Kystpraksis Strandbeskyttelse Odsherred Kommune

Dispensation, delvist imødekommet Strandbeskyttelse

Afgørelse vedr. tagudhæng og udvidelse af rækværk ved terrasse

Afgjort 23. maj 2025  · Journalnummer 2025-38070  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Ejeren af et sommerhus ca. 60 m fra kysten i Odsherred Kommune søgte om at udvide en eksisterende hævet terrasse med rækværk med ca. 1,9 m² inden for strandbeskyttelseslinjen, hvor et skur var nedrevet, samt om et tagudhæng på 0,3 m (ca. 1,5 m² inden for linjen) på en tilbygning under opførsel. Kystdirektoratet vurderede, at selve terrasseudvidelsen er undtaget efter § 15 a, stk. 3, fordi den ligger i niveau med boligen og er en mindre udvidelse, og gav dispensation til rækværket som et særligt tilfælde, da det er en mindre udvidelse af et eksisterende rækværk, der ligger nærmere kysten, og da ingen kystlandskabelige hensyn taler imod. Direktoratet gav afslag til tagudhænget. Begrundelsen var, at tilbygningen kunne have været placeret lidt mere tilbagetrukket, så udhænget lå uden for linjen, og at en dispensation ville skabe uønsket præcedens.

Delvist afslag, fordi tagudhænget kunne være placeret uden for linjen ved at trække tilbygningen lidt tilbage.

Fakta

Ejendom
Sommerhus
Ansøger
Privat
Afstand til kysten
60 m
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

AndetTerrasse

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (nej)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Afgørelse vedr. tagudhæng og udvidelse af rækværk ved terrasse inden for strandbeskyttelseslinjen

Ansøgning

Du har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til etablering af tagudhæng og udvidelse af hævet terrasse samt rækværk inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Odsherred Kommune.

Dispensation

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til udvidelse af rækværk ved hævet terrasse.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Du skal selv undersøge, om dit projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Afslag

Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til etablering af tagudhæng.

Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Du må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Du vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan du skal forholde dig, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Du kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Ejer af [matrikel], har ansøgt om dispensation til at udvide en eksisterende hævet terrasse med rækværk, med ca. 1,9 m2, samt etablering af 1,5 m2 tagudhæng inden for strandbeskyttelseslinjen.

Ca. 85% af den ansøgte matrikel ligger inden for strandbeskyttelseslinjen. På matriklen ligger et sommerhus, der ligger delvist inden for linjen.

Et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område ses på figur 1.

En illustration af placeringen for det ansøgte ses på figur 2.

En illustration af den ansøgte udvidelse af terrasse og rækværk ses på figur 3.

En illustration af det ansøgte tagudhæng ses på figur 4.

Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. Den orange streg markerer strandbeskyttelseslinjen. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Det røde område markerer den ansøgte [matrikel]

Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. Plantegning med angivelse af det ansøgte og strandbeskyttelseslinjen.

Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. Ansøgt terrasse område set fra øst. Orange viser omrids af terrasse samt rækværk. Blå angiver hvor tilbygning er beliggende.

Fig. 4. Tilsendt fra ansøger. Facade mod vest. Sort angiver eksisterende forhold. Blå angiver tilbygning under opførsel og orange angiver det ansøgte tagudhæng.

Ansøger har i ansøgningen oplyst følgende;

”Det ansøgte

Der ansøges om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 til at etablere 2,4 m2 hævet terrasse med rækværk samt 2,25 m2 tagudhæng delvist inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], Odsherred Kommune. Ca. 1,9 m2 af den ansøgte terrasse og ca. 1,5 m2 af det ansøgte tagudhæng er beliggende inden for strandbeskyttelsen.

(…)

Redegørelse for sagen

Ejendommen er et sommerhus beliggende ca. 60 meter fra kysten. Dele af sommerhuset samt en hævet terrasse er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen. Odsherred Kommune har den 12. december 2022 givet tilladelse til at nedrive en del af sommerhuset, der har fungerer som skur (bilag: TILLADELSE til nedrivning af del af sommerhus og Tegning 1.01). En del af skuret var beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen og er i dag nedrevet. Facaden mod vest står dog stadig for at undgå faldulykker fra den eksisterende hævede terrasse.

(…)

Odsherred Kommune har også den 11.marts 2025 givet tilladelse til, at opfører en tilbygning til eksisterende sommerhus uden for strandbeskyttelseslinjen (…) Tilladelse til tilbygning er givet uden tagudhæng på tilbygningen mod vest. Tilbygningen er under opførsel.

(…)

Der ønskes nu at opføre en hævet terrasse med rækværk mod øst mellem den eksisterende terrasse og tilbygningen, hvor skuret er nedrevet inden for kystbeskyttelseslinjen, samt et 0,3 m tagudhæng på tilbygningen mod vest delvist inden for strandbeskyttelseslinjen (…).

Terrassen vil sikre en bedre flugtvej fra tilbygningen, frem for den franske altan som Odsherred Kommune har givet tilladelse til. Sommerhuset er hævet over terræn for at sikre det mod oversvømmelse, og der er derfor ikke direkte udgang til jordniveau.

Størrelsen på den ansøgte terrasse er 2,4 m2 (0,8 m * 3,0 m), hvor af ca. 1,9 m2 er inden for strandbeskyttelseslinjen. Terrasse ønskes opført 0,9 m over terræn svarende til den eksisterende terrasse. Højde på rækværk er 1 m. Terrassen og rækværk opføres i træ.

(…)

Det ansøgte tagudhænget er fra vandsiden tilbagetrukket i forhold til facaden på den eksisterende bygning og vil dels gå ind over eksisterende bygning og dels udover ansøgte terrasse, samt dels ud over græsplæne. Udhænget vil give et mere harmonisk udtryk på bebyggelsen fra vandsiden og vil desuden beskytte bygningen. Tagudhænget vil blive udført som vist på nedenstående billede og vil have et samlet areal på 2,25 m2, hvor af ca. 1,5 m2 er inden for strandbeskyttelseslinjen. Tagudhænget vil blive opført i hvidmalet træ og sort betontagsten.

(…) ”

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 154, Sejerø Bugt, Saltbæk Vig, Bjergene, Diesebjerg og Bollinge Bakke) ligger ca. 4 km mod syd/sydøst. Natura 2000- området omfatter habitatområde nr. 135 og fuglebeskyttelsesområde nr. 94. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 18.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til Natura 2000-området, samt at der er tale om en mindre udvidelse af en eksisterende hævet terrasse med rækværk. Der er yderligere lagt vægt på, at det ansøgte etableres i tilknytning til et sommerhus, hvor der i forvejen er aktivitet.

Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Strandbeskyttelseslinjen angiver som udgangspunkt en forbudszone, hvor der jf. naturbeskyttelseslovens § 15 ikke må foretages ændring i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen.

Dispensation

På trods af forbuddet mod tilstandsændringer kan der efter § 15 a, stk. 3 i lovligt etablerede haver placeres mindre bygninger, anlæg og installationer i tilknytning til boligen og højest 15 m fra denne, som en terrasse etableret i niveau med og i sammenhæng med beboelsen, et gyngestativ, højbede og en sandkasse og andre legeredskaber samt et mindre skur på op til 10 m2, medmindre der allerede lovligt er opført et skur i tilknytning til boligen.

Det vurderes, at den ansøgte udvidelse af terrassen ligger inden for rammen af § 15 a, stk. 3, og at den derfor ikke kræver dispensation. Der er i vurderingen lagt vægt på, at den hævede terrasse ligger i niveau med beboelsen og at der er tale om en mindre, ubetydelig udvidelse, der etableres hvor der tidligere var et skur.

Der er ikke med denne afgørelse truffet afgørelse om, om den natur der ligger vandværts terrassen er have i naturbeskyttelseslovens forstand.

Kystdirektoratet bemærker, at der jf. administrativ praksis som udgangspunkt meddeles afslag til ansøgninger vedr. terrasser, der er hævet over terræn, eller terrasser med forskellige bygningsmæssige indretninger (f.eks. en mur, en permanent grill mv.). Der vil kun i ganske særlige tilfælde kunne opnås dispensation til fritliggende terrasser, terrasser, der er hævet over terræn, eller terrasser med forskellige bygningsmæssige indretninger (f.eks. en mur, en permanent grill mv.). Udgangspunktet er klart et afslag.

Det ansøgte rækværk ved terrassen skal derfor behandles jf. den restriktive dispensationsadgang i § 65 b, stk. 1, hvorefter der kun i særlige tilfælde kan meddeles dispensation.

Kystdirektoratet vurderer, at der ud fra ansøgningsmaterialet og oplysningerne i øvrigt er tale om et særligt tilfælde der kan opnå dispensation. Der er i vurderingen lagt vægt på, at der er tale om en mindre udvidelse af et allerede eksisterende rækværk, der er nærmere kysten end den ansøgte udvidelse. Der er yderligere lagt vægt på, at der ikke er nogle kystlandskabelige hensyn der taler imod det ansøgte rækværk.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til udvidelse af rækværk.

Afslag

Hovedreglen er, at udvidelser af eller tilbygninger til eksisterende privat bebyggelse, herunder f.eks. til helårshuse og sommerhuse, er omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer. Efter den restriktive dispensationshjemmel meddeles som udgangspunkt ikke dispensation til udvidelser, tilbygninger mv.

Udvidelse af sommerhuse/fritidshuse inden for strandbeskyttelseslinjen er som udgangspunkt omfattet af samme restriktive praksis som anden ny bebyggelse. Dvs. hovedreglen er et afslag.

Dog følger det af hidtidig praksis, at det også er muligt at foretage forbedringer af sommerhuses udvendige isolering, selvom dette medfører en (mindre) udvendig udvidelse. Nævnet har i disse sager lagt vægt på, at udvidelsen af det bebyggede areal tilgodeser miljømæssige hensyn samt tillige lagt vægt på, at det beboede areal (det indvendige gulvareal) ikke blev forøget, idet udvidelsen af det bebyggede areal svarede til den øgede isolering:

Det er ligeledes muligt at opnå dispensation til en mindre om- eller tilbygning med henblik på modernisering og udvidelse af toilet- og badefaciliteter i eksisterende sommerhuse, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 3.

Kystdirektoratet bemærker, at det ansøgte tagudhæng ikke falder ind under nogle af de nævnte lempeligere dispensationsmuligheder, hvorfor ansøgningen om dette skal behandles jf. den restriktive dispensationsadgang i § 65 b, stk. 1, hvorefter der kun i særlige tilfælde kan meddeles dispensation.

Kystdirektoratet vurderer ikke, at der ud fra ansøgningsmaterialet og oplysningerne i øvrigt er tale om et særligt tilfælde der kan opnå dispensation. Der er i vurderingen lagt særligt vægt på, at det ville have været muligt at opføre tilbygningen lidt mere tilbagetrukket på ejendommen, således der havde været plads til at etablere tagudhænget uden for strandbeskyttelseslinjen. Der er yderligere lagt vægt på, at en dispensation i dette tilfælde vil medføre en uønsket præcedenseffekt.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”. Kystdirektoratet bemærker, at afslaget er meddelt af andre årsager.

Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til tagudhænget.

Med venlig hilsen

[navn]

Naturbeskyttelse (F2 postkasse)

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Odsherred Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Odsherred, [email]
  • Friluftsrådet centralt; [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordvestsjælland, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Odsherred, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 154, Sejerø Bugt, Saltbæk Vig, Bjergene, Diesebjerg og Bollinge Bakke,

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-38070 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1463.