Kystpraksis Strandbeskyttelse Guldborgsund Kommune
Dispensation til erstatningsvej
Sagen kort
Vejdirektoratet søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at anlægge erstatningsveje over nye diger ved Guldborgsundtunnelen i Guldborgsund Kommune som led i et større projekt om stormflodssikring af tunnelen. Selve kystbeskyttelsesanlægget er tilladt efter kystbeskyttelseslovens § 3 i en særskilt sag, men erstatningsvejene indgår ikke i anlægget og kræver derfor dispensation. Vejene etableres omtrent i samme tracé som de eksisterende. På Lollandssiden giver skråninger langs vejen en permanent ændring på ca. 85 m² af et §3-beskyttet område, og på Falstersiden lægges vejen oven på diget. Kystdirektoratet gav dispensation som ansøgt og vurderede, at der var tale om et særligt tilfælde. Direktoratet lagde vægt på projektets store samfundsmæssige betydning, på at ændringerne er nødvendige for at opretholde den eksisterende vejadgang, og på at de er så begrænsede som muligt. Ifølge direktoratet vil projektet ikke påvirke Natura 2000-området eller bilag IV-arter væsentligt.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Stat
- Areal før / efter
- 165 m² → 250 m²
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Andet
Praksisflag
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at anlæggeerstatningsveje inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommene [matrikel], Guldborgsund Kommune.
Erstatningsvejene er del af et større projekt om kystbeskyttelse af Guldborgsundtunellen, som Kystdirektoratet behandler efter kystbeskyttelsesloven i sag nr. 2025 - 4586. Der er i sagen truffet afgørelse efter kystbeskyttelseslovens §3 om tilladelse til kystbeskyttelsesanlægget. En tilladelse efter kystbeskyttelseslovens §3 erstatter i overensstemmelse med reglerne herom i bl.a. naturbeskyttelsesloven, godkendelser m.v., som ville være nødvendige for at gennemføre foranstaltninger omfattet af tilladelsen efter §3. Selvom kystbeskyttelsesanlægget således er en ændring af tilstanden af strandbeskyttede arealer efter naturbeskyttelseslovens §15, hvilket normalt vil forudsætte Kystdirektoratets dispensation fra bestemmelsen, er en sådan dispensation ufornøden.
Erstatningsvejene, der behandles i nærværende afgørelse udgør dog ikke en del af kystbeskyttelsesanlægget, hvorfor disse skal behandles efter naturbeskyttelseslovens bestemmelser om tilstandsændringer af strandbeskyttede arealer.
Foruden disse afgørelser er der også truffet afgørelse om erstatningsnatur i sag nr. 2025 – 4797.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til erstatningsvejene.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Guldborgsundtunnelen er en sænketunnel med en længde på ca. 460 meter, som forbinder Lolland og Falster. Tunnelramperne strækker sig 300-400 m ud i Guldborgsund på begge sider af sundet og er afskærmet af diger på begge sider som fungerer som kystbeskyttelse.
Vejdirektoratet ønsker at vedligeholde kystbeskyttelsen omkring
Guldborgsundtunnelen for at øge sikringsniveauet af digerne med det formål at stormflodssikre Guldborgsundtunnelen mod fremtidige stormflodshændelser som forventes at blive mere ekstreme som følge af klimaforandringerne.
Ud over forstærkning af anlæggene til at beskytte tunnelramperne indebærer projektet oprettelse af erstatningsveje over nye diger. Erstatningsvejene etableres omtrent i samme vejtrace som eksisterende, hvorfor den permanente påvirkning af arealerne ifølge ansøger er minimal.
Planarealet af den del af vejen, der er placeret på §3 beskyttet område udgør på Lollandssiden ca. 250 m2, hvoraf eksisterende vej i §3 området udgør 165 m2. Forskellen skyldes etablering af skråninger langs vejen. Dermed vil der være en permanent ændring af området på ca. 85 m2. På Falstersiden etableres vejene ovenpå kystbeskyttelsesanlægget med omtrent samme forløb som eksisterende veje.
Luftfoto viser eksisterende forhold – Lollandsiden.
Ny permanent erstatningsvej er vist med orange på figuren. Diget er vist med rød.
Luftfoto af eksisterende forhold – Falstersiden.
Nyt dige med vej ovenpå er markeret med rød syd for motorvejen. Vejen etableres oven på diget i samme tracé som den eksisterende vej.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Kystdirektoratet har i afgørelsen sagen vedrørende kystbeskyttelsesanlægget foretaget en vurdering af det samlede projekt, herunder af de dele af projektet, der godkendes med denne afgørelse. Afgørelsen har Kystdirektoratets j.nr. 2025 - 4586. Kystdirektoratet har afgørelsen vurderet, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området eller bilag IV arterne i området, og dermed heller ikke påvirker Natura 2000-områdes integritet og målsætninger. Kystdirektoratet vurderer således, at der ikke vil ske en væsentlig forringelse af naturtyper og levesteder eller at projektet i øvrigt vil medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, samt for bilag IV arterne på individniveau. Kystdirektoratet vurderer derfor, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om et særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation. Der lægges vægt på, at det samlede projekt, der skal beskytte Guldborgsund-tunnelen, har stor samfundsmæssig betydning, og at de ansøgte ændringer er nødvendige for at opretholde den eksisterende vejadgang. Der lægges desuden vægt på, at ændringerne vurderes at være så begrænset som muligt, samtidig med at vejadgangen opretholdes.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til erstatningsvejen som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgivning
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
- Guldborgsund Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Guldborgsund, [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Storstrøm [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Guldborgsund, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-9207 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1690.