Kystpraksis Strandbeskyttelse Struer Kommune
Afslag til udstykning og fastlæggelse af skel
Sagen kort
En landinspektør søgte på vegne af ejeren af en landbrugsejendom på ca. 45,3 ha i Struer Kommune om dispensation til at udstykke en bygningsløs landbrugsejendom på ca. 19,6 ha med fastlæggelse af nyt skel inden for strandbeskyttelseslinjen. De dyrkede jorder skulle sælges til samdrift med en landbrugsejendom ca. 4 km væk, mens restejendommen med bygningerne primært ville bestå af skrænt, overdrev og mose. Arealerne er omfattet af fredningen af Kilen. Kystdirektoratet fandt, at udstykningen ikke er undtaget som arealoverførsel mellem jordbrugsvirksomheder, og gav afslag, selv om den nye ejendom ikke får direkte adgang til kysten. Direktoratet lagde vægt på, at de ændrede ejendomsforhold i sig selv kan medføre uønskede ændringer af kystlandskabet, fx ønsker om driftsbygninger på den nye ejendom, at der ikke er tale om en hensigtsmæssig omlægning af ejendomsstrukturen, at fredningen ikke ændrer vurderingen, og at en dispensation kan skabe præcedens.
Fakta
- Ejendom
- Landbrugsejendom
- Ansøger
- Privat
- Lovgrundlag
- , ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
8 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser, vilkår stillet.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til udstykning og fastlæggelse af skel inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel] – [adresse] i Struer Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Der er på vegne af ejeren søgt om udstykning fra ejendommen [matrikel] – [adresse] i Struer Kommune. Ejendommen er i BBR noteret som en samlet fast ejendom (landbrug).
Der er på matriklen beliggende et stuehus til en landbrugsejendom samt nogle driftsbygninger.
Matriklen er delvist beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen. Bygningerne er beliggende uden for strandbeskyttelseslinjen, se figur 1. Arealet, der søges udstykket, er delvist beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen. Der søges om fastlæggelse af skel inden for det strandbeskyttede areal, se figur 2. På ejendommen er der registreret natur i form af overdrev og mose efter naturbeskyttelseslovens § 3, se figur 3.
Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den gule linje markerer den oprindelige 100-meter strandbeskyttelseslinje. Den røde prik markerer [matrikel] – [adresse] i Struer Kommune.
Det fremgår blandt andet af ansøgningen:
”[…] Ansøgning […] skal jeg ansøge om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til udstykning af en bygningsløs landbrugsejendom fra [matrikel], [adresse] i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, stk. 1.
Sagsfremstilling
[…] ejer ovennævnte landbrugsejendom med et samlet areal på 45,3 ha. hvoraf ca. 22,0 ha. er omfattet af strandbeskyttelseslinjen. I forbindelse med aftrapning fra landbrugserhvervet ønskes ejendommen udstykket, så den deles i en bygningsløs landbrugsejendom på ca. 19,6 ha. og en landbrugsejendom med beboelses- og driftsbygninger på ca. 25,7 ha.
Den bygningsløse landbrugsejendom kommer til at bestå af tre lodder, som omfatter alle ejendommens dyrkningsjorder, bortset fra en mindre ”havelod” omkring de eksisterende bygninger. Udstykningen indebærer fastlæggelse af nyt skel indenfor strandbeskyttelseslinjen, men ejendommen får ikke direkte adgang til kysten – jf. bilag 1. Den bygningsløse landbrugsejendom er under afhændelse til […] til samdrift med dennes landbrugsejendom beliggende [adresse]. Denne ejendom opfylder ikke afstandskravene for arealoverførsel af de erhvervede dyrkningsjorder, idet afstanden i luftlinje fra bygningerne i Gudum til den nye bygningsløse landbrugsejendom er godt 4 km – jf. bilag 2.
Restejendommen beholder […] med et jordtilliggende som hovedsageligt består af beskyttede naturtyper – overdrev og mose
- til uændret anvendelse jf. bilag 3.
Samtlige arealer indenfor strandbeskyttelseslinjen og stort set hele ejendommen er omfattet af fredning af Kilen fra 1976 (reg.nr. 06057.00) jf. bilag 4 og 5, hvis formål er ”bevarelse af det righoldigt og varieret landskab”. Således må arealernes tilstand ikke ændres blandt andet ved tilplantning, medens den hidtil gjorte brug af arealerne må fortsætte – herunder landbrug. Udstykningen vil derfor ikke ændre på arealernes anvendelse indenfor strandbeskyttelseslinjen.
Ejendommen [adresse] er ikke beliggende i et udpeget Natura 2000 område.[…]”
Fig. 2. Bilag 1 vedlagt ansøgningen. Udstykningsskitse.
Fig 3. Bilag 2 vedlagt ansøgningen. Oversigtskort.
Fig. 3. Bilag 3 vedlagt ansøgningen. Naturtypekort.
Fig 4. Bilag 4 vedlagt ansøgningen. Bindingskort.
De ansøgte skel ligger inden for et fredet naturområde. Afgørelsen videresendes af den grund til Fredningsnævnet for Midtjylland til orientering.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. N62 Venø, Venø Sund) ligger ca. 5,5 km mod nordøst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 55 og fuglebeskyttelsesområde nr. 40.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Kystdirektoratet finder indledningsvist, at den ansøgte udstykning ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1, nr. 7, da der ikke er tale om arealoverførsel mellem to jordbrugsvirksomheder. Der er i den konkrete sag ansøgt om udstykning, hvor det er nødvendigt med en dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1.
Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændringer i tilstanden inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel. Ifølge § 65 b, stk. 1, kan der i særlige tilfælde dispenseres fra bestemmelsen.
Formålet med bestemmelsen er bl.a. at forhindre udstykning m.v., som tilsigter senere bebyggelse eller andre foranstaltninger, der vil ændre tilstanden i kystlandskabet. Forbuddet gælder, uanset der efterfølgende er mulighed for at afslå konkrete ansøgninger om dispensation til byggeri m.m. Forbuddet gælder også i situationer, hvor der ikke er nogen aktuel udsigt til byggeri eller andre dispensationskrævende foranstaltninger. Lovens ordning er således baseret på en forudsætning om, at de ændrede ejendomsforhold, som følger af en udstykning eller arealoverførsel, i sig selv vil kunne medføre uønskede ændringer af kystlandskabet
Strandbeskyttelseslinjen har siden den blev indført i 1937 været administreret restriktivt. Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, dispenseres der kun, når der foreligger en særlig begrundelse, og når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen, jf. Naturklagenævnet Orienterer nr. 253 fra december 2002. Heraf fremgår det, at udstykningsforbuddet som hidtil i nævnets praksis administreres temmelig stramt. Der kræves en særlig begrundelse for at dispensere, også selv om der ikke er udsigt til, at der vil ske bebyggelse mv. inden for strandbeskyttelseslinjen og uanset dette i givet fald vil kræve en ny dispensation.
Hvis udstykningen medfører, at der skabes en ny ejendom med direkte adgang til kysten, er udsigten til faktiske ændringer nærliggende, og praksis er restriktiv
I den konkrete sag skabes der ikke en ny ejendom med direkte adgang til kysten, hvis der gives dispensation til det ansøgte. Kystdirektoratet finder dog efter en konkret vurdering, at der ikke er særlige forhold, der kan begrunde, at der gives dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet lægger vægt på, at ændrede ejendomsforhold som følge af den ansøgte udstykning i sig selv vil kunne medføre uønskede ændringer af kystlandskabet eventuelt efter ejerskifte. Videre lægger Kystdirektoratet vægt på, at der ved den ansøgte udstykning opstår en ny landbrugsejendom uden beboelse, som efter en konkret vurdering, kan komme til at fremstå med et ændret præg, herunder eksempelvis ved ønske om driftsbygninger. Kystdirektoratet vurderer derved, at der kan være udsigt til faktiske ændringer, hvis der dispenseres til det ansøgte. Kystdirektoratet vurderer ikke, at der i det konkrete tilfælde er tale om en hensigtsmæssig omlægning af ejendomsstrukturen i jordbrugserhvervet, da restejendommen trods størrelsen vurderes ikke at kunne grundlag for landbrugsmæssig drift af jordene, da arealerne primært består af skrænt og beskyttet natur. Det i ansøgningen anførte om, at den pålagte fredning på ejendommen medfører, at der ikke sker ændringer af arealet, kan efter Kystdirektoratets vurdering ikke føre til et andet resultat.
Det er også indgået i Kystdirektoratets vurdering, at en dispensation må antages at kunne skabe præcedens og derved give andre lodsejere en berettiget forventning om at kunne opnå dispensation i lignende tilfælde.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til udstykningen og fastlæggelsen af skel som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
•
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Struer, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds LimfjordSyd [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Struer, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Fredningsnævnet for Midtjylland, vestlig del [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. N62 Venø, Venø Sund.
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-13925 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1820.