Kystpraksis Søterritoriet Vordingborg Kommune
Tilladelse til etablering af tre husbåde i Vordingborg Nordhavn
Sagen kort
En virksomhed søgte om tilladelse efter kystbeskyttelsesloven til at placere tre husbåde på ca. 13 x 3,2 m med en højde på 3,46 m til tagterrassen ved flydebroer i Vordingborg Nordhavn i Vordingborg Kommune. Efter kommunens høringssvar flyttede ansøger husbådene længere ind mod land, hvor vanddybden er for lille til almindelige lystbåde. Kystdirektoratet gav tilladelse og lagde vægt på, at husbåde ikke er uforenelige med en lystbådehavn, at der kun er tale om tre både placeret tilbagetrukket i en stor havn, at de ikke vil være væsentligt dominerende i kystlandskabet, og at kommunen som havneejer finder dem forenelige med havnens drift. En nabos indsigelse om udsigt og pladsforbrug blev ikke tillagt afgørende vægt, da kun toppen af to af bådene vil være synlig fra naboens grund. Der blev stillet vilkår om, at tagterrassen ikke må have læskærme og kun lette møbler, og direktoratet vurderede, at projektet ikke påvirker Natura 2000-området eller marsvin væsentligt.
Fakta
- Ejendom
- Havn
- Ansøger
- Virksomhed
- Synlighed
- Delvist synlig
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Højde | – | 3,5 m | – |
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Husbådenes tagterrasse må ikke forsynes med læskærme, og der må kun benyttes lette møbler (ikke loungemøbler) på tagterrassen
- Tilladelsen og anlægget må ikke overdrages til andre uden Kystdirektoratets tilladelse
- Anlægget skal vedligeholdes i god og forsvarlig stand og kan kræves fjernet for ejers regning, hvis det ikke anvendes som ansøgt, ikke vedligeholdes, eller vilkårene ikke overholdes
- Færdigmelding med endelig position skal sendes til Kystdirektoratet, Søfartsstyrelsen og Geodatastyrelsen
- Udvidelser eller ændringer kræver Kystdirektoratets tilladelse
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Kystzoneforvaltningen
J.nr. 2025 - [postnr by]. [..]
Den 20. februar [postnr by] ApS
Att: [navn]
Pr. mail [email]
Tilladelse til etablering af tre husbåde i Vordingborg Nordhavn, Vordingborg Kommune
Kystdirektoratet giver hermed tilladelse til at etablere tre husbåde i Vordingborg Nordhavn, ud for [matrikel], Vordingborg Kommune. Tilladelsen indeholder afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, kysthabitatbekendtgørelsen og miljøvurderingsloven. Kystdirektoratet har vurderet, at det ansøgte kan tillades efter kystbeskyttelsesloven. Kystdirektoratet har vurderet, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratet har vurderet, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2.
Lovgrundlag
Etablering af husbåde på søterritoriet kræver tilladelse fra Kystdirektoratet, jf. § 16 a, stk. 1, nr. 2 i kystbeskyttelsesloven (LBK nr. 73 af 18/01/2024). I henhold til § 16 a, stk. 4, kan der stilles vilkår i forbindelse med en tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a. Kystdirektoratet skal, når der træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, vurdere om projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller visse udpegede arter væsentligt, jf. § 3 i bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). Kystdirektoratet skal, når træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, samtidig vurdere om projektet kræver en miljøkonsekvensvurdering (VVM), jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (LBK nr. 4 af 03/01/2023).
Tilladelsen gives på følgende vilkår
Fælles vilkår efter kystbeskyttelsesloven og kysthabitatbekendtgørelsen:
- 1. Udformningen og etableringen af anlægget skal ske i overensstemmelse med det ansøgte.
- 2. Der må ikke uden Kystdirektoratets tilladelse foretages udvidelser eller ændringer af anlægget eller anlægsmetoderne.
Vilkår efter kystbeskyttelsesloven:
- 3. Tilladelsen bortfalder hvis anlægsarbejdet ikke er afsluttet indenfor 5 år fra udstedelsen af denne tilladelse.
- 4. Samtidig med at anlægsarbejdet afsluttes, skal Kystdirektoratet ([email]) underrettes herom. Snarest herefter skal samme myndigheder tilsendes en færdigmelding, som dokumenterer at projektet er opført i overensstemmelse med tilladelsen samt angiver anlæggets endelige position.
- 5. Anlæggets ejer forpligter sig til at vedligeholde anlægget i god og forsvarlig stand.
- 6. Anlæggets tagterrasse må ikke forsynes med læskærme, og der må alene benyttes lette møbleringer på tagterrassen.
- 7. Tilladelsen til at etablere anlægget og det opførte anlæg må ikke uden tilladelse fra Kystdirektoratet overdrages til andre.
- 8. Anlægget eller dele heraf kan af Kystdirektoratet kræves fjernet, for ejers regning, såfremt:
- • anlægget ikke længere anvendes som ansøgt.
- • anlægget ikke vedligeholdes eller det ødelægges og ikke straks genetableres, eller
- • vilkår for tilladelsen ikke opfyldes eller overholdes.
Geodatastyrelsen ([email]) skal underrettes umiddelbart efter anlæggets permanente fjernelse. I forbindelse med en fjernelse af anlægget skal området bringes i en stand så tæt på de forhold, som eksisterede inden anlæggets etablering, som muligt. Der skal tilsendes Kystdirektoratet ([email]), Søfartsstyrelsen reetableringen.
Fælles bemærkninger:
Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på at tilladelsen fortabes, hvis nogle af de for tilladelsen fastsatte vilkår ikke måtte blive opfyldt.
Tilladelsen fritager ikke modtageren for pligt til at opnå tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige for gennemførelse af projektet i henhold til anden lovgivning. Tilladelsen erstatter ikke privatretlige aftaler med fysiske og juridiske personer, som kan være berørt af projektet, ligesom den ikke fritager ejeren af anlægget for et, i forbindelse med anlæggets tilstedeværelse eller etablering, opstået civilretligt ansvar. Tilladelsen indeholder ikke en garanti for den projekterede konstruktions sikkerhed eller stabilitet. Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på bekendtgørelse nr. 1229 af 3. oktober 2023 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejder og andre aktiviteter i danske farvande.
Afgørelse efter kystbeskyttelsesloven
Kystdirektoratet har vurderet, at der kan gives tilladelse til det ansøgte projekt med den begrundelse, at husbåde grundlæggende er en anlægstype, som ikke er uforenlig med en placering i en lystbådehavn, og det vurderes, at der ikke er afgørende forhold i sig selv eller samlet, som taler imod en tilladelse til de tre ansøgte husbåde i Vordingborg Nordhavn. Kystdirektoratet har bl.a. vurderet at der ikke er væsentlige naturhensyn, som taler imod projektet, ligesom der ikke synes at være hensyn i øvrigt, som taler imod projektet. I forbindelse med Kystdirektoratets vurdering er der bl.a. blevet lagt vægt på, at de tre husbåde placeres tilbagetrukkent langs havnens kant ved to broanlæg. Efter modtagelse af indkommen høringssvar fra Vordingborg Kommune omkring bådenes placering, hvor kommunen klarlagde, der var sket ”en misforståelse mellem ansøger og Vordingborg Kommune da bådenes foreslåede placering ikke er mulig. På de pladser ansøger har markeret, er der nok vand til at almindelige lystbåde kan ligge, og derfor vil vi foreslå de kommer længere ind mod land, hvor der kun er meget lidt vanddybde og pladserne ikke er brugbare til lystbåde.” Efter partshøringen projektændrede ansøger placeringen af de tre husbåde, således Vordingborg Kommunes forslag blev anvendt. Kystdirektoratet har tillagt det betydning, at ansøger har lavet en projektændring efter kommunens høringssvar. Det klarlægges således også i kommunens høringssvar, at husbådene ikke vil optage plads fra almindelige lystbåde, da husbådene placeres på lavere vand end hvad lystbådene vil kunne. Det vurderes yderligere efter projektændringen, at fremtoningen af husbådene ikke vil være væsentlig dominerende i kystlandskabet eller havnen grundet havnens størrelse. Idet det kan variere med omfanget af anden benyttelse i havnen af andre fartøjer, og særligt i perioder uden for højsæson for sejllads, så vil husbådene i denne periode formentligt være nogle af de eneste anlæg ved broen, mens der på land vil være vinteropbevaring langs havnen. Ejer af [adresse] er kommet med bemærkninger om, at ”placeringen af de 3 husbåde er meget uheldig da:
1. De optager pladser der bruges af sejlbåde
- 2. Beboere, der har udsigt til lystbådehavnen, samt de mange besøgende på havnen belastes af husbådene, der slet ikke hører til i miljøet.
- 3. De har en negativ landskabelig påvirkning af de naturskønne omgivelser.”.
Kystdirektoratet har vægtet kommunens høringssvar, hvor det forklares, at husbådene ikke vil optage plads fra almindelige lystbåde grundet det lave vand. Det ses desuden ud fra ortofotos og skråfoto, at matrikelejeren ikke vil blive påvirket i en grad, som vil genere betydeligt, idet husbådene placeres tilbagetrukkent og i en hvis afstand fra matriklen. Ligeledes ses det ud fra analyseredskaber i GIS såsom sigtelinje, at den ene husbåd ikke er synlig, mens ca. 0,3-0,5 m af de to andre husbådes toppe vil være synlige fra naboens grund. Dette skal også ses i relation til, at der alene er tale om tre husbåde af den valgte størrelse, hvorfor det vurderes ikke at være væsentligt og vurderes til at ligge inden for den tålegrænse af anlæg og ændringer, som der må forventes at komme i en aktivt lystbådehavn. Ud fra ortofotos ses det, at arealet mellem lystbådehavnen og matrikel desuden anvendes til parkering af køretøjer. Ligeledes ses det af ortofotos, at landarealet ved lystbådehavnen også anvendes til vinteropbevaring, hvilket efter Kystdirektoratets vurdering vil føre til færre gener af husbådene, idet der mellem husbåde og naboer vil være oplag af fartøjer for vinteren. Kystdirektoratet har lagt vægt på, at antallet af husbåde alene er tre, og samlet set vil det ikke medfører en væsentlig negativ dominans i kystlandskabet, da de placeres i en størrelsesmæssigt stor havn. Husbådene størrelse er angivet til ca. 13 meter i længde og 3.20 meter i bredden og højde på 3.46 meter til tagterrassen. Husbådene er i stål, kompositmateriale og træ, samt træfarvet. Det er Kystdirektoratets vurdering, at husbådenes i den valgte størrelse ikke afviger markant i forhold til anden benyttelse af havnen i form pladser til joller, sejlbåde og motorbåde. Der sættes vilkår i tilladelsen om, at der ikke må anvendes læsejl på tagterrassen, samt at møbleringer skal holdes lette. Ved lette møbleringer forstås, at terrassen ikke indrettes med loungemøbler, som er kendetegnet ved at være lukkede konstruktioner med faste flader, modsat borde bænke i café-stil, som er i åbne konstruktioner. Det er vurderingen, at tagterrassen med dette vilkår fortsat vil indbyde til anvendelig benyttelse, men ikke få en særlig visuel negativ betydning i det samlede havnemiljø. Anvendelse af en eventuel parasol på tagterrassen vurderes ikke at skæmme. Kystdirektoratet har lagt til grund i vurderingen, at Vordingborg Kommune, som også ejer havnen, har vurderet, at de tre husbåde kan rummes. Kystdirektoratet lægger derfor vægt på, at havnen finder husbådene foreneligt med havnens drift. Efter Kystdirektoratets vurdering, så må det påregnes, at en lystbådehavn kan og vil blive anvendt til fartøjer af blandet størrelse og udformning, samt hvor det kan være foreneligt også andre anlæg, som har tilknytning til en maritim eller marin placering og anvendelse. I Kystdirektoratets vurdering indgår havnens eksisterende benyttelse af andre fartøjers størrelse og antal, samt placering og indretninger af eksisterende broanlæg. Dette vurderes i sammenhæng med husbådenes størrelse. Samlet set, så vurderes det ikke, at husbådene medfører en væsentlig ændring og forringelse i kystlandskabet og vurderes ikke i nævneværdig grad at afvige fra andre fartøjers påvirkning.
Kystdirektoratet vurderer, at der ikke er behov for krav om sikkerhedsstillelse, idet husbådene placeres i en kommunal havn. Det fremgår endvidere af tilladelsen, at tilladelsen ikke kan overdrages uden vores godkendelse og såfremt en overdragelse ikke kan ske, så skal husbådene tages på land, idet der ikke vil være en gyldig tilladelse. Det fremgår af sagen, at husbådene i forbindelse med Kystdirektoratets behandling af ansøgningen har opnået nødvendig godkendelse efter Søfartsstyrelsens tekniske forskrift om husbåde. Kystdirektoratet lægger derfor til grund, at husbådene er egnede og godkendte til formålet. Kystdirektoratet finder derfor, at der kan gives tilladelse til at etablere tre husbåde i Vordingborg Nordhavn.
Afgørelse efter kysthabitatbekendtgørelsen
Alle planer og projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for et internationalt naturbeskyttelsesområdes forvaltning, skal vurderes med hensyn til deres virkning på områdets naturtyper og levesteder samt de arter, området er udpeget for at bevare. Alle planer og projekter skal samtidig vurderes med hensyn til deres virkning på arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Hvis Kystdirektoratet efter høring af andre berørte myndigheder vurderer, at projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller en beskyttet art væsentligt, skal der foretages en konsekvensvurdering af projektets virkning. Det ansøgte projekt vil finde sted ca. 6 km fra nærmeste Natura 2000-område (nr. 173 Smålandsfarvandet nord for Lolland, Guldborg Sund, Bøtø Nor og Hyllekrog- Rødsand). Udpegningsgrundlaget fremgår af bilag 1. Kystdirektoratet har i denne sag vurderet, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området. Kystdirektoratet vurderer således, at der ikke vil ske en væsentlig forringelse af naturtyper og levesteder, eller at projektet i øvrigt vil medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for. Kystdirektoratet vurderer derfor, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratets vurdering, af at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering, skyldes bl.a. projektets placering inden for havnen, afstand til nærmeste Natura 2000-område samt projektets begrænsede omfang. Kystdirektoratet vurdere yderligere, at projektet ikke vil beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for bilag IV-arten marsvin, samt påvirke arten på individniveau. Kystdirektoratets vurdering skyldes bl.a. projektets begrænsede omfang, karakter samt placering tilbagetrukkent på havnens broer inden for havnen. Kystdirektoratets vurdering er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger og egne konkrete vurderinger samt almene erfaringer fra sagsområdet.
Begrundelse for at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingsloven
Det ansøgte projektet er efter Kystdirektoratets vurdering ikke omfattet af bilag 1 eller 2 i miljøvurderingsloven. Kystdirektoratet har endvidere ikke kendskab til, at det ansøgte projekt er en del af et større projekt på land, som er omfattet af miljøvurderingslovens regler. Det er derfor Kystdirektoratets vurdering, at der ikke er hverken funktionel sammenhæng med andre projekter eller på anden måde integreret sammenhæng med andre projekter. Vurderingen er foretaget på baggrund af det ansøgte, Kystdirektoratets kendskab til området og andre sager, ligesom ansøgningen har været sendt i høring ved kommunen og en lang række statslige myndigheder og interesseorganisationer, som ikke har oplyst om andre projekter.
Projektbeskrivelse
Tilladelsen omfatter anlæg af tre husbåde, som er 13 meter lange, 3,2 meter brede og måler 3,46 m i højden. Husbådene placeres ved flydebroens bådpladser og tilhørende fortøjning. Husbådene er bygget i træ, stål og kompositmaterialer og er i lys træfarve og sorte elementer, og leveres som færdige anlæg. Anlægget etableres ud for [matrikel], Vordingborg Kommune. Placeringen ses på følgende kort, hvor husbådene er markeret med blå. De røde markeringer er således ikke relevante.
Sagsgennemgang
Efter Kystdirektoratet modtog ansøgningen, har den været sendt i høring hos Søfartsstyrelsen, Trafikstyrelsen, Miljøstyrelsen, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Slots- og Kulturstyrelsen, Vikingeskibsmuseet, Vordingborg Kommune samt sendt til orientering til Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, EjendomDanmark og Geodatastyrelsen, samt naboer. Nedenfor gengives de væsentligste bemærkninger.
Søfartsstyrelsen skrev den 29. november 2024 bl.a. følgende:
” Søfartsstyrelsens afdeling for Sikre Skibe har nedenstående bemærkninger til Kystdirektoratets høring. Søfartsstyrelsen stiller som en betingelsen at husbådene skal være bygget og synet i.h.t. Bekendtgørelse nr. 9651 af 28/06/2007 Teknisk forskrift om husbåde og flydende konstruktioners stabilitet, flydeevne m.v.”. Heraf følger det desuden, at inden en husbåden tages i brug skal den synes iht. ovennævnte bekendtgørelse af en person eller en virksomhed der er autoriseret hertil af Søfartsstyrelsen, denne person udfærdiger en attest om, at bekendtgørelsen et opfyldt. Søfartsstyrelsen skal ligeledes bemærke, at når husbåden ligger fast i en havn og anvendes til erhverv, er den omfattet af Byggeloven herunder reglerne om byggesagsbehandling på områder som ikke er omfattet af ovennævnte bekendtgørelse ”Teknisk forskrift om husbåde og flydende konstruktioners stabilitet, flydeevne m.v”. Det gælder fx brandsikkerhed, flugtveje mv. Som byggemyndighed er det kommunen, der i hvert enkelt tilfælde tager stilling til hvad der kræves m.ht. anvendelse og beskaffenhed i øvrigt. Slutteligt skal Søfartsstyrelsen bemærke, at der er pligt til at anmelde registeringen af husbåde i enten Skibsregisteret eller Fartøjsfortegnelsen. Her skal der rettes henvendelse til [email]”.
Sikre Farvande (tidligere Søfartsstyrelsen) skrev den 11. december 2024 bl.a. følgende:
”Sikre Farvande i Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab har ingen bemærkninger til denne sag, men skal gøre opmærksom på, at ved arbejder på søterritoriet skal bekendtgørelse nr 1229 af 03/10/2023 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejder og andre aktiviteter i danske farvande følges. Ved alle fremtidige henvendelser til Sikre Farvande i MSSB vedrørende denne sag, bedes der venligst refereret til følgende sagsnummer: 2024154737. Dette sagsnummer skal tydeligt anføres i toppen af henvendelsen for at effektivisere sagsbehandlingen og sikre rettidige svar på fremtidige henvendelser.”.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (tidligere Miljøstyrelsen) skrev den 16. december 2024 følgende: ”Efter modtagelse af din henvendelse, er denne sendt i intern høring ved berørte enheder. Disse er nu vendt retur med bemærkningen om at, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø ingen bemærkninger har til det ansøgte.”.
Fiskeristyrelsen skrev den 26. november 2024 følgende:
”Fiskeristyrelsen har gennemgået det ansøgte og vi har ikke bemærkninger til projektet.”.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse skrev den 26. november 2024 følgende:
”Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har ingen bemærkninger til høringen vedrørende; etablering af tre husbåde i Vordingborg Nordhavn”.
Vordingborg Kommune skrev den 3. december 2024 følgende:
”Vi har kun en kommentar til ansøgningen og det er, at det lader til der er sket en misforståelse mellem ansøger og Vordingborg Kommune da bådenes foreslåede placering ikke er mulig. På de pladser ansøger har markeret, er der nok vand til at almindelige lystbåde kan ligge, og derfor vil vi foreslå de kommer længere ind mod land, hvor der kun er meget lidt vanddybde og pladserne ikke er brugbare til lystbåde. Vi har markeret tre pladser med blå firkanter og tegnet en afgrænsning, hvor vi mener husbådene bør placeres inden for. ”.
Ejer af [adresse] skrev den 11. december 2024 følgende:
”Placeringen af de 3 husbåde er meget uheldig da:
- 1. De optager pladser der bruges af sejlbåde
- 2. Beboere, der har udsigt til lystbådehavnen, samt de mange besøgende på havnen belastes af husbådene, der slet ikke hører til i miljøet.
- 3. De har en negativ landskabelig påvirkning af de naturskønne omgivelser.”.
- • Alle bemærkninger blev sendt i partshøring og Kystdirektoratet modtog følgende bemærkninger: ”Vi er enige med Vordingborg kommune om at bådene skal trækkes længere ind mod land som vist på den tegning, de har vedlagt høringssvaret.
Bådene bliver ansøgt som forskrevet i forhold til byggeansøgning. Søfartsstyrelsen har allerede godkendt bådtypen fra en lignende sag. Når bådene er godkendt af byggesagsafdelingen og disse ligger i vandet, kan de endeligt godkendes af Søfartsstyrelsen. Se tidligere godkendelse fra Søfartsstyrelsen. Ellers har vi ingen yderligere kommentarer. ”.
Klagevejledning
Dette dokument indeholder tre afgørelser:
- afgørelse om at give tilladelse til projektet
- afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering
- afgørelse om, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingslovens anvendelsesområde Afgørelserne kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
For afgørelserne gælder følgende:
- Kystdirektoratets afgørelse kan alene påklages for så vidt angår retlige forhold.
- Klagefristen er 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt.
- Der klages via Klageportalen, som der er et link til på forsiden af https://naevneneshus.dk. Klageportalen ligger på www.borger.dk og med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage.
Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen.
- Klageberettigede efter kystbeskyttelsesloven er:
- 1) adressaten for afgørelsen,
- 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- 3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens udfald,
- 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
- 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
- 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
- Klageberettigede efter kysthabitatbekendtgørelsen er:
- 1) adressaten for afgørelsen,
- 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- 3) enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen,
- 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
- 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
- 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
- • Klageberettigede efter miljøvurderingsloven er:
- 1) miljøministeren,
- 2) enhver med retlig interesse i sagens udfald, og
- 3) landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes. Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 18 b i kystbeskyttelsesloven, samt § 54, stk. 1, i miljøvurderingsloven. Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen kan tilladelsen ikke udnyttes, før klagesagen er færdigbehandlet, medmindre Kystdirektoratet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet konkret bestemmer andet.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystzoneforvaltningen
[telefon]
[email]
Kopi: Søfartsstyrelsen, Trafikstyrelsen, Miljøstyrelsen, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Slots- og Kulturstyrelsen, Vikingeskibsmuseet, Vordingborg Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, EjendomDanmark og Geodatastyrelsen, samt naboer. Kystdirektoratets afgørelse offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside.
Bilag 1 – Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område (nr. 173
Smålandsfarvandet nord for Lolland, Guldborg Sund, Bøtø Nor og Hyllekrog-Rødsand)
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-4656 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 486.