Kystpraksis Klitfredning Thisted Kommune
Afslag på genopførelse af sommerhus
Afslag, fordi huset ville blive mere end fordoblet og i to plan, så det er en nyopførelse og ikke en genopførelse.
Sagen kort
Ansøger søgte om dispensation fra klitfredningen til efter nedrivning at genopføre et sommerhus fra 1931 på 34 m² i ét plan, beliggende ca. 160 meter fra kysten i Thisted Kommune inden for Nationalpark Thy. Det nye hus skulle opføres i to plan med 75 m², en højde på 5,5 meter mod tidligere højst 4,12 meter, store glaspartier og et bølget sedumtag, der efter ansøgers opfattelse ville falde ind i klitlandskabet. Kystdirektoratet gav afslag, fordi projektet i størrelse og udformning afveg så markant fra det eksisterende hus, at der var tale om en nyopførelse og ikke en genopførelse. Udvidelsen på 41 m² lå desuden langt over de 8 m², der kan dispenseres til efter § 65 b, stk. 3, nr. 3. Direktoratet fandt ikke, at der forelå et særligt tilfælde, og lagde vægt på, at arealet blev mere end fordoblet, at højde og vinduesareal blev øget markant, at huset ville virke væsentligt mere skæmmende i kystlandskabet, og at en dispensation ville kunne skabe en uønsket præcedens.
Fakta
- Ejendom
- Sommerhus
- Ansøger
- Privat
- Afstand til kysten
- 160 m
- Bygningen er fra
- 1931
- Synlighed
- Synlig
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | 34 m² | 75 m² | +41 m² (+121 %) |
| |||
| Højde | 4,1 m | 5,5 m | +1,4 m (+33 %) |
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
4 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Du har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til efter nedrivning at genopføre et sommerhus inden for klitfredningslinjen på ejendommen [matrikel] - [adresse] i Thisted Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8, til det ansøgte.
Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Du kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Ovennævnte ejendom består af et sommerhus (se fig. 2), som ifølge BBR blev opført i 1931. Huset har et et samlet areal på 34 m2 og ligger inden for den udvidede klitfredningslinje omkring 160 meter fra kysten. Det er i ét plan og har i den højeste ende en højde på 4,12 meter og i den laveste ende en højde på 2,35 meter.
Det ansøgte sommerhus ønskes opført i to plan med et samlet areal på 75 m2 og med en højde på 5,5 meter. Det ønskes derudover opført med store glaspartier mod øst og nord og mindre glaspartier mod vest og syd (se fig. 3 og 4).
Ansøger har desuden anført følgende om det ansøgte projekt:
Vi ønsker at opføre et miljø og energimæssigt tidssvarende sommerhus som falder ind i landskabet med patineret sandgrå træbeklædning og bølget sedumtag; lavet med samme bevoksning som i landskabet. Taget bliver bølget så det ligner klitter i form og udtryk. Pladsering i stedet for / lige oven på hvor det eksisterende nedslidte / faldefærdige sommerhus står nu.
Fig. 1. Ortofoto fra foråret 2024. Det klitfredede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den ansøgte matrikel er markeret med rødt.
Fig. 2. Foto af det eksisterende sommerhus indsendt af ansøger.
Fig. 3. Facadetegninger af det ansøgte sommerhus indsendt af ansøger.
Fig. 4. Plantegninger over det ansøgte sommerhus indsendt af ansøger.
Den ansøgte matrikel ejes af Naturstyrelsen, hvorfor Kystdirektoratet videresender afgørelsen til styrelsen til orientering.
Den ansøgte ejendom ligger inden for et fortidsminde areal, hvorfor afgørelsen videresendes til Slots- og Kulturstyrelsen samt Museum Thy til orientering.
Ejendommen ligger derudover inden for Nationalpark Thy. Kystdirektoratet videresender af den grund nærværende afgørelse til nationalparken til orientering.
Dele af den ansøgte matrikel er beliggende inden for et fredet naturområde (Lyngby-Falde Sø), hvorfor afgørelsen også videresendes til Fredningsnævnet for Nordjylland.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra klitfredningslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 28, Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø) ligger ca. 750 meter fra projektområdet mod syd. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 28 og fuglebeskyttelsesområde nr. 23. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 5.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for klitfredningslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter administrativ praksis kan der meddeles dispensation til ny bebyggelse inden for strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen, når bebyggelsen opføres som en genopførelse af eksisterende lovlig bebyggelse. For at der er tale om en genopførelse, skal den nye bygning opføres på omtrent samme placering og med omtrent samme størrelse, funktion og udformning som den eksisterende bygning. Det er ligeledes en forudsætning, at den eksisterende bygning ikke er så forfalden, at den ikke repræsenterer nogen værdi af betydning, dvs. at bygningen er en ruin. Det er desuden normalt en forudsætning, at den genopførte bygning anvendes til samme formål som den eksisterende.
I naturbeskyttelseslovens § 65 b stk. 3, nr. 3 gælder en lempeligere dispensationsadgang, idet der efter denne bestemmelse kan dispenseres til mindre udvidelser af sommerhuse inden for strandbeskyttelses- og klitfredningslinjen på op til 8 m² til forbedring af de sanitære forhold (badeværelse).
Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte sommerhus i nærværende sag i både størrelse og udformning afviger så markant fra ejendommens eksisterende sommerhus, at der vurderes ikke at være tale om en genopførelse men om en nyopførelse. Der kan således ikke meddeles dispensation til projektet efter ovennævnte praksis.
Eftersom sommerhuset ønskes opført med en udvidelse på 41 m2 vurderer Kystdirektoratet tillige, at der ikke kan meddeles dispensation til huset efter naturbeskyttelseslovens § 65 b stk. 3, nr. 3.
Det ansøgte sommerhus skal derfor behandles efter den restriktive dispensationsadgang i lovens § 65b, stk. 1, hvor en dispensation forudsætter, at der er tale om et særligt tilfælde.
Kystdirektoratet finder ikke, at der i nærværende sag er tale om et særligt tilfælde, som kan begrunde en dispensation til sommerhuset. Det i ansøgningen anførte om, at sommerhuset ønskes opført med en udformning, som falder ind i det omgivende klitlandskab, kan ikke føre til andet resultat. Kystdirektoratet lægger vægt på, at sommerhuset ønskes opført med et areal, der er over dobbelt så stort som det eksisterende sommerhus. Kystdirektoratet lægger i forlængelse heraf vægt på, at bygningshøjden og vinduesarealet ønskes øget markant og at husets form afviger væsentligt fra formen på det nuværende sommerhus. Kystdirektoratet vurderer på den baggrund samlet set, at det ansøgte sommerhus vil fremtræde væsentligt mere skæmmende i kystlandskabet end ejendommens eksisterende sommerhus.
I vurderingen er der slutteligt lagt vægt på, at en dispensation vil kunne skabe en utilsigtet præcedensvirkning i andre lignende sager, dvs. at andre grundejere vil kunne få en forventning om at kunne opnå dispensation til lignende byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen i strid med lovens formål.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag på det ansøgte sommerhus.
Med venlig hilsen
[navn]
Naturbeskyttelse
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Thisted Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Thy, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Thisted, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Slots- og Kulturstyrelsen, [email]
- Museum Thy, [email]
- Nationalpark Thy, [email]
- Fredningsnævnet for Nordjylland, nordlige del, [email]
- Naturstyrelsen, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af klitfredningsbekendtgørelsens3 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.
Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen4 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 4 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 28 Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-102400 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 53.