Kystpraksis Strandbeskyttelse Svendborg Kommune
Afslag på etablering af udestue
Sagen kort
En rådgiver søgte på vegne af ejeren af en landbrugsejendom på Thurø i Svendborg Kommune om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opføre en udestue på ca. 48,3 m² med en højde på 2,8 m ved stuehusets vestgavl, med sort træbeklædning og gulv-til-loft-vinduer mod syd (mod kysten) og vest. Bebyggelsen ligger inden for den oprindelige 100-meter-strandbeskyttelseslinje ca. 50 m fra kysten. Kystdirektoratet gav afslag, da udestuen betragtes som en udvidelse af boligarealet, og den lempeligere praksis for helårshuse op til 250 m² kun gælder i den udvidede zone (100-300 m). Direktoratet fandt ikke, at der forelå et særligt tilfælde, og vurderede, at den forholdsvis store udestue med store vinduespartier tæt på kysten ville få stuehuset til at fremstå væsentligt mere markant og påvirke oplevelsen af kystlandskabet negativt. Der blev desuden lagt vægt på risikoen for uønsket præcedensvirkning.
Fakta
- Ejendom
- Landbrugsejendom
- Ansøger
- Privat
- Strandbeskyttelseszone
- Afstand til kysten
- 50 m
- Synlighed
- Synlig
- Areal før / efter
- 202 m² → ? m²
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
5 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Du har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til opførelse af havestue på 48,3 m2 inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], [postnr by], Svendborg Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Du kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Ovenstående ejendom er registreret som landbrug og har et stuehus med et samlet boligareal på 202 m2. Ejendommens bebyggelse ligger inden for den oprindelige 100-meter-strandbeskyttelseslinje omkring 50 meter fra kysten (se fig. 1). Byggerådgivningsfirmaet, [..], har på vegne af ejendommens ejer ansøgt Kystdirektoratet om dispensation til at opføre en udestue i tilknytning til boligen på omtrent 48,3 m2 og med en højde på 2,8 meter. Udestuen ønskes etableret i tilknytning til stuehusets gavl mod vest (se fig. 2) og ønskes derudover opført med sort træbeklædning og med gulv-til-loft-vinduer i facaden mod syd (mod kysten) og mod vest (se fig. 3-5).
Fig. 1. Ortofoto fra foråret 2024. Den orange linje markerer den udvidede 300- meter-strandbeskyttelseslinje, mens den gule linje markerer den oprindelige 100- meter-strandbeskyttelseslinje. De hvide streger markerer de vejledende matrikelskel.
Fig. 2. Plantegninger af den ansøgte udestue indsendt af ansøger.
Fig. 3. Facadetegninger af den ansøgte udestue indsendt af ansøger.
Fig. 4. 3D-visning af den ansøgte udestue indsendt af ansøger.
Fig. 5. Billeder indsendt af ansøger som viser eksempel på materialet, som udestuen ønskes bygget i.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 242, Thurø Rev) ligger ca. 860 meter mod sydøst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 242.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter administrativ praksis meddeles der som udgangspunkt ikke dispensation til opførelse af ny bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinjen eller klitfredningslinjen, medmindre der er tale om udskiftning af eksisterende bebyggelse med et nyt, med omtrent samme placering, størrelse og udformning.
Opførelse af udestuer betragtes efter administrativ praksis som en udvidelse af boligarealet. Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994 ("kystloven"), at der forudsættes en lempeligere administration, når der er tale om til- og ombygninger af helårshuse i den udvidede del af strandbeskyttelseszonen (100-300 m). Af lovbemærkningerne fremgår således følgende:
Til- og ombygning af helårshuse, hvorved husets samlede bruttoetageareal ikke overstiger 250 m2, kan i medfør af planloven ske uden tilladelse. Det forudsættes, at administrationen af den udvidede strandbeskyttelseslinje vil ske under hensyntagen hertil, således at dispensation fra forbuddet inden for linjen vil kunne gives i det omfang, der er tale om eksisterende huse, som ved lovens ikrafttræden har henligget med helårsstatus. Der vil i den forbindelse kunne stilles vilkår om placering og udformning.
Ifølge Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis skal lovbemærkningerne forstås således, at det kun er inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje (fra 100 til 300 m), at der normalt kan dispenseres til udvidelse af helårshuse op til 250 m2, og kun hvis boligen ved ikrafttrædelsen af den udvidede beskyttelseszone havde helårsstatus.
Idet ejendommen i nærværende sag er beliggende inden for den oprindelige 100- meter-strandbeskyttelseslinje, er den ansøgte udvidelse af boligarealet ikke omfattet af ovenstående praksis.
Udestuen skal derfor behandles efter den restriktive dispensationsadgang i lovens § 65b, stk. 1, hvor en dispensation forudsætter, at der er tale om et særligt tilfælde. Kystdirektoratet finder ikke, at der i nærværende sag foreligger et særligt tilfælde, som kan begrunde en dispensation til udestuen.
Idet der er tale om en forholdsvis stor udestue/tilbygning med større vinduespartier, som placeres tæt ved kysten, vurderer Kystdirektoratet ligeledes, at en opførelse af udestuen vil få stuehuset til at fremtræde væsentligt mere markant. Udestuen vil således efter Kystdirektoratets vurdering have en negativ og uønsket påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet.
I vurderingen er der slutteligt lagt vægt på, at en dispensation vil kunne skabe en utilsigtet præcedensvirkning i andre lignende sager, dvs. at andre grundejere vil kunne få en forventning om at kunne opnå dispensation til lignende byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen i strid med lovens formål.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til etablering af udestue på 48,3 m2.
Kystdirektoratet har ikke med denne afgørelse foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-området væsentligt eller medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Med venlig hilsen
[navn]
Naturbeskyttelse
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Svendborg Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Svendborg, [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Sydfyn, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening Svendborg, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
- Svendborg Museum, [email]
- Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur for Sydfyn, [email];
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 242, Thurø Rev
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-13217 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1313.