Kystpraksis Strandbeskyttelse Slagelse Kommune

Afslag Strandbeskyttelse

Afslag til opsætning af mobil trailer til udlejning af SUP boards

Afgjort 8. juli 2026  · Journalnummer 2026-82446  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

En virksomhed søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opstille en mobil trailer til udlejning af SUP-boards ved kysten i Slagelse Kommune. Traileren skulle opstilles og fjernes dagligt med en ATV og stå der kl. 10-20 alle ugens dage i perioden august-oktober 2026 og maj-oktober 2027. Kystdirektoratet gav afslag, da projektet ikke falder ind under praksis for salgsvogne på steder, der i forvejen er præget af aktivitet. Traileren ville stå fremskudt i et åbent, fladt landskab foran parkeringspladsen og sommerhusene og dermed fremstå markant. Direktoratet vurderede desuden, at den kontinuerlige opstilling over flere måneder ikke kan betragtes som midlertidig, selv om traileren fjernes dagligt.

Afslag, fordi en udlejningstrailer ville stå fremskudt og markant i det åbne kystlandskab og ikke kan ses som midlertidig.

Fakta

Ejendom
Ukendt
Ansøger
Virksomhed
Synlighed
Synlig
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Andet

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til opsætning af en mobil trailer til udlejning af SUP boards inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel] i Slagelse Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Der er ansøgt om opsætning af mobil trailer til udlejning af SUP boards inden for strandbeskyttelseslinjen på ovennævnte matrikel, se figur 1.

Figur 1. Ortofoto 2025. Den røde prik markerer den ansøgte placering af den mobile trailer på [matrikel]. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur (de umatrikulerede arealer ud til kysten samt stranden er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse). De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.

Det fremgår af ansøgningen, at traileren opstilles og fjernes hverdag og vil blive opstillet alle ugens syv dage i tidsrummet kl. 10-20. Traileren opstilles med en ATV, og der vil være fysisk kontrol/betjening dagligt.

Traileren ønskes opstillet i perioden17. august 2026 til 31. oktober 2026 samt i perioden 1. maj 2027 til 31. oktober 2027.

Det fremgår af ansøgningen, at Slagelse kommune har givet lodsejer accept.

Figur 2 viser et billede af den mobile trailer.

Figur 2. Billede fra ansøgningen af den mobil trailer.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det ansøgte ligger op til Natura 2000-område nr. 116 Centrale Storebælt og Vresen. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 100.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.

Bilag IV-arter

Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage bebyggelse, beplantning, terrænændringer, hegning, udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel. Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de bagved liggende kystområder for indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål.

Efter Kystdirektoratets praksis meddeles der dispensation til opstilling af salgsvogne inden for de strandbeskyttede arealer, når der er tale om områder og perioder af året, der i forvejen er præget af aktivitet – typisk parkeringsarealer eller andre samlingssteder. Dispensationen gives, når det vurderes, at opstillingen ikke ændrer ved det overordnede indtryk af kystområdet. Der lægges herudover ofte vægt på, at salgsvogne opstilles i nærheden af andre faste anlæg.

Kystdirektoratet finder ikke, at det ansøgte falder ind under ovennævnte praksis, da den placeres fremskudt i et åbent fladt landskab foran parkeringspladsen og sommerhusene, hvorfor den vil fremstå markant i landskabet. Det er indgået i vurderingen, at der er tale om kontinuerlig opsætning af trailer over en længere periode på bl.a. seks måneder i 2027, hvorfor forholdet ikke kan betragtes som værende midlertidigt til trods for, at traileren opstilles/fjernes dagligt.

Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til det ansøgte.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Slagelse Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Slagelse, [email]
  • Friluftsrådet centralt; [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Sydvestsjælland, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Slagelse, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 116 Centrale Storebælt og Vresen

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-82446 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2137.