Kystpraksis Klitfredning Frederikshavn Kommune

Dispensation Klitfredning

Dispensation til genetablering af udløb fra Kanalgrøften

Afgjort 9. august 2024  · Journalnummer 24-06277  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Naturstyrelsen søgte om dispensation fra klitfredningen til at genetablere udløbet fra Kanalgrøften i Skagen Klitplantage i Frederikshavn Kommune ved en styret underboring på ca. 330 m med et afløbsrør under klitten til udløb ved klitfoden mod Skagerrak. Formålet var at afvande arealer, hvor høj vandstand truede med at underminere hovedvejen og jernbanen, der er de eneste forbindelser til Skagen. Kystdirektoratet gav dispensation på vilkår om bl.a. begrænset kørsel, bortkørsel af overskudsjord og straks reetablering af terrænet. Direktoratet vurderede, at sikringen af stedbunden og samfundskritisk infrastruktur udgør et særligt tilfælde, at underboringen er en skånsom løsning med kun to boregruber, og at kun det stendækkede udløb bliver synligt. Projektet ligger i et Natura 2000-område, men direktoratet vurderede, at det på grund af indgrebets begrænsede omfang og klitternes dynamiske karakter ikke påvirker området eller bilag IV-arter væsentligt.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Stat
Synlighed
Delvist synlig
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Ledning eller kabelTeknisk anlæg

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • Ingen terrænændringer ud over det nødvendige for etablering af boregruber
  • Terrænet skal reetableres straks efter endt underboring
  • Kørsel inden for klitfredningen uden for lovligt anlagte veje skal begrænses til et minimum
  • Området skal efterlades ryddeligt og reetableres til oprindelig tilstand
  • Overskudsjord skal køres bort til en placering uden for de klitfredede arealer
  • Arealer berørt af anlægsarbejdet skal reetableres ved tilbagelægning af afgravet materiale
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

På vegne af Naturstyrelsen har du den 16. juli 2024 søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til at genetablere udløbet fra Kanalgrøften inden for klitfredningslinjen på ejendommen [matrikel], i Frederikshavn Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8, samt klitfredningsbekendtgørelsen2 § 1, jf. § 4, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun klitfredningslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:

 Der må ikke foretages terrænændringer i forbindelse med underboringen, udover det, der er nødvendigt for etablering af boregruber.  I forbindelse med underboringen, skal terrænet reetableres straks efter endt arbejde.  Kørsel inden for klitfredningen skal begrænses til et minimum uden for lovligt anlagte veje.  Området skal efterlades ryddeligt og reetableres til oprindelig tilstand.

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 2 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning.

2

 Eventuel overskudsjord fra gravearbejder/udgravning skal køres bort til en placering uden for de klitfredede arealer.  Arealerne skal reetableres til oprindelig tilstand straks efter underboringens etablering.  Arealerne, der berøres af anlægsarbejdet, skal reetableres straks efter arbejdets afslutning, ved tilbagelægning af afgravet materiale.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Ejendommen [matrikel] er beliggende på vestkysten syd for Skagen by, i Frederikshavn Kommune. Arealet er fredskovsnoteret og delvist beliggende inden for klitfredningen. Ejendommen er ejet af Naturstyrelsen.

Figur 1. Ortofoto 2023. Det orange prikkede område markerer det klitfredet areal. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde prik viser det konkrete areal, der ansøges på.

Kystdirektoratet modtog den 16. juli 2024 en ansøgning om dispensation til gravearbejder i forbindelse med genetablering af udløbet fra Kanalgrøften. Udløbet genetableres ved styret underboring, fra grøften og under klitten til udløb henover strandbredden vest for klitrækken. Ansøgningen er anmodet fremmet, da

3 genetablering af udløbet er betydende for sikring af stedbundet og samfundskritisk infrastruktur i form af hovedvejen og jernbanen, der udgør eneste adgang til Skagen nord for Bunken.

Af ansøgningen fremgår blandt andet følgende:

"Vedvarende nedbør i Skagen over vinteren 2023/24 og foråret 2024 samt udfasning af vandindvinding i Skagen Klitplantage har medført store mængder vand over terræn i den nordlige del af klitplantagen. Vandet er tidligere nedsivet i terræn, grøfter samt i området ved afslutning på Kanalgrøften mod vest. I år er vandet imidlertid forsat over terræn i en stor del af området midt sommer 2024. Nedenstående kort giver et overblik over Kanalgrøftens forløb og afvandingsområde. Den røde streg viser Naturstyrelsens matrikel. Kanalgrøften forløber fra øst mod vest i den nordlige del af matriklen og er afsluttet med markering for ønsket underboring. Kortlægningen af grøfter på kortet er ikke præcis.

Figur 2, kortbilag fra ansøgningen, der viser Kanalgrøften og afvandingsområdet. Placeringen af røret under klitten er vist med rød stiplet streg.

Udfordringer med den høje vandstand er flere. Mest alvorligt har der nu i en lang periode stået vand i terræn langs kritisk infrastruktur til og fra Skagen: Frederikshavnsvej ([adresse]) og jernbanen. Vej og jernbane er de eneste forbindelser til Skagen nord for Bunken. Vandet risikerer at underminere vej og jernbane, og Naturstyrelsen har på den baggrund modtaget bekymringsskrivelse fra Nordjyske Jernbaner. Den høje vandstand kan også potentielt medføre gener fra vand på andre arealer både indenfor og uden for klitplantagen. Campingpladsen ved [adresse] ligger lavt og er aktuelt udfordret af vand lige under terræn, og Naturstyrelsens tjenestebolig lige syd herfor har aktuelt vand over terræn på alle sider af ejendommen. Vand i terræn har desuden udfordret adgang til turistattraktioner. Det har været tilfældet med p-plads ved Den tilsandede kirke, og P- pladsen til stranden ved Kanalgrøften er fortsat under vand (se foto nedenfor). Endelig underminerer vandet i plantagen skovens infrastruktur, og dermed vanskeliggøres det nødvendige arbejde i skoven jf. de gældende forvaltningsplaner.

4

Tidligere har Kanalgrøften haft udløb til havet sammen med Højengrøft, som løber parallelt mod nord. Det fælles udløb ses på luftfoto fra 1960-64. Siden er der dannet store vandreklitter, som har bevæget sig fra kysten mod nordøst og over grøften. I dag slutter Kanalgrøften 195 m fra klitfoden og 260 m fra strandkant. Klitterne er fortsat i bevægelse. I 2020 fik Frederikshavn Kommune dispensation til at genetablere udløb fra Højengrøft som styret underboring fra grøft til klitfod mod Skagerrak. Naturstyrelsen ønsker at etablere en tilsvarende løsning fra Kanalgrøften.

Teknisk løsning

Der ønskes gennemført en styret underboring fra stranden til Kanalgrøften. Denne løsning er valgt for at foretage det mindst indgribende anlægsarbejde. Underboringen gennemføres med et afløbsrør på forventeligt 400 mm. Længden på underboringen vil være ca. 330 m, jf. nedenstående kort.

Figur 3, kortbilag fra ansøgningen, der viser den omtrentlige placering og forløb af den styrede underboring.

Tilslutning til Kanalgrøften vil ske ca. 150 m opstrøms grøften for gå fri af klitten ved den fortsatte vandring. Rørlægning forventes at starte i kote 3,5-4 DHM. Denne del af anlægget ligger uden for klitfredningslinjen. Boringen forventes foretaget fra 2 boregruber, én i hver ende. Boringen udføres fra stranden, hvor det udborede sand kan opbevares, indtil det fjernes og deponeres efter gældende retningslinjer for den type boreslam. Det vil være nødvendigt at køre langs stranden med maskiner og rør. Ved indløbet til røret i kanalgrøften, som ligger uden for klitfredningslinjen, etableres et stem i form af et lille betonbygværk med planker. Stemmeværket vil være meget lidt synligt i klitnaturen. Formålet med stemmet er at kunne regulere vandstand i afvandingsområdet til ønsket kote. Det vil desuden være nemmere at forhindre tilsanding af røret. Røret udløber i klitfoden i kote 2,0-2,5 DHM, dvs. en smule over terræn, da der er stor dynamik på kysten med opbygning af sandvolde på stranden. Rørets udløb overdækkes med sten, så det bliver mindst muligt synligt.

5

Beskyttet natur

Både område for etablering og afvandingsområde for Kanalgrøften er beliggende i Natura 2000-område nr. 2, Råbjerg Mile og Hulsig Hede (habitatområde nr. 2 og fuglebeskyttelsesområde nr. 5). Udpegningsgrundlaget fremgår nedenfor.

Natura-2000 området blev i 2018 udvidet med Skagen Klitplantage samt klitter vest og nord herfor bl.a. omkring Kanalgrøften. Der er siden kortlagt spredte forekomster af primært lysåben natur, overvejende langs vestkysten. De fleste forekomster er mosaik- forekomster af grå/grøn klit, klithede og klitlavning, samt enkelte forekomster af skovklit. Langs stranden findes hvid klit i rene forekomster. Habitatnaturen er overvejende i god tilstand med enkelte delområder i moderat tilstand. Klitnaturen i området er meget dynamisk og trives med en vis grad af forstyrrelse. Ligeledes er der store udsving i vandstand inden for området, både på tværs af år og inden for året. Boregruben ved stranden anlægges i forekomst af hvid klit (2120). Forekomsten er i god tilstand. Boregruben ved Kanalgrøften anlægges i mosaikforekomst af klithede (2140) og grå/grøn klit (2130). Forekomsten er i god tilstand. Indgrebene i klitnaturen udføres skånsomt og omfatter et meget lille areal, ligesom anlægsperioden er kortvarig. Klitnaturen genetableres efter indgrebene ved, at jordlagene lægges tilbage i samme rækkefølge, som de er opgravet. Evt. dybe kørespor jævnes. Afvandingsområdet for Kanalgrøften omfatter spredte forekomster af klithede og grå/grøn klit, overvejende i mosaik, samt mindre forekomster af klitlavning (2190). Anlæg af stemmeværk giver mulighed for at regulere vandafstrømning til en fastsat kote, som kan sikre den nødvendige afvanding af kritisk infrastruktur mv., og samtidig styre dræning i sommerperioderne i overensstemmelse med den gældende Natura-2000 handleplan for området.

Der indgår flere arter på udpegningsgrundlaget, ligesom flere bilag IV arter er knyttet til området. Udpegningsarterne stor vandsalamander og hedepletvinge forekommer udelukkende syd for Skagen Klitplantage, og også bilag IV-arten løgfrø kendes kun sydligere. Bilag IV-arterne strandtudse, spidssnudet frø og markfirben findes i større sammenhængende levedygtige bestande i området. Den særlige økologiske funktionalitet for strandtudse og spidssnudet frø mht. areal samt yngle-, overvintrings- og færdselssteder forventes opretholdt bl.a. pga. stemmeværket. For markfirben er den økologiske funktionalitet uændret. Strejfende oddere i området påvirkes ikke af tiltaget. Projektet forventes gennemført i starten af vinterhalvåret, hvor de fleste arter ikke er aktive, og fuglene ikke yngler. Fuglearterne på udpegningsgrundlaget er på det tidspunkt trukket mod syd. Det er Naturstyrelsens samlede vurdering, at det ansøgte ikke vil påvirke Natura 2000- området væsentligt i form af at ødelægge eller beskadige leve- eller voksesteder for de arter, der indgår i udpegningsgrundlaget, eller beskyttede arter i øvrigt, ligesom projektet ikke vil forringe naturtyperne i afvandingsområdet eller påvirke muligheden for at opnå gunstig naturtilstand. Området, hvor rørunderføringen ønskes etableret, er beskyttet hede efter Naturbeskyttelseslovens §3. Kanalgrøften afvander et område, hvor der også findes beskyttet eng og overdrev. Der søges §3 dispensation ved kommunen. Kanalgrøften er ikke et beskyttet vandløb. Det er Naturstyrelsens vurdering, at anlægget ikke vil medføre forringet tilstand i de beskyttede områder."

6

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra klitfredningslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det ansøgte ligger i Natura 2000-område nr. 2, Råbjerg Mile og Hulsig Hede. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 2 og fuglebeskyttelsesområde nr. 5.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Indgrebet ved stranden sker i forekomst af hvid klit (2120). Klitten er registreret i god tilstand. Indgrebet ved Kanalgrøften sker i mosaikforekomst af klithede (2140) og grå/grøn klit (2130). Forekomsten er registreret i god tilstand.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på indgrebets meget begrænsede omfang, både areal- og tidsmæssigt, samt klitternes dynamiske karakter. Kystdirektoratet er enig i Naturstyrelsens vurdering af indgrebets påvirkning på arealet, som beskrevet i redegørelsen. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

Det konkrete areal er levested for bilag IV-arterne strandtudse, spidssnudet frø og markfirben, der alle er registreret i større, sammenhængende og levedygtige bestande i området.

Af ansøgningen fremgår, som beskrevet i redegørelsen, at det er Naturstyrelsens vurdering, at den særlige økologiske funktionalitet for strandtudse og spidssnudet frø mht. areal samt yngle-, overvintrings- og færdselssteder forventes opretholdt bl.a. pga. stemmeværket, samt at den økologiske funktionalitet for markfirben er uændret. Det er oplyst, at projektet forventes gennemført i starten af vinterhalvåret, hvor de fleste arter ikke er aktive. Kystdirektoratet er enig i Naturstyrelsens vurdering af indgrebets påvirkning på arealet.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for klitfredningslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Genetablering af udløbet fra Kanalgrøften til stranden foretages med henblik på at sikre afvanding af arealerne, der blandt andet rummer jernbane og hovedvej, der

7 udgør de eneste trafikale forbindelser fra Skagen mod syd. Vandet medfører, efter det oplyste, risiko for underminering af trafikanlæggene. Der er således tale om arbejder, der skal sikre stedbundet og samfundskritisk infrastruktur.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at genetablering af udløbet udgør et sådant særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation fra klitfredningen.

Underboringen medfører alene behov for etableringen af to boregruber – én i hver ende af underboringen – samt kørsel i forbindelse med arbejderne. Kystdirektoratet finder, at det ansøgte er en skånsom måde at genetablere afvandingen på, hvor der foretages mindst muligt indgreb i de beskyttede klitarealer, og hvor klittens frie dynamik også fremadrettet sikres. Efter arbejdets udførelse, vil alene udløbet af røret på stranden være synligt. Udløbet etableres tilbagetrukket på stranden, op mod klitten, og skjules med sten. Kystdirektoratet finder, at den kystlandskabelige påvirkning herved begrænses, og samlet set er acceptabel i forhold til indgrebets karakter og nødvendighed.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på ovenstående baggrund, og efter en samlet vurdering, dispensation til genetablering af udløb, som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

Specialkonsulent

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgivning

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

 Frederikshavn Kommune, [email]  Danmarks Naturfredningsforening, [email]  Danmarks Naturfredningsforening, Frederikshavn, [email] / [email]  Friluftsrådet centralt: [email]

8

 Friluftsrådet, Kreds Vendsyssel v/ [navn], [email]   Dansk Ornitologisk Forening, Frederikshavn, [email]  Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]  Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]  Danmarks Jægerforbund, [email]  Miljøstyrelsen, Østjylland, [email] Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

9

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens3 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af klitfredningsbekendtgørelsens4 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.

Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen5 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

3 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 5 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

10

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

11

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

 adressaten for afgørelsen  ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører  offentlige myndigheder  en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker  lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen  landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø  landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

12

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 2, Råbjerg Mile og Hulsig Hede

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 24-06277 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 50.