Kystpraksis Strandbeskyttelse Lolland Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til shelterplads

Afgjort 19. august 2024  · Journalnummer 22-24887  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Naturstyrelsen søgte om dispensation fra strandbeskyttelsen til en shelterplads med to sheltere på Enehøje i Nakskov Fjord i Lolland Kommune. Øen ligger i sin helhed inden for strandbeskyttelseslinjen. Et eksisterende, nedslidt shelter uden tilladelser skulle erstattes, og et nyt skulle tilføjes. Derfor blev ansøgningen behandlet som nyopførelse af to sheltere på en eksisterende, frahegnet overnatningsplads ved et levende hegn. Kystdirektoratet gav dispensation. Begrundelsen var, at shelterpladsen falder ind under praksis for mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet, at den er til offentlighedens brug og placeres nær eksisterende anlæg og tilbagetrukket fra kysten, og at der ikke i forvejen findes en shelterplads på øen. Direktoratet vurderede også, at den kystlandskabelige påvirkning er begrænset, og at projektet ikke påvirker Natura 2000-området eller bilag IV-arter væsentligt.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Stat
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Shelter og friluftsliv

Praksisflag

  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Naturstyrelsen Storstrøm har ansøgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til en shelterplads inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel] beliggende [adresse] i Lolland Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

2

Redegørelse for sagen

Naturstyrelsen Storstrøm har ansøgt om etablering af en shelterplads beliggende på Enehøje, der i sin helhed er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen. Figur 1 og 2 viser placeringen af den ansøgte shelterplads.

Figur 1. Ortofoto 2023. Den røde prik markerer placering af shelterpladsen. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal (umatrikulerede arealer ud til kysten også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse). De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.

Figur 2. Kort fra ansøgningen der viser den ansøgte shelterpladser.

3

Følgende fremgår af ansøgningen:

”Naturstyrelsen Storstrøm ønsker at erstatte et shelter og etablere et nyt på Enehøje. Det eksisterende shelter har stået der siden starten af 00’erne og er nu i en forfatning hvor det er nødvendigt at erstatte det med et nyt. Samtidig ønsker Naturstyrelsen at imødekomme den store efterspørgsel efter overnatningspladser, ved at etablere endnu et i forbindelse med udskiftningen af det eksisterende. Det har dog ikke været muligt at fremsøge tilladelser og dispensationer til etableringen af det gamle, og denne ansøgning skal derfor ses i lyset heraf og betragtes som en ansøgning om nyopførelse af to sheltere. Selve overnatningspladsen er frahegnet dyrefolden og faciliteret med både toilet og en drikkevandspost nærved (toilettet har alle fornødne tilladelser og dispensationer)… Lolland kommune har igennem et større projekt ”Naturlandet” opført en række sheltere rundt om i kommunen og flere af disse ligger nær Enehøje… Fælles for de tre shelterpladser er, at overnatning i shelterne koster penge. Naturstyrelsens shelterplads på Enehøje vil derfor kunne betjene en bredere brugergruppe samtidig med at efterspøgselen imødekommes. Shelterne vurderes ikke at blive markant synlige i terrænet, idet de placeres op ad et levende hegn, på en allerede etableret overnatningsplads.”

Figur 3 viser en skitse over sheltertypen, der ønskes etableret på lokaliteten.

Figur 3. Skitse af den ansøgte sheltertype.

Den ansøgte shelterplads er beliggende i Natur- og vildtreservat: Nakskov Fjord samt inden for et fortidsminde kultursarvsareal (stednr. 070410).

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det ansøgte ligger i Natura 2000-område nr. 179, Nakskov Fjord og Indrefjord. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 158 og fuglebeskyttelsesområde nr. 88. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 23.

4

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Ca. 100 meter syd for den ansøgte shelterplads er der kortlagt habitatnatur af typen kalkoverdrev. Naturstyrelsen har i forbindelse med ansøgningen foretaget en vurdering af projektets påvirkning af Natura 2000-området. Følgende fremgår af Naturstyrelsen vurdering: ”Det er Naturstyrelsens vurdering at projektet ikke vil påvirke de udpegede arter og habitatnaturtyper. Et ekstra shelter vil muligvis give lidt flere besøgende på øen, men det vurderes at være af en så begrænset karakter, at det ikke vil have nogle betydning for arter og naturtyper på udpegnings-grundlaget. Enehøje er ikke let tilgængelig og kræver egen båd eller kajak for at komme dertil. Der ikke nogle beskyttede naturtyper i umildbart nærhed af det udvalgte areal og arealet udgør i sig selv ikke nogen særlig naturværdi.”

Kystdirektoratet er enig i Naturstyrelsens vurdering, hvorfor det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994

  • "kystloven" - at det i overensstemmelse med hidtidig praksis vil være muligt at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Der forudsættes, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at den ansøgte shelterplads falder ind under ovenstående praksis. I vurderingen er der lagt vægt på, at shelterpladsen er til offentlighedens brug, samt at den placeres i nærheden af eksisterende anlæg og tilbagetrukket fra kysten. Det er desuden indgået i vurderingen, at der ikke i forvejen findes en shelterplads på øen. Det er endvidere Kystdirektoratets vurdering, at den kystlandskabelige påvirkning vil være begrænset.

5

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til den ansøgte shelterplads.

Med venlig hilsen

[navn]

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgivning

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

 Lolland Kommune, [email]  Danmarks Naturfredningsforening, [email]  Danmarks Naturfredningsforening, Lolland, [email]  Friluftsrådet centralt, [email]  Friluftsrådet, Kreds Storstrøm [email]   Dansk Ornitologisk Forening, Lolland, [email]  Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]  Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]  Danmarks Jægerforbund, [email]  Slots- og Kulturstyrelsen, [email]  Naturstyrelsen, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

6

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

7

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

 adressaten for afgørelsen  ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører  offentlige myndigheder  en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker  lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen  landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø  landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

8

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 179, Nakskov Fjord og Indrefjord.

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 22-24887 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 725.