Kystpraksis Strandbeskyttelse Thisted Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til midlertidig opstilling af tribuner m.m. i forbindelse med opførelse af teaterstykke

Afgjort 21. marts 2025  · Journalnummer 2025-9302  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

En selvejende amatørteaterinstitution søgte om dispensation fra klitfredningen til midlertidigt at opstille tribuner, toiletvogne, billettering, kaffebod og madtelt på en kommunalt ejet grusparkering ved Agger i Thisted Kommune i forbindelse med et egnsspil om havets gennembrud ved Agger Tange i 1825. Pladsen bruges til øvning fra midten af maj, og forestillingerne spilles i begyndelsen af juli, hvorefter alt fjernes. Kystdirektoratet gav dispensation, selv om varigheden især på grund af øvefasen er længere end for sædvanlige arrangementer. Direktoratet lagde vægt på, at arrangementet ikke medfører varige ændringer af kystlandskabet, at spillene hvert år opføres et nyt sted, så indgrebet kun sker denne ene gang, og at stykkets tema er stedbundet til Agger. Direktoratet vurderede desuden, at Natura 2000-området og bilag IV-arter ikke påvirkes.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Forening
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Midlertidigt arrangement

Praksisflag

  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til midlertidig opstilling af tribuner m.m. i forbindelse med opførelse af teaterstykke inden for klitfredningslinjen på ejendommen [matrikel], Thisted Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8 til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun klitfredningslinjen. I skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

I forbindelse med 200-året for gennembruddet ved Agger Tange spiller Fyrspillene i Sydthy i 2025 et teaterstykke om dette. I den forbindelse ansøger Fyrspillene i

Sydthy om dispensation til opstilling af tribuner m.m. i forbindelse med opførelse af teaterstykke om havets gennembrud ved Agger Tange i 1825.

Ansøger skriver generelt om fyrspillene i Sydthy:

“Fyrspillene i Sydthy” er en selvejende institution med hjemsted i Thisted Kommune. Institutionen er stiftet den 12. juni 1984 på initiativ af arbejdsgruppen omkring Fyrspillet i 1984 om Lodbjerg Fyr, som dette år fejrede 100-års fødselsdag. Institutionen bygger på en medlemskreds og ledes af en bestyrelse på fem medlemmer. Institutionens formål er at opføre egnsspil og andre former for amatørteater i Thisted Kommune. Det grundlæggende i ideen er hvert år at spille et nyt sted i området, der omfatter den tidligere Sydthy Kommune, og at få skrevet et nyt stykke, som knytter sig til det sted, hvor der spilles. Det har Fyrspillene nu holdt fast ved i 40 år, noget af en rekord inden for dansk amatørteater.

Luftfoto viser placering af den ansøgte spilleplads markeret med rød. Øst herfor ses Agger by.

Figur indsendt af ansøger viser spilleplads og placering af tribuner indtegnet med blåt. Ud over de viste tribuner opstilles også toiletvogne, anlæg til billettering, kaffebod, madtelt mm.

Der startes med at øve på pladsen d. 15. maj og tribunerne vil blive leveret d. 5. juni og opstillet 7-8. juni. Tribunerne opstilles i god tid inden, da de ifølge ansøger er vigtige for øvefasen, da de indgår i scenografien.

Datoer for opførelse:

Onsdag den 2. juli – Lørdag den 5. juli: Kl. 19:30 Søndag den 6. juli: Kl. 14:00 Varighed af forestillingen: Ca. 2. timer

Pladsen vil blive ryddet 6. juli. Tribunerne vil blive pakket sammen og transporteret væk senest 7. juli.

Arealet er udpeget som beskyttet natur (strandeng) efter naturbeskyttelseslovens §3. Kommunen, der er myndighed for bestemmelsen har vurderet projektet, og skriver som følger.

Fyrspillene i Sydthy har søgt om tilladelse til midlertidig at benytte [matrikel] i forbindelse med opførsel af et teaterstykke sommeren 2025.

Eventet kræver opstilling af tribuner m.m. samt anvendelse af eksisterende grusparkering/plads til selve teateropstillingen.

Naturbeskyttelseslovens § 3

Arealet er vejledende registreret som strandeng beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3. Ifølge bestemmelsen i Naturbeskyttelseslovens § 3 må der ikke foretages ændringer i tilstanden af de beskyttede naturtyper.

Efter lovens § 65, stk. 2, kan kommunerne i særlige tilfælde dispensere fra forbuddet i § 3, stk. 1-3.

Reglerne er under ét udtryk for en generel samfundsmæssig interesse i, at de beskyttede naturtyper opretholdes og ikke løbende forringes

Jf. Vejledning om naturbeskyttelseslovens §3-beskyttede naturtyper, er alle tilstandsændringer i princippet omfattet af forbuddet efter § 3. Det antages dog, at det alene er ændringer, der har en mere varig karakter, som kræver dispensation. Ændringens væsentlighed er af betydning, når det skal afgøres, om der kan dispenseres. Uanset dette er der dog en nedre grænse for, hvad der kræver dispensation. Foranstaltninger kan være så perifere eller bagatelagtige, at de kan iværksættes uden dispensation. Spørgsmålet, om der kræves dispensation, vil altid bero på en konkret vurdering.

I dette konkrete tilfælde, er det kommunens vurdering, at det ansøgte ikke kræver dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Arealet, der anvendes til teateropstillingen er i dag en mindre grusparkering/vendeplads og størstedelen af arealet vurderes ikke i sig selv at leve op til kriterierne for beskyttet natur. Derudover foregår det ansøgte over en begrænset periode og vurderes ikke, at medføre en ændring af arealet.

Natura 2000 og bilag IV-arter. Det ansøgte ligger godt 400 meter fra Natura 2000 område nr. 28 Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø (habitatområde nr. 28 og Fuglebeskyttelsesområde nr. 23). Med afstanden og omfanget af det ansøgte, vurderer Thisted kommune ikke, at det ansøgte påvirker arter eller naturtyper på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området.

Af arterne på Habitatdirektivets Bilag IV kan enkelte arter af flagermus, strandtudse og markfirben forekomme i området omkring det ansøgte.

På trods af åbne sand- og grusflader er arealet mindre egnet som yngle- og rasteområde for bilag IV-arten markfirben. Området er meget åbent og mangler vegetation til skjul for arten og markfirbenet vil med ophold på arealet være meget udsæt for prædation. Det vurderes derfor ikke, at markfirben vil forekomme på selve arealet, hvor teaterstykket opsættes. Markfirben kan nærmere opholde sig i udkanten af arealet, hvor vegetationen er tættere. De områder inddrages dog ikke med det ansøgte og påvirkes ej heller. Det ansøgte vurderes ikke at påvirke yngle eller rasteområder for markfirben.

Da det ansøgte ikke påvirker træer, bygninger eller områder med mere våd natur, vurderes det ikke at påvirke arter af flagermus eller strandtudse.

Team-Natur har således ikke yderligere kommentarer til det ansøgte.

Arealet er ejet af Thisted Kommune.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra klitfredningslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (N28 Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø) ligger ca. 400 mod syd. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 28 og fuglebeskyttelsesområde nr. 23, 27, 28 og 39. Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på at der er tale om midlertidige ændringer uden for Natura 2000-området, og at projektområdet er adskilt fra Natura 2000- området af et boligområde. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

Kystdirektoratet tilslutter sig Thisted Kommunes vurdering af projektet fsva projektets påvirkning af bilag IV-arter, og vurderer som kommunen, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for klitfredningslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Arrangementer som f.eks. cirkus, teltlejr eller afholdelse af koncert eller sportsarrangement er i sagens natur midlertidige, men kræver på grund af en potentiel indvirkning på kysten en dispensation. I vurderingen af sådanne arrangementer skal det anvendte areal, deltagerantallet og den tidsmæssige udstrækning af arrangementet tages i betragtning. Endvidere skal det pågældende areals karakter og anvendelse i øvrigt indgå i vurderingen af, om der må meddeles dispensation.

Kystdirektoratet vurderer, at arrangementet ikke medfører varige ændringer af kystlandskabet.

Projektets varighed – især øvefasen – er længere end for de arrangementer, der sædvanligvis meddeles dispensation til.

Kystdirektoratet vurderer dog konkret, at der kan meddeles dispensation til projektet som ansøgt. Der lægges vægt på, at fyrspillene i Sydthy hvert år spilles på en ny placering, hvorfor indgrebet i kystnaturen forventes at ske denne ene gang for det konkrete teaterstykke med det konkrete tema. Der lægges således også vægt på stykkets/temaets stedbundne karakter ved Agger.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til projektet som beskrevet.

Med venlig hilsen

[navn]

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Thisted Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Thy, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Thisted, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af klitfredningsbekendtgørelsens3 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.

Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen4 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 4 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område N28 Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-9302 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1691.