Kystpraksis Strandbeskyttelse Guldborgsund Kommune
Afslag på at opføre et skur og godkendelse af areal som have
Sagen kort
Ejerne af en ubebygget strandgrund i Guldborgsund Kommune, der tidligere var bebygget med et sommerhus, som gik til grunde for flere årtier siden, søgte om dispensation til at opføre et skur på 10 m² til fritidsformål og om, at arealet blev anerkendt som have. Kystdirektoratet gav afslag. Arealet opfylder ikke lovens havebegreb, fordi det ikke har været opretholdt som have, men i en lang periode har været dækket af opvækst. Selv med en have ville et skur kræve en særlig begrundelse, da der ikke er en bolig på ejendommen, og der er tale om ny bebyggelse og ikke udskiftning. Direktoratet henviste til en tidligere stadfæstet afgørelse om afslag på et sommerhus på samme grund og vurderede, at fundamentsrester, en gammel brønd, betalt grundskyld, en række badehuse i området og udtalelser fra lokalpolitikere ikke udgør et særligt tilfælde. Direktoratet lagde desuden vægt på, at en dispensation ville skabe uønsket præcedens.
Afslag, fordi der er tale om nyt byggeri på en ubebygget grund, som ikke opfylder havebegrebet og ikke har en bolig.
Fakta
- Ejendom
- Ubebygget
- Ansøger
- Privat
- Strandbeskyttelseszone
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | – | 10 m² | – |
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (ja)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at opføre et skur og godkendelse af areal som have inden for strandbeskyttelseslinjen på [matrikel], [adresse], Guldborgsund Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Du kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
I har ansøgt om dispensation til at opføre et simpelt 10 m² skur til fritidsformål, diskret placeret på jeres lille ubebyggede strandgrund, som tidligere var bebygget.
Såfremt en dispensation skal knyttes til begrebet Have, anmoder I om dispensation til nyetablering eller generhvervelse af den fortabte ret til at blive anerkendt som have med tilladelse til at opføre et simpelt skur på 10 m².
Sagens forhistorie
Ejendommen er en ubebygget strandgrund, hvor Kystdirektoratet den 14. august 2020 meddelt afslag på dispensation til opførelse af et sommerhus, samt afslag på lovliggørende dispensation til en eksisterende bjælkehytte inden for strandbeskyt- telseslinjen.
Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstede den 19. marts [postnr by] afgørelse, idet nævnet vurderet, at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.
Klager havde navnlig anført, at en dispensation eller lovliggørende dispensation til bebyggelse på ejendommen ville medføre en naturlig udfyldelse af den i forvejen eksisterende række af badehuse langs kysten. Klager havde endvidere anført, at Guldborgsund Kommune havde udpeget badehusene i området som værende kulturmiljø, samt at der er tale om helt særlige forhold, som ikke findes andre steder.
Kystdirektoratet traf den 3. juni 2021 afgørelse vedrørende ansøgers anmodning af
27. maj 2021 (vedlagt 23 bilag) om ændring af strandbeskyttelseslinjen, hvori direktoratet havde fastholdt linjens forløb. Ejendommens er således stadig i sin helhed omfattet af strandbeskyttelse.
Anmodningen var endvidere vedlagt en anmodning om genoptagelse af dele af nævnets afgørelse af 19. marts 2021, som direktoratet videresendte til nævnet, der den 11. august 2021 afslog ansøgers anmodning om at genoptage sagen. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at det forhold, at anmoder har modtaget positive tilkendegivelser fra lokale politikere med tilknytning til Guldborgsund Kommune, ikke kunne medføre, at sagen blev genoptaget, da nævnet ikke er bundet af sådanne tilkendegivelser.
Ansøgningen og en forudgående henvendelse
I fremsendte den 24. februar 2025 en forespørgsel til Kystdirektoratet om ” benævnelsen «have» er gældende for [matrikel] ” – ansøgers ejendom.
Kystdirektoratet besvarede henvendelsen den 28. februar 2025 og anførte:
”Kystdirektoratet har modtaget din henvendelse, som er en forespørgsel og ikke en ansøgning.
Du anfører indledningsvist:
Hvis Kystdirektoratet kan imødekomme vores ønske til betegnelsen «lovligt etableret have» i henhold til naturbeskyttelsesloven, vil vi efterfølgende fremsende en ansøgning om dispensation til opførelse af lille skur på maksimalt 10 m² i lovligt etableret have.
Kystdirektoratet skal i forlængelse heraf bemærke.
Forudsætningen for, at et areal falder ind under naturbeskyttelseslovens havebegreb jf. § 15, stk. 4, er dels at haven er lovligt etableret samt at den herefter har været opretholdt som have.
Ved lovligt etableret forstås for arealer inden for den oprindelige 100 m linje som din ejendom, at haven er anlagt før den 1. oktober 1968, eller etableret efterfølgende med dispensation.
Uanset om der på din ejendom måtte være etableret en have før dette tidspunkt, kan den ikke siges at være opretholdt som en sådan siden da. Af vedlagte luftfotos af ejendommen fremgår således, at grunden stort set helt har været dækket i en lang periode af (selvsået?) opvækst i perioden 1999- 2017 (og sandsynligvis længere), hvilket ikke kan siges at være ”have” i naturbeskyttelseslovens forstand.
At dette er et krav kan du orientere dig om i nedenstående gengivelse af en nævnsafgørelse herom: Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 3. juni 2013
- Afgørelse i sag om forskellige anlæg og indretninger indenfor strandbeskyttelseslinjen på en sommerhusgrund på Sejerø i Kalundborg Kommune -NMK-500-00333
Ejendommen vil allerede af denne årsag ikke være omfattet af undtagelsen i § 15a, stk. 3, om etablering af et mindre skur uden dispensation eller af den lempeligere dispensationsmulighed efter § 65b, stk. 3, nr. 1.
Hertil kommer at det er et krav for reglerne om skur, at ejendommen hvorpå skuret skal placeres er forsynet med en bolig hvilket ikke er tilfældet for Vesterhave 17 – hvilket du kan orientere dig om i den anden vedlagte nævnsafgørelse: Miljø og Fødevareklagenævnets afgørelse af 17. juli 2017 - Afgørelse i sag om Kystdirektoratets afslag på ansøgning om opførelse af redskabsskur i Vordingborg Kommune- NMK-500-00739.
Bemærk at i ovennævnte bestemmelser anvendes bestemt form i formuleringen ” i tilknytning til boligen” og ”… beboelsen”.
Kystdirektoratet må på denne baggrund konkludere, at dit ønske om at få fastslået at ejendommen i dag kan anses at have en lovlig etableret have, ikke kan ”imødekommes”. Direktoratet vil på denne baggrund ikke foretage yderligere i anledning af din henvendelse.”
De to afgørelser refereret i ovenstående svar er vedlagt som bilag 3.
Du har den 11. december 2025 fremsende følgende ansøgning til Kystdirektoratet:
”Vores ønske om dispensation. Min kone og jeg ønsker at få dispensation til at opføre et simpelt 10 m2 skur til fritidsformål, diskret placeret på vores lille ubebyggede strandgrund, som tidligere var bebygget.
Såfremt en dispensation skal knyttes til begrebet Have, anmoder jeg derfor om, at vores lille strandgrund kan få dispensation til nyetablering eller generhvervelse af den fortabte ret til at blive anerkendt som have med tilladelse til at opføre et simpelt skur på 10 m2.
Skuret kan placeres indenfor arealet af det tidligere sommerhus således, at skurets vestfacade bliver sammenfaldende med den tidligere vestfacade fra det tidligere sommerhus, som er opført før 1937, dersom dette kunne være en formildende omstændighed. Bilag 4, A2 og D1. Dog ønskes hellere en alterna- tiv placering lidt tættere på vejen, for eksempel med skurets vestfacade sammenfaldende med det tidligere sommerhus’ østfacade, Bilag D3. En 3. mulighed kunne være som vist på: Bilag D2.
Såfremt tilladelse til dispensation kan gives, vil skuret blive opført af gode nye materialer i en enkel konstruktion primært af træ med klinkbeklædning og malet i en jordfarve eller i svenskrød, som de fleste badehuse/skure i området. Skuret tænkes monteret på jordskruer eller betonfliser, som tillader periodevis højvande at løbe ud igen, og som er enkle at fjerne igen. Taget vil blive tagpapdækket.
Redegørelse. Min kone og jeg købte den lille strandgrund den 1.4.2020 i et charmerende kulturhistorisk område af Gedser, hvor der fra gammel tid findes 11 skure/badehuse/fritidshuse, samt yderligere 6 ”rigtige” sommerhuse, alle i ubrudt forlængelse af hinanden, dog mangler der et skur på vores grund.
Vi elsker at bruge vores lille strandgrund, men vi savner i den grad et skur til omklædning når vi bader, samt til opbevaring af haveredskaber, havestole samt redningsveste, årer og påhængsmotor til vores lille jolle, eller til at søge tørvejr i ved overraskelse af en pludselig regnbyge.
I tilknytning til strandgrunden ejer vi en lille sommerbolig (ejerlejlighed på ejet sokkelgrund) på 42 m² på den anden side af vejen Vesterhave (som tidligere hed [adresse]) med adressen [adresse]. Jeg ved ikke, om denne beboelse som argument kan knyttes til strandgrunden? Bilag A og Bilag B.
Strandgrunden er omfattet af strandbeskyttelse i sin helhed, men blev bebygget med et lille 40 m² sommerhus med tilhørende have før Naturbeskyttelsesloven blev vedtaget i 1937. Sommerhuset er desværre gået til grunde formentligt i slutningen af 70’erne eller i begyndelsen af 80’erne.
Vi er bestemt tilhængere af, at vi skal passe på vores kyster og kulturværdier, og netop i dette særlige tilfælde vil det for helhedens skyld efter vores mening helt klart være en større gevinst for naturen og kulturmiljøet med et lille skur og en let kultiveret naturgrund, end hvis grunden gror til med hybenroser og andre invasive arter, som det periodevis tidligere har været tilfældet.
Vi er helt opmærksomme på, at loven skal administreres restriktivt, men vi håber, at Kystdirektoratet vil vurdere og skønne, at en dispensation kan tillades i henhold til bestemmelsen om, at Ministeren jf. § 65 b stk. 1, i særlige tilfælde kan gøre undtagelse fra bestemmelserne i § 15, stk. 1, og stadig være i overensstemmelse med lovens bogstav.
Efter vores lægmandsopfattelse kan nogle - eller summen af nedenfor nævnte punkter måske være grundlag for at tage bestemmelsen om særlige tilfælde i anvendelse, uden at det derved bør kunne skabe præcedens, - der findes vel ikke andre helt ens situationer med samme forhistorie, som nævnes her i vilkårlig rækkefølge. Vi håber, at Kystdirektoratet vil vurdere det ligeså:
- 1. Vores grund med det tidligere sommerhus ligger som nr. 3 i en ellers ubrudt række af 11 små badehuse/strandskure. Bilag C1 og C2 – dronefotos.
- 2. Syd for badehusene, og i direkte forlængelse af disse, findes 6 sommerhuse på egne matrikler, hvor der er friholdt et areal i strandbeskyttelseszonen til bebyggelse. (Cirka 15 meter fra vejskel mod havet).
- 3. Området er i Kommuneplan for Guldborgsund 2019 – 2031 udlagt til feriehusbebyggelse, og understøtter dermed friluftsliv og turisme. (Geds R11).
Bilag 10 og 10,1.
- 4. Området med badehusene er af Guldborgsund kommune i Kommuneplan 2019 – 2031 udpeget som kulturhistorisk og bevaringsværdigt miljø. I kommunens retningslinjer for kulturmiljøer står der: ”De kulturhistoriske elementer i landskabet skal så vidt muligt bevares og i nødvendigt omfang plejes”.
- 5. For at opfylde stk. 4 er det for helhedens skyld helt nødvendigt, at der som minimum er et lille skur på vores grund, for at der ikke sal være et unaturligt hul i rækken af badehuse, ja faktisk vil det mangle i kommunens omtale af ”Badehusene langs vejen”, hvis der er et ”hul” i rækken. Bilag 14 og 16.
- 6. Selv med et lille skur tæt ved vejen, er der masser af plads for offentligheden til at færdes langs stranden, og til at tage ophold for at bade, spise madpakke og lege, som det allerede praktiseres – det synes vi bare er hyggeligt.
- 7. Strandgrunden har i alle årene været pålagt at betale grundskyldsskat af 1 byggeretspris, hvilket ved købet gav mig forventning om, at der måtte bygges.
Bilag 9. På det tidspunkt havde jeg ikke stiftet bekendtskab med Naturbeskyttelsesloven, hvilket selvfølgelig er min egen fejl.
- 8. Før Strandfredningsloven blev indført i 1937, var grunden bebygget med et 39 – 40 m2 sommerhus, (i folkemunde stadig kendt som [..]), hvilket tidligere er anerkendt af KDI. På matrikelkort fra 1940 vises grunden med indtegnet hus. Bilag 4 og A2.
- 9. Det oprindelige sommerhus (jf. stk. 8) antages at være gået til grunde på grund af havvand, vind og vejr, formentligt sidst i 70’erne eller i begyndelsen af 80’erne. Herefter har strandgrunden ligget ubebygget hen og biodiversiteten har periodevis været dominerende. Efter vi overtog grunden i 2020 er den kontinuerligt blevet passet som kultiveret naturgrund med spredte træer, randbeplantning af hybenroser og en lille græsplæne, som naturligt løber ud i strandbevoksningen med marehalm og lignende.
- 10. Grunden er selvstændigt udmatrikuleret i 1943 i lighed med de 6 sydligere sommerhus-grunde, men i modsætning til de 10 badehuse, som fremdeles ligger på lejet grund.
- 11. Der er fundamentsrester fra den oprindelige bebyggelse. Bilag 5.
- 12. Der er fremdeles en lille brønd fra det oprindelige hus, som dog ikke anvendes. Bilag 6.
- 13. Guldborgsund Kommunes daværende borgmester og udvalgsformand anbefalede på skrift efter besigtigelse den 3. december 2020 mit oprindelige sommerhusprojekt, alternativt bibeholdelse af den af den tidligere ejer ulovligt opførte lille bjælkehytte (efter påbud fra KDI nu nedrevet) med henvisning til, citat: ”at det vurderes at passe ind i den bestående bebyggelse, som har eksisteret siden 1930’erne og ikke vil få markant landskabelig påvirkning”. Bilag 30.
- 14. Grunden er ikke yngleplads for fugle, dyr og tudser mv., og den ligger ikke i Natura 2000-område, men støder op til. (Afgrænset af vandkanten).
15. Cirka 200 meter fra vores grund, på den modsatte side af vejen findes et område med 56 små feriehuse på hver 42 m2 (Gedser Feriepark), som understøtter – og er en del af helheden i fritidshusområdet. Vi ejer som tidligere nævnt nr. 45.
Jeg har den 25. februar 2025 fremsendt en e-mail forespørgsel om begrebet Have til KDI. Bilag 00. I denne forespørgsel mente jeg at have fundet flere lovtekster, der kunne peget på mulige adgange til imødekomme vores slutønske, nemlig at få lov til at opføre et 10 m2 skur på matriklen. Besvarelsen på e-mail forespørgslen gik ikke umiddelbart vores vej, derfor denne ansøgning.
Såfremt ingen anden paragraf kan finde anvendelse, håber vi, at Kystdirekto- ratet kan tillægge lovens formålsparagraf så god vægt derhen, at denne ansøgning kan imødekomme vores ønske om et lille skur, jf. LBK 927 af 28/06/2024: Formål § 1.
- 1. Beskytte natur, landskabelige og kulturhistoriske værdier.
- 2. Forbedre, genoprette……….kulturhistoriske interesser.
- 3. Give befolkningen adgang til ….osv…..samt forbedre mulighederne for friluftslivet.
Vi håber med denne ansøgning, at Kystdirektoratet har hjemmel til at imødekomme vores ønske.”
Ansøgningen er vedlagt de anførte bilag. Flere af bilagene har tidligere været fremsendt i forbindelse med de tidligere sager på ejendommen.
Bilag vedr. udformning af ansøgt skur og placering
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt, eller foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Der ansøges om dispensation til at opføre et simpelt 10 m² skur til fritidsformål, på en mindre ubebyggede strandgrund, som tidligere var bebygget.
Såfremt en dispensation skal knyttes til begrebet ”Have”, ansøges om at strandgrunden kan få dispensation til nyetablering eller generhvervelse af den fortabte ret til at blive anerkendt som have med tilladelse til at opføre et simpelt skur på 10 m².
Ansøgning om godkendelse af arealet som have
Kystdirektoratet skal henholde sig til redegørelsen i svaret af 28. februar 2025, hvori det anføres, at der på ejendommen ikke ses at være arealer der kontinuert har været opretholdt som have. Grunden var således i perioden 1999-2017 (og sandsynligvis længere) stort set helt har været dækket af (selvsået?) opvækst, og opfylder derfor ikke forudsætningen for at kunne være omfattet af naturbeskyt- telseslovens havebegreb jf. § 15, stk. 4.
Kystdirektoratet skal bemærke, som anført i direktoratets svar af 28. februar 2025, at en forudsætning for at kunne udnytte undtagelsen i § 15a, stk. 3, til at opføre et skur på op til 10 m² er – ud over at arealet er have – at der på ejendommen findes en bolig (j.fr. Miljø og Fødevareklagenævnets afgørelse af 17. juli 2017 - Afgørelse i sag om Kystdirektoratets afslag på ansøgning om opførelse af redskabsskur i Vordingborg Kommune - NMK-500-00739).
Så uanset om der dispenseres til udlæg af et haveareal jf.§ 15a, stk. 4, vil opførelsen af et skur stadig forudsætte en dispensation efter den restriktive dispensations- praksis efter § 65b, stk. 1, og forudsætte en særlig begrundelse, idet der ikke forefindes en bolig på ejendommen.
Ansøgning om opførelse af skur
Efter administrativ praksis meddeles der som udgangspunkt ikke dispensation til opførelse af ny bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinjen, medmindre der er tale om udskiftning af eksisterende bebyggelse med en ny, med omtrent samme placering, størrelse og udformning.
En dispensation til skuret forudsætter således også en dispensation efter den restriktive dispensationspraksis efter § 65b, stk. 1, og at der foreligger en særlig begrundelse, idet der er ikke er tale om udskiftning men om en ny bebyggelse.
Der er i ansøgningen vedlagt en række bilag, hvori der redegøres for en særlige forhold til støtte for ansøgningen. Bilagene omfatter bl.a. redegørelse for forekomst af fundamentsrester fra tidligere bebyggelse, en gammel brønd, at der betales ejendomsskat af byggeret, anden feriehusbebyggelse samt borgmester- og udvalgsformandsudtalelse
Kystdirektoratet bemærker, at disse forhold ligeledes er blevet gjort gældende i relation til direktoratets tidligere meddelte afslag til et nyt sommerhus, der blev stadfæstet ved klagenævnets afgørelse af 19. marts 2021.
Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte således i afgørelsen:
Det af klager anførte om, at ejendommen tidligere har været bebygget i en længere årrække kan ikke føre til et andet resultat, da der ikke foreligger tidsmæssig kontinuitet mellem den oprindelige bebyggelse og opførelse af den nye. At der findes sokkelrester samt en brønd på ejendommen, kan heller ikke ændre på nævnets vurdering, da dette ikke kan betegnes som eksisterende bebyggelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker endvidere, at det ikke kan tillægges betydning, hvornår eller i hvilken sammenhæng den oprindelige bebyggelse på ejendommen er opført, da dette ikke ændrer på, at ejendommen sidenhen har stået ubebygget.
Miljø- og Fødevareklagenævnet finder, at det ansøgte ikke udgør et sådant særligt tilfælde, der kan begrunde dispensation.
Nævnet har herved lagt vægt på, at opførelse at et nyt sommerhus, eller bibeholdelse af den eksisterende bjælkehytte, på den kystnære placering vil fremstå dominerende i landskabet i strid med formålet med strandbeskyt- telseslinjen.
At klager og Guldborgsund Kommune er af den opfattelse, at bebyggelse er nødvendig for, at der ikke opstår et unaturligt hul i rækken af badehuse, kan ikke føre til et andet resultat, da strandbeskyttelseslinjen netop har til formål at holde kyststrækningen fri for tilstandsændringer, herunder opførelse af ny bebyggelse.
Oplysningen om, at der gennem årene er betalt grundskyldsskat af en byggeret på ejendommen, kan ikke føre til at andet resultat, da dette ikke er et forhold, som strandbeskyttelseslinjen har til formål at varetage.
Det er endvidere Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering, at dispensation til opførelse af ny bebyggelse på ejendommen vil kunne medføre uønsket præcedensvirkning i kommende lignende sager.
At der i nærværende sag er tale om opførelse af et mindre skur, ændre efter direktoratets vurdering ikke på, at de anførte forhold stadig ikke kan anses som værende en særlig begrundelse, der kan føre til en dispensation efter § 65b, stk. 1, til opførelse af et mindre skur.
Kystdirektoratet finder således ikke, at de i ansøgningen anførte begrundelser for dispensation – herunder de vedlagte bilag herom samt henvisningen til naturbeskyttelseslovens formålsbestemmelser – kan føre til andet resultat.
Der er i vurderingen lagt vægt på, at en dispensation til det ansøgte byggeri vil kunne skabe en utilsigtet præcedensvirkning i andre lignende sager, dvs. at andre grundejere vil kunne få en forventning om at kunne opnå dispensation til lignende byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen i strid med lovens formål.
Kystdirektoratet meddeler herefter på baggrund af en samlet vurdering af det ansøgte afslag til dispensation til etablering af have på ejendommen samt afslag til opførelse af et mindre skur.
Med venlig hilsen
[navn]
Specialkonsulent
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3. Afgørelse fra Kystdirektoratets svar af 28. februar [postnr by] er også sendt til:
- Guldborgsund Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Guldborgsund, [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Storstrøm [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Guldborgsund, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3. Afgørelse fra Kystdirektoratets svar af 28. februar [postnr by] i sag om forskellige anlæg og indretninger indenfor strandbeskyttelseslinjen på en sommerhusgrund på Sejerø i Kalundborg Kommune NMK-500-00333 Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 3. juni [postnr by] NMK-500-00333 Referencer:
Naturbeskyttelsesloven § 15
Naturbeskyttelsesloven § 65
Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse efter naturbeskyttelseslovens1 § 65, stk. 1, jf. § 15. 1Lovbekendtgørelse nr. 933 af 24. september 2009 af lov om naturbeskyttelse. Natur- og Miljøklagenævnet stadfæster hermed Naturstyrelsen, Roskildes afgørelse af 4. september 2012, således der meddeles afslag på lovliggørende dispensation til at bibeholde brændeskur, metalcontainer, udevask, havelamper, gyngestativ, beplantning, galge og skraldespand på sommerhusejendommen matr.nr. [...1][...] By, Sejerø beliggende [adresse1], Sejerø i Kalundborg Kommune. Naturstyrelsen fastsætter en ny frist for lovliggørelse. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 17 i lov om Natur- og Miljøklagenævnet2. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. 2Lov nr. 483 af 11. maj 2010 om Natur- og Miljøklagenævnet med senere ændringer.
Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet
Afgørelsen er påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet af ansøger. Klager anfører navnlig, at der er tale om forhold af underordnet betydning, som det ikke er tiltænkt, at strandbeskyttelseslinjen skal regulere. Endvidere kan de omhandlede anlæg ikke ses fra kysten og stranden er endvidere dækket bag et dige. Herudover redegør klage om de forskellige forhold på ejendommen. Det anføres, at Naturstyrelsen rettede henvendelse om brændeskuret i 2009 og det blev efterfølgende besigtiget af kommunen. Klager indsendte dispensationsansøgning umiddelbart efter styrelsens henvendelse og klager har sidenhen intet hørt, hvorfor klager finder, at myndighederne har fortabt retten til lovliggørelse. Endvidere finder klager at der for ejendommen er tale om en have hvorfor indretninger af havekarakter og beplantning må være lovlige. Containeren har stået på ejendommen i over 20 år og er ikke et fast bygningsværk. Gyngestativ m.v. har endvidere stået på ejendommen i mange år tilbage fra den tidligere ejers tid.
Sagens oplysninger
Ejendommen er et sommerhus beliggende i 1. række mod vandet Naturstyrelsen har konstateret følgende forhold indenfor strandbeskyttelseslinjen:
- 1) Brændeskur
- 2) 12-kantet vinterhave
- 3) metalcontainer på 6 m² og udevask
- 4) havelamper - 4 stk. a 1 m højde
- 5) to legehuse (træ og plast) og gyngestativ
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-125723 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1299.