Kystpraksis Strandbeskyttelse Jammerbugt Kommune
Dispensation til midlertidig pop op-restaurant
Sagen kort
Ansøger søgte om dispensation fra klitfredningen til i juli 2025 at drive en midlertidig pop op-restaurant med 15 siddepladser i ca. 50 m² af et eksisterende redskabsskur på 200 m² til fiskeudstyr ved Thorup Strand i Jammerbugt Kommune. Der skulle ikke ske ydre ændringer af skuret, og skuret skulle fortsat bruges til opbevaring af fiskeudstyr. Kystdirektoratet vurderede, at den ændrede anvendelse til restaurant kræver dispensation, og at praksis er restriktiv. Direktoratet gav alligevel dispensation, da der efter dets vurdering forelå et særligt tilfælde. Der blev lagt vægt på, at området i forvejen er præget af bygninger, anlæg og aktivitet, at skuret ligger tilbagetrukket fra kysten mellem en eksisterende fiskebutik og en parkeringsplads, at der ikke sker ydre ændringer, og at perioden og kapaciteten er meget begrænset.
Fakta
- Ejendom
- Erhverv
- Ansøger
- Privat
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | 200 m² | 200 m² | uændret |
| |||
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
4 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Du har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til at midlertidigt at drive en pop up-restaurant i perioden 1. – 31. juli 2025 inden for klitfredningslinjen på ejendommen [matrikel], Thorup, Jammerbugt Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8 til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun klitfredningslinjen. Du skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Du vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan du skal forholde dig, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Du kan se en klagevejledning i bilag 2.
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
2
Redegørelse for sagen
Der søges om dispensation fra klitfredningen til at drive en midlertidig restaurant i et eksisterende redskabsskur ved Thorup Strand. Skuret ligger mellem Thorupstrand Fiskehus (en eksisterende fiskebutik og café) og en parkeringsplads.
Ansøger beskriver projektet således:
Vi ønsker at omdanne vores fars eksisterende redskabsskur, som i dag bruges til opbevaring af fiskeudstyr, til en midlertidig pop-up restaurant under navnet "Krabbeskuret”. Projektet vil bevare skurets oprindelige funktion som opbevaringssted for fiskeriudstyr, men vil samtidig skabe en ny og midlertidig anvendelse, der hylder den lokale kystkultur.
Restauranten vil servere en simpel menu med fokus på lokale råvarer. Vores hovedret vil være friske krabbeklør, som gæsterne selv kan slå ud, serveret med en hjemmelavet dressing. Skuret vil fungere som en enkel og rustik ramme om en pop-up restaurant, hvor gæsterne får mulighed for at opleve lokale råvarer og den maritime atmosfære. Vi planlægger ikke at ændre skurets ydre eller struktur, og der vil derfor ikke blive foretaget permanente bygningsmæssige ændringer. Skuret vil fortsat være i brug til opbevaring af fiskeudstyr, når det ikke anvendes til restauranten, hvilket sikrer, at dets oprindelige funktion respekteres.
Formålet med projektet er at skabe en unik, lokaloplevelse, der forbinder nutidens gastronomi med den stolte kysttradition, som vores familie har været en del af i generationer. Projektet vil desuden bidrage til at fremme bæredygtighed og lokalt engagement, da alle materialer og råvarer til restauranten vil være lokalt fremskaffede, og skuret vil blive bevaret i sin nuværende form, så det kan fortsætte med at tjene sit oprindelige formål.
Afsluttende bemærkninger: Vi håber, at Kystdirektoratet vil se værdien i at tillade denne pop-up restaurant, som en midlertidig tilføjelse til det lokale miljø, der respekterer og fremhæver stedets historie og natur. Vi er dedikeret til at sikre, at alle aktiviteter udføres på en måde, der beskytter kystens integritet og skurets oprindelige karakter.
For at sikre de bedst mulige rammer for gæsterne, vil vi gøre en grundig oprydning og klargøring af redskabsskuret, så det fremstår pænt og indbydende. Vi lejer desuden et mobilt køkken til brug under hele perioden, forudsat at vi modtager en godkendelse. Det er kun halvdelen af skuret, der vil blive brugt til gæsterne, og vi forventer at kunne skabe plads til 15 siddende gæster ved et enkelt langbord, hvilket vil understøtte en hyggelig og nærværende atmosfære.
Skuret er efter det oplyste 200 kvm, hvoraf ca 50 kvm skal anvendes til restaurant.
3
Luftfoto af området. Redskabsskuret, som skal anvendes til restaurant er markeret med grøn. Bygningen, der huser Thorupstrand Fiskehus, er markeret med rød. Syd for redskabsskuret ses parkeringspladsen.
Skråfoto af området set fra nord. Redskabsskuret er markeret med rød.
4
Foto af redskabsskuret set fra syd
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra klitfredningslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 16 Løgstør Bredning, Vejlerne og Bulbjerg) ligger ca. 1,5 km mod vest. Natura 2000-området omfatter her habitatområde nr. 16, mens fuglebeskyttelsesområderne ligger længere mod syd og vest.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til Natura 2000-området, og på at der er tale om en ændret anvendelse af en bygning i et områder, der i forvejen er præget af en del indgreb i kystnaturen. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested, vurderer Kystdirektoratet, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
5
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for klitfredningslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens §8.
Ændret anvendelse af en bygning kan – selvom der ikke sker ydre ændringer af bygningens udseende – forudsætte Kystdirektoratets dispensation fra det almindelige forbud mod tilstandsændringer af de klitfredede arealer, hvis den ændrede anvendelse af bygningen kan udgøre en merbelastning af de kystnære områder i form af øget trafik mm. Det vil især gøre sig gældende, hvis en bygning, der ikke tidligere har været anvendt som bolig tages i brug som sådan eller hvis en bygning indrettes til erhvervsformål, som fx restaurant. Kystdirektoratet vurderer, at ibrugtagningen af bygningen til restaurant er en sådan ændret anvendelse, der forudsætter dispensation.
Praksis i denne type sager er restriktiv, og der meddeles ofte afslag. Kystdirektoratet vurderer dog, at der i nærværende sag er særlige omstændigheder, der taler for en dispensation. Der lægges navnlig vægt på følgende:
- Thorup Strand er et område, der i forvejen er præget af mange indgreb i form af bygninger og anlæg, og af aktivitet. Kystdirektoratet vurderer, at aktiviteten i området er størst om sommeren, hvor projektperioden løber.
- Restaurant etableres i en bygning, der ligger tilbagetrukket fra kysten mellem det eksisterende fiskehus og parkeringspladsen.
- Der sker ingen ydre ændringer af bygningen
- Restauranten etableres for en meget kort periode (en måned)
- Kapaciteten (15 siddepladser) er meget begrænset.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
På denne baggrund, vurderer Kystdirektoratet konkret, at der er tale om et særligt tilfælde, og giver på denne baggrund dispensation til projektet som beskrevet oven for.
Med venlig hilsen
[navn]
[email]
6
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
Jammerbugt Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Jammerbugt, [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] Dansk Ornitologisk Forening, Jammerbugt, [email] Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
7
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af klitfredningsbekendtgørelsens3 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.
Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen4 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 4 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
8
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
9
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 24-08991-4 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1164.