Kystpraksis Strandbeskyttelse Odsherred Kommune
Dispensation til etablering af forsøgsprojektet Ferieboliger ved det gamle røgeri på Sjællands Odde
Sagen kort
En virksomhed søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til et forsøgsprojekt med ferieboliger ved et tidligere røgeri ved Havnebyen på Sjællands Odde i Odsherred Kommune. Projektet omfatter 40 nyopførte ferieboliger i sammenbyggede klynger, hvoraf 24 ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, og indretning af to ferieboliger og fællesfaciliteter i eksisterende bygninger. Derudover indgår en strandtrappe, adgangsvej, parkering, stier og beplantning. Projektet havde i forvejen fået tilladelse efter planlovens forsøgsordning for kyst- og naturturisme. Kystdirektoratet gav dispensation efter den lempeligere praksis i naturbeskyttelseslovens § 65 a inden for rammerne af forsøgstilladelsen. Direktoratet lagde særlig vægt på, at projektet tilpasses arkitektonisk og landskabeligt, så påvirkningen af kystlandskabet begrænses, og at ferieboligerne opføres i tilknytning til eksisterende bebyggelse. Direktoratet vurderede desuden, at det nærmeste Natura 2000-område ikke påvirkes væsentligt, og at lokaliteten ikke er levested for bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Erhverv
- Ansøger
- Virksomhed
- Lovgrundlag
- Andet
Hvad blev der søgt om
AnvendelsesændringBeplantningNybyggeriTrappe, rampe eller slæbested
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er ansøgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til etablering af forsøgsprojektet Ferieboliger ved det gamle røgeri på Sjællands Odde inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], Odsherred Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 a, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder 5 år efter, at erhvervsministerens tilladelse efter planlovens §§ 4 a og 5 er meddelt, hvis projektet ikke er påbegyndt på dette tidspunkt. Miljøministeren kan inden udløbet af fristen forlænge denne med op til 2 år.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Der er den 13. november 2024 meddelt tilladelse til projektet Ferieboliger ved det gamle røgeri på Sjællands Odde efter planlovens forsøgsordning for kyst- og naturturisme. Det ansøgte projekt kræver desuden en særskilt dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 (strandbeskyttelseslinjen), jf. § 65 a, hvilket behandles i denne afgørelse.
Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel.
Der er oprindeligt ansøgt om at etablere 36 ferieboliger i umiddelbar tilknytning til Havnebyen på Sjællands Odde. Ferieboligerne ønskes opført i sammenbyggede klynger på mellem 2 – 4 huse. Midt i bebyggelsen ønskes en eksisterende bygning anvendt til fællesfaciliteter. Derudover ønskes der med projektet en forbedret adgang til kysten ved etablering af en trappe. Ansøgningen er senere justeret, så der nyopføres i alt 40 ferieboliger og indrettes yderligere to ferieboliger i eksisterende bygninger. 24 af de nyopførte ferieboliger etableres inden for strandbeskyttelseslinjen. Strandtrappen kan etableres med én ud af to mulige placeringer, afhængigt af hvad der er mest hensigtsmæssigt mht. ejerforhold og øvrige tilladelser. I sammenhæng med ferieboligerne etableres desuden tilhørende adgangsvej, parkering, stier, beplantning affaldshåndtering, regnvandshåndtering og lignende.
Fra ansøgningsmaterialet. Den nordlige del af situationsplanen med strandtrappen. Strandtrappen er vist med et muligt alternativt forløb på den indsatte illustration (kraftig grøn linje).
Fra ansøgningsmaterialet. Den sydlige del af situationsplanen med nye ferieboliger inden for strandbeskyttelseslinjen.
Fra ansøgningsmaterialet. Illustration af ferieboliger (facader mod syd)
Fra ansøgningsmaterialet. Illustration af ferieboliger (gavlfacader mod øst)
Fra ansøgningsmaterialet. Landskabsprofil med bebyggelse.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 154) ligger ca. 1 km mod sydvest. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 135 og fuglebeskyttelsesområde nr. 94. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 18.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til Natura 2000-området samt at projektet etableres i et i forvejen bebygget område. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Ved projekter, der har opnået tilladelse efter planlovens forsøgsordning for kyst- og naturturisme efter planlovens § 5, og vedrører arealer, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens bestemmelser i § 8 om klitfredning eller § 15 om strandbeskyttelseslinjen, kan der meddeles dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 a, stk. 1 inden for de rammer og vilkår, som fremgår af forsøgstilladelsen.
I forsøgstilladelsen efter planloven stilles der vilkår om, at Odsherred Kommune tilpasser projektet landskabeligt i overensstemmelse med afsnittet om vurdering af kriterie 3:
”3) Projekterne indpasses arkitektonisk og opføres under særlig hensyntagen til den omkringliggende natur og landskabet Projektet vurderes i omfang, placering og arkitektonisk indpasning at kunne tilpasses den omkringliggende natur og landskabet. Ansøgningen har fokus på at varetage eksisterende natur- og landskabsværdier knyttet til kystlandskabet og dets natur, det vil sige de bærende landskabstræk, biodiversiteten og hermed offentlighedens mulighed for at opleve kystlandskabet. I den videre projektering forudsættes disse hensyn fastholdt i den arkitektoniske udformning af bygninger, anlæg og terræn, herunder gennem valg af bygnings- og anlægshøjder, materialer, belysning, skiltning og befæstelse. Disse hensyn er særligt vigtige at varetage i den del af projektet, som vil kunne påvirke oplevelsen af kystlandskabet. Desuden må projektet ikke hindre eller vanskeliggøre almenhedens færdsels- og opholdsret.”
Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte kan opnå dispensation efter den lempeligere dispensationspraksis i § 65 a, der gælder for projekter efter planlovens forsøgsordning for kyst- og naturturisme. Der er i vurderingen lagt særlig vægt på at projektet tilpasses arkitektonisk og landskabeligt, så påvirkningen af kystlandskabet og dets natur begrænses. Der er desuden lagt vægt på, at ferieboligerne opføres i tilknytning til eksisterende bebyggelse.
Kystdirektoratet gør opmærksom på, at de nuværende strandbeskyttede arealer fortsat er omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Forhold der ikke er indeholdt i forsøgstilladelsen efter planloven skal således behandles efter den normale restriktive administration af naturbeskyttelseslovens § 15. Efter udløbet af forsøgstilladelsen efter planloven gælder dette alle forhold.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til forsøgsprojektet
Ferieboliger ved det gamle røgeri på Sjællands Odde.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Odsherred Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Odsherred, [email]
- Friluftsrådet centralt; [email]
- Friluftsrådet, Kreds Nordvestsjælland, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Odsherred, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Fredningsnævnet for Vestsjælland, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. N154 Sejerø Bugt, Saltbæk Vig, Bjergene, Diesebjerg og [adresse]
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-35875 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1451.