Søg Strandbeskyttelse Ærø Kommune
Dispensation til genopførelse af skure, campinghytter mm. på en campingplads
Sagen kort
En mindre campingplads med 73 enheder på Ærø, der i sin helhed ligger inden for strandbeskyttelseslinjen (hovedsagelig den udvidede zone), søgte om dispensation til toilettilbygninger på ca. 2 m² til hver af tre ældre campinghytter, nedrivning og genopførelse af fire skure på samme fundament med træbeklædning og ensidig taghældning, en eksisterende træterrasse med flytbart sejl, to nye campinghytter på 20 og 16 m², lovliggørelse af en flytbar hytte med terrasse samt genopførelse af en bygning til maskiner og teltgæster, der gik til ved stormfloden i oktober 2023, med samme mål men flere vinduer. En dispensation fra 2019 til dele af projektet var udløbet uudnyttet. Kystdirektoratet gav dispensation til det hele og lagde vægt på, at der ikke er tale om kapacitetsudvidelse, men bygningsmæssige tilpasninger til udviklingen i branchen, at tilbygninger og hytter er af begrænset omfang, ligger i et lukket, afgrænset område og er afskærmet af beplantning, og at genopførelserne trods mindre ændringer i udformningen er omfattet af praksis for genopførelse af lovligt eksisterende bygninger.
Fakta
- Ejendom
- Erhverv
- Ansøger
- Virksomhed
- Strandbeskyttelseszone
- Den udvidede zone (100 til 300 m)
- Afstand til kysten
- 130 m
- Eksisterende bebyggelse fra
- 1980
- Synlighed
- Delvist synlig
- Lovgrundlag
- Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15
Hvad blev der søgt om
GenopførelseNybyggeriTerrasseTilbygningUdhus, garage eller carportVinduesændring
Praksisflag
- Fodaftrykket øges (ja)
- Særligt tilfælde anerkendt (ja)
- Genoptaget sag (ja)
- Vinduer mod kysten ændres (nej)
- "Mindre end lidt"-praksis (nej)
- Harmoni som begrundelse (nej)
- Energi som begrundelse (nej)
- Tilgængelighed som begrundelse (nej)
- Vilkår stillet (nej)
5 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Afskærmet af bebyggelse eller beplantning
- Begrænset omfang
- Erhvervsmæssig nødvendighed
- Erstatter eksisterende
- Lovligt eksisterende forhold
- Fast praksis
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Kystdirektoratet • [adresse] • [postnr by] • Tlf. [telefon]
CVR [telefon]• EAN (drift) 5798000860902 • • EAN (anlæg) 5798009812599 • [email] • www.kyst.dk
Kystdirektoratet
J.nr. 2025 - 13984
[..]
Den 23. april 2026
[..]
[..]
[..]
[..]
[..]
[..]
[..]
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til toilettilbygninger,
genopførelse af skure ved hovedbygning, to campinghytter, genopførelse af skur
efter stormflod inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel] [adresse], i Ærø Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. §
15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge,
om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er
meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget
over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er
færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger, hvis der bliver
klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
2
Campingpladsen ligger på to ejendomme med et samlet registreret areal på 9.518
m2 fordelt på 3 jordstykker og er ikke omfattet af landbrugspligt.
Hovedbygningen ligger, undtagen de østligste bygningshjørner, lige uden for den
oprindelige strandbeskyttelseslinje med en afstand til kystlinjen på ca. 130 m. I
følge BBR er der registreret følgende eksisterende bygninger på ejendommen:
•
Bygning 1 er opført i 1980 og har et bygningsareal på 198 m2 med
anvendelsen center til campingplads mv.
•
Bygning 3 er opført i 1988 og har et bygningsareal på 28 m2 med
anvendelsen center til campingplads mv.
•
Bygning 7 er opført i 2000 og har et bygningsareal på 11 m2 med
anvendelsen udhus.
•
Bygning 8 er opført i 2000 og har et bygningsareal på 11 m2 med
anvendelsen udhus.
•
Bygning 9 er opført i 2000 og har et bygningsareal på 7 m2 med
anvendelsen udhus.
Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange
signatur. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel.
Der ansøges om dispensation til etablering af:
1.
Toilettilbygninger.
2. De gamle skure rives ned og erstattes med nye på samme fundament.
3. Eksisterende træterrasse med flytbart sejl, højbede, bålplads og
petanquebane.
4. Bibeholdelse af eksisterende campinghytter + gelænder/terrasse.
5. Ved teltpladsen søges dispensation til opstilling af en træhytte H4 på 20
m2. ved toiletbygningen. Derudover en flytbar træhytte på 16 m2 på hjul
med flytbar terrasse.
6. Genopførelse af bygning efter stormflod.
Der er den 8. februar 2019 (sagsnr. 18/03254) meddelt dispensation til punkterne
1, 2 (undtagen bygning 3), 3 (undtagen terrasse med sejl) og 4. Forholdene under
punkt 3 (undtagen terrasse med sejl) og 4 var eksisterende forhold og de er
dermed lovliggjort. De øvrige forhold var ikke etableret og skal dermed behandles
på ny, da den oprindelige dispensation ikke er udnyttet inden for fristen på 3 år.
3
Ansøger oplyser:
”[..] er en lille campingplads med 73 campingenheder og er i
sin helhed omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Selve hovedbygningen og den
bagvedliggende matrikel er dog først blevet omfattet af strandbeskyttelsen, da
den udvidede linje trådte i kraft 25. november 2001. De ansøgte forhold er en del
af et udviklingsprojekt, der skal tiltrække flere besøgende og flere typer af
campister til campingpladsen og Ærø. [..] ønsker at være ”En
spiselig campingplads”, som skal udvikles i pagt med de naturskønne omgivelser
og ud fra en bæredygtig tankegang.”
Toiletbygninger
”På campingpladsen findes 3 ældre campinghytter tæt ved matrikelskellet mod
nordvest. De er etableret i den udvidede strandbeskyttelseslinje før denne trådte i
kraft og er dermed lovligt etableret i henhold til strandbeskyttelseslinjen. På
grund af hytternes afstand til toiletfaciliteterne, er der et stort ønske fra gæsterne
om at etablere toilet og håndvask i hytterne. Disse skal opføres som en tilbygning
på hver af de tre hytter mod nordvest. Tilbygningerne bliver ca. 2 m2 hver og
opføres som trækonstruktion med afsluttende træbeklædning på
punktfundament, som det ses af nedenstående figur. Taget bliver med ensidig
hældning og beklædt med tagpap.
Udvidelsen til toiletfaciliteter er en mindre udvidelse af hytterne, og vil medføre
et øget udlejningspotentiale, da gæsterne ellers skal gå ned ad en skrænt for at
komme på toilettet. Dermed vil udvidelserne være et led i turismevirksomhedens
sædvanlige produktudvikling.”
Fra ansøgningsmaterialet. Toilettilbygning.
Genopførelse af skure
”For nuværende benyttes tre ældre skure ved matrikelskel mod nordvest til
opbevaring af havetraktor, havemøbler mm. De tre nuværende skure, på i alt 29
4
m2, rives derfor ned og erstattes med nye på samme fundament. Skuret på 49 m2
rives ned og genopbygges også efter samme fundament som tidligere.
Det eneste som ændres ved de 4 skure er materialet på ydervæggen som erstattes
med træ og en mindre hældning på taget.”
Fra ansøgningsmaterialet. Til venstre: De tre små skure på i alt 29 m2. Til højre:
Skuret på 28 m2. Nedenfor: Den nye udformning af skurene med træbeklædning
og ensidig taghældning.
Terrasse med flytbart sejl
”Der er tidligere givet dispensation til et orangeri. Det har vi ikke brug for men vi
søger dispensation til en terrasse med et flytbar sejl, hvor gæsterne kan sidde i
havemøbler og slappe af.”
Dispensationen til orangeri er meddelt den 3. januar 2019 (sagsnr. 18/00395),
men er ikke udnyttet.
Fra ansøgningsmaterialet. Placeringen af terrassen er markeret med rød ring.
5
Hytter
”Ved hytte 3 som er flytbar og på hjul (15 m2) er der etableret en flytbar terrasse
uden gelænder. Campinghytterne er fint indpasset i terrænet og omgivelserne, og
fremstår ikke meget synlige i landskabet.”
Fra ansøgningsmaterialet. Hytte 3.
”Ved teltpladsen søges dispensation til opstilling af en træhytte H4 på 20 m2. ved
toiletbygningen. Derudover en flytbar træhytte på 16 m2 på hjul med flytbar
terrasse (nr. 47). Der må, på de to matrikler, være 10 enheder hvoraf 2 enheder
må være hytter. Der er i forvejen en skurbygning (sort streg) med lille
opholdsrum og opbevaring af maskiner/værktøj og en bygning med et lille toilet
og køkken (D B)”
Fra ansøgningsmaterialet. Hytte der ønskes opstillet på plads nr. 47 (tv). Træhytte
ved H4 (th).
6
Fra ansøgningsmaterialet. Oversigtskort.
Genopførelse af bygning efter stormflod
”Vores bygning (til maskiner og ophold af teltgæster gik til under stormfloden og
ønskes genopbygget efter samme mål og materiale. Dog ønsker vi en anden facon
på vinduerne. De kan ses på billedet hvor de står inde i skuret. 1 vindue mod
vejen og 2 vinduer mod teltpladsen. Ingen af vinduerne eller bygningen kan ses
fra vandet da bygningen er gemt af træer.”
Fra ansøgningsmaterialet. Eksisterende bygning efter stormflod.
7
”Derudover søger vi lov til genopbygning af skur/bygning efter stormflod okt.
2023 i 1 til 1 mål.
Vores bygning til maskiner og ophold af teltgæster blev oversvømmet under
stormfloden og ønskes genopbygget efter samme mål og materiale. Dog
ønsker vi 1 vindue mod vejen (se rød pil på skitse 1)
Genopbygningen er ikke en ændring i kystlandskabet. Desuden er
bygningen beliggende i et lukket, afgrænset område som ikke kan ses fra kysten.”
Fra ansøgningsmaterialet. Skitse af genopbygningen.
Bygningen er ikke registreret i BBR. Den ligger i den udvidede del af
strandbeskyttelseslinjen, der trådte i kraft den 25. november 2001 i Fyns Amt. Da
bygningen fremgår af ortofoto fra 2002, betragtes den som lovligt etableret med
hensyn til strandbeskyttelseslinjen.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal
Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller
dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura [postnr by] nærmeste Natura 2000-område (nr. 197 Flensborg Fjord, Bredgrund og
farvandet omkring Als) støder op til kysten mod vest. Natura 2000-området
omfatter habitatområde nr. 173. Det nærmeste fuglebeskyttelsesområde (nr. 71)
ligger ca. 5 km mod sydøst. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr.
17.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse
med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved
vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der er tale om kultiverede arealer på en
bestående campingplads. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering
ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter,
som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere
konsekvensvurdering.
8
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og
deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer
Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil
medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder
for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor
dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994
("kystloven"), at der i rimeligt omfang vil kunne dispenseres fra forbuddet mod
tilstandsændringer til efterkommelse af ønsker fra eksisterende virksomheder i
den udvidede strandbeskyttelseszone om arealmæssigt begrænsede udvidelser,
som er nødvendige for at virksomheden kan tilpasse sig udviklingen. For ferie- og
fritidsanlæg har udtalelsen relation til f.eks. campingpladser, feriekolonier,
feriehoteller, sommerrestauranter og golfbaner.
For campingpladser med en kapacitet på mindre end 75 enheder bør der ikke
dispenseres til kapacitetsudvidelser og kun i særlige tilfælde til nybyggeri eller nye
faste anlæg. Der bør dog være mulighed for at gennemføre bygningsmæssige
tilpasninger for opretholdelse af den aktuelle brancheklassifikation.
Der er lagt til grund i de nedenstående vurderinger at der ikke er tale om
kapacitetsudvidelser af campingpladsens 73 enheder, men udelukkende en
tilpasning til udviklingen i branchen.
Toilettilbygninger
Campinghytterne er opført i den udvidede strandbeskyttelseslinje, inden denne
trådte i kraft. Udvidelsen til toiletfaciliteter er en mindre udvidelse af hytterne, og
vil medføre et øget udlejningspotentiale, da gæsterne ellers skal gå ned ad en
skrænt for at komme på toilettet. Dermed vil udvidelserne være et led i
turismevirksomhedens sædvanlige produktudvikling.
Det vurderes ikke, at tilbygningen vil medføre en væsentlig ændring i
kystlandskabet, da det er en mindre udvidelse, der bliver integreret i allerede
etableret byggeri. Desuden vil det være beliggende i et lukket, afgrænset område.
Kystdirektoratet finder således, at der er tale om et særligt tilfælde der kan
begrunde en dispensation til en mindre udvidelse af udlejningshytterne til
toiletfaciliteter.
Genopførelse af skure
Efter administrativ praksis meddeles normalt dispensation fra
naturbeskyttelseslovens § 15 om strandbeskyttelseslinjen til – efter nedrivning - at
genopføre en ny bygning, forudsat den eksisterende bygning ikke er så forfalden,
at den ikke repræsenterer nogen værdi af betydning, dvs. er en egentlig ruin. Det
er som udgangspunkt en forudsætning, at bygningen opføres med omtrent samme
9
placering, størrelse og karakter som den gamle, ligesom det er en betingelse, at den
nye bygning anvendes til samme formål som hidtil.
På baggrund af de oplysninger Kystdirektoratet har modtaget i sagen om
bygningens udformning og placering mv., vurderes det, at det ansøgte, på trods af
mindre ændringer af udformningen, er omfattet af ovennævnte praksis, og at der
derfor kan dispenseres fra strandbeskyttelseslinjen.
Eksisterende træterrasse med flytbart sejl
Terrassen er en del af et eksisterende lovligt opholdsområde i tilknytning til
hovedbygningen, hvor der i forvejen er petanquebane, bålplads mm. Terrassen er
anlagt som en træterrasse i terrænniveau. Der ønskes desuden mulighed for at
opsætte et sejl til ly mod regn og skygge for solen.
Da terrassen er etableret i terrænniveau og placeret på et eksisterende
opholdsområde i tilknytning til den øvrige bygningsmasse og andre anlæg på
grunden, og i øvrigt ligger afskærmet på grund af hegn og beplantning,
finder Kystdirektoratet ikke, at der er væsentlige landskabelige hensyn der strider
mod meddelelse af en lovliggørende dispensation til terrassen. Et flytbart sejl med
en midlertidig karakter vurderes på det afskærmede opholdsområde ved
hovedbygningen heller ikke have en væsentlig negativ indflydelse på
kystlandskabet.
Det har desuden indgået i vurderingen, at terrassen er etableret på et areal, hvor
der tidligere er meddelt dispensation til et orangeri.
Hytter
Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om et særligt tilfælde, hvorfor der kan
meddeles dispensation til opstilling af to campinghytter samt lovliggørende
dispensation til en flytbar hytte med tilhørende terrasse. Hytterne er alle placeret i
den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen. Campinghytter bliver en stadig mere
udbredt del af campingpladsernes udlejningsfaciliteter, hvorfor Kystdirektoratet
vurderer, at campinghytterne vil være et led i turismevirksomhedens sædvanlige
produktudvikling. De to nyetablerede campinghytter ligger diskret i terrænet og
omgivelserne, og fremstår ikke meget synlige i landskabet. Den flytbare hytte
ligger, på trods af en højere beliggenhed i terrænet, i sammenhæng med andre
hytter og afskærmet af beplantning.
Genopførelse af bygning efter stormflod
Efter administrativ praksis meddeles normalt dispensation fra
naturbeskyttelseslovens § 15 om strandbeskyttelseslinjen til – efter nedrivning - at
genopføre en ny bygning, forudsat den eksisterende bygning ikke er så forfalden,
at den ikke repræsenterer nogen værdi af betydning, dvs. er en egentlig ruin. Det
er som udgangspunkt en forudsætning, at bygningen opføres med omtrent samme
placering, størrelse og karakter som den gamle, ligesom det er en betingelse, at den
nye bygning anvendes til samme formål som hidtil.
På baggrund af de oplysninger Kystdirektoratet har modtaget i sagen er
bygningens placering, ydre dimensioner og anvendelse til ophold for teltgæster
samt opbevaringsrum uændrede i forhold til den stormskadede bygning. Den
konkrete udformning af bygningen ændres dog med en mere lukket facade med
flere vinduespartier. Bygningen ligger i den udvidede del af
10
strandbeskyttelseslinjen og Kystdirektoratet vurderer det, at den ansøgte
udformning er en tilpasning til udviklingen af campingpladsens faciliteter.
Bygningen ligger desuden lavt i terrænet og omgivet af tæt beplantning. Den
ændrede udformning vurderes således ikke få en negativ indvirkning på det
omgivende kystlandskab.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om
naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod
det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international
naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til de ansøgte
toilettilbygninger, genopførelse af bygninger, terrasse og hytter.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
•
Ærø Kommune, [email] / [email]
•
Svendborg Kommune, [email]
•
Danmarks Naturfredningsforening, [email]
•
Danmarks Naturfredningsforening, Ærø, [email]
•
Friluftsrådet centralt, [email]
•
Friluftsrådet; Kreds Sydfyn, [email]
•
Dansk Ornitologisk Forening, [email] og [email]
•
Dansk Ornitologisk Forening Ærø, [email]
•
Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
•
Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
•
Danmarks Jægerforbund, [email]
•
Direktør OCFF, [navn] [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
11
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i
tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden
og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse
er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed
varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres
bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for
strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres
campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering
eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne
fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at
dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65
b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne,
administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der
dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den
fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra
strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med
andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en
væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte
kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er
udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et
Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere
konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under
hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen,
at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke
meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en
række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil
sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder
eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det
ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende
dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af
internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
12
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen
offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen.
Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til
den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
•
adressaten for afgørelsen
•
ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
•
offentlige myndigheder
•
en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
•
lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i
afgørelsen
•
landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er
beskyttelse af natur og miljø
•
landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål
varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører
sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller
alternativt på www.borger.dk og www.virk.dk. Der logges ind med MitID. Klagen
sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En
klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og
organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der
kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man
ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet
anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter
anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om,
hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i
naturbeskyttelsesloven.
13
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 197,
Flensborg Fjord, Bredgrund og farvandet omkring Als
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-13984 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1823.