Kystpraksis Søterritoriet Aalborg Kommune

Tilladelse Søterritoriet

Tilladelse til etableringen af spredte sten ved Nibe-Gjøl Bredningen i Limfjorden, Aalborg Kommune

Afgjort 29. oktober 2025  · Journalnummer 2025-56340  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Aalborg Kommune søgte via Limfjordsrådet om tilladelse til at udlægge spredte natursten i små klynger og enkeltvis på 1-2 meters vanddybde på et område på 6,84 ha ved Nibe-Gjøl Bredning i Limfjorden. Kystdirektoratet gav tilladelse efter kystbeskyttelsesloven på vilkår om blandt andet, at der kun må anvendes natursten, og at anlægget færdigmeldes til de relevante myndigheder. Direktoratet lagde vægt på, at der ikke var væsentlige natur- eller andre hensyn imod projektet, på høringssvarene og på brugen af natursten, og vurderede, at projektet ikke hindrer målopfyldelsen i vandområdeplanen eller Havstrategien. Projektet ligger i Natura 2000-område nr. 15, men på grund af det begrænsede omfang, en kortvarig anlægsperiode på 3-5 dage og arbejde i dagtimerne vurderedes det ikke at påvirke naturtyper, arter eller bilag IV-arten odder væsentligt, så der skulle ikke laves en konsekvensvurdering. Slots- og Kulturstyrelsen har krævet en marinarkæologisk forundersøgelse.

Fakta

Ejendom
Andet
Ansøger
Kommune
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Stenrev, ålegræs og havnaturUndersøgelser og målinger

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (ja)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • Udformning og etablering af de spredte sten skal ske i overensstemmelse med det ansøgte
  • Udvidelser eller ændringer af stenene eller anlægsmetoderne kræver Kystdirektoratets tilladelse
  • Der må alene anvendes natursten
  • Kystdirektoratet, Beredskabsstyrelsen – Sikre Farvande og Geodatastyrelsen skal underrettes ved anlægsarbejdets afslutning og have en færdigmelding med anlæggets endelige position
  • Tilladelsen og anlægget må ikke overdrages til andre uden Kystdirektoratets tilladelse
  • Anlægget kan kræves fjernet for ejers regning, hvis vilkårene ikke overholdes, og området skal da så vidt muligt reetableres med dokumentation til myndighederne
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Tilladelse til etableringen af spredte sten ved Nibe-Gjøl Bredningen i Limfjorden, Aalborg Kommune.

Kystdirektoratet giver hermed tilladelse til at etableringen af spredte sten ved Nibe- Gjøl Bredningen i Limfjorden, Aalborg Kommune. Tilladelsen indeholder afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, kysthabitatbekendtgørelsen og miljøvurderingsloven. Kystdirektoratet har vurderet, at det ansøgte kan tillades efter kystbeskyttelsesloven. Kystdirektoratet har vurderet, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratet har vurderet, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2.

Lovgrundlag

Etablering af spredte sten på søterritoriet kræver tilladelse fra Kystdirektoratet, jf. § 16 a, stk. 1, nr. 2 i kystbeskyttelsesloven (LBK nr. 245 af 28/02/2025). I henhold til § 16 a, stk. 4, kan der stilles vilkår i forbindelse med en tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a. Kystdirektoratet skal, når der træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, vurdere om projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller visse udpegede arter væsentligt, jf. § 3 i bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). Kystdirektoratet skal, når træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, samtidig vurdere om projektet kræver en miljøkonsekvensvurdering (VVM), jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (LBK nr. 4 af 03/01/2023).

Tilladelsen gives på følgende vilkår

Fælles vilkår efter kystbeskyttelsesloven og kysthabitatbekendtgørelsen:

  • 1. Udformningen og etableringen af de spredte sten skal ske i overensstemmelse med det ansøgte.
  • 2. Der må ikke uden Kystdirektoratets tilladelse foretages udvidelser eller ændringer af de spredte sten eller anlægsmetoderne Vilkår efter kystbeskyttelsesloven:
  • 3. Tilladelsen bortfalder hvis anlægsarbejdet ikke er afsluttet indenfor 5 år fra udstedelsen af denne tilladelse.
  • 4. Der må alene anvendes natursten til etableringen af de spredte sten
  • 5. Samtidig med at anlægsarbejdet afsluttes, skal Kystdirektoratet Geodatastyrelsen ([email]) underrettes herom. Snarest herefter skal samme myndigheder tilsendes en færdigmelding, som dokumenterer at projektet er opført i overensstemmelse med tilladelsen samt angiver anlæggets endelige position.
  • 6. Tilladelsen til at etablere anlægget og det opførte anlæg må ikke uden tilladelse fra Kystdirektoratet overdrages til andre.

7. Anlægget eller dele heraf kan af Kystdirektoratet kræves fjernet, for ejers regning, såfremt vilkår for tilladelsen ikke opfyldes eller overholdes.

Kystdirektoratet ([email]), Beredskabsstyrelsen– Sikre Farvande umiddelbart efter anlæggets permanente fjernelse. I forbindelse med en fjernelse af anlægget skal området bringes i en stand så tæt på de forhold, som eksisterede inden anlæggets etablering, som muligt. Der skal tilsendes Kystdirektoratet ([email]), Beredskabsstyrelsen – dokumentation for reetableringen.

Fælles bemærkninger:

Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på at tilladelsen fortabes, hvis nogle af de for tilladelsen fastsatte vilkår ikke måtte blive opfyldt. Tilladelsen fritager ikke modtageren for pligt til at opnå tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige for gennemførelse af projektet i henhold til anden lovgivning. Tilladelsen erstatter ikke privatretlige aftaler med fysiske og juridiske personer, som kan være berørt af projektet, ligesom den ikke fritager ejeren af anlægget for et, i forbindelse med anlæggets tilstedeværelse eller etablering, opstået civilretligt ansvar. Tilladelsen indeholder ikke en garanti for den projekterede konstruktions sikkerhed eller stabilitet.

Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på bekendtgørelse nr. 1229 af 3. oktober 2023 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejder og andre aktiviteter i danske farvande. Kystdirektoratet skal endvidere gøre opmærksom på at Slots- og Kulturstyrelsen har sat vilkår om at der skal foretages en marinarkæologisk forundersøgelse.

Afgørelse efter kystbeskyttelsesloven

Kystdirektoratet har vurderet, at der kan gives tilladelse til det ansøgte projekt med den begrundelse, at der ikke synes at være væsentlige hensyn der taler imod projektet. Kystdirektoratet har bl.a. vurderet at der ikke er væsentlige naturhensyn som taler imod projektet, ligesom der ikke synes at være hensyn i øvrigt, som taler imod projektet. I forbindelse med Kystdirektoratets vurdering er der bl.a. blevet lagt vægt på de indkomne høringssvar samt at formålet med projektet er at udlægningen af spredte sten. Videre har Kystdirektoratet tillagt det betydning, at der anvendes natursten til projektet. Ifølge basisanalysen for vandområdeplan 2021-2027 er den samlede økologiske tilstand ringe for projektområdet, mens den kemiske tilstand er ikke god. Målsætningen for dette område er, at der skal være god økologisk tilstand og god kemisk tilstand. Målsætningen for den økologiske og kemiske tilstand er således ikke opfyldt. Det er Kystdirektoratets vurdering, at udlægningen af spredte sten ikke vil hindre målopfyldelse af god økologisk tilstand eller god kemisk tilstand, idet der er tale om udlægningen af natursten, samt anlægsperioden vil være kortvarig og begrænset til 3-5 dage. Det ansøgte vurderes ikke at forhindre at målsætning for Danmarks Havstrategi II kan opfyldes, jævnfør strategiens 11 deskriptorer. Projektet foregår i Natur- og miljøbeskyttelsesområde N41 i Danmarks Havplan. Formålet med angivelsen af natur- og miljøbeskyttelsesområder er at sikre, at havplanen afspejler de områder som er udlagt til havstrategiområder og Natura 2000-områder eller som er fredede for at sikre beskyttelse af havets natur og miljø. Det vurderes, at det ansøgte projekt ikke er i strid med intensionerne med den fremlagte Havplan, idet der alene udlægges natursten. Kystdirektoratet finder derfor, at der kan gives tilladelse til projektet.

Afgørelse efter kysthabitatbekendtgørelsen

Alle planer og projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for et internationalt naturbeskyttelsesområdes forvaltning, skal vurderes med hensyn til deres virkning på områdets naturtyper og levesteder samt de arter, området er udpeget for at bevare. Alle planer og projekter skal samtidig vurderes med hensyn til deres virkning på arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Hvis Kystdirektoratet efter høring af andre berørte myndigheder vurderer, at projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller en beskyttet art væsentligt, skal der foretages en konsekvensvurdering af projektets virkning.

Det ansøgte projekt vil finde sted i Natura 2000-område nr. 15 ”Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal” Udpegningsgrundlaget er følgende:

Etableringen af spredte sten sker på habitatnaturtypen sandbanke (1110) og bugt (1160). Det er Kystdirektoratets vurdering, at udlægningen af spredte sten ikke påvirke habitatnaturtyperne idet stenene kan bidrage til øget flora og fauna i området. Projektet vurderes ligeledes ikke at påvirke arter eller fugle på udpegningsgrundlaget idet der alene er tale om udlægningen af spredte sten. Der vil kunne opleves støj i forbindelse med sejlads, samt arbejdet i at anlægge stenene på havbunden. Denne vurderes dog, at være kortvarig og lokalt. Ansøger har I forbindelse med sagen oplyst at arbejdet vil tage 3-5 dage, og at de vil blive udlagt i vinterhalvåret, mellem 2025-2027. Projektet vurderes ikke at forstyrre bilag IV arten odder, idet arbejdet pågår i dagtimerne, og odderen er nataktiv. Arten vurderes at kunne benytte området som vanligt efter endt anlægsperiode. Projektet vurderes på baggrund heraf ikke at kunne medføre forstyrrelser på individ niveau på bilag IV arten odder. Kystdirektoratet har i denne sag vurderet, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området eller bilag IV arten odder. Kystdirektoratet vurderer således at der ikke vil ske en væsentlig forringelse af naturtyper og levesteder eller at projektet i øvrigt vil medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, samt for bilag IV arten odder. Kystdirektoratet vurderer derfor, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratets vurdering er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger og egne konkrete vurderinger samt almene erfaringer fra sagsområdet. Kystdirektoratets vurdering, af at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering, skyldes bl.a. projektets begrænsede omfang og placering.

Begrundelse for at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingsloven

Det ansøgte projekt er efter Kystdirektoratets vurdering ikke omfattet af bilag 1 eller 2 i miljøvurderingsloven. Kystdirektoratet har endvidere ikke kendskab til, at det ansøgte projekt er en del af et større projekt på land, som er omfattet af miljøvurderingslovens regler. Det er derfor Kystdirektoratets vurdering, at der ikke er hverken funktionel sammenhæng med andre projekter eller på anden måde integreret sammenhæng med andre projekter. Vurderingen er foretaget på baggrund af det ansøgte, Kystdirektoratets kendskab til området og andre sager, ligesom ansøgningen har været sendt i høring ved kommunen og en lang række statslige myndigheder og interesseorganisationer, som ikke har oplyst om andre projekter.

Projektbeskrivelse

Tilladelsen omfatter anlæg af spredte sten ved Nibe-Gjøl bredningen i Limfjorden. Projektområdet er 6,84 ha og kan ses på nedenstående kort. Stenene vil blive udlagt på vanddybder mellem 1-2 meter. Der vil være en minimums fridybde på 80 cm over stenene. Stenene udlægges som spredte sten i små klynger og enkeltvis. Stenene der bruges til projektet er natursten, enten fra grusgrav eller springsten fra Norge. For yderligere beskrivelse af projektet henvises til ansøgningsmaterialet.

Sagsgennemgang

Efter Kystdirektoratet modtog ansøgningen, har den været sendt i høring hos Beredskabsstyrelsen, Trafikstyrelsen, Miljøstyrelsen, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Etablissement- og Terrænkommandoen Forsvaret, Slots- og Kulturstyrelsen, Aalborg Kommune samt sendt til orientering til Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, EjendomDanmark, Landsforening for Digelag i Danmark og Geodatastyrelsen. Nedenfor gengives de væsentligste bemærkninger.

Beredskabsstyrelsen skrev den 1. oktober 2025 bl.a. følgende:

”… Beredskabsstyrelsen bemærker, at stenene vil være placeret syd for sejlrenden og gør opmærksom på, at den endelige placering af sten skal være som anført samt syd for afmærkningerne. Derudover bemærker BRS, at Stenene udlægges på vanddybder mellem 1,0 til 2,0 m, hvor det sikres ved udlægningen, at der er min. 0,8 m fridybde fra top af sten til vandoverfladen. Desuden gør styrelsen opmærksom på, at beskyttelseszonen omkring kabler er på 200 meter på hver side af kablet eller rørledningen jf. § 4 i BEK nr. 939 af 27/11/1992 om beskyttelse af søkabler og undersøiske rørledninger. Ved arbejder på søterritoriet skal bekendtgørelse nr. 1229 af 03/10/2023 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejder og andre aktiviteter i danske farvande følges…”

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø skrev den 1. oktober 2025 bl.a. følgende:

”Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) gør opmærksom på, at etablering af spredte sten bør foregå i en afstand fra de nationale overvågningsstransekter for ålegræs og anden rodfæstet vegetation således at der ikke opstår geografisk sammenfald mellem de spredte sten og ålegræstransekterne. Derudover bør de spredte sten ikke placeres således, at de spredte sten potentielt blokerer for, at ålegræsset kan brede sig ud på større dybde, hvor ålegræstransekterne er placeret. Etableres de spredte sten tilstrækkelig tæt på de nationale overvågningstransekter, er der risiko for at de spredte sten kan påvirke resultaterne af den nationale overvågning og fortolkningen i forhold til de presfaktorer, der er på ålegræs og anden rodfæstet vegetation. Ålegræstransekterne strækker sig fra kysten og vinkelret ud på større dybde. SGAV gør opmærksom på, at nærmeste overvågningsstation for rodfæstede bundplanter er station DKMONCW[telefon]...”

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen skrev den 5. oktober 2025 følgende:

”Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har gennemgået det ansøgte. Vi vurderer ikke, at det ansøgte vil berøre aktuelle og eventuelle fremtidige fiskeriinteresser. Vi har derfor ikke bemærkninger til det ansøgte.”

Etablissement- og Terrænkommandoen skrev den 12. oktober 2025 følgende:

”Etablissement- og Terrænkommandoen har ingen bemærkninger til høringen vedrørende; etablering af spredte sten ved Nibe-Gjøl bredning.”

Slots- og Kulturstyrelsen skrev den 1. oktober 2025 bl.a. følgende: ”…Slots- og Kulturstyrelsen vurderer, at der er tale om en stærkt begrundet formodning om tilstedeværelsen af beskyttede og sårbare fortidsminder og har på den baggrund afgjort, at der skal stilles krav om, at den ansvarlige for aktiviteten udfører en marinarkæologisk forundersøgelse for bygherres regning hvis projektet gennemføres på den planlagte position…”

Alle bemærkninger blev sendt i partshøring og Kystdirektoratet modtog følgende bemærkninger: ”Vi er indstillet på, at der skal gennemføres en marinarkæologisk forundersøgelse for bygherres regning. Hvis delområder ikke kan anvendes til etablering af stenrev, på grund af marinarkæologiske forhold, så kan bygherre nemt tilpasse/reducere projektet… I forhold til høringssvar fra Sikre Farvande, så vil følge deres anvisninger. I forhold til høringssvar fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), så vil der ikke være sammenfald mellem stenrev og den nævnte NOVANA station. Det vurderes i øvrigt ikke, at projektet, vil forhindre, at ålegræsset kan sprede sig ud på større dybder på grund af det planlagte stenrev, fordi tætheden af sten er forholdsvis lille, da vi ikke etablerer massive stenrev, men spredte sten.”

Klagevejledning

Dette dokument indeholder tre afgørelser:

  • afgørelse om at give tilladelse til projektet
  • afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering
  • afgørelse om, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingslovens anvendelsesområde Afgørelserne kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

For afgørelserne gælder følgende:

  • Kystdirektoratets afgørelse kan alene påklages for så vidt angår retlige forhold.
  • Klagefristen er 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt.
  • Der klages via Klageportalen, som der er et link til på forsiden af https://naevneneshus.dk. Klageportalen ligger på www.borger.dk og med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage.

Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen.

  • Klageberettigede efter kystbeskyttelsesloven er:
  • 1) adressaten for afgørelsen,
  • 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
  • 3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens udfald,
  • 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
  • 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
  • 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
  • 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
  • 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
  • Klageberettigede efter kysthabitatbekendtgørelsen er:
  • 1) adressaten for afgørelsen,
  • 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
  • 3) enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen,
  • 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
  • 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
  • 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
  • 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
  • 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
  • • Klageberettigede efter miljøvurderingsloven er:
  • 1) miljøministeren,
  • 2) enhver med retlig interesse i sagens udfald, og
  • 3) landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes. Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 18 b i kystbeskyttelsesloven, samt § 54, stk. 1, i miljøvurderingsloven.

Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen kan tilladelsen ikke udnyttes, før klagesagen er færdigbehandlet, medmindre Kystdirektoratet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet konkret bestemmer andet.

Med venlig hilsen

[navn]

[email]

Kopi: Beredskabsstyrelsen, Trafikstyrelsen, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Etablissement- og Terrænkommandoen Forsvaret, Slots- og Kulturstyrelsen, Aalborg Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, EjendomDanmark, Landsforening for Digelag i Danmark og Geodatastyrelsen

Kystdirektoratets afgørelse offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-56340 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 511.