Kystpraksis Søterritoriet Horsens Kommune
Tilladelse til udlægning af sten i Horsens Fjord, Horsens Kommune
Sagen kort
Horsens Kommune søgte om tilladelse til at udlægge spredte sten (ca. 1 sten pr. m², 10-30 cm i diameter) på søterritoriet langs den sydlige og nordlige kyst i den inderste del af Horsens Fjord. I alt ca. 22.000 tons sten skulle fordeles på ca. 1,1 km² for at forbedre miljøet og biodiversiteten på havbunden. Kystdirektoratet gav tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a. Direktoratet lagde vægt på projektets formål, på at områderne er udvalgt i samarbejde med Syddansk Universitet, og på de indkomne høringssvar. Desuden vurderede direktoratet, at stenene ikke generer kajakker og små fartøjer, og at projektet ikke forhindrer målopfyldelse efter vandområdeplanen. Direktoratet vurderede også, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for det nærliggende Natura 2000-område eller for marsvin, og at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingsloven.
Fakta
- Ejendom
- Andet
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
- Andet
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (ja)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Placering og udlægning af sten skal ske i overensstemmelse med det ansøgte
- Udvidelser eller ændringer af anlægget eller anlægsmetoderne kræver Kystdirektoratets tilladelse
- Tilladelsen bortfalder, hvis anlægsarbejdet ikke er afsluttet inden for 5 år
- Kystdirektoratet, Sikre Farvande og Geodatastyrelsen skal underrettes ved afslutning, og der skal sendes en færdigmelding med anlæggets endelige position
- Tilladelsen må ikke overdrages til andre uden Kystdirektoratets tilladelse
- Anlægget kan kræves fjernet for ejers regning, hvis vilkårene ikke overholdes, og området skal da reetableres med dokumentation
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Kystzoneforvaltning
J.nr. 2025 - [postnr by]. [..]
Den 10. marts [postnr by]
Sendt på mail til Horsens Kommune
[email]
Tilladelse til udlægning af sten i Horsens Fjord, Horsens Kommune.
Kystdirektoratet giver hermed tilladelse til at udlægning af sten langs den sydlige og nordlige kyst i den inderste del af Horsens Fjord, Horsens Kommune. Tilladelsen indeholder afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, kysthabitatbekendtgørelsen og miljøvurderingsloven. Kystdirektoratet har vurderet, at det ansøgte kan tillades efter kystbeskyttelsesloven. Kystdirektoratet har vurderet, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratet har vurderet, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2.
Lovgrundlag
Udlægning af sten på søterritoriet kræver tilladelse fra Kystdirektoratet, jf. § 16 a, stk. 1, nr. 2 i kystbeskyttelsesloven (LBK nr. 73 af 18/01/2024). I henhold til § 16 a, stk. 4, kan der stilles vilkår i forbindelse med en tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a. Kystdirektoratet skal, når der træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, vurdere om projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller visse udpegede arter væsentligt, jf. § 3 i bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). Kystdirektoratet skal, når træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, samtidig vurdere om projektet kræver en miljøkonsekvensvurdering (VVM), jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (LBK nr. 4 af 03/01/2023).
Tilladelsen gives på følgende vilkår
Fælles vilkår efter kystbeskyttelsesloven og kysthabitatbekendtgørelsen:
- 1. Placering og udlægning af sten (herefter kaldet anlægget) skal ske i overensstemmelse med det ansøgte.
- 2. Der må ikke uden Kystdirektoratets tilladelse foretages udvidelser eller ændringer af anlægget eller anlægsmetoderne.
Vilkår efter kystbeskyttelsesloven:
- 3. Tilladelsen bortfalder hvis anlægsarbejdet ikke er afsluttet indenfor 5 år fra udstedelsen af denne tilladelse.
- 4. Samtidig med at anlægsarbejdet afsluttes, skal Kystdirektoratet ([email]) underrettes herom. Snarest herefter skal samme myndigheder tilsendes en færdigmelding, som dokumenterer at projektet er opført i overensstemmelse med tilladelsen samt angiver anlæggets endelige position.
- 5. Tilladelsen til at etablere anlægget må ikke uden tilladelse fra Kystdirektoratet overdrages til andre.
6. Anlægget eller dele heraf kan af Kystdirektoratet kræves fjernet, for ejers regning, såfremt vilkår for tilladelsen ikke opfyldes eller overholdes.
Geodatastyrelsen ([email]) skal underrettes umiddelbart efter anlæggets permanente fjernelse. I forbindelse med en fjernelse af anlægget skal området bringes i en stand så tæt på de forhold, som eksisterede inden anlæggets etablering, som muligt. Der skal tilsendes Kystdirektoratet ([email]), Sikre Farvande reetableringen.
Fælles bemærkninger:
Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på at tilladelsen fortabes, hvis nogle af de for tilladelsen fastsatte vilkår ikke måtte blive opfyldt. Tilladelsen fritager ikke modtageren for pligt til at opnå tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige for gennemførelse af projektet i henhold til anden lovgivning. Tilladelsen erstatter ikke privatretlige aftaler med fysiske og juridiske personer, som kan være berørt af projektet, ligesom den ikke fritager ejeren af anlægget for et, i forbindelse med anlæggets tilstedeværelse eller etablering, opstået civilretligt ansvar. Tilladelsen indeholder ikke en garanti for den projekterede konstruktions sikkerhed eller stabilitet.
Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på bekendtgørelse nr. 1229 af 3. oktober 2023 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejder og andre aktiviteter i danske farvande.
Afgørelse efter kystbeskyttelsesloven
Kystdirektoratet har vurderet, at der kan gives tilladelse til det ansøgte projekt med den begrundelse, at der ikke synes at være væsentlige hensyn der taler imod projektet. Kystdirektoratet har bl.a. vurderet, at der ikke er væsentlige naturhensyn som taler imod projektet, ligesom der ikke synes at være hensyn i øvrigt, som taler imod projektet. I forbindelse med Kystdirektoratets vurdering er der bl.a. blevet lagt vægt på de indkomne høringssvar samt at formålet med projektet er at forbedre biodiversiteten på havbunden. Det er desuden vægtet at områdernes placering er udvalgt i et samarbejde med Biologisk Institut ved Syddansk Universitet Revene planlægges ikke afmærkede da der er tale om spredte sten. Det vurderes, at stenene ikke vil være til gene for de sejlende i området, da stenene etableres, så kajakker og små fartøjer kan sejle over dem. På ovenstående baggrund er det Kystdirektoratets vurdering, at revene ikke er uforenelige med områdets brug eller udtryk.
Miljøstyrelsen har kortlagt vandområde Horsens Fjord, indre til at have en samlet dårlig økologisk tilstand. Af kortlægningen fremgår bl.a. at rodfæstede bundplanter (eks. ålegræs og vandaks) har en dårlig økologisk tilstand i indrefjord. Bunddyr har i Horsens Fjord, indre en moderat økologisk tilstand. Den kemiske tilstand er kortlagt til at være ’ikke god’. Ifølge vandområdeplan 2021-2027 er miljømålet for vandområde Horsens Fjord, indre god økologisk tilstand og god kemisk tilstand.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte projekt ikke vil forhindre målopfyldelse af god økologisk, samt god kemisk, tilstand. Det vurderes desuden, at projektet ikke vil forværre de eksisterende tilstande, da stenene placeres via en pram uden brug at støttefødder eller anden forstyrrelse af havbunden der kan skabe unødig forstyrrelse og ophvirvling af bundsedimenter.
I forhold til havstrategidirektivet vurderer Kystdirektoratet, at projektet samlet set ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af de 11 deskriptorer og dermed ikke medføre en forringelse af havmiljøet.
I forbindelse med Kystdirektoratets vurdering er der bl.a. blevet lagt vægt på de indkomne høringssvar samt at formålet med projektet er at forbedre miljøet og biodiversiteten på havbunden. Kystdirektoratet finder derfor, at der kan gives tilladelse til udlægning af spredte sten langs sydlige og nordlige kyst i indre del af Horsens Fjord, Horsens Kommune.
Afgørelse efter kysthabitatbekendtgørelsen
Alle planer og projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for et internationalt naturbeskyttelsesområdes forvaltning, skal vurderes med hensyn til deres virkning på områdets naturtyper og levesteder samt de arter, området er udpeget for at bevare. Alle planer og projekter skal samtidig vurderes med hensyn til deres virkning på arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Hvis Kystdirektoratet efter høring af andre berørte myndigheder vurderer, at projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller en beskyttet art væsentligt, skal der foretages en konsekvensvurdering af projektets virkning. Det nærmeste Natura 2000-område er nr. 56 Horsens Fjord, havet øst for og Endelave. Hovedparten af området er også fuglebeskyttelsesområde (F36) og ramsarområde (R13). Natura 2000 området er udpeget for at beskytte kyst- og marine naturtyper, og de tilknyttede arter og fugle. Udpegningsgrundlaget består af en række kystnære naturtyper og deres specifikke vegetation som fx sandbanke, lagune, strandeng og strandvolde med flerårige planter. Af marine pattedyr indgår grå- og spættet sæl, odder og bilag IV arten marsvin. Natura 2000-området er beliggende i den ydre del af Horsens Fjord og i Kattegat, ca. 2,6 km fra den sydlige sten udlægning og ca. 0,5 km fra den nordlige sten udlægning. Kystdirektoratet har i denne sag vurderet, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området eller bilag IV arten marsvin. Kystdirektoratet vurderer således at der ikke vil ske en væsentlig forringelse af naturtyper og levesteder eller at projektet i øvrigt vil medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, samt for bilag IV arten marsvin. Kystdirektoratet vurderer derfor, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratets vurdering er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger og egne konkrete vurderinger samt almene erfaringer fra sagsområdet. Kystdirektoratets vurdering, af at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering, skyldes bl.a. projektets begrænsede omfang og placering.
Begrundelse for at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingsloven
Det ansøgte projektet er efter Kystdirektoratets vurdering ikke omfattet af bilag 1 eller 2 i miljøvurderingsloven. Kystdirektoratet har endvidere ikke kendskab til, at det ansøgte projekt er en del af et større projekt på land, som er omfattet af miljøvurderingslovens regler. Det er derfor Kystdirektoratets vurdering, at der ikke er hverken funktionel sammenhæng med andre projekter eller på anden måde integreret sammenhæng med andre projekter. Vurderingen er foretaget på baggrund af det ansøgte, Kystdirektoratets kendskab til området og andre sager, ligesom ansøgningen har været sendt i høring ved kommunen og en lang række statslige myndigheder og interesseorganisationer, som ikke har oplyst om andre projekter.
Projektbeskrivelse
Tilladelsen omfatter udlægning af sten langs to strækninger, hhv. på Horsens Fjords sydlige kyst og nordlige kyst, se figur 2.
Anlægget etableres ved at udlægge sten direkte på havbunden. Stenene vil i gennemsnit være mellem 10-30 cm i diameter, hver med en gennemsnitlig vægt på ca. 20 kg. Stenene spredes ud med 1 sten pr m2. På den sydlige del af Horsens indre fjord søges om at sprede ca. 14.000 tons sten på et areal på ca. 0,7 km2 som strækker sig over en kyststrækning på ca. 4,5 km. På den nordlige del af Horsens indre fjord søges om at sprede ca. 8.000 tons sten på et areal på ca. 0,4 km2 som strækker sig over en kyststrækning på ca. 4,5 km. Stenene udlægges med håndkraft af frivillige eller af en professionel operatør fra en lavbundet pram, der sejler eller slæbes i planlagte traceer, uden at berøre havbunden. Der vil ikke blive udlagt sten fra land. Stenene vil blive leveret lokalt af landmænd og borgere i Horsens Kommune, og alternativt fra lokale ny-udstykninger med jomfruelige sten. For yderligere beskrivelse af projektet henvises til ansøgningsmaterialet samt ansøgers bemærkninger til partshøring.
Sagsgennemgang
Efter Kystdirektoratet modtog ansøgningen, har den været sendt i høring hos Søfartsstyrelsen, Trafikstyrelsen, Miljøstyrelsen, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Slots- og Kulturstyrelsen, Moesgaards Museum, Horsens Kommune samt sendt til orientering til Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, EjendomDanmark og Geodatastyrelsen samt Landsforeningen for digelag i Danmark.
Nedenfor gengives de væsentligste bemærkninger.
Sikre Skibe tidligere Søfartsstyrelsen skrev den 8. august 2024 bl.a. følgende: ” (…) Søfartsstyrelsen ønsker at understrege, at placeringen af sten i de specificerede områder kan ændre dybdeforholdene og dermed potentielt påvirke sejladssikkerheden i området. Afhængigt af projektets konkrete påvirkning af dybdeforholdene, kan det blive nødvendigt at iværksætte forebyggende foranstaltninger for at opretholde sejladssikkerheden. Detaljer omkring dybdeforandringer er ikke klart angivet i høringsmaterialet.
Før projektets start skal følgende punkter overvejes og udføres:
- En sejladsrisikovurdering skal udarbejdes i forbindelse med etableringen af stenrev, i overensstemmelse med § 3 i Entreprenørbekendtgørelsen (BEK nr. 1229 af 03/10/2023). Denne risikoanalyse, som skal inkludere en grundig beskrivelse af indvirkningen på dybdeforholdene, skal være modtaget af Søfartsstyrelsen før projektets igangsættelse, som det kræves i § 4 stk. 5 pkt. 2 af bekendtgørelsen.
Denne skal sendes til [email] med henvisning til følgende sagsnr.: 024139702
- Lokale interessenter, der potentielt kan blive påvirket af ændringerne i dybdeforholdene fra stenudlægningen, skal inddrages og høres. Dette kan omfatte aktører som Horsens lystbådehavn og relevante roklubber. Deres høringssvar skal inddrages i sejladsrisikoanalysen.
- Afhængig af risikovurderingens resultater kan det blive nødvendigt at kræve, at visse stenrev afmærkes permanent eller midlertidigt af sejladssikkerhedsmæssige hensyn. En sådan afgørelse vil først blive truffet efter modtagelse og evaluering af de relevante dokumenter.
- Efter udlæggelsen af stenene skal der foretages en sø opmåling af området i overensstemmelse med Geodatastyrelsens retningslinjer.”
Miljøstyrelsen skrev den 2. september 2024 bl.a. følgende:
” (…) Efter modtagelse af din henvendelse, har denne været sendt i intern høring i Miljøstyrelsen ved berørte enheder. Samtlige berørte enheder, er nu vendt retur med bemærkningen om, at Miljøstyrelsen ingen bemærkninger har til det ansøgte.”.
Fiskeristyrelsen skrev den 23. august 2024 følgende:
” Fiskeristyrelsens afdeling i Kolding har modtaget denne høring og har ingen bemærkninger til sagen. Jeg har hørt Bælternes Fiskeriforening og Skånsomt Kystfiskeri Producentorganisation. Der er ikke modtaget bemærkninger fra Bælternes Fiskeriforening.
Der er ikke modtaget bemærkninger fra Skånsomt Kystfiskeri
Producentorganisation.”.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse skrev den 2. august 2024 følgende:
” Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har ingen bemærkninger til høringen vedrørende; udlægning af spredte sten i den inderste del af Horsens Fjord.”
Slots- og Kulturstyrelsen skrev den 29. august 2024 bl.a. følgende: ” (…) Slots- og Kulturstyrelsen vurderer, at der er tale om en begrundet formodning om tilstedeværelsen af beskyttede fortidsminder og har på den baggrund afgjort, at der skal stilles krav om, at den ansvarlige for anlægsarbejdet eller aktiviteten udfører en marinarkæologisk forundersøgelse for bygherres regning.
Bygherre bedes snarest muligt kontakte Marinarkæologi Vest ved Moesgaard
Museum angående den marinarkæologiske forundersøgelse. Museet udarbejder budget og en projektbeskrivelse for en marinarkæologisk forundersøgelse. Museets budget og projektbeskrivelse skal godkendes af Slots- og Kulturstyrelsen forud for projektet. Ligeledes skal museets regnskab godkendes før bygherre kan faktureres for udgiften. Afgørelsen er truffet efter museumsloven §29 g stk. 4.
Begrundelse
Reglen er, at der ikke må foretages ændring i tilstanden af fortidsminder på havbunden, herunder også vrag og skibsladninger, jf. museumslovens § 29 g, stk. 1 og 2. Slots- og Kulturstyrelsen kan i forbindelse med et anlægsarbejde eller en aktivitet på havbunden stille krav om, at den ansvarlige for anlægsarbejdet eller aktiviteten udfører en marinarkæologisk forundersøgelse, jf. museumslovens § 29 g, stk. 4. En marinarkæologisk forundersøgelse har til hensigt at afklare om der findes beskyttede fortidsminder på arealet. I styrelsens centrale register findes registreringer af fortidsminder i og i umiddelbar nærhed af projektarealet. Styrelsen har vurderet, at der er grundlag for at stille vilkår om marinarkæologisk forundersøgelse i forbindelse med projektet på baggrund af museets indstilling.
Baggrund for sagen
Bygherre har ansøgt om tilladelse hos Kystdirektoratet til at udlægge sten til stenrev på seks lokaliteter.
Sagens videre forløb
En marinarkæologisk forundersøgelse kortlægger tilstedeværet af beskyttede fortidsminder. Der er i forbindelse med marinarkæologiske forundersøgelser ikke på forhånd taget stilling til, hvorvidt der kan dispenseres til af ændre eventuelle beskyttede fortidsminder. En marinarkæologisk forundersøgelse er for større anlægsprojekter opdelt i en geoarkæologisk analyse og en marinarkæologisk forundersøgelse i felt. Denne opdeling er til fordel for bygherre da en geoarkæologisk analyse gør det muligt at opstille beskyttelseszoner. Beskyttelseszoner tilgodeser projektets økonomi, da det mindsker omfanget af forundersøgelser af de formodede beskyttede fortidsminder.
Accepteres beskyttelseszonerne kan sagen afsluttes. Såfremt eventuelle beskyttelseszoner ikke kan forenes med projektet skal der følges op med marinarkæologiske forundersøgelser i felten for nærmere afklaring og præcisering.”.
Alle bemærkninger blev sendt i partshøring og Kystdirektoratet modtog følgende bemærkninger den 5. februar 2025:
”I forhold til høringssvarene så har jeg følgende bemærkninger:
Slots og Kulturstyrelsen havde nogle bemærkninger til projektet. Vi har på baggrund af dette holdt et møde med styrelsen, hvor det blev aftalt at Moesgaard Museum skulle undersøge områderne nærmere. Jeg har i dag talt med [navn] fra Moesgaard, som oplyste at de nu er færdige med undersøgelserne. Der er en enkelt bemærkning til et areal på den sydlige kyst, hvor der formodentlig ligger et skibsvrag. Vi har derfor aftalt at grænsen for udlægningen flyttes, så vi ikke ligger sten steder hvor vi kan ramme området. Christian sender mig et kort som viser det område vi skal tage ud. Herefter skulle der ikke være indvendinger fra deres side. Christian oplyste at han laver en rapport inden for kort tid. Søfartsstyrelsen, ved [navn] havde bemærkninger vedr. sejladssikkerhed, hvor styrelsen ønsker at vi skal gennemføre en sejladsrisikovurdering, som bl.a. skal inddrage høringssvar fra aktører som Horsens Lystbådehavn og roklubber. Jeg har talt i telefonen med ham om krav til en sejladsrisikovurdering, som vi vil lave før vi udlægger stenene. Vi planlægger at afholde et møde med lokale sejlende og Horsens Lystbådehavn i slutningen af februar/starten af marts. Herefter vil vi udarbejde sejladssikkerhedsvurderingen, og indsende den mindst 4 uger før vi udlægger sten, som beskrevet i høringssvaret. Hvis Søfartsstyrelsen efterfølgende vil kræve afmærkning af områderne under udlægningen eller permanent vil vi gøre dette.”
Klagevejledning
Dette dokument indeholder tre afgørelser:
- afgørelse om at give tilladelse til projektet
- afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering
- afgørelse om, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingslovens anvendelsesområde Afgørelserne kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
For afgørelserne gælder følgende:
- Kystdirektoratets afgørelse kan alene påklages for så vidt angår retlige forhold.
- Klagefristen er 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt.
- Der klages via Klageportalen, som der er et link til på forsiden af https://naevneneshus.dk. Klageportalen ligger på www.borger.dk og med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage.
Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen.
- Klageberettigede efter kystbeskyttelsesloven er:
- 1) adressaten for afgørelsen,
- 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- 3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens udfald,
- 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
- 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
- 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
- Klageberettigede efter kysthabitatbekendtgørelsen er:
- 1) adressaten for afgørelsen,
- 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- 3) enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen,
- 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
- 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
- 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
- • Klageberettigede efter miljøvurderingsloven er:
- 1) miljøministeren,
- 2) enhver med retlig interesse i sagens udfald, og
- 3) landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes. Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 18 b i kystbeskyttelsesloven, samt § 54, stk. 1, i miljøvurderingsloven. Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen kan tilladelsen ikke udnyttes, før klagesagen er færdigbehandlet, medmindre Kystdirektoratet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet konkret bestemmer andet.
Med venlig hilsen
[navn]
Fuldmægtig | Kystzoneforvaltning
Miljø- og Fødevareministeriet
Miljøstyrelsen | [adresse] | [postnr by] C
Kopi: Søfartsstyrelsen, Trafikstyrelsen, Miljøstyrelsen, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Slots- og Kulturstyrelsen, Moesgaards Museum, Horsens Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, EjendomDanmark og Geodatastyrelsen, samt Landsforeningen for Digelag i Danmark. Kystdirektoratets afgørelse offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-5752 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 518.