Kystpraksis Strandbeskyttelse Greve Kommune
Dispensation til at foretage ændringer på en eksisterende udløbsledning
Sagen kort
Et forsyningsselskab søgte via en rådgiver om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at erstatte et stormskadet, træbeklædt udløb til Køge Bugt i Greve Kommune med en ny betonkulvert i præfabrikerede elementer. Projektet omfatter også en midlertidig tilslutning ved en eksisterende neddykket pumpestation og erosionssikring med sten på begge sider af udløbet. Kystdirektoratet gav dispensation, fordi der efter praksis normalt dispenseres til ændringer og forbedringer af infrastrukturelle anlæg som kloakker. Direktoratet lagde vægt på, at der er tale om en mindre ændring af et eksisterende anlæg, som skal sikre en tidssvarende løsning. Direktoratet vurderede desuden, at projektet ikke påvirker Natura 2000-området ca. 4 km mod syd eller bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Andet
- Ansøger
- Forsyningsselskab
- Bygningen er fra
- 1971
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Du har på vegne af KLAR forsyning søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at foretage ændringer på en eksisterende udløbsledning inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommene [matrikel], Greve Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Du skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning. Kystdirektoratet forudsætter, at ansøger forsyningsselskabet har sikret sig adkomst til arealerne.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Du vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Der søges om dispensation til at foretage ændringer af et eksisterende udløb ved [adresse] i Greve.
Udløbet ved [adresse] i Greve ligger ud til Køge Bugt ca. 900 m og 1,5 km syd for henholdsvis Mosede Fort og Mosede havn.
Ansøger beskriver projektet som følger:
Ved [adresse], Greve, har KLAR Forsyning et træbeklædt udløb til Køge Bugt med tilhørende dykket pumpestation.
Udløbsledningen er i løbet af de seneste år blevet ramt af høj vandstand og store bølger i forbindelse med storm, hvilket har resulteret i at udløbet er blevet ødelagt. Udløbsledningen er blevet midlertidigt repareret, men en permanent løsning ønskes etableret for at undgå yderligere skader på udløbet.
[…]
Projektet indebærer erstatning af nuværende træbeklædt udløb til ny betonkulvert udført i præfabrikerede betonelementer med in situ støbt tilslutning til eksisterende kulvert og afslutning ved stranden. Der planlægges udgravning ved den eksisterende neddykket pumpestation øst for udløbet med henblik på en midlertidig tilslutning af rør til den nærliggende pumpestation for at kunne omlede vand under byggeriet via pumpestationens overløbsrør. Udløbsrørene ligger 1-1,5 m under terræn. Udgravning omkring betonkulverten forventes foretaget i indfatning med spuns for at minimere gravearbejdet.
Toppen af den planlagte betonkulvert vil ligge i niveau med stranden og må derfor forventes at være synlig, i hvert fald i perioder. Udløbets sider vil blive erosionssikret med sten på begge sider.
[…]
Det nuværende udløb blev etablereret omkring 1971.
[…]
I december 2008 opstod der oversvømmelser af de opstrøms beliggende arealer og det blev besluttet at etablerer en pumpestation ved udløbet for at sikre afvandingen. Pumpestationen blev bygget i første halvdel af 2012 og en del af den eksisterende trækulvert blevet erstattet af betonkulvert. Dette påvirkede dog ikke det yderste del af udløbet der forblev uændret.
Ortofoto forår 2011 af udløbet før etablering af pumpestationen
Ortofoto forår 2012 af udløbet efter etableringen af pumpestationen.
Eksisterende udløb. Figur indsendt af ansøger.
Visualisering af det ansøgte anlæg.
Projektet krydser et areal, der er udpeget som strandeng og overdrev efter naturbeskyttelseslovens §3. Kommunerne er myndighed for natur beskyttet efter §3, og modtager denne afgørelse til orientering.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Det nærmeste Natura 2000-område (N147 Ølsemagle Strand og Staunings Ø) ligger ca. 4 km mod syd.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på at der er tale om ændringer på et eksisterende udløbsbygværk i god afstand til Natura 2000-området. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Kystdirektoratet vurderer heller ikke, at det ansøgte projekt vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter praksis dispenseres normalt til ændringer og forbedringer af infrastrukturelle anlæg, fx veje, stier, kloakker mv. Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte er et sådan anlæg, der bør omfattes af denne praksis.
Der lægges i sagen vægt på, at der er tale om en mindre ændringer af et eksisterende anlæg, som sker for at sikre en tidssvarende løsning for udløbet.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til projektet som beskrevet.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
- Greve Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Greve, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Roskilde, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Greve, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-49815 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1547.