Kystpraksis Strandbeskyttelse Viborg Kommune
Afslag til klubhus
Sagen kort
En kajakklub søgte om dispensation fra strandbeskyttelsen til at udvide sit klubhus på 65 m² ved Hjarbæk Fjord i Viborg Kommune med et nyt isoleret klubhus på 77 m² med omklædningsrum, handicaptoilet og opholdsrum, en udvidelse af kajakskuret på 17 m² og en overdækket mellemgang på 22 m². Ejendommen ligger i sin helhed inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje. Kystdirektoratet gav afslag, fordi et klubhus for en smal kreds af medlemmer ikke er et mindre støttepunkt for friluftslivet, og fordi særreglen om mindre klubfaciliteter ikke kan anvendes, da arealet ikke er omfattet af en lokalplan. Direktoratet fandt ikke, at der forelå et særligt tilfælde, og lagde vægt på, at byggeriet ville fremstå fremtrædende på et relativt åbent kystareal, på den særligt restriktive praksis inden for 100 m-zonen og på den uønskede præcedensvirkning.
Fakta
- Ejendom
- Forening
- Ansøger
- Forening
- Strandbeskyttelseszone
- Eksisterende bebyggelse fra
- 2003
- Synlighed
- Synlig
- Areal før / efter
- 65 m² → ? m²
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til klubhus inden for [..] [..]
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Der søges om udvidelse på 77 m2 isoleret klubhus, en udvidelse af kajakskuret på 17 m2 samt en mindre overdækket mellemgang på 22 m2 inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] i Viborg Kommune Ejendommen er sin helhed beliggende inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje.
Det fremgår af BBR af, at det nuværende klubhus er 65 m2.
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 2
Fig. 1. Ortofoto 2024 af [matrikel]. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. De umatrikulerede arealer ud til kysten samt stranden er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.
Af ansøgningsmaterialet fremgår blandt andet:
”[…] Hjarbæk Kajak Klub (HHK) blev dannet i 1995. I 2003 kunne vi tage vores nuværende klubhus i brug i Knudby efter en omtumlet begyndelse ved Taarupgaard og Hjarbæk havn. Placeringen i Knudby var efter henvisning fra Viborg Kommune og blev godkendt af Kystdirektoratet. På det tidspunkt var vi 35 medlemmer, og klubhuset blev med fuldt overlæg indrettet forholdsvis primitivt og uden indlagt strøm, uden badefaciliteter og med et beskedent fælles omklædningsrum samt et beskedent opholdsrum. Det nuværende klubhus afspejler de krav, der var til faciliteter for 30 år siden. Vi ønsker derfor at opgradere til nutidige og fremtidige krav til et enkelt, men funktionelt klubhus. I dag er vi 81 medlemmer og pladsen er blevet meget trang til kajakker og udstyr. Desuden ønsker især de yngre medlemmer, at vi får 2 separate omklædningsrum. Efter vores velbesøgte klubaftener er det også et ønske, at alle deltagerne kan sidde samlet indenfor. Klubben ønsker ikke som sådan at blive større, men vi vil gerne kunne fastholde de yngre medlemmer og om muligt tiltrække familier, hvor unge kan følges med forældrene, da offentlig transport er yderst begrænset til og fra Knudby.
Vores kajakker opbevares i 5 lag og mange medlemmer kan ikke selv nedtage/oplægge kajakker fra ”de øverste hylder”. Kajakudstyr er i dag stuvet sammen i tilfældige hjørner og kroge mellem kajakkerne. Så derfor ønsker vi at udvide med et større areal til kajakker og udstyr, så de nuværende udfordringer ikke afholder medlemmer fra at deltage aktivt i klubben. De nuværende faciliteter er dårligt isolerede og meget svære at energirenovere fornuftigt på grund af lav loftshøjde. Det er også svært at isolere nedad, da vi fortsat gerne vil have en fornuftig ”frihøjde” under huset, så isoleringen ikke risikerer at blive oversvømmet. Til gengæld er det nuværende klubhus med en lille udvidelse til udstyr meget velegnet til kajak- og udstyrsopbevaring uden opvarmning og med den nuværende naturlige udluftning. Det har fungeret fortræffeligt. Vi planlægger efter en klubhusløsning, der kan holde 25-50 år ud i fremtiden. Derfor ønsker vi også at tage højde for en eventuel senere, indendørs installation af badefaciliteter i tilknytning til de to omklædningsrum. Samtidig vil vi opgradere til indlagt el og varmepumpe og have lagt alle de opvarmede rum indenfor en fornuftig klimaskal. Vi vil derfor gerne udvide med et nyt isoleret klubhus med to stk. omklædningsrum til hhv. kvinder og mænd (inkl. areal til senere badefaciliteter), et handicaptoilet samt et opholdsrum med minikøkken.
Samlet set ansøger vi således om en udvidelse på 77 m2 isoleret klubhus, en udvidelse af kajakskuret på 17 m2 + en mindre overdækket mellemgang. Klubhusfaciliteterne bruges udelukkende til kajakaktiviteter, og der er ingen fester eller lignende i lokalerne. Kajakklubben lever i tæt harmoni med naturen og de oplevelser, der er fra kajakken på vandet og langs kysten for medlemmerne. Tegninger er vedlagt og bygningerne tænkes udført i træ på punktfundament efter gældende bygningsreglement. Tagmateriale er tagpap med overvejelser om græstag af hensyn til bagvedliggende naboer og husets generelle indpasning i naturen. Tilbygningen er lagt i forlængelse af det nuværende klubhus, så alle nuværende fiskeskure og kajakklubbens klubhus ligger på linje, ligesom denne placering skønnes mest hensigtsmæssigt i forhold til et tidligere rodzoneanlæg (rensningsanlæg) sydøst for nuværende klubhus. Klubhuset inkl. den ansøgte udvidelse af klubhuset er beliggende på [matrikel]med beliggenhedsadresse [adresse]. Grunden er ejet af Energi Viborg Vand A/S (Viborg Kommune), med hvem vi har en lejeaftale frem til 30.04.2034 (vedlagt). Ejeren har mundtligt givet udtryk for, at de er indforstået med en eventuel udvidelse.
Fig. 2. Matrikelkort med markering vedlagt ansøgningsmaterialet.
Fig. 3. Plantegning vedlagt ansøgningsmaterialet.
Fig. 4. Plantegning vedlagt ansøgningsmaterialet
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det ansøgte ligger i Natura 2000-område nr. 30 Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals Ådal. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 30 og fuglebeskyttelsesområde nr. 24.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994
- "kystloven" - at det vil være muligt at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Efter Kystdirektoratets praksis udgør klubhuse som det ansøgte normalt ikke et sådan støttepunkt til friluftslivet, som der sigtes til med bemærkningen. Det skyldes, at det ansøgte ikke er et ”mindre anlæg” som fordret, og at klubhuse typisk er tiltænkt en smal kreds af brugere, fx medlemmerne af foreningen, hvorved den ikke udgør et støttepunkt for friluftsliv. Kystdirektoratet vurderer konkret i sagen, at det ansøgte ikke er et sådan støttepunkt til friluftslivet, som der sigtes til med bestemmelsen.
Kystdirektoratet har følgelig fundet anledning til at vurdere, om ansøgningen skal behandles efter lovens § 65b, stk. 5. Efter denne bestemmelse kan der meddeles dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer ”til placering af mindre faciliteter langs stranden for klubber, foreninger og institutioner som f.eks. omklædningsfaciliteter, skure til opbevaring af udstyr, bålhytter, sheltere og lign., på betingelse af at de nævnte faciliteter opføres i tilknytning til eksisterende anlæg som for eksempel en parkeringsplads eller vejnedkørsel, og at arealet er omfattet af en lokalplan, der giver mulighed for opførelse af et nærmere bestemt antal bygninger og anlæg”. Allerede fordi arealet ikke er omfattet af en lokalplan finder denne bestemmelse ikke anvendelse.
Projektet vurderes herefter efter lovens § 65b, stk. 1, hvorefter den kan dispenseres fra det almindelige forbud mod ændringer af tilstanden i særlige tilfælde.
Kystdirektoratet vurderer ikke, at der er tale om et sådan særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation. Der lægges vægt det ansøgtes størrelse og placering herunder, at arealet fremstår uden større bygningen. Kystdirektoratet har derved lagt vægt på, at det ansøgte vil fremstå fremtrædende i kystlandskabet på et relativt åbent areal. Videre har direktoratet lagt vægt på, at praksis inden for den oprindelige 100 m strandbeskyttelseslinje er særlig restriktiv.
Det er indgået i Kystdirektoratets vurdering, at en afgørelse om dispensation vil have en markant uønsket præcedensskabende effekt.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”. Kystdirektoratet bemærker, at afslaget er meddelt af andre årsager
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til det ansøgte.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Viborg Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Viborg, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds LimfjordSyd [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Viborg, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Dansk Forening for Rosport, [email]
- Dansk Kano- og kajakforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens3 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen4 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
3 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 30 Lovns
Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals Ådal.
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-43317 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1503.