Kystpraksis Strandbeskyttelse Middelfart Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til rørlægning af vejgrøfter

Afgjort 1. september 2026  · Journalnummer 2026-31449  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Middelfart Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelsen til at rørlægge tre vejgrøfter på en ca. 230 meter lang strækning langs en vej i et sommerhusområde og etablere 2-3 rensebrønde. Grøfter inden for 100 meter fra stranden blev ikke omfattet. Kystdirektoratet gav dispensation efter § 65 b, stk. 1, og anerkendte, at der var tale om et særligt tilfælde. Direktoratet lagde vægt på, at rørlægningen sikrer afvanding og vedligeholdelse af vejen, hvilket er et nødvendigt formål af hensyn til vejsikkerheden. Direktoratet lagde også vægt på, at vandløbet ikke fremgår af de høje målebordsblade og ikke ligger i en vandløbsdal, og at det derfor ikke er et naturligt vandløb. Indgrebet blev dermed vurderet som begrænset og uden negativ påvirkning af oplevelsen af kystlandskabet. Natura 2000-områder og bilag IV-arter vurderedes ikke at blive påvirket.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Kommune
Zone
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Teknisk anlæg

Praksisflag

  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til rørlægning af vejgrøfter inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], langs [adresse], i Middelfart Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Middelfart Kommune ansøger om rørlægning af grøfter på en ca. 230 meter strækning langs Molevej på [matrikel], i Middelfart Kommune.

Den ansøgte matrikel er en vejmatrikel, som er delvist omfattet af strandbeskyttelsen. Den ansøgte placering ligger indenfor strandbeskyttelseslinjen.

Der ansøges om at rørlægge tre vejgrøfter samt at etablere 2-3 rensebrønde. Grøfter indenfor 100 meter fra stranden rørlægges ikke.

Der ansøges om rørlægning for at sikre effektiv vandafledning, forebygge problemer med vand i området og sikre effektiv vedligeholdelse.

På de høje målebordsblade fra perioden 1842-1899 fremstår den ansøgte strækning som værende vej, se fig. 3. Den ansøgte strækning fremstår uden våd signatur, herunder hverken mose, vandløb eller lignende.

Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.

Fig. 2. Tilsendt af ansøger. Placering af strækningen, hvor vejgrøfter rørlægges er markeret med rød farve. Rensebrønde er markeret med to runde cirkler.

Fig. 3. Høje målebordsblade (1842-1899). Den omtrentlige placering af den ansøgte rørlægning er markeret med rød stiplet linje.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 108, Æbelø, havet syd for og Nærå Strand) ligger ca. 4,3 km mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 92 og fuglebeskyttelsesområde nr. 76. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 16.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til Natura 2000-området, projektets begrænsede karakter samt at der er tale om vejgrøfter i umiddelbar tilknytning til en vej i et sommerhusområde. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter. Der lægges vægt på, at der er tale om rørlægning af grøfter i tilknytning til en vej.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lign., og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

Kystdirektoratet bemærker, at der ikke er en lempeligere dispensationsadgang til den ansøgte rørlægning, hvormed det ansøgte anlæg skal vurderes efter den restriktive dispensationsadgang i naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.

Ved vurderingen af om der, historisk set, har eksisteret et naturligt vandløb, har Miljø- og Fødevareklagenævnet tidligere (Kystdirektoratets sagsnr. 17/03046, Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. NMK-500-00716) henvist til ”Vejledning om bræmmer langs vandløb og Søer”2 hvori der ved et:

”… naturligt vandløb forstås de vandløb, som er dannet fra naturens hånd. Ved vurderingen af, om dette er tilfældet, bør især følgende beskrivelse af naturlige vandløb indgå:

  • Vandløbet findes på gamle kort dvs. på målebordsblade 1:20.000 fra 1871 eller evt. ældre kort,
  • Vandløbet ligger i en vandløbsdal, der markerer forløbet, og/eller
  • Vandløbet er mæandreret, eller der er spor i vandløbsdalen efter tidligere mæandrering.”

Kystdirektoratet finder, at det eksisterende vandløb langs Molevej ikke fremgår af de høje målebordsblade (1842-1899). Dertil tilsiger topografien ikke, at det eksisterende vandløb er placeret i en vandløbsdal, der markerer vandløbets forløb. På denne baggrund vurderer Kystdirektoratet, at det eksisterende vandløb langs Molevej er etableret efter tegning af de høje målebordsblade og dermed ikke kan karakteriseres som et naturligt vandløb.

Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om et sådant særligt tilfælde, der kan opnå dispensation. I vurderingen er der lagt vægt på, at formålet ved rørlægningen er at sikre bedre afvanding af vejen og effektiv vedligeholdelse, som vurderes at være et nødvendigt formål ift. at sikre vejsikkerheden. Dertil finder direktoratet, at vandløbet ikke kan karakteriseres som et naturligt opstået vandløb og at rørlægningen dermed vil være et begrænset indgreb i det strandbeskyttede område.

Kystdirektoratet vurderer, at den ansøgte rørlægning ikke vil have en negativ påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet. Der er i vurderingen lagt vægt på, at der ansøges om rørlægning af et unaturligt vandløb i tæt tilknytning til en vej i et sommerhusområde.

2 Vejledning om bræmmer langs vandløb og søer - Miljøministeriet Skov- og Naturstyrelsen, januar 2002.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til den ansøgte rørlægning af grøfter.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Middelfart Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Middelfart, dnmiddelfart- [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Fyn-nord, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening Middelfart, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens3 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen4 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

3 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 108, Æbelø, havet syd for og Nærå Strand

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-31449 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2001.