Kystpraksis Strandbeskyttelse Køge Kommune
Afslag til arealoverførsel og fastlæggelse af skel
Sagen kort
En landinspektør søgte på vegne af ejerne om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at overføre ca. 4.037 m² fra en sommerhusejendom med fem sommerhuse til en naboejendom, der er noteret som beboelsesejendom, og til at fastlægge nyt skel i Køge Kommune. Begrundelsen var, at det planlagte kystsikringsprojekt Køge Dige vil dele sommerhusejendommen, og at anvendelsen af arealet ikke ændres. Kystdirektoratet gav afslag. Selvom der ikke opstår en ny ejendom med adgang til kysten, og der derfor stilles lempeligere krav, fandt direktoratet ikke særlige forhold, der kunne begrunde dispensation. Direktoratet lagde vægt på arealets placering, på at arealet med tiden, eventuelt efter ejerskifte, kan få et ændret præg i strid med strandbeskyttelsens formål, og på at en dispensation vil skabe uønsket præcedens.
Afslag, fordi arealet ikke bør overføres til en anden ejendom, og der ikke er særlige forhold, der taler for dispensation.
Fakta
- Ejendom
- Sommerhus
- Ansøger
- Privat
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Du har på vegne af ejerne søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til arealoverførsel og fastlæggelse af skel inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Køge Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Du kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Sagen vedrører en ansøgning om arealoverførsel fra ejendommen [matrikel], [adresse], i Køge Kommune [matrikel], og fastlæggelse af nyt skel inden for strandbeskyttelseslinjen.
[matrikel] er noteret som beboelsesejendom og [matrikel] smst. er noteret som sommerhus og er bebygget med fem sommerhuse. Begge matrikler er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen, se figur. 1.
Fig. 1. Kortudsnit over [matrikel] og [matrikel] smst. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde prik markerer [matrikel].
Af ansøgningsmaterialet fremgår blandt andet, at:
”[…] Der ønskes at arealoverfører 4.037 m2 fra ejendommen
[matrikel] til ejendommen [matrikel]. På begge ejendomme er indenfor strandbeskyttelseslinjen.
Begrundelse
I forbindelse md den forventede vedtagelse af det kommende kystsikringsprojekt Køge Dige, skal der anlægges et nyt dige på [matrikel] smst. På baggrund af den forventede placering jf. projektet (se bilag Digetrace 1), vil [matrikel] smst., blive delt af diget. Dette sætter en væsentlig begrænsning i at kunne anvende denne del af ejendommen i tilknytning til det eksisterende.
På den baggrund har ejeren af [matrikel] smst., tilbudt at købe jorden og tillægge denne til sin ejendom, såfremt der kan opnås tilladelse. Jf. vedhæftede FORSLAG TIL AREALOVERFØRSEL, tegn.nr. LE34_2506893-001-001_1, fremgår den ønskede arealoverførsel og jordstykke, samt placering af det planlagte dige. Der vil ikke ske ændring i anvendelsen af arealet i forbindelse med arealoverførslen.
Lokalplansforslaget for etableringen af Køge Dige (Lokalplan
1050) er i høring fra d. 26.06.2025- 11.09.2025, men har ingen nærmere bestemmelser vedr. udstykning og arealoverførsel.
Det vurderes at den omhandlende skelændring er af underordnet betydning i forhold til kystbeskyttelsesinteresserne, og når der ikke sker en ændring i anvendelsen, vil det ikke have reel indflydelse på kystlandskabet. Yderlig vil det ønskede ikke medfører beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der måtte være i området. Principielt er det en tilpasning af de matrikulære forhold på baggrund af et kommende anlægsarbejde af det nye dige, som vil have større betydning.[…]”
Fig. 2.: Kortudsnit og forslag til arealoverførsel vedhæftet ansøgningen.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste fuglebeskyttelsesområde er nr. 103, beliggende i Natura 2000- område N150 Gammel Havdrup Mose, som ligger 6 km mod nordøst.
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 147 Ølsemagle Strand og Staunings Ø). ligger ca. 50 m mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 130
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områderne ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændringer i tilstanden inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel. Ifølge § 65 b, stk. 1, kan der i særlige tilfælde dispenseres fra bestemmelsen.
Formålet med naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, er bl.a. at forhindre udstykning m.v., som tilsigter senere bebyggelse eller andre foranstaltninger, der vil ændre tilstanden i kystlandskabet. Forbuddet gælder, uanset der efterfølgende er mulighed for at afslå konkrete ansøgninger om dispensation til byggeri m.m. Forbuddet gælder også i situationer, hvor der ikke er nogen aktuel udsigt til byggeri eller andre dispensationskrævende foranstaltninger. Lovens ordning er således baseret på en forudsætning om, at de ændrede ejendomsforhold, som følger af en udstykning eller arealoverførsel, i sig selv vil kunne medføre uønskede ændringer af kystlandskabet.
Strandbeskyttelseslinjen har siden den blev indført i 1937 været administreret restriktivt. Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, dispenseres der kun, når der foreligger en særlig begrundelse, og når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen, jf. Naturklagenævnet Orienterer nr. 253 fra december 2002. Heraf fremgår det, at udstykningsforbuddet som hidtil i nævnets praksis administreres temmelig stramt. Der kræves en særlig begrundelse for at dispensere, også selv om der ikke er udsigt til, at der vil ske bebyggelse mv. inden for strandbeskyttelseslinjen og uanset dette i givet fald vil kræve en ny dispensation.
Efter administrativ praksis stilles der lempeligere krav til den særlige begrundelse, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, i sager om arealoverførsler, hvor der ikke opstår en ny ejendom med adgang til kysten, da det i disse sager nogle gange er meget lidt sandsynligt, at arealoverførslen vil medføre uheldige faktiske ændringer af kystlandskabet.
I dette tilfælde opstår der ikke en ny ejendom med adgang til kysten. Der er ansøgt om en arealoverførsel fra et sommerhus til en beboelsesejendom.
Kystdirektoratet finder dog efter en konkret vurdering, at der ikke er særlige forhold, der kan begrunde, at der gives dispensation til det ansøgte. Kystdirektoratet har bl.a. lagt vægt på, at det ansøgte areals placering, samt at arealet, der ønskes overført med tiden, eventuelt efter ejerskifte, som følge af arealoverførelsen kan komme til at fremstå med et ændret præg, i strid med formålet med strandbeskyttelseslinjen. Kystdirektoratet forudsætter derved, at de ændrede ejendomsforhold som følge af arealoverførslen i sig selv vil kunne medføre uønskede ændringer af kystlandskabet.
Det indgår endvidere med vægt i direktoratets vurdering, at en dispensation vil kunne medføre en væsentlig og uønsket præcedens i andre lignende sager.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til arealoverførslen som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Køge kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Køge, [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Østsjælland [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Køge, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område N147 Ølsemagle
Strand og Staunings Ø.
Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område i N150 Gammel
Havdrup Mose.
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-63047 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1622.