Kystpraksis Strandbeskyttelse Nyborg Kommune
Dispensation til vintercampering
Sagen kort
En campingplads med over 75 enheder, der ligger helt inden for strandbeskyttelseslinjen i Nyborg Kommune, søgte om dispensation til vintercampering med almindelige campingenheder i perioden 1. november til 28. februar. Pladsen havde i 2017 fået dispensation til vinteropbevaring af campingvogne og vintercampering i eksisterende hytter, og ansøger indskrænkede efter dialog med direktoratet det ansøgte areal. Kystdirektoratet gav dispensation på vilkår om, at vintercampering kun sker inden for det afgrænsede areal. Den landværts del i den udvidede zone blev behandlet efter den lempeligere adgang for større campingpladser, mens den søværts del inden for den oprindelige 100 m-zone blev anset som et særligt tilfælde. Direktoratet lagde vægt på, at der i forvejen er vinteraktivitet på pladsen, at der ikke kommer vintercampering tættere på kysten end i dag, og at kun en mindre del af pladsen tages i brug i yderligere fire måneder.
Fakta
- Ejendom
- Erhverv
- Ansøger
- Virksomhed
- Strandbeskyttelseszone
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Der må kun vintercamperes inden for det areal, der er afgrænset på afgørelsens kort (figur 2)
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til vintercampering i perioden 1. november til 28. februar inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Nyborg Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Vilkår for dispensation
Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:
- Der må kun vintercamperes inden for det areal, der er afgrænset af den røde stiplede linje på figur 2.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Nyborg Strandcamping har ansøgt om dispensation til vintercampering med almindelige campingenheder, på [matrikel]. På matriklen ligger en større campingplads (over 75 enheder), der ligger fuldt inden for strandbeskyttelseslinjen. Størstedelen af matriklen ligger inden for den gamle 100m strandbeskyttelseslinje.
Kystdirektoratet meddelte d. 05-10-2017 dispensation til vinteropbevaring af campingvogne og vintercampering i eksisterende hytter på campingpladsen.
Et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område ses på figur 1.
Et kort over det areal der er ansøgt om vintercampering i, ses på figur 2.
Et kort over det område der er godkendt til vinteropbevaring kan ses på figur 3.
Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. Den orange streg markerer strandbeskyttelseslinjen. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Det røde område markerer den ansøgte [matrikel]
Fig. 2. Ortofoto 2024. Den gule streg markerer den gamle 100m strandbeskyttelseslinje. Den røde stiplede linje markerer afgrænsningen af det område der må benyttes til vintercampering. Det område der er godkendt til vinteropbevaring er også beliggende heri.
Fig. 3. Udklip fra sag nr. 16/04780. Den røde firkant markerer det areal, hvori der er dispenseret til vinteropbevaring. De blå prikker markerer de hytter der har opnået dispensation til vintercampering.
Ansøger har oplyst følgende;
”Vedr. ansøgning om helårsåbent med vintercamping på Nyborg
Strandcamping, [adresse] Jeg henvender mig som ejer af Nyborg Strandcamping for at ansøge om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15, jf. § 65b, stk. 3, punkt 7, til at have helårsåbent, herunder med mulighed for at huse campingvogne og autocampere i vinterperioden fra 1. november til 28. februar. Vi fik i 2017 dispensation til vinteropbevaring samt vintercampering i 14 hytter (j.nr. 16/04780-1), og nu ønsker vi at udvide denne tilladelse til også at omfatte almindelige campingenheder.
Hensyn til natur og kystmiljø
Vi har stor respekt for det kystnære miljø og tager aktivt ansvar for naturpleje og bæredygtig drift året rundt. Vi er fuldt opmærksomme på, at campingpladsen ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, og derfor ønsker vi at balancere et udvidet anvendelsesformål med en høj grad af naturhensyn. Af egen drift har vi besluttet, at de to forreste rækker nærmest stranden ikke skal anvendes til vintercampister. Denne beslutning er truffet for at:
- Skåne strandzonen mod eventuelle tilstandsændringer.
- Tage højde for vejrfænomener som storm, blæst og forhøjet vandstand.
- Opfylde intentionen bag naturbeskyttelseslovens § 15.
Vi søger derfor om tilladelse til helårsåben drift, hvor vintercamping (kortvarige ophold jf. Campingreglementets § 10, stk. 1) vil finde sted på et afgrænset og tilbagetrukket areal, tæt på fællesbygninger og uden for sårbare områder tæt på kysten og vandet.
Fysiske forhold og beredskab
Campingpladsens opvarmede og åbne fællesfaciliteter er i overensstemmelse med Campingreglementets § 10, stk. 6, som foreskriver opsyn og drift ved vinteråben camping. Affald håndteres hensigtsmæssigt, og efter reglement. Der er adgang til moderne sanitære forhold året rundt. Vi oplever en stigende efterspørgsel efter helårsturisme, herunder fra autocampere og vintergæster, som benytter pladsen til kortvarige ophold og som et rekreativt udgangspunkt i lavsæsonen. En tilladelse vil samtidig styrke lokal turisme og erhverv uden at gå på kompromis med naturhensyn.
Afgrænsning og vilkår
Vi er åbne over for, at en eventuel tilladelse gives med klare afgrænsninger og vilkår, eksempelvis:
- Arealmæssig begrænsning (jf. Campingreglementets § 10, stk. 4)
- Udelukkelse af arealer tættest på stranden
- Periodebegrænsning til 1. november – 28. februar
- Dokumentation for opsyn og åben drift Bilag (kan vedhæftes)
- 1. Situationsplan med afmærkning af vinterområde (ekskl. strandnære zoner)
- 2. Oversigtskort over campingpladsens indretning
- 3. Kopi af Kystdirektoratets tidligere afgørelse (j.nr. 16/04780-1)
- 4. Fotografisk dokumentation af afstand til strand og bebyggelse Vi håber, at Kystdirektoratet vil imødekomme vores ansøgning ud fra en samlet vurdering af naturomgivelser, eksisterende drift, respekt for lovgivningen og den forvaltningspraksis, der lægges i strandbeskyttede zoner med eksisterende campingaktivitet.” Ansøger havde oprindeligt ansøgt om vintercampering på et større område, men har gennem dialog med Kystdirektoratet tilrettet det til området der fremgår på figur 2. Med denne afgrænsning bliver der ikke opstillet campingenheder nærmere kysten end det område, der har fået dispensation til vinteropbevaring af campingvogne, ligesom det ca. ligger på linje med den mest kystnære campinghytte, der allerede har dispensation til vintercampering.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 116, Centrale Storebælt og Vresen) ligger ca. 85 m mod nord. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 100 og fuglebeskyttelsesområde nr. 73.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at arterne på udpegningsgrundlaget for habitatområdet er marine. Det er yderligere lagt vægt på, at det nærmeste fuglebeskyttelsesområde er mere end 6 km fra det ansøgte område, ligesom det nærmeste kortlagte levested er for stor vandsalamander ca. 4,7 km mod sydvest. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage bebyggelse, udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse. Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.
Det er anført i bemærkningerne til forslaget til en ændring af naturbeskyttelsesloven - kystloven - fra 1994, at der i rimeligt omfang vil kunne dispenseres fra forbuddet mod tilstandsændringer til efterkommelse af ønsker fra eksisterende virksomheder i den udvidede strandbeskyttelseszone om arealmæssigt begrænsede udvidelser, som er nødvendige for at virksomheden kan tilpasse sig udviklingen.
For campingpladser på over 75 enheder betyder tilkendegivelsen i lovbemærkningerne, at der normalt vil være grundlag for dispensation til udvidelser, nybyggeri m.v., som er nødvendige for, at campingpladsen kan gennemføre en sædvanlig produktudvikling. Der vil også kunne dispenseres til en øget kapacitet, således at den arealmæssige udvidelse i videst muligt omfang foretages landværts i pladsens eksisterende bredde og ikke står i et urimeligt forhold til hverken kapaciteten for den eksisterende campingplads eller størrelsen af de allerede afholdte investeringer i virksomheden. Endvidere må afgørende hensyn til landskabet ikke tale herimod.
Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte kun delvist falder ind under denne lempeligere dispensationsadgang. Der er i vurderingen lagt vægt på, at der er tale om en campingplads på mere end 75 enheder, hvor kun en del af det ansøgte areal ligger inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det areal af campingpladsen der ligger landværts den gule linje på figur 2, inden for afgrænsningen af den røde stiplede linje, kan behandles jf. den lempeligere dispensationsadgang for campingpladser på over 75 enheder, i den udvidede strandbeskyttelseslinje.
Kystdirektoratet bemærker, at det areal der ligger søværts den gule linje, inden for afgrænsningen af den røde stiplede linje, skal behandles jf. den restriktive dispensationsadgang i § 65 b, stk. 1.
Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om et sådant særligt tilfælde, der kan opnå dispensation. Der er i vurderingen lagt vægt på, at der allerede sker vintercampering i campinghytter på pladsen, ligesom fællesfaciliteterne også er åbne i denne periode, hvorfor der i forvejen er aktivitet på matriklen. Der er yderligere lagt vægt på, at der med den ansøgte afgræsning ikke vil blive vintercampering tættere på kysten, end der allerede sker i campinghytterne, og det område der anvendes til vinteropbevaring af campingvogne. Der er endvidere lagt vægt på, at der allerede camperes i 6 måneder om året på hele pladsen, og at det er en mindre del af pladsen, der skal anvendes til vintercampering yderligere 4 måneder af året.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte ikke vil have en negativ påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til vintercampering i perioden 1. november til 28. februar.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Nyborg Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Nyborg, [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Fyn-nord, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Nyborg, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, [email]
- Direktør OCFF, [navn] [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 116, Centrale Storebælt og Vresen
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-41265 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1485.