Kystpraksis Strandbeskyttelse Mariagerfjord Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til midlertidig anlægsplads til etablering af spildevandsledning

Afgjort 10. juli 2026  · Journalnummer 2026-41033  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Et rådgivende ingeniørfirma søgte på vegne af et vandforsyningsselskab om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til en midlertidig anlægsplads på ca. 1.250 m² på sydsiden af Mariager Fjord ved Hadsund i Mariagerfjord Kommune. Anlægspladsen skal bruges til at svejse og oplægge en ny spildevandsledning på ca. 400 m, som erstatter en beskadiget ledning under fjorden. Kystdirektoratet gav dispensation efter § 65 b, stk. 1, for maksimalt 8 uger på vilkår om, at arealet reetableres straks efter arbejdet. Direktoratet fandt, at der forelå et særligt tilfælde, og lagde afgørende vægt på anlægspladsens midlertidige karakter og nødvendighed for ledningen, på at der ikke er realistiske alternative placeringer, og på at der ikke bliver en varig påvirkning af kystlandskabet. Påvirkning af Natura 2000-området og bilag IV-arter blev afvist.

Fakta

Ejendom
Ukendt
Ansøger
Forsyningsselskab
Zone
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Ledning eller kabel

Praksisflag

  • (ja)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • Det berørte areal inden for strandbeskyttelseslinjen skal reetableres til oprindelig tilstand straks efter, at anlægsarbejdet er fuldført
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til midlertidig anlægsplads til etablering af spildevandsledning inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Mariagerfjord Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til maksimalt 8 ugers anlægsplads til etablering af spildevandsledning, som ansøgt.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Vilkår for dispensationen

Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:

  • Det berørte areal inden for strandbeskyttelseslinjen skal reetableres til oprindelig tilstand straks efter anlægsarbejdet er fuldført.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Jordstykkerne, 1q og 21, Haderup By, Vindblæs ligger i landzonen i Hadsund. Matriklerne er i deres helhed omfattet af strandbeskyttelseslinjen, se fig. 1.

Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.

Ansøger ønsker en midlertidig anlægsplads i forbindelse med nedspuling af ny spildevandsledning på tværs af Mariager Fjord. I forhold til formålet med etableringen af den nye spildevandsledning skriver ansøger bl.a.: ”Årsagen til, at der skal etableres en ny spildevandsledning, er, at den eksisterende spildevandsledning er blevet beskadiget og derfor er taget ud af drift. Spildevandet opsamles p.t. på sydsiden af fjorden og fragtes flere gange daglig via slamsuger til kloakken på nordsiden af fjorden.”

I forhold til det ansøgte projekt skriver ansøger bl.a.:

”1 Projektbeskrivelse

Mariagerfjord Vand A/S planlægger at udskifte en utæt spildevandsrørledning, der forløber på tværs af Mariager Fjord, øst for Hadsundbroen. Den gamle rørledning er nedgravet 1-1,5 m i havbunden og den nye rørledning etableres indenfor samme trace som den gamle og tilkobles det eksisterende kloaksystem på bredden på hhv. nord- og sydsiden. Den nye ledning udføres med en udvendig diameter på 200 mm og vil være ca. 400 m lang.

Der forventes et anlægsareal på 1.250 m² for at kunne etablere tilslutningen under jorden og svejse rørene. I forbindelse med den eksisterende flytning af spildevandet via tankbiler, er der allerede udlagt køreplader, og disse vil ligeledes blive benyttet under etableringen af den nye rørledning.

Rørledningen bliver leveret i stykker af 12 meter, som stuksvejses sammen stykke efter stykke. Inden den samlede rørledning trækkes ud i vandet, vil den ligge på [adresse] og græsarealet markeret med den blå streg på kortet nedenfor. (…)”

Hertil vedlagde ansøger en oversigt over det ansøgte projekt, se fig. 2. Bemærk at nærværende afgørelse udelukkende omhandler arbejdet der foretages på land, inden for strandbeskyttelseslinjen.

Fig. 2. Oversigt over det ansøgte projekt, indsendt af ansøger.

Derudover skriver ansøger bl.a.:

”2.2 Overgang mellem land og vand

På nordsiden af fjorden genanvendes eksisterende ledning som foringsrør, idet den nye ledning itrækkes denne og tilkobles eksisterende ledning ca. 10 m fra stensætningen langs fjorden.

På sydsiden, hvor der er meget lavvandet, føres ledningen i land ved gravning og tilsluttes eksisterende kloaksystem, ca. 10 m fra kysten. Ledningen udføres i våd grav og der forventes ikke anvendt afstivning i form af spuns eller lignende.

3 Arbejder på land

Klargøring af ledningen, herunder sammensvejsning, sker på arbejdsareal, der indrettes på sydsiden af fjorden, umiddelbart stedet hvor ledningen trækkes ud på søterritoriet.

Arbejdspladsen omfatter materialeoplæg og container, hvor rørstykkerne sammensvejses. Efter sammensvejsning oplægges ledningen langs Banevej og i det grønne areal i forlængelse heraf. I alt forventes oplagt ca. 276 m svejst ledning.

I nødvendigt omfang udlægges køreplader, så de berørte arealer påvirkes mindst muligt.

Adgangsvej, arbejdsplads og materialeoplæg er vist på vedlagte oversigtsplan.

Når ledningen skal installeres, trækkes den luftfyldte ledning ud på vand og sænkes ned på havbunden ved en langsom fyldning med vand.”

Hertil vedlagde ansøger oversigtsplanen på fig. 3. Kystdirektoratet har kun medtaget den del af oversigtsplanen der berører strandbeskyttelseslinjen.

Fig. 3. Oversigtsplan over den midlertidige anlægsplads. Den gråskravering nærmest vandet er arbejdsarealet hvorpå der opsættes svejsecontainer og oplag af rør. Den røde skraverede linje viser udlæg af køreplader. Den røde linje der forløber fra vandet parallelt med vejen er det svejste rør på i alt 276 meter.

I ansøgningsmaterialet har ansøger anført at den forventede tidsplan for arbejdet på land er fra den 15. marts 2026 til den 10. maj 2026, dvs. 8 ugers arbejde. Dog med forbehold for at den endelige tidsplan fastlægges på baggrund af myndighedsdialog og krav. Denne tidsplan er ikke længere mulig, da de nødvendige tilladelser/dispensationer, herunder denne, ikke var meddelt forinden den forventede tidsplan.

Kystdirektoratet blev den 9. juli 2026 oplyst af ansøger at den konkrete tidsplan fortsat er usikker, men at arbejdet håbes påbegyndt i august 2026 eller snarest derefter, dog afhænger dette fortsat af at de nødvendige tilladelser/dispensationer er meddelt. Dog ønsker ansøger at igangsætte arbejdet snarest muligt. Ansøger oplyste derudover, at arbejdet på land ikke forventes at tage de fulde 8 uger som der søges om. Kystdirektoratet behandler på denne baggrund nærværende ansøgning som en ansøgning om en maksimal periode på 8 uger til den ønskede midlertidig anlægsplads til etablering af spildevandsledningen, trods ansøgers forventning om en kortere arbejdsperiode.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 14, Ålborg Bugt, Randers Fjord og Mariager Fjord) ligger ca. 50 m mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 14 og fuglebeskyttelsesområde nr. 15. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 11.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på det ansøgtes midlertidige karakter. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Indledningsvist bemærker Kystdirektoratet, at der ikke er en lempeligere dispensationsadgang til det ansøgte arrangement, hvormed det ansøgte skal vurderes efter den restriktive dispensationsadgang i naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, som forudsætter at det ansøgte udgør et særligt tilfælde.

Kystdirektoratet finder, at den ansøgte midlertidige anlægsplads på i alt 8 uger er et sådant særligt tilfælde, at direktoratet kan dispensere. I vurderingen har Kystdirektoratet lagt afgørende vægt på at anlægspladsen er af midlertidig karakter samt dennes nødvendighed for etableringen af spildevandsledningen. Kystdirektoratet bemærker, at der fastsættes vilkår om at arealet retableres efter arbejdets udførsel samt at der ikke er realistiske alternativer til placeringen af den midlertidige anlægsplads uden for strandbeskyttelseslinjen.

Kystdirektoratet finder, at der ikke er kystlandskabelige hensyn der taler afgørende imod en dispensation. I vurderingen har Kystdirektoratet lagt afgørende vægt på anlægspladsens midlertidige karakter, hvorefter kystlandskabet retableres. Direktoratet vurderer dermed at det ansøgte ikke har en varig påvirkning på kystlandskabet. Det er indgået i vurderingen at anlægspladsen placeres i tilknytning til den eksisterende bro og dertilhørende vejanlæg.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til den midlertidige anlægsplads på maksimalt 8 uger til etablering af spildevandsledning under Mariager Fjord, som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Mariagerfjord Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Mariagerfjord, dnmariagerfjord- [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Himmerland-Aalborg himmerland- [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Mariagerfjord, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 14, Ålborg Bugt, Randers Fjord og Mariager Fjord

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-41033 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2046.