Søg Strandbeskyttelse Greve Kommune
2025 - 104977 Dispensation til anlæggelse af vandhuller
Sagen kort
Greve Kommune søgte om dispensation til at anlægge og oprense vandhuller på et strandengsareal inden for strandbeskyttelseslinjen nær Greve Marina som led i en større indsats for at forbedre levesteder for bilag IV-padderne grønbroget tudse og spidssnudet frø langs Lille Vejleå. Kun to af vandhullerne ligger inden for linjen. Kystdirektoratet gav dispensation med vilkår om landskabstilpasning, flade bredder, ingen volde eller øer, maks. 1,5 m dybde og bortkørsel af opgravet jord. Direktoratet lagde vægt på, at vandhullerne indgår i en mere omfattende naturforbedringsplan, at der tidligere har ligget vandhuller på stedet ifølge ortofotos, at de har en klar naturforbedrende funktion for padder og kan fungere som spredningskorridor, og at ingen landskabelige forhold taler afgørende imod. Projektet vurderedes foreneligt med den gældende fredning af området.
Fakta
- Ejendom
- Ubebygget
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
- Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15
Hvad blev der søgt om
AndetTerrænregulering
Praksisflag
- Kommunen positiv (ja)
- Vilkår stillet (ja)
- Genoptaget sag (nej)
11 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, "mindre end lidt"-praksis, harmoni som begrundelse, energi som begrundelse, tilgængelighed som begrundelse, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
- Natura 2000 og bilag IV
- Fast praksis
Vilkår
- Vandhullerne skal anlægges, så de passer naturligt ind i det omgivende landskab
- Bredderne skal udgraves jævnt skrånende, ikke stejlere end 1:5
- Ingen jordvolde eller øer; vandhullerne må ikke være dybere end 1,5 m
- Det opgravede materiale skal fjernes fra det strandbeskyttede areal
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har den 16. oktober 2025 søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til anlæggelse af vandhuller inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], Greve kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Vilkår
Dispensationen meddeles på følgende vilkår:
- Vandhullerne skal anlægges, så den passer naturligt ind i det omgivende landskab.
- Vandhullerne skal udgraves med jævnt skrånende bredder ikke stejlere end en hældning 1:5.
- Der må ikke anlægges jordvolde eller øer, og vandhullerne må ikke være dybere end 1,5 meter.
- Det opgravede materiale skal fjernes fra det strandbeskyttede areal.
I har selv i jeres ansøgning lagt op til at efterleve vilkårene angivet i bullet 2, 3 og 4.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Af ansøgningen fremgår følgende:
”Greve Kommune ønsker at etablere og oprense vandhuller langs Lille Vejleå for at forbedre levesteder for Bilag IV-padderne Stor vandsalamander, Spidssnudet frø og Grønbroget tudse samt andre padder i Greve Kommune. Greve Kommune, landskab søger derfor om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at foretage anlæggelse af vandhuller samt oprensning/padeskrab af områder beliggende på [matrikel], Kildebrønde, [matrikel] Projektbeskrivelse Vandhullerne skal placeres i tre forskellige projektområder langs Lille Vejleå. Det er kun vandhullerne i projektområde 1 denne ansøgning omhandler.
Projektområde 1
Strandengsarealet v. Greve Marina ([matrikel]). I dette område ønskes placeret tre-fire vandhuller, som vil forbedre og udbygge levestederne for primært Bilag IV-arterne Grønbroget tudse og Spidssnudet frø, men andre padder i området vil ligeledes have gavn af vandhuller. Grønbroget tudse har tidligere ynglet i området og findes fortsat fåtalligt umiddelbart nord for kommunegrænsen i Ishøj Kommune. De nye vandhuller placeres i eller i sammenhæng med eksisterende lavninger, der kan ses på luftfotos”. Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal på er markeret med orange prikker. De rød-orange streger markerer de vejledende matrikelskel. De fire røde krydser marker, hvor der er ansøgt om etablering af vandhuller på [matrikel]. Lille Vejleå slynger sig i øverste højre hjørne.
Fig. 2. Indsendt skitse til placering af vandhullerne som er vist med mørkegrå polygoner.
Placeringen af vandhullerne er alene på [matrikel]8r, som angivet i ansøgningen, og når placeringen vandhullerne i fig. 2 sammenholdes med det strandbeskyttede areal i fig. 1, er det kun de to største vandhuller, der falder inden for strandbeskyttelseslinjen.
Fig. 3. Kort over de beskyttede naturtyper på matriklerne, der viser forekomst af strandeng, overdrev på [matrikel]/et vandhul på [matrikel].
Af ansøgningen fremgår videre:
”Arealet er omfattet af naturbeskyttelseslovens §3 som strandeng og overdrev samt et vandhul. Realisering af projektet kræver dispensation fra Naturbeskyttelseslovens §3. Uddybning foretages ned til maksimalt ca. trekvart meters dybde. Målet er et frit vandspejl til ca. 1. juli, (årstidsafhængigt), hvorefter vandhullet gerne må udtørre. Bredderne af vandhullerne etableres med anlæg 1: 5 eller fladere. Det frie vandspejl sikrer, at padderne kan gennemføre deres livscyklus. Det flade anlæg af bredderne skal sikre, at vandet hurtigt opvarmes om foråret. Udtørring i sensommeren sikrer, at der ikke kommer fisk i vandhullerne. De flade bredder og de lavvandede vandhuller i sig selv sikres mod tilgroning med rørskov ved afgræsning med kreaturer. For at imødegå, at vandhullerne bliver for attraktive for områdets svømmefugle (ænder og gæs), skal de maksimalt have en størrelse på 2-300 m2. Opgravet materiale fra realisering af projektet bortkøres af Greve Kommune. Der udlægges køreplader, således at arbejdet kan foregå uden skade på den omgivende terrestriske § 3-natur. Den opgravede jord spredes på græsningsfolden ved Olsbækkilen, [matrikel] (se fig. 4) hvor jorden vil kunne forbedre arealets frøbank og artdiversitet på sigt”.
Fig. 4. ”Græsningsfold ved Olsbækkilen, hvor jorden spredes ud for at genbruge frøbanken i jorden og forbedre biodiversiteten i området. Kørevejen til folden er markeret med rød linje”, jf. indsendt ansøgning. Matriklen ligger ikke inden for strandbeskyttelseslinjen; den er beliggende ca. 3 km sydvest for lokaliteten, som ansøgningens projekt omhandler.
De to øvrige projektområder (nr. 2 og 3), som er beliggende uden for strandbeskyttelseslinjen, er beliggende langs Lille Vejleå hhv. ca. 400 og 900 meter nordvest ([matrikel]) for de to ansøgte vandhuller inden for strandbeskyttelseslinjen.
Kystdirektoratet bemærker, at de to ansøgte vandhuller inden for strandbeskyttelseslinjen fremgår af ortofotos fra både 2022 og 2012 samt skråfoto 2021, se hhv. fig. 5, 6 og 7. Fig. 5. Ortofoto forår 2022. Fig. 6. Ortofoto forår 2012. Det strandbeskyttede areal på er markeret med orange prikker på begge ortofotos. Fig. 7. Skråfoto 2021.
Den ansøgte lokalitet ligger i det fredede område Hundige Strand. Fredningens primære formål er sikring af ”den frie udsigt fra landevejen til stranden”.
Det ansøgte vandhul på [matrikel]Begge ansøgte vandhuller ligger inden for skovbyggelinjen.
Den sydlige side af det ansøgte vandhul på [matrikel]beskyttet sten- og jorddige, jf. fig. 8 sammenholdt med fig. 2. Fig. 8. Ortofoto 2022. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Den gule linje markerer det beskyttede sten- og jorddige.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område nr. 143, Vestamager og havet syd for, ligger ca. 8,8 km mod vest. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 127 og fuglebeskyttelsesområde nr. 111.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3. Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, ikke kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til Natura 2000-området samt projektets karakter ift. naturgenopretning. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten er et potentielt levested for bilag IV-arter, da der inden for en radius af ca. 500 meter er fundet følgende arter:2
- Spidssnudet frø (på selve den ansøgte lokalitet)
- Brunflagermus (på selve den ansøgte lokalitet)
- Vandflagermus (lidt fra lokaliteten)
- Dværgflagermus (lidt fra lokaliteten)
- Grønbroget tudse (lidt fra lokaliteten)
Af ansøgningen fremgår, at etableringen og oprensningen af vandhullerne netop har til hensigt at forbedre og udbygge levestederne for primært bilag IV-arterne grønbroget tudse og spidssnudet frø. Det fremgår ligeledes, at grønbroget tudse tidligere har ynglet i området og fortsat findes fåtalligt umiddelbart nord for kommunegrænsen i Ishøj Kommune, dvs. nogle få hundrede meter fra den ansøgte lokalitet.
Ansøgningen italesætter ikke ovennævnte tre flagermusarter, men etableringen og oprensningen af vandhuller på lokaliteten vil forbedre deres biotop, da alle tre arter jager insekter ved eller over vandflader, særligt vandflagermusen.
På ovenstående baggrund er det Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV. Tværtimod vil det ansøgte projekt forbedre lokaliteten som et levested for de bilag IV-arter, der er i området.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Selv om anlæg af kunstige søer og damme kan fremme det naturlige dyre- og planteliv, er hovedreglen, at der ikke dispenseres til et sådant anlæg, medmindre det har grundlag i en mere omfattende plan for naturforbedring til fremme af udryddelsestruede eller sjældne arter i det pågældende område.
Efter Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis kan der, på baggrund af en konkret vurdering, meddeles dispensation til etablering af mindre vandhuller inden for strandbeskyttelseslinjen på arealer, hvor der tidligere naturligt har været søer/vandhuller og/eller hvor den naturforbedrende funktion synes ret klar.
Kystdirektoratet bemærker, at det fremgår af ortofotos, at der tidligere har været to vandhuller på den ansøgte placering.
Kystdirektoratet vurderer ud fra ansøgningsmaterialet, at de ansøgte vandhuller indgår som del af en mere omfattende plan for naturforbedring langs Lille Vejleå. Kystdirektoratet har i afgørelsen lagt vægt på, at etableringen af vandhullerne er en del af indsatsen for forbedring af bilag IV-arterne grønbroget tudses og spidssnudet frøs levesteder. Der er i vurderingen lagt vægt på, at etableringen af vandhullerne vil kunne fungere som en spredningskorridor for grønbroget tudse, der er fundet på
2 Databasen www.arter.dk er anvendt med følgende fire validereringsstatusser som søgefiltre: Fællesskabsvalideret, sandsynlighedsvalideret, ekspertvalideret og fra ekstern kilde. strandengsarealet nord for udmundingen af Lille Vejleå, og spidssnudet frø, som er fundet på arealerne for det ansøgte projektområde (nr. 1) samt projektområde 2. Derved forbedres levevilkårene for disse bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer, at de ansøgte vandhuller vil have en klar naturforbedrende funktion for padder generelt i området, og at der ikke er landskabelige forhold, som taler afgørende imod at etablere vandhullerne.
Direktoratet vurderer, at vandhullerne er forenelige med fredningsbestemmelsen for området, hvis primære formål er sikring af den frie udsigt fra landevejen til stranden.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til etablering og oprensning af de to vandhuller inden for strandbeskyttelseslinjen på de anførte vilkår.
Med venlig hilsen
[navn]
Specialkonsulent
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Greve Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Greve, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Roskilde, [email]
- Dansk Ornitologisk Forening, [email] og [email]
- Dansk Ornitologisk Forening, Greve, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Slots- og Kulturstyrelsen, [email]
- Fredningsnævnet for Østsjælland, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens3 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen4 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
3 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller alternativt på www.borger.dk og www.virk.dk. Der logges ind med MitID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 143, Vestamager og havet syd for
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-104977 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1743.