Kystpraksis Strandbeskyttelse Vejle Kommune
Dispensation til etablering af fast trædebro med handicapadgang ved Brejning strand i Vejle Kommune
Sagen kort
Vejle Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere en fast trædebro med handicapadgang på en offentlig badestrand i Vejle Kommune. Broen skal være ca. 22 m lang og 1,2 m bred med en platform på ca. 3,6 m i bredden. Den skal bygges af træderiste i jern og ligge i terrænet. Formålet er at give kørestolsbrugere direkte adgang til vandet, så hjælperne ikke længere skal lægge køreplader ud hver uge. Kystdirektoratet gav dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 6, om kommunale træfortove på strande med mange besøgende. Direktoratet lagde vægt på, at anlægget falder naturligt ind i naturen og fremstår diskret, og at stranden er en velbesøgt offentlig badestrand med eksisterende faciliteter. Det ansøgte skader ikke bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Kommune
- Synlighed
- Delvist synlig
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har ansøgt om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til etablering af fast trædebro med handicapadgang ved Brejning strand ud for [matrikel], [adresse], Vejle Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver hermed dispensation i medfør af naturbeskyttelseslovens1 § 65b, stk. 3, nr. 6, jf. § 15, til etablering af trædebro med handikapadgang som ansøgt.
Dispensationen vedrører alene strandbeskyttelseslinjen. Andre tilladelser efter anden lovgivning kan være nødvendige.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristens udløb - se nærmere i afsnittet om klagevejledning nedenfor. Hvis der bliver klaget over afgørelsen kan dispensationen ikke udnyttes, før klagesagen er færdigbehandlet, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet konkret bestemmer andet.
Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt jf. Naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Redegørelse for sagen
Vejle Kommune ønsker at lette offentlighedens adgang til kysten ved Brejning Strand, der bliver anvendt til forskellige aktiviteter. Her er anlagt både shelter- plads og en naturlegeplads. Endvidere er der rigtig mange kørestolsbrugere der dagligt benytter området, da der i forvejen er rigtig gode handicapfaciliteter som bålsted, bålhus og handicap-toilet.
1 Lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019 af lov om naturbeskyttelse
2
Stranden benyttes af Vejle Kommunes Aktivitets og Læringstilbud, til blandt andet kajakroning til kørestolsbrugere. Hjælperne lægger hver uge køreplader ud, når kørestolsbrugerne skal benytte stranden. Dette er et stort arbejde, og derfor vil Vejle Kommune gerne i stedet etablere en ”trædebro”, som giver direkte adgang til vandet og mulighed for at kørestolsbrugerne kan hjælpes ned i vandet.
I ansøgningen anføres bl.a.:
For at lave en holdbar og langvarig løsning, vil vi meget gerne etablere en ”trædebro”, som giver direkte adgang til vandet og mulighed for at kørestolsbrugerne kan hjælpes ned i vandet.
”Trædebroen” skal være 1,2 m bred, for at alle kørestole kan køre og vende på den. I længden skal broen måle ca. 22 m, for at undgå at køre i sand og for at tage forbehold for tidevandet. Overgangen til broen skal være fast bund, da kørestolene ellers sidder fast.
Broen skal anlægges så den ligger i terrænet, og således at hældningen ikke bliver så stor at kørestolsbrugerne skal trækkes tilbage, men tværtimod selv kan køre tilbage.
Ydemere ønskes det at etablere et holdested/platform, gerne på midten af broen, for at kørestolsbrugerne kan køre i begge retninger samtidig. Der skal være plads til tre kørestole på platformen, dvs. at platformen skal måle ca. 3,6 i bredden.
Broen skal bestå af træderiste/plader i jern - mål 1,2*1,2 - som anlægges i forlængelse af hinanden.
Placeringen er udvalgt efter den letteste tilgang til vandet ift. fast bund og terræn, samt hvor kørestolsbrugerne tidligere har udlagt køreplader. Placering er markeret på kortene.
Når anlægget er etableret forventer vi, at det falder naturligt ind i landskabet og ikke bliver særlig synligt. Se billede.
3
Lovgivning
Af naturbeskyttelseslovens § 15 fremgår det, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen.
Efter § 65 b, stk. 1, kan der i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelserne i § 15, stk. 1.
Efter § 65 b, stk. 3, nr. 6 kan der uanset stk. 1 gøre undtagelse fra § 15, stk. 1, til kommunalbestyrelsens etablering af træfortove og lign. på strande med mange besøgende for at lette offentlighedens adgang til kysten, når anlæggene er udformet, så de falder naturligt ind i naturen og landskabet,
Strandbeskyttelseslinjen administreres meget restriktivt. Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, dispenseres der kun, når der foreligger en begrundelse herfor, og når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Der kan endvidere ikke gives dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyre- og plantearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at der ikke er kystlandskabelige forhold som taler imod den ansøgte trædebro med handikapplatform, idet udformningen af anlægget findes at falde ind i naturen og vil fremtræde som et diskret anlæg.
4
Endvidere etableres ”trædebroen” på en velbesøgt offentlig badestrand med gode adkomstmuligheder, hvor der i forvejen er faciliteter til de besøgende.
Kystdirektoratet finder på denne baggrund, at der kan meddeles dispensation til Vejle kommune til at etablere ”trædebroen” som ansøgt.
Det ansøgte vil endvidere efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen, ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører, offentlige myndigheder, en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen, landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø, og landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser. Der klages via Klageportalen, som der er et link til på forsiden af sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen. Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes. Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
5
Har du spørgsmål til afgørelsen, er du velkommen til at kontakte [navn] på [email]
Med venlig hilsen
[navn]
Afdelingschef
Vejle Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Vejle, [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet, Kreds Trekantområder, [email] Dansk Ornitologisk Forening, [email] Dansk Ornitologisk Forening, Vejle, [email] Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email]
[email];
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere. En arkiveret kopi findes hos Internet Archive: Se arkivkopien.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 20-00288-3 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2981.