Kystpraksis Strandbeskyttelse Vordingborg Kommune
Dispensation til opsætning af telte samt parkering i forbindelse med afholdelse af et 6 dags arrangement på ejendommen
Sagen kort
En fond, der driver en højskole og et økosamfund i en tidligere flyveskoles bygninger inden for strandbeskyttelseslinjen i Vordingborg Kommune, søgte om dispensation til at opstille ca. 90 overnatningstelte og to forsamlingstelte samt eventuelt at bruge et markareal over for bygningerne til midlertidig parkering og camping i forbindelse med et 6-dages arrangement med omkring 250 deltagere i juli 2026. Kystdirektoratet gav dispensation som ansøgt på vilkår om, at teltene tidligst opstilles 3 dage før og fjernes senest 3 dage efter arrangementet. Direktoratet lagde vægt på, at arealerne primært ligger i direkte tilknytning til den eksisterende bebyggelse på parkerings- og opholdsarealer, at reservearealet ligger uden for § 3-beskyttet natur, og at arrangementet varer en relativt kort periode. Ejendommen ligger i et Natura 2000-område, men direktoratet vurderede, at arrangementet ikke påvirker området væsentligt eller skader bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Andet
- Ansøger
- Fond
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
8 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Telte, herunder forsamlingstelte, må tidligst opstilles 3 dage før arrangementet
- Teltene skal være fjernet senest 3 dage efter arrangementet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til opsætning af telte samt parkering i forbindelse med afholdelse af et 6 dags arrangement på ejendom- men inden for strandbeskyttelseslinjen på [matrikel], [adresse], Vordingborg Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til afholdelse af arrangement med teltning nv. i perioden 18-23. juli 2026.
Dispensationen meddeles på vilkår, at opstilling af telte – herunder forsamlings- teltene – kan påbegyndes opstillet 3 dage før og skal være fjernet senest 3 dage efter arrangementet.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger. Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Redegørelse for sagen
Kystdirektoratet meddelte den 29. marts 2023, dispensation til ændrer anvendelse af den tidligere Avnø Flyveskoles bebyggelse til højskole, etablering af bofællesskab mv. Bebyggelsen ligger inden for strandbeskyttelseslinjen.
Der ansøges om dispensation til at kunne opsætte ca. 90 telte til overnatning af 1-2 personer på 3 pladser samt 2 større forsamlingstelte omkring bygningerne.
Da deltagerantallet endnu ikke er kendt, ansøges adgang til at kunne parkere og evt. telte på et markareal overfor bygningerne.
I ansøgningen anføres:
Arrangementet vil foregå fra den 18-23. Juli 2026 på [adresse] med omkring 250 deltagere, de fleste fra udlandet, og et mindre arrangement i dagene forinden, idet 40-50 deltagere ankommer allerede den 15 juli.
Der er indtil videre ingen planer om gentagelse
PROUT står for indhold. PROUT står for ‘The Progressive Utilization Theory’. Det er et integreret socioøkonomisk system, der gør det muligt for både mennesker og planeten at trives. Det er et alternativ til virksomhedskapitali- smen, som er den nuværende dominerende økonomiske model.
Arrangement foregår uden alkohol og med en blandet aldersgruppe.
Avnø har indendørs sengepladser til ca. 120 deltagere udover beboere. Resten må sove i telt. Hvis madrasser på gulvet bliver aktuelt vil vi bede MSBR om special tilladelse dertil. Det har vi prøvet før.
Vi anser søger tilladelse til max 90 teltpladser fordelt på 3 områder (C1-3) af ca 600 m2 med ca 30 teltpladser i hvert område med 1-2 personer i hvert telt, evt færre større telte med flere personer i hver, således at hvert område har max 60 overnattende personer. En gangsti af 5 meters bredde placeres mellem C1 og C2 og der vil være 7,5 meter mellem telte og bygninger, som der skal være ifølge bygningsreglementet. Vedlagte skitse er altså ikke målfast. Udover teltene vil der muligvis komme et par caravaner, som vil blive placeret på et område på parkeringspladsen.
Ud over indendørs faciliteter til møder mm, vil vi gerne sætte et ekstra spisetelt op på ca 48 m2 (6x8meter) i tilfælde af regn og et børnetelt af samme størrelse indenfor de markerede steder på oversigtsbilledet øverst. De vil blive sat op med mindst 10 meters afstand til bygninger.
Teltpladserne fordeles som på skitsen. De almindelige brandveje er markeret og vil selvfølgelig blive holdt fri. Vi har tilstrækkelig med offentlige toiletter inde i bygningerne, men vil gerne kunne sætte midlertidige udendørs brusere op.
Da de fleste deltagere kommer fra udlandet og dermed ikke kommer med bil, regner vi med at vores sædvanlige parkeringsplads er fuldt tilstrækkelig. For en sikkerheds skyld (i tilfælde arrangementet tiltrækker flere deltagere, hvilket nok er tvivlsomt givet den globale situation) vil vi dog gerne bede om tilladelse til at indrette en midlertidig parkeringsplads og en midlertidig camping (C5) på den anden side af vejen indenfor markerede områder. C4 vil kun være camping. C5 vil være camping/parkering. Vi forventer ikke at få brug for dem, da vi foretrækker at holde det indenfor området omkring bygningerne.
Oversigt over naturbeskyttede arealer. Området er endvidere omfattet af en fredning efter naturbeskyttelsesloven, der dog ikke omfatter bebyggelsen og de bygningsnære områder.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.
Ejendommen ligger inden for Natura 2000-område nr. 169. Det er Kystdirektora- tets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der ikke sker ændringer i områdets bebyggelser eller i anvendelsen af det omkringliggende arealer. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Midlertidige arrangementer som det som f.eks. teltlejer eller afholdelse af koncert, sportsarrangement eller cirkus, er ifølge sagens natur midlertidige, men kræver på grund af deres størrelse og dermed deres potentielle virkning dispensation.
Ved vurdering af sådanne arrangementer må det anvendte areal, deltagerantallet og den tidmæssige udstrækning af arrangementet tages i betragtning.
Kystdirektoratet lægger vægt på, at området, der ønskes anvendt, primært ligger i direkte tilknytning til den eksisterende bebyggelse på parkerings- og opholdsarea- ler. Området der ønskes anvendt som reserveareal for parkering/teltning ligger uden for § 3- beskyttet område og der foregår ikke arrangementer på området.
Der ses således ikke i relation til strandbeskyttelseslinjen, at være forhold, der taler imod at der dispenseres til anvendelse af områderne som ansøgt til parkering, teltning samt bespisning. Der lægges desuden vægt på, at arrangementet afvikles over en relativt kort periode på 6 dage.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til det ansøgte arrangement som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
Specialkonsulent
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
- Vordingborg Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Vordingborg, dnvordingborg- [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Storstrøm [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Vordingborg, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Fredningsnævnet for Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-60333 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2111.