Kystpraksis Strandbeskyttelse Haderslev Kommune
Afslag til opførelse af sommerhus
Sagen kort
Der blev søgt om dispensation til at nedrive et sommerhus fra 1961 med et boligareal på 59 m² og et overdækket areal på 21 m² og opføre et nyt sommerhus på 80 m² på samme placering inden for strandbeskyttelseslinjen i Haderslev Kommune. Det overdækkede areal skulle inddrages til beboelse, bl.a. for at give plads til et tidssvarende badeværelse. Kystdirektoratet gav afslag. Direktoratet lagde vægt på, at der efter praksis ikke dispenseres til at inddrage overdækkede arealer for at øge boligarealet, og at bad og toilet med 4 m² kun i meget begrænset omfang blev udvidet. Direktoratet lagde også vægt på, at huset med flere boligkvadratmeter, store glaspartier mod kysten og rytterlys ville fremstå markant i kystlandskabet.
Fakta
- Ejendom
- Sommerhus
- Ansøger
- Ukendt
- Bygningen er fra
- 1961
- Synlighed
- Synlig
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | 59 m² | 80 m² | +21 m² (+36 %) |
| |||
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at opføre et sommerhus inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [adresse], [matrikel], Haderslev Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Ovennævnte matrikel er bebygget med 7 boliger, adresserne [adresse].
Der søges om efter nedrivning af sommerhuset med adressen [adresse] at opføre et nyt sommerhus på samme placering.
Efter det oplyste er det eksisterende sommerhus opført i 1961 og ombygget i 1967. Det har et boligareal på 59 kvm og at overdækket areal på 21 kvm.
Der søges om at opføre et nyt sommerhus med et boligareal på 80 kvm og uden overdækket areal.
Luftfoto af matriklen viser de 7 boliger. [adresse] er markeret med rød prik. Hvide streger er matrikelskel
Skråfoto 2023 viser eksisterende sommerhus.
Visualisering af nyt sommerhus
Facade mod øst (mod kysten) af nyt sommerhus.
Facade mod vest af nyt sommerhus.
Snit af nyt sommerhus.
Visualisering af nyt sommerhus.
Ansøger skriver om projektet:
Der ønskes at opføre et nyt sommerhus på eksisterende sokkel dog med forstærkning. samt at inddrage de overdækkede areal til beboelse så der kan laves et tidssvarende badeværelse. Vi har fået tegnet af [navn] fra tegnestuen Majeriet. Han har flere tegninger hvis nødvendigt samt at vi ikke bygger større end det der er bebygget i dag. Huset der er der i dag er fra 1960 og har ikke været beboet de sidste 20 år. Huset er af en sådan beskaffenhed at det ikke blot er muligt at renovere.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 112 Lillebælt) ligger ca. 80 meter mod sydøst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 96 og fuglebeskyttelsesområde nr. 47. Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3. Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter administrativ praksis meddeles normalt dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 til – efter nedrivning - at genopføre et nyt sommerhus, forudsat den eksisterende bygning ikke er så forfalden, at den ikke repræsenterer nogen værdi af betydning, dvs. er en egentlig ruin. Det er som udgangspunkt en forudsætning, at bygningen opføres med omtrent samme placering, størrelse og karakter som den gamle, ligesom det er en betingelse, at den nye bygning anvendes til samme formål som hidtil.
Efter naturbeskyttelseslovens §65b, stk. 3, nr. 3 kan der – uden at der foreligger et særligt tilfælde – meddeles dispensation til en mindre udvidelse af et eksisterende sommerhus med henblik på at etablere tidssvarende bad og toilet. Efter forarbejderne til bestemmelsen kan en sådan udvidelse være op til 6-8 kvm. Der dispenseres efter praksis alene til at udvide en bolig med henvisning til bestemmelsen, når udvidelse reelt sker for at øge antallet af kvadratmeter, der anvendes til bad og toilet.
Efter praksis dispenseres der til en mindre udvidelse af det bebyggede areal af et sommerhus med henblik på at etablere tidssvarende isolering.
I praksis dispenseres der også i forbindelse med genopførsler til at opføre et større sommerhus med henvisning til ovennævnte bestemmelse vedrørende bad og toilet og ovennævnte praksis for forbedring af isolering.
Efter praksis dispenseres der ikke til at inddrage overdækkede arealer, for derved at forøge en boligs areal.
Ved til- og ombygninger og ved genopførsler af boliger foretages en vurdering af hvordan boligen fremstår i landskabet før og efter ændringerne. Det taler imod en afgørelse om dispensation, hvis boligen på grund af ændringerne kommer til at fremtræde mere markant i kystlandskabet. I praksis anses store glaspartier i facaderne for at være uønskede landskabselementer, da de får bygningen til at fremtræde markant, hvorfor disse taler imod en dispensation.
Kystdirektoratet vurderer på baggrund af ovenstående, at der ikke kan meddeles dispensation. Der lægges vægt på, at bad og toilet, som ifølge ifølge plantegningen er 4 kvm i det nye hus, kun i meget begrænset omfang udvides. Derudover lægges vægt på, at boligen med forøgelsen af antallet af boligkvadratmeter, store glaspartier vendt mod kysten samt rytterlys fremstår markant i kystlandskabet.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til projektet.
Med venlig hilsen
[navn]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Haderslev Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Haderslev, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Haderslev, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Haderslev, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 112, Lillebælt
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-56117 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2099.