Kystpraksis Strandbeskyttelse Sønderborg Kommune
Afslag til etablering af to søer og beplantning
Sagen kort
En golfklub søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere to lavvandede søer på 200 m² og 250 m² samt plante 20 solitære løvtræer på en golfbane i et fredet område i Sønderborg Kommune. Formålet var at afvande banen, skabe levesteder for fugle, krybdyr og padder og adskille to golfhuller; Fredningsnævnet havde givet dispensation til søerne og 8-10 træer. Kystdirektoratet fandt, at projektet ikke var omfattet af den lempeligere praksis for turismevirksomheders friluftsfaciliteter, og gav afslag efter den restriktive dispensationsadgang. Direktoratet lagde vægt på, at søerne ikke havde grundlag i en mere omfattende naturforbedringsplan for truede eller sjældne arter, og at der ifølge historiske kort ikke tidligere havde været naturlige søer på stedet. En plejeplan og problemer med oversvømmelse førte ikke til en anden vurdering. For træerne forelå der ikke et særligt tilfælde, og en dispensation ville kunne skabe uønsket præcedens.
Afslag, fordi søerne ikke indgik i en større naturforbedringsplan for truede arter, og der ikke tidligere havde været søer på stedet.
Fakta
- Ejendom
- Forening
- Ansøger
- Forening
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har den 16. februar 2020 søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til etablering af to søer og beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Sønderborg Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Der er ansøgt om at etablere to lavvandede søer på henholdsvis 200 m2 og 250 m2 samt tilplantning af et arealet med 20 solitære træer på en golfbane på ovennævnte matrikel (se fig. 1-2).
1 Lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019 af lov om naturbeskyttelse.
2
Fig. 1. Ortofoto 2020. Den røde prik markerer martikel, 122 Bækken, Rinkenæs. Det orange skraverede område markerer det strandbeskyttede areal. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.
Fig. 2. Kort fra ansøgningen der viser placeringen af de ansøgte forhold.
[matrikel]udgør sammen med [matrikel] Benniksgaard Golfklubs golfbane. Matriklerne er en del af det fredede område Benniksgård, Rinkenæs.
Det fremgår af ansøgningsmaterialet, at Fredningsnævnet har meddelte dispensation til de to ansøgte søer samt til etablering af 8-10 træer.
Ifølge ansøgningen er årsagen til ansøgningen et ønske om, ”at tilsikre afvanding af vores allerede etablerede golfanlæg, samt etablerer et habitat for fugle, krybdyr samt padder.”
Det fremgår af Fredningsnævnets afgørelse, at de to søer dels ønskes anlagt som et forskønnede element, dels for at sikre at golfbanerne så vidt muligt ikke
3 oversvømmes. Søerne vil have en maksimal dybde på 100 cm, og vil blive udformet med naturlige bugter, så de passer bedst muligt ind i landskabet. Det fremgår endvidere, at de 20 træer ønskes opsat for bedre adskilles af to golfhuller, samt at det er håbet, at træerne vil optage noget af det vand, der til tider kan give problemer på banerne. De 20 træer ønskes plantet inden for et areal på 400 m2 og vil være hjemmehørende løvbærende træer.
Ansøgningsmaterialet indeholder Sønderborg Kommunes udkast til en nye plejeplan for området, hvis overordnede formål er, ”at sikre fredningskendelsens bestemmelser om at opretholde de landskabelige værdier, sikre området som et godt levested for planter og dyr og at give offentligheden adgang til færdsel og ophold i området.”
Kystdirektoratet har i forbindelse med sagsbehandlingen varslet afslag til det ansøgte, og forespurgt ansøger de havde yderligere bemærkninger til ansøgningen på baggrund heraf. Kystdirektoratet har ikke modtaget yderligere oplysninger inden for den fastsatte frist.
Kystdirektoratet har ud fra en gennemgang af ortofotos samt historiske baggrundskort vurderet, at der ikke tidligere har været en naturlig sø på den ansøgte placering (se fig. 3).
Fig. 3. Historisk baggrundskort, preussiske målebordsblade 1877-. Den røde prik markerer matriklen, hvor søerne ønskes etableret.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område, nr. 197 Flensborg Fjord, Bredgrund og farvandet rundt om Als, ligger ca. 2 km mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 173 og fuglebeskyttelsesområde nr. 64.
4
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Kystdirektoratet har indledningsvis vurderet, om det ansøgte falder ind under den lempeligere dispensationspraksis til faciliteter til brug for eksisterende turismevirksomheders frilufts- og ferieaktiviteter, som opføres uden tilknytning til virksomhedernes eksisterende bebyggelse, jf. lovens § 65b, stk. 3, nr. 8 og bekendtgørelse nr. 905 af 26. juni 2018.
Kystdirektoratet finder ikke, at de ansøgte søer og beplantningen falder ind under den ovennævnte lempeligere dispensationspraksis. Ansøgningen skal derfor behandles efter den restriktive dispensationsadgang i lovens § 65b, stk. 1, hvor en dispensation forudsætter, at der er tale om et særligt tilfælde.
Ifølge den administrative praksis dispenseres der som hovedregel ikke fra strandbeskyttelseslinjen til anlæg af kunstige søer/vandhuller selv om de kan fremme det naturlige dyre- og planteliv, medmindre det har grundlag i en mere omfattende plan for naturforbedring til fremme af udryddelsestruede eller sjældne arter i det pågældende område. Ifølge praksis kan der dog på baggrund af en konkret vurdering meddeles dispensation til etablering af mindre vandhuller/søer på arealer, hvor der tidligere naturligt har været søer/vandhuller, og hvor det vil have en klart naturforbedrende funktion.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at de ansøgte søer ikke har grundlag i en mere omfattende plan for naturforbedring til fremme af udryddelsestruede eller sjældne arter i området. Det forhold, at der er udarbejdet en plejeplan for området, finder Kystdirektoratet ikke, der kan ikke føre til en anden vurdering.
Kystdirektoratet har på baggrund af historisk kortmateriale endvidere vurderet, at der ikke tidligere har været naturlige søer på lokaliteten inden for de seneste 150 år (se evt. fig. 3). Kystdirektoratet finder derfor ikke, at de ansøgte søer falder ind under den ovennævnte praksis.
5
Det forhold, at der til tider kan opstå problemer med oversvømmelse af arealet finder Kystdirektoratet ikke, der kan medføre en anden vurdering på baggrund af det fremsendte materiale.
I forhold til de ansøgte 20 træer fremgår det af Fredningsnævnets afgørelse, at de har givet dispensation til 8-10 træer. Strandbeskyttelseslinjen indeholder et generelt forbud mod beplantning. Kystdirektoratet vurderer ikke, at der et særligt tilfælde, som kan begrunde, at der mod praksis meddeles dispensation til de ansøgte træer.
I vurderingen er der yderligere lagt vægt på, at en dispensation vil kunne medføre en uønsket præcedensvirkning i lignende sager.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til det ansøgte.
Med venlig hilsen
[navn]
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgivning
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
Sønderborg Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Sønderborg, [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet, Kreds Sønderjylland Øst, [email] Dansk Ornitologisk Forening, Sønderborg, [email] Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email] Fredningsnævnet for Sydjylland, sydlig del, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
6
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019 af lov om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1595 af 6. december 2018 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
7
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
8
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 197 Flensborg Fjord og Nybøl Nor
De gældende udpegningsgrundlag for de danske habitat- og fuglebeskyttelsesområder fremgår af Natura 2000-planerne for 2016-21. Udpegningsgrundlagene er dog under opdatering, og forslag til justerede udpegningsgrundlag er offentliggjort i en basisanalyse for hvert Natura 2000- område i juni 2020.
Myndighederne skal både varetage hensynet til arter og naturtyper, der fremgår af de gældende udpegningsgrundlag, og til eventuelle nye arter og naturtyper, der fremgår af forslaget, selv om forslaget endnu ikke er endeligt besluttet og meddelt Europa-Kommissionen.
Udpegningsgrundlagene, der er relevante for den konkrete afgørelse, er indsat herunder.
Gældende udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 197 (fra Natura 2000-planen 2016-21)
Forslag til nyt udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 197 (fra basisanalysen, juni 2020)
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere. En arkiveret kopi findes hos Internet Archive: Se arkivkopien.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 20-04312-6 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 3323.