Kystpraksis Strandbeskyttelse Morsø Kommune
Dispensation til opsætning af solceller på taget af en udbygning
Sagen kort
Ejeren af en ejendom med registreret erhverv i landzone i Morsø Kommune søgte om dispensation til at opsætte et solcelleanlæg med 9 og 15 paneler på to tagflader af en eksisterende udbygning ca. 190 m fra kysten i den udvidede strandbeskyttelseszone. Anlægget skulle dække et ekstra strømforbrug til kølerum, fryser og røgeovn. Da den ene tagflade vender mod kysten og den anden står vinkelret på den, faldt projektet uden for den lempelige praksis for solceller på tagflader, der vender væk fra kysten. Kystdirektoratet anerkendte dog et særligt tilfælde efter § 65 b, stk. 1, og gav dispensation. Direktoratet lagde vægt på, at den kystvendte del er delvist afskærmet af hovedbygningen, at ejendommen ligger i udkanten af et tætbebygget område, og at panelerne er antirefleksbehandlede og følger tagets hældning. Påvirkningen af kystlandskabet blev derfor vurderet som begrænset.
Fakta
- Ejendom
- Erhverv
- Ansøger
- Privat
- Zone
- Strandbeskyttelseszone
- Afstand til kysten
- 190 m
- Synlighed
- Delvist synlig
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (ja)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til opsætning af solceller på taget af udbygning inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] i Morsø Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Ejeren af matriklen har søgt om dispensation til at etablere solceller på taget af en eksisterende udbygning inden for strandbeskyttelseslinjen på [matrikel], [adresse] i Morsø Kommune. Bygningen er placeret ca. 190 meter fra kysten. Ejendommen er beliggende i landzone, i den udvidede strandbeskyttelseslinje og der er noteret erhverv på ejendommen.
Det ansøgte projekt omfatter etablering af et solcelleanlæg på to tagflader der vender hhv. mod sydøst og sydvest, bestående af hhv. 9 og 15 paneler. Panelerne monteres på taget, så de følger tages hældning.
Et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område ses på figur 1.
En visualisering af projektets omfang ses på figur 2.
Fig. 1. Ortofoto 2026. Luftfoto af ejendommen og af området. Ejendommens udhus er markeret med rød prik. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. Den gule linje markerer den oprindelige strandbeskyttelseslinje på 100 meter fra kysten. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.
Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. Visualisering af det ansøgte projekts omfang.
Ansøger har oplyst følgende i sin ansøgning;
” Der ønskes opsat solceller på udbygning i forbindelse med ekstra strømforbrug pga erhverv ved forbrug til kølerum, fryser og røgeovn.”
Kystdirektoratet har været i dialog med ansøger hvortil vi spurgte om hvorvidt solcellerne er behandlet med antirefleksbehandling eller er produceret med en mat sort overflade og om anlægget forventes at blive monteret på taget med samme hældning som taget. Hvortil ansøger svarede følgende:
”(…) at solcellerne er behandlet med antirefleks på overfladen.” og
”(…). det bliver monteret så det følger tagets hældning”
Der er fremsendt dokumentation for, hvilke solceller der ønskes opsat og af denne fremgår det, at solcellepanelerne er behandlet med en 2.0 mm antirefleks coating.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 28, Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø) ligger ca. 7 km mod vest. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 28 og fuglebeskyttelsesområde nr. 27.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til Natura 2000-området. Det nærmeste kortlagte habitatnatur ligger ca. 7 km vest for ejendommen, hvor der er kortlagt den lysåbne naturtype strandeng (1330) i ringe tilstand. Det næste kortlagte levested ligger også ca. 7 km mod vest, hvor der er registreret rørdrum.
Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Kystdirektoratet vurderer, at etablering af vedvarende energi er et anerkendelsesværdigt formål, der i en vis udstrækning kan tilsidesætte det hensyn, som bestemmelsen om strandbeskyttelseslinjen skal varetage om at bevare de kystnære arealer fri for yderligere indgreb jf. Natur- og Miljøklagenævnets NoMO nr. 77 om opstilling af solfanger- og solcelleanlæg inden for strandbeskyttelseslinjen. Der meddeles således efter praksis ofte dispensation til at etablere solceller på tagflader, der vender væk fra kysten, mens der oftest meddeles afslag på ansøgninger om at opsætte solceller i terræn og på tagflader, der vender mod kysten, da den negative påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet i disse tilfælde vurderes at være større.
Det er anført i bemærkningerne til kystlovforslaget fra 1994, at der i rimeligt omfang vil kunne dispenseres fra forbuddet mod tilstandsændringer til efterkommelse af ønsker fra eksisterende virksomheder i den udvidede strandbeskyttelseszone om arealmæssigt begrænsede udvidelser, som er nødvendige for at virksomheden kan tilpasse sig udviklingen.
Der er i nærværende sag søgt om dispensation til at etablere solceller på to tagflader, én der er vinkelret på kysten og én som vender mod kysten. Kystdirektoratets vurderer på den baggrund, at det ansøgte ikke falder under ovennævnte lempeligere praksis for solcellepaneler på tagflader landværts kysten.
Det ansøgte skal derfor behandles efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, hvor en dispensation forudsætter, at der er tale om et særligt tilfælde. Kystdirektoratet vurderer, at der i nærværende sag er tale om et særligt tilfælde, som kan begrunde, at der gives dispensation til de ansøgte solcellepaneler. Kystdirektoratet har i vurderingen lagt vægt på, at den del af anlægget der vender mod kysten bliver delvist afskærmet af ejendommens hovedbygning, hvorfor der kun er et begrænset indblik til solcelleanlægget fra de kystnære arealer.
Dertil kommer, at ejendommen ligger i udkanten af et forholdsvis tætbebygget område ca. 190 meter fra kysten og dermed i den udvidede strandbeskyttelseszone. Solcellerne ønskes opsat på taget af en eksisterende udbygning der ligger landværts ejendommens hovedhus. Solcellepanelerne har antirefleksbehandling og bliver opsat, så de ligger fladt på taget og følger tages hældning. Kystdirektoratet vurderer på den baggrund alt i alt, at det ansøgte kun vil have en begrænset negativ påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til opsætning af solceller på udbygningen.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Morsø Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Morsø, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email]
•
- Dansk Ornitologisk Forening, Morsø, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 28, Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-49817 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2081.