Kystpraksis Strandbeskyttelse Thisted Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til midlertidigt areal til byggeplads

Afgjort 10. november 2026  · Journalnummer 2026-84471  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Et rådgivningsfirma søgte på vegne af Beredskabsstyrelsen om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til en midlertidig byggeplads på ca. 2.400 m² på et kommunalt ejet areal i Thisted Kommune. Pladsen skal bruges til oplag af materialer fra maj 2027 til udgangen af 2029 i forbindelse med byggeprojekter på Beredskabsstyrelsens nærliggende område, hvor der ikke er plads på grund af kuperet terræn og daglig operativ drift. Kystdirektoratet vurderede, at der forelå et særligt tilfælde, og gav dispensation på vilkår om, at arealet reetableres inden udgangen af 2029. Direktoratet lagde vægt på, at arealet ligger i tilknytning til eksisterende vej og landværts eksisterende bygninger, at ingen kystlandskabelige hensyn taler imod, og at oplaget er tidsbegrænset. Projektet vurderedes ikke at påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Stat
Afstand til kysten
200 m
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Andet

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • Arealet skal reetableres inden udgangen af 2029
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til midlertidigt areal til byggeplads inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Thisted Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Vilkår for dispensation

Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:

  • Arealet reetableres i inden udgang af 2029.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Sweco Danmark A/S søger på vegne af Beredskabsstyrelsen om etablering af en midlertidig byggeplads på [matrikel], [adresse] inden for strandbeskyttelseslinjen.

Det midlertidige byggepladsareal vil blive benyttes som en oplagsplads fra maj 2027 til udgangen af december 2029.

Det ansøgte midlertidige areal til oplag er ca. 60 meter x 40 meter.

På figur 1 ses et billede af den ansøgte matrikel og det omkringliggende område.

På figur 2 ses den ansøgte placering for den midlertidige byggeplads.

Fig. 1. Ortofoto 2026. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde markerede matrikel er den ansøgte.

Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. Den ansøgte placering for den midlertidige oplagsplads.

Ansøger oplyser følgende:

” Indledning

Etablissement og Terrænkommandoen (ETK) ansøger om dispensation for strandbeskyttelseslinjen til etablering af byggeplads på ”[..]”, [matrikel]by, Tilsted.

(…)

Matriklen er ejet af Thisted Kommune, og ETK (tidligere FES) lejer matriklen på vegne af Beredskabsstyrelsen. Ansøgning om dispensation for strandbeskyttelseslinjen er vedlagt fuldmagt fra ejer og ansøger. Matriklen anvendes af Beredskabsstyrelsen til øvelser ol.

(…)

Projektbeskrivelse

Beredskabsstyrelsen i Thisted har planer om byggeaktivitet på [adresse] ifm. hhv. Kystprojektet, Separatkloakeringsprojektet samt Garage og Beredskabs- & undervisningsbygningen. Idet matriklen er stærkt kuperet og at den daglige operative drift og uddannelsesaktivitet skal fastholdes i byggeperioden er vi udfordret på plads til byggeplads. Mandskabsfaciliteter til byggeprojekterne prioriteres placeres i umiddelbar nærhed til arbejdet. ETK ønsker i den forbindelse at gøre brug af en del af området ”[..]” (14aa) som byggeplads. Byggepladsen vil fortrinsvis blive brugt til oplag af materialer til byggeprojekterne. Der ansøges om dispensation til følgende:

  • Projektets art: Byggepladsen vil fortrinsvis blive brugt til oplag af materialer til byggeprojekterne.
  • Omfang: Byggepladsen foreslås at udgøre et areal på ca. 2.400 m2 (ca. 40x60m), se bilag B Situationsplan. Indkørsel til byggepladsen vil ske via Simons Bakken og nærliggende port ind til Beredskabsstyrelsens område.
  • Placering: ca. 200 m fra kystlinje se bilag A Oversigtskort
  • Varighed: Midlertidig

Formål og begrundelse

Formålet med projektet er:

  • Byggeplads til oplag af materialer Projektet vurderes nødvendigt, da:
  • Specielt etablering af Garagebygning og Beredskabs- og undervisningsbygning har stor samfundsmæssig værdi, da den vil øge evnen til hurtig udrykning når Beredskabsstyrelsen skal understøtte de lokale beredskaber eller egne nationale opgaver. Beredskabsstyrelsen i Thisted er beliggende på en stærk kuperet grund hvilket ikke efterlader mange brugbare steder til byggeplads for oplag af materialer. De få steder der er benyttes til parkering af køretøjer, materiel eller indgår i uddannelsen af værnepligtige. Hvis hele byggepladsen skal etableres indenfor Beredskabsstyrelsens matrikel kan det medføre en forringelse i udrykningstid- og kapacitet samt forringelse i uddannelsen af værnepligtige.
  • Efter en konkret vurdering er det ikke muligt at etablere byggepladsen på et andet areal end det ansøgte. Alternative placeringer vil medføre, at transport til og fra byggepladsen i væsentligt større omfang skal foregå via den offentlige vej, herunder Simons Bakke, som på det pågældende stræk fungerer som en hovedfærdselsåre ind mod Thisted by. Placering af byggepladsen længere væk vil således medføre øget kørsel med tunge køretøjer og entreprenørmateriel på denne strækning, hvilket vurderes at give væsentlige trafikale gener og forringet trafiksikkerhed.

Ved placering af byggepladsen på ”[..]” opnås der derimod mulighed for, at entreprenørerne kan benytte Beredskabsstyrelsens interne adgangsvej, hvorved kørsel på den trafikerede del af Simons Bakke helt kan undgås. Dette vurderes at være en væsentlig fordel både af hensyn til trafikale forhold og den samlede gennemførelse af projektet.

  • Der sker således ingen varige ændringer af arealet, og projektet medfører ikke en permanent påvirkning af kystlandskabet, den visuelle oplevelse eller offentlighedens adgang. På denne baggrund vurderes den ansøgte dispensation at være proportional, stedbundet og uden præcedensvirkning.”

Kystdirektoratet efterspurgte efterfølgende om perioden for den midlertidige byggeplads, hvortil ansøger svarede følgende:

” Vi forventer at etablere byggepladsen maj 2027 og afrigge byggepladsen igen december 2029.”

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 27, Hvidbjerg Å, Ove Sø og Ørum Sø) ligger ca. 4,7 km mod vest. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 27. Det nærmeste fuglebeskyttelsesområde er nr. 22 beliggende i Natura 2000 område nr. 24, Hanstholm Reservatet, Hanstholm Knuden, Nors Sø og Vandet Sø ca. 8,4 km mod nordvest.

Udpegningsgrundlag for Natura 2000-områderne ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at det ansøgte er placeret uden for Natura 2000-områder, og dermed uden for kortlagt habitatnatur og levesteder. Derudover er der lagt vægt på, at der er tale om et midlertidigt oplag som er beliggende i tilknytning til eksisterende veje. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lign., og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.

Kystdirektoratet finder, at der er tale om et sådant særligt tilfælde, der kan opnå dispensation jf. § 65b, stk. 1. Der er i vurderingen lagt vægt på, at der er tale om arealer som er beliggende i tilknytning til eksisterende vej og landværts eksisterende bygninger.

Der er yderlige lagt vægt på, at der ikke er kystlandskabelige hensyn der taler imod en dispensation. Der er endvidere lagt vægt på, at oplagspladserne etableres i en tidsbegrænset periode.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til etablering af midlertidigt areal til byggeplads.

Med venlig hilsen

[navn]

Naturbeskyttelse

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-områderne

Afgørelsen er også sendt til:

  • Thisted Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Thy, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Thisted, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Slots- og Kulturstyrelsen, [email]
  • Museum Thy, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 27, Hvidbjerg Å, Ove Sø og Ørum Sø og nr. 24, Hanstholm Reservatet, Hanstholm Knuden, Nors Sø og Vandet Sø

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-84471 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 4804.