Kystpraksis Strandbeskyttelse Jammerbugt Kommune
Dispensation til i en 10-årig periode at opsætte 47 strandhuse på Blokhus Strand
Sagen kort
Jammerbugt Kommune søgte om en ny 10-årig dispensation fra klitfredningen til fortsat opstilling af 47 badehuse på stranden ved Blokhus. Dispensationen skulle gælde på samme vilkår som en tidligere tidsbegrænset dispensation fra 2014, der udløb med udgangen af 2024. Kystdirektoratet gav dispensation til højst 47 badehuse i én række på en ca. 350 meter lang strækning af den ubevoksede strandbred frem til udgangen af 2034. Vilkårene er blandt andet mindst 10 meters afstand til klitfoden, mindst mulig gene for offentlighedens færdsel, aftale med grundejerne og sandflugtsdæmpning efter Naturstyrelsens anvisninger. Direktoratet lagde vægt på, at der har stået badehuse på stranden i ca. 100 år og i det nuværende omfang siden omkring 1980, og at husene har væsentlig betydning for kulturmiljøet. Det indgik også, at husene ikke har givet gener for andre besøgende, og at de ikke skader bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Andet
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Andet
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (ja)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Højst 47 badehuse, opstillet i én række på en ca. 350 meter lang strækning syd for nedkørslen til stranden
- Tilladelse til det enkelte badehus meddeles af kommunen på grundlag af afgørelsen, regulativ og objektive retningslinjer, der er tilgængelige for enhver
- Badehusene skal stå mindst 10 meter fra klitfoden og må genere offentlighedens færdsel og ophold på strandbredden mindst muligt
- Opstilling forudsætter aftale med ejeren af arealerne
- Kommunen sikrer på grundlag af en samlet plan foranstaltninger mod sandflugt fra badehusenes brug og opstilling
- Sandflugtsdæmpningen udføres efter Naturstyrelsens anvisninger, og planen skal godkendes af Naturstyrelsen før arbejdet går i gang
- Dispensationen bortfalder ved udgangen af 2034
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Jammerbugt Kommune har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til en 10-årig forlængelse til opsætning af 47 strandhuse på Blokhus Strand inden for klitfredningslinjen på [matrikel], [adresse], Jammerbugt Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8, samt klitfredningsbekendtgørelsen2 § 1, jf. § 4, til fortsat opstilling af maksimalt 47 badehuse på den ubevoksede strandbred, på en ca. 350 meter langstrækning syd for nedkørslen ved [adresse]. Dispensationen bortfalder ved udgangen af 2034.
Dispensationen gælder kun klitfredningslinjen. i skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Dispensationen meddeles på følgende vilkår:
De maksimalt 47 badehuse skal opstilles i én række inden for ca. 350 meter lang stækning syd for nedkørslen til stranden. Tilladelse til at opstille badehus på Blokhus Strand meddeles af Jammerbugt Kommune på grundlag af denne afgørelse, vedlagte regulativ vedr. bade- og strandlysthuse samt objektive retningslinjer, der skal være tilgængelige for enhver der måtte ønske at opnå tilladelse til at opstille et badehus på stranden. Badehusene skal opstilles i en afstand af mindst 10 meter fra klitfoden og på en sådan måde at offentlighedens adgang til færdsel og ophold på strandbredden generes mindst muligt. Badehusene kan kun opstilles, hvis der forinden er indgået aftale herom med ejeren af de arealer, hvorpå husene opstilles.
Jammerbugt Kommune sikrer at der, på grundlag af en samlet plan for strækningen, foretages fornødne foranstaltninger til forebyggelse og dæmpning af den sandflugt der forårsages af badehusenes brug og opstilling.
Sandflugtsdæmpningen skal udføres efter Naturstyrelsens anvisninger og den samlede plan for dæmpningsarbejderne skal godkendes af Naturstyrelsen inden arbejderne iværksættes
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. i vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan i skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Naturstyrelsen meddelte den 28. marts 2014 en tidsbegrænset dispensation til fortsat opstilling af 47 badehuse på stranden ved Blokhus. Dispensationen bortfaldt med udgangen af 2024.
Jammerbugt Kommune ansøger om at dispensation til opsætning af de 47 badehuse for en ny 10 års periode, med samme vilkår som i 2014.
I ansøgningen anføres:
Siden 1800-tallet har der i sommerperioden været opstillet badehuse ved stranden i Blokhus.
I begyndelsen var det pensionater og hoteller, der opstillede badehusene til deres gæster. I tidens løb er badehusene gradvist blevet overtaget af private borgere.
Der er i dag opstillet 47 badehuse på klitfredede arealer på stranden ved Blokhus. Badehusene er placeret på række umiddelbart syd for nedkørslen til stranden ([adresse]).
Jammerbugt Kommune fik senest dispensation til opstilling af badehuse i en afgørelse fra Naturstyrelsen d 28. marts 2014 i forhold til Naturbeskyttelsesloven og Klitfredningsbekendtgørelsen.
Vilkår for denne dispensation fremgår af ” Regulativ for opstilling af bade- og strandlysthuse, Blokhus Strand” Dette er vedlagt som bilag til denne ansøgning. Ligeledes er der i 24. juli 2014 indgået en aftale om sandflugtsdæmpende arbejde som følge af opstilling af badehuse på Blokhus Strand, hvorfor der sker en årlig betaling for dette arbejde til Naturstyrelsen. Finansieringen af dette er sker som en del af lejen fra de 47 Badehuse / strandhuse.
Jammerbugt Kommune ansøger om at dispensation til opsætning af de 47 badehuse for en ny 10 års periode, med samme vilkår som i 2014.
Dispensationen fra 2014 blev givet til ”Visit Jammerbugt”, men på grund af ændringer i organisation, ønskes den nye dispensation at blive givet til Jammerbugt Kommune.
Placering af badehuse
Badehusene placeres på private grundarealer. Placering er vist på kort og med følgende fordeling. Hvert år placeres de 47 strandhuse i forhold til klitfoden og placeringen kan således variere lidt fra år til år.
Jammerbugt Kommune har i maj 2024 indhentet fuldmagt fra de 4 grundejere der skal have strandhuse placeret på deres grund. Fordelingen på de 4 grunde ser således 20 stk. badehuse / strandhuse på [matrikel] 20 stk. badehuse / strandhuse på [matrikel] 3 stk. badehuse / strandhuse på [matrikel] 4 stk. badehuse / strandhuse på [matrikel].
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.
Det nærmeste Natura 2000-område ligger ca. 5.700 m mod sydvest. Når der henses til det ansøgtes karakter og dets placering er det Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke kan påvirke Natura 2000-området, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering. Det vurderes endvidere, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV, idet Kystdirektoratet vurderer, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Begrundelse for afgørelsen
Der søges om en fornyelse af tidligere dispensation fra 2014, der var gældende i 10 år, til opstilling af badehuse. Opstilling af badehuse på strandbredden må anses at være en ændring af arealets tilstand og opstillingen kræver derfor dispensation fra naturbeskyttelseslovens bestemmelse om klitfredning.
Der har været opstillet badehuse på Blokhus Strand gennem ca. 100 år og siden omkring 1980 har omfanget af badehusene været som det nu ansøgte.
Badehusene er af væsentlig betydning for kulturmiljøet i Blokhus og strandbredden ud for byen, og husene har hidtil ikke forårsaget gener for besøgende i øvrigt ved stranden.
På den baggrund og idet den fortsatte opstilling af badehusene i sommerhalvåret ikke vil medføre beskadigelse/ ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV, finder Kystdirektoratet ikke, at der er forhold der taler imod en dispensation.
Dispensationen meddeles på nærmere vilkår jf. afsnittet herom.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystzoneforvaltning (F2 postkasse)
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Regulativ
Afgørelsen er også sendt til:
Jammerbugt Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Jammerbugt, [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] Dansk Ornitologisk Forening, Jammerbugt, [email] Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email] Naturstyrelsen, Vendsyssel, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens3 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af klitfredningsbekendtgørelsens4 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.
Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen5 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
3 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 5 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3 – Regulativ af 28. marts [postnr by]
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
2 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-8470 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1664.