Kystpraksis Strandbeskyttelse Frederikssund Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Rammedispensation til afholdelse af arrangementer ved Kulhuse Havn

Afgjort 21. oktober 2025  · Journalnummer 2025-54594  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Frederikssund Kommune søgte om forlængelse af en eksisterende rammedispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Dispensationen skulle gøre det muligt for kommunen at tillade midlertidige arrangementer som loppemarked, bankospil og mindre musikarrangementer på kommunens grusparkeringsplads ved Kulhuse Havn. Kystdirektoratet gav dispensation for årene 2026-2030 til op til 4-5 årlige arrangementer af op til 3-4 dages varighed i sommerperioden. Vilkårene er blandt andet offentlig adgang, forbud mod overnatning og oprydning efter hvert arrangement, og dispensationen træder i stedet for den tidligere fra 2024. Direktoratet lagde vægt på, at arrangementerne er midlertidige og få om året og med vilkårene ikke vil påvirke oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt, samt at arealet til daglig bruges som parkeringsplads og derfor allerede er præget af trafik og menneskelig påvirkning.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Kommune
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Midlertidigt arrangement

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (ja)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • Dispensationen gælder for årene 2026-2030 inden for det afgrænsede område på kortbilaget
  • Op til 4-5 arrangementer pr. år af 3-4 dages varighed inkl. opstilling og oprydning
  • Arrangementerne skal være åbne for offentligheden
  • Ingen overnatning af deltagere
  • Telte, anlæg m.v. må kun opstilles, hvis de tjener det konkrete arrangement, og kun inden for det afgrænsede område
  • Efter hvert arrangement skal området ryddes, så det fremstår som før
  • Kommunen kan fastsætte skærpede vilkår inden for rammerne
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

I har søgt om forlængelse af eksisterende ramme dispensation fra naturbesky- ttelseslovens til § 151, til afholdelse af arrangementer ved Kulhuse Havn inden for strandbeskyttelseslinjen på parkeringspladsen beliggende på [matrikel], i Frederikssund Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til at Frederikssund Kommune i årene 2026 til og med 2030 i sommerperioden på nærmere angivne vilkår, kan tillade afholdelse af op til 4-5 årlige arrangementer af op til 3-4 dages varighed på kommunens grus-parkeringsplads ved Kulhuse Havn. Dispensationen træder i stedet for den gældende af 29-02-2024.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger. I kan se en klagevejledning i bilag 2.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Vilkår for dispensationen

Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:

  • Dispensation gælder for årene 2026-2030 inden for det afgrænsede område på nedenstående kortudsnit.
  • Der kan afholdes op til 4-5 arrangementer pr. år af 3-4 dages varighed inkl. tid til opstilling og efterfølgende oprydning.
  • Arrangementerne skal være åbne for offentligheden.
  • Der må ikke være overnatning af deltagere ved arrangementer.
  • Der kan opstilles telte, anlæg m.v., der tjener det konkrete arrangements karakter og formål, inden for det afgrænsede område.
  • Efter hvert arrangement skal der ryddes op, så området fremstår i samme stand, som før arrangementets afvikling
  • Frederikssund Kommune kan fastsætte skærpede vilkår for arrangementernes afholdelse indenfor ovennævnte rammer.

Område for afholdelse af arrangementer

Redegørelse for sagen

Frederikssund Kommune har de sidste 2018 haft en rammedispensation til at kunne tillade afholdelse af midlertidige arrangementer på kommunens parkeringsareal syd for Kulhuse Havn.

Frederikssund Kommune ønsker at forny rammedispensation med yderligere 5 år fra året 2026, så kommunen fortsat kan støtte op om lokallivet i Kulhuse.

Arrangementer der afholdes på arealet er åbne for offentligheden og har en begrænset karakter og er typisk det årlige loppemarked, bankospil, afholdelse af kagekonkurrence mm, eller afholdes af mindre live musik arrangement.

[matrikel] er omfattet af fredning, reg.nr.: 01624.00. Ligeledes findes på [matrikel] et fredet fortidsminde og hele parkeringspladsen, hvor der afholdes arrangementer, er omfattet af dette fortidsmindes beskyttelseslinje.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 136, Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov) ligger ca. 2 km mod øst. Når der henses til det ansøgtes karakter og dets placering er det Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke kan påvirke Natura 2000-området, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvens- vurdering. Det vurderes endvidere, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV, idet Kystdirektoratet vurderer, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Det følger af naturbeskyttelseslovens § 15, at der ikke må foretages ændring i tilstanden inden for strandbeskyttelseslinjen. Dispensation fra bestemmelsen forudsætter, at der foreligger ”særlige tilfælde”, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1.

Arrangementer som f.eks. bankospil, loppemarked, små tivolier eller lignende typer af arrangementer er i sagens natur midlertidige, men kræver på grund af en potentiel indvirkning på kysten en dispensation. I vurderingen af sådanne arrangementer skal det anvendte areal, deltagerantallet og den tidsmæssige udstrækning af arrangementet tages i betragtning. Endvidere skal det pågældende areals karakter og anvendelse i øvrigt indgå i vurderingen af, om der må meddeles dispensation.

Ved vurderingen er der lagt vægt på, at det drejer sig om midlertidige arrange- menter, der afholdes få gange om året, der med de oplistede vilkår ikke vil påvirke oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt.

Derudover er der langt vægt på, at det ansøgte område, til dagligt, fungerer som parkeringsplads og derfor er udsat for en del trafik og menneskelig påvirkning.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til at Frederikssund

Kommune kan disponere arealet inden for de i afgørelsen nærmere angivne vilkår.

Med venlig hilsen

[navn] - Specialkonsulent

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Afgørelsen er også sendt til:

  • Frederikssund Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Frederikssund, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordsjælland v/ [navn], [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Frederikssund, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Slots- og Kulturstyrelsen, [email]
  • Fredningsnævnet for Nordsjælland, [email]

[email];

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-54594 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1582.