Kystpraksis Strandbeskyttelse Helsingør Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til etablering af legeplads til døgninstitution

Afgjort 7. marts 2025  · Journalnummer 2025-12892  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Et bosted for børn med autismespektrumforstyrrelser og ADHD i Helsingør Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere en naturlegeplads med blandt andet svævebane, rutsjebane, gynger, forhindringsbane, basketballmål, bordtennisbord, sansehave og hængekøjer på institutionens udendørs arealer. Bostedet har tidligere haft en større legeplads, som blev nedrevet i 2019. Kystdirektoratet gav dispensation som ansøgt med henvisning til praksis om, at institutioner som hospitaler og skoler i almindelighed får dispensation til relativt begrænsede tilstandsændringer, som institutionen anser for nødvendige. Direktoratet lagde desuden vægt på, at anlæggene placeres i et skovområde ca. 180 meter fra kysten, hvor de er helt eller delvist skjult af bevoksning og bygningen, og lagde afgørende vægt på, at legepladsen er nødvendig for beboerne og indgår i den pædagogiske praksis. Projektet vurderedes ikke at påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Kommune
Afstand til kysten
180 m
Synlighed
Delvist synlig
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Andet

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Du har den 23. august 2024 søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at etablere en legeplads inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], Helsingør i Helsingør Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Du skal selv undersøge, om dit projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Du må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Du vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan du skal forholde dig, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Du kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Kystdirektoratet har d. 23. august 2024 modtaget en ansøgning fra bostedet Margrethagården om at etablere en legeplads på institutionens udendørs arealer. På legepladsen ønskes en svævebane, rutsjebane, balance-/forhindringsbane, gynger, snurrende miljø (karrusel eller lignende) og basketballmål opført. Derudover ønskes der opsat et bordtennisbord, en sansehave og hængekøjer til de ældste børn på bostedet (se fig. 2).

Ansøger har derudover oplyst følgende om nødvendigheden af den ansøgte legeplads:

Sagen i korte træk

Margarethagården er et bosted for børn fra 6 til 18 år med autismespektrumforstyrrelser, ADHD og ADD. Det er nogle af samfundets svageste børn med det største behov for støtte og for at få positive oplevelser i deres hverdag. Institutionen fungerer som en aflastning og et fristed for disse børn, som dagligt lever i et vakuum med ikke at kunne passe ind i samfundets normer og sociale krav, og med høj risiko for forringede livsvilkår.

Som et led i udviklingen af motoriske, kognitive og sociale kompetencer er det ekstra vigtigt, at denne børnegruppe tilbydes et understøttende fysisk aktivitetsmiljø. Legepladsen skal derfor specialtilpasses med udformning og aktiviteter til denne brugergruppes behov. Grundet deres diagnosebetingede vilkår kan denne børnegruppe ikke fungere på offentlige legepladser, hvorfor nødvendigheden af at have egen legeplads på institutionen er altafgørende.

Eksisterende forhold:

I dag fremtræder Margarethagården med meget få tilbud til børnene på de udendørs arealer. Der findes et eksisterende, mindre legeområde på ca. 3x3 m, som henvender sig til børn på ca. 8-9 år. Der har desuden indtil 2019 været en legeplads på ca. 15x30 m. Denne blev nedrevet grundet udskiftningsparathed, dog blev der dengang ikke fundet økonomi til erstatning med ny legeplads.

Margarethagårdens matrikel er omgivet af høj, tæt bevoksning med bl.a nåle- og løvtræer. Bygningen er beliggende langt fra kysten med træerne og den tætte bevoksning på begge sider. Således afskærmes udsigten til- og fra kysten, hvor bygningen samt det ønskede legepladsområde ikke kan ses udefra, hverken fra kystlinjen eller fra Strandvejen. Placeringen for den ønskede legeplads er på den side af bygningen, der vender mod Strandvejen. Valget af legeplads vil være en naturlegeplads i materialer som lærk og robinia. Legepladsen vil være i naturlige farver, og det er vigtigt for Margarethagården, at den er transparent og blender ind i den smukke natur. Legepladsen vil bestå af legeelementer, der er placeret solitært i strategisk nærhed til hinanden. Et eventuelt faldunderlag vil være i naturmaterialer som f.eks. certificeret faldgrus. Legepladsen vil således ikke virke påtrængende, prangende eller ødelæggende for naturen omkring.

Fig. 1. Ortofoto fra foråret 2024. Det orange, prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. De umatrikulerede arealer ud til kysten samt stranden er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse. De hvide streger markerer de vejledende matrikelskel. Den ansøgte matrikel er markeret med rød prik.

Fig. 2. Billede indsendt af ansøger som viser den ønskede placering af de ansøgte anlæg.

Matriklen er beliggende inden for Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Afgørelsen videresendes af den grund til Nationalparken til orientering.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 195, Gilleleje Flak og Tragten) ligger ca. 65 meter mod nord. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 171 og fuglebeskyttelsesområde nr. 108 ligger ca. 5,7 km mod sydvest.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der er tale om et marint Natura 2000- område og at de ansøgte anlæg vil placeres uden for dette område på land. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Til hospitaler, skoler og lignende institutioner, der måtte findes inden for beskyttelseszonerne, meddeles der i almindelighed dispensation til relativt begrænsede tilstandsændringer, herunder opførelse af ny bebyggelse, som institutionen anser for nødvendig. Derudover fremgår det af bemærkningerne til kystloven fra 1994, at der kun undtagelsesvist meddeles dispensation til tilstandsændringer søværts den eksisterende bebyggelse.

Kystdirektoratet lægger ligeledes vægt på, at anlæggene vil placeres inde i et skovområde omkring 180 meter fra kysten. Anlæggene vil således være helt eller delvist skjult af bevoksning og institutionsbygningen, hvorfor udsynet til dem fra kysten vil være meget begrænset.

Kystdirektoratet lægger slutteligt afgørende vægt på, at anlæggene skal anvendes i den pædagogiske praksis på bostedet og at anlæggene vurderes at være nødvendige for Margrethagårdens beboere.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til etablering af legeplads som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

Naturbeskyttelse

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Helsingør Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Helsingør, [email]
  • Friluftsrådet centralt, [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordsjælland, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Helsingør, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Nationalpark Kongernes Nordsjælland, [email] Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 195, Gilleleje Flak og Tragten

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-12892 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1306.