Kystpraksis Strandbeskyttelse Assens Kommune
Afslag til opstilling af sauna
Sagen kort
En grundejerforening i et sommerhusområde i Assens Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opstille en tøndesauna på 6 m² med en højde på 2,1 m til fælles brug. Saunaen skulle stå på en fælles græsmark ca. 20 meter fra kysten ved foreningens badebro og nær et kommunalt shelter. Kystdirektoratet gav afslag. Særreglen i naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 5, om mindre faciliteter for foreninger fandt ikke anvendelse, fordi en grundejerforening ikke er en forening med tilknytning til kyst og hav, og fordi lokalplanen kun giver mulighed for shelters og toilet, ikke for en sauna. Efter den almindelige bestemmelse vurderede direktoratet, at der ikke forelå et særligt tilfælde. Direktoratet lagde vægt på den meget kystnære placering i et åbent og uforstyrret område med væsentlig påvirkning af kystlandskabet og på en betydelig uønsket præcedensvirkning.
Fakta
- Ejendom
- Ubebygget
- Ansøger
- Forening
- Zone
- Afstand til kysten
- 20 m
- Synlighed
- Synlig
- Areal før / efter
- ? m² → 6 m²
- Højde før / efter
- ? m → 2,1 m
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til opstilling af sauna inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Assens Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Skovkrogens Grundejerforening søger om at opstille en sauna på fælles græsmark i tilknytning til eksisterende ny badebro ca. 20 meter fra kysten.
Den ansøgte matrikel er omfattet af lokalplan nr. 4.1-4 - Sommerhusområdet Skovkrogen. Den ansøgte placering ligger indenfor Delområde 5, som er i lokalplanen beskrevet følgende ”Offentlig grønt friareal. Her er mulighed for offentlig parkering og giver adgang ned til stranden. Der vil være mulighed for placering af nogle shelters og et offentligt toilet.”
Der ansøges om at opstille en tøndesauna på 6 m2 (3 x 2 m) med højde på 2,1 m.
Den ansøgte matrikel ses i figur 1 og den ansøgte placering ses i figur 2.
Eksempel på en tøndesauna ses i figur 3.
Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. Den ansøgte matrikel er markeret med rød farve. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.
Fig. 2. Skråfoto 2025. Den ansøgte placering er markeret med en blå markering.
Fig. 3. Tilsendt af ansøger. Et eksempel billede af en tøndesauna.
Ansøger har oplyst følgende:
”Grundejerforeningen Skovkrogen sommerhusområde ønsker at opstille en sauna til fælles brug. Det drejer sig om en klassisk tøndesauna til ca 8 Pers, evt på trailer, opvarmet med brændeovn.
Den ønskes opstillet på fælles græsmark i tilknytning til eksisterende ny badebro opsat af Grundejerforeningen (broen kan ikke ses på vedlagte billede!) og dermed også nær shelter, opstillet af Assens kommune, toilet og god parkering.
Placeringen, samt udformningen af saunaen, er absolut til at ændre så vi håber derfor på en dialog omkring dette fremfor et afslag hvis det kan gøre en forskel.
Skovkrogen er et rekreativt område som bruges af mange og en sauna med mulighed for vinterbadning vil yderligere kunne bidrage positivt til området. Vedlagte billede er som vi forestiller os ift mål og udformning, saunaen er naturligvis ikke indkøbt endnu.”
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 124, Maden på Helnæs og havet vest for) ligger ca. 2,8 km mod vest. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 108 og fuglebeskyttelsesområde nr. 125.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 5 kan der meddeles dispensation til placering af mindre faciliteter langs stranden for klubber, foreninger og institutioner som f.eks. omklædningsfaciliteter, skure til opbevaring af udstyr, bålhytter, sheltere og lign., på betingelse af at de nævnte faciliteter opføres i tilknytning til eksisterende anlæg som for eksempel en parkeringsplads eller vejnedkørsel, og at arealet er omfattet af en lokalplan, der giver mulighed for opførelse af et nærmere bestemt antal bygninger og anlæg. Efter praksis meddeles alene dispensation til anlæg til brug for foreninger og klubber med tilknytning til havet og kysten, f.eks. roklubber, sejlklubber, lystfiskerforeninger og kajakklubber og lignende eller til brug for institutioner, skoleklasser mv.
Kystdirektoratet vurderer, at grundejerforening ikke er en sådan forening med tilknytning til kyst og hav, hvorfor bestemmelsen alene af denne grund ikke finder anvendelse. Kystdirektoratet bemærker derudover, at den gældende lokalplan giver kun mulighed for opstilling af shelters og toiletbygning, men ikke en sauna, som fordret i bestemmelsen.
Sagen skal derfor vurderes efter den almindelige restriktive dispensationsbestemmelse i naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, hvorefter der kræves et særligt tilfælde for at der kan dispenseres.
Kystdirektoratet vurderer, at der ikke foreligger et sådan særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation. Der lægges vægt på den meget kystnære placering i et åbent og uforstyrret område, som medfører en væsentlig påvirkning af kystlandskabet. Der lægges derudover vægt på, at en afgørelse om dispensation vil have en betydelig uønsket præcedensvirkning, idet andre vil få en berettiget forventning om at kunne opnå dispensation til at opstille saunaer på lignende placeringer og vilkår.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til det ansøgte.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Assens Kommune [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Sydfyn, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Assens, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 124, Maden på Helnæs og havet vest for
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-38967 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2032.