev udsendt d. 1. maj.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8 til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun klitfredningslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
VisitNordvestkysten har ansøgt Kystdirektoratet om dispensation til at afholde et nyt arrangementet ved navn ”Secrets of the Ocean” ved Vorupør Havbad inden for klitfredningslinjen. Arrangementet vil afholdes d. 8. juni 2025.
Ansøger beskriver arrangementet på følgende måde:
Secrets of the Ocean er et event, der formidler fortællingen om Vorupør, den unikke natur og vigtigheden af at passe på den. Vi ønsker at skabe en sanselig oplevelse, hvor publikum på en ny og engagerende måde kan opleve havet gennem kunst, lys, musik og performance. Som en del af eventet drømmer vi om at opsætte et operatelt skråt hen over hjørnet af Havbadet. Her vil gæster kunne flyde ind på paddleboards, lade fødderne dyppe i vandet og opleve en smuk fortælling formidlet gennem musik, lyskunst og opera. I den forbindelse ønsker vi også at opstille en mindre scene inde i teltet. Derudover vil Vorupør Surfklub være til stede i området for at udlåne paddleboards til gæsterne.
Til eventet vil der også opsættes andre anlæg, men kun operateltet ønskes placeret inden for klitfredningslinjen (se fig. 2). Ansøger har oplyst, at teltet vil sættes op 1- 2 dage før eventet (torsdag d. 5. juni og fredag d. 6. juni) og nedtages igen dagen efter. Teltet vil kun tages i brug på dagen for eventet.
Ansøger har derudover anført, at idet der er tale om et arrangement, som ikke har været afholdt før, kan det ikke præcis oplyses, hvor mange der vil deltage i løbet af dagen. Det kan dog oplyses, at der højst må være 149 gæster ad gangen inde i operateltet.
Fig. 1. Ortofoto fra foråret 2024. Det orange skraverede område markerer det klitfredet areal. De umatrikulerede arealer ud til kysten samt stranden er dog også omfattet af bestemmelserne om klitfredningen. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den ansøgte matrikel er markeret med rød.
Fig. 2. Luftfoto af området, som viser oversigt over de aktiviteter, som vil finde sted til arrangementet. Den røde firkant viser den ønskede placering af operateltet inden for det klitfredede område.
Fig. 3. Teknisk tegning af operateltet, som ønskes opstillet til arrangementet.
Matriklen ligger inden for et fortidsmindeareal. Afgørelsen videresendes af den grund til Slots- og Kulturstyrelsen samt Museum Thy til orientering.
En del af matriklen ligger inden for Nationalpark Thy, hvorfor afgørelsen sendes til nationalparken til orientering.
Kystdirektoratet gør opmærksom på, at der på matriklen er registreret § 3-natur (hede), som kommunen er myndighed for. Derudover er matriklen ifølge BBR kategoriseret som offentlig vej, som kommunen også administrerer. En afholdelse af arrangementet på arealet kan således også kun ske under forudsætning af, at Thisted Kommune har givet tilladelse.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra klitfredningslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 25, Vangså Hede) ligger ca. 170 meter mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 25 og fuglebeskyttelsesområde nr. 18.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på projektområdets placering uden for Natura 2000-området og at der er tale om et arrangement af meget kort varighed. Kystdirektoratet ligger ligeledes vægt på, at der opstilles få anlæg i forbindelse med arrangementet i et område, som i forvejen er velbesøgt. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
Der er registreret bilag IV-arten, markfirben, i et område ca. 150 meter øst for projektområdet. Idet der er tale om et sandareal uden for klitterne og idet operateltet vil opstilles på et befæstet areal, hvor der i forvejen er meget aktivitet, vurderer Kystdirektoratet, at projektområdet ikke vil være markfirbenets foretrukne sted at søge hen. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for markfirbenet.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for klitfredningslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Arrangementer som f.eks. cirkus, teltlejr eller afholdelse af koncert eller sportsarrangement er i sagens natur midlertidige, men kræver på grund af en potentiel indvirkning på kysten en dispensation. I vurderingen af sådanne arrangementer skal det anvendte areal, deltagerantallet og den tidsmæssige udstrækning af arrangementet tages i betragtning. Endvidere skal det pågældende areals karakter og anvendelse i øvrigt indgå i vurderingen af, om der må meddeles dispensation.
Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om meget begrænsede påvirkninger af kystlandskabet. Der lægges vægt på, at arrangementet er kortvarigt og at det kun er en lille del af det klitfredede areal, der vil blive anvendt under arrangementet.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til afholdelse af arrangementet som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
Naturbeskyttelse
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Thisted Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Thy, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Thisted, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Slots- og Kulturstyrelsen, [email]
- Museum Thy, [email]
- Nationalpark Thy, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af klitfredningsbekendtgørelsens3 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.
Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen4 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 4 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 25, Vangså Hede
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-23062 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 84.