Kystpraksis Strandbeskyttelse Odsherred Kommune
Dispensation til Endure Trail 2025, 2026 og 2027
Sagen kort
En løbsarrangør søgte om en rammedispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at afholde et årligt trail- og ultraløb med op til 200 deltagere i 2025, 2026 og 2027 med start- og målområde med telte og pavilloner på et kommunalt ejet picnicområde ved Bjergene i Odsherred Kommune. Løbet har været afholdt siden 2019 og havde tidligere fået dispensation for 2022-2024. Kystdirektoratet gav dispensation på vilkår om afholdelse én weekend i august, opstilling tidligst fredag, færdig oprydning søndag, retablering af arealet og ingen terrænændringer. Direktoratet lagde vægt på, at arrangementer af kortere varighed efter praksis normalt tillades, når de ikke efterlader varige spor, at arealet er et slået picnicområde uden for kortlagt habitatnatur, og at deltagerantallet er relativt lavt. Projektet blev vurderet ikke at påvirke Natura 2000-området eller bilag IV-arter væsentligt.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Virksomhed
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (ja)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Løbet må afholdes én gang årligt i en weekend i august
- Opstilling må påbegyndes fredag, og oprydningen skal være færdig søndag
- Arealerne skal efter oprydningen fremstå som før opstillingen
- Der må ikke foretages terrænændringer, hverken permanente eller midlertidige
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at afholde Endure Trail inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Odsherred Kommune.
Løbet har været afholdt siden 2019. Kystdirektoratet har senest med afgørelse i sag 22/19001 givet dispensation om at afholde løbet i 2022, 2023 og 2024. Der søges nu om en ny rammedispensation til at afholde løbet i fremtidige år også.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Vilkår for dispensationen
Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:
- Endure Trail må afholdes en gang årligt i en weekend i august. Der må påbegyndes opstilling til løbet fredag, og oprydningen skal være færdig søndag.
- Arealerne skal efter oprydningen fremstå som før opstillingen gik i gang.
- Der må ikke foretages terrænændringer, hverken permanent eller midlertidigt.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Vejrhøj Trail har ansøgt om dispensation til at afholde Endure Trail på [matrikel], der er ejet af Odsherred Kommune. 2/3 af matriklen fremstår med den kortlagt habitatnaturtype grå/grøn klit (2130) i god tilstand. På matriklen er der derudover en parkeringsplads og et picnic-område.
Et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område kan ses på figur 1.
Et kort over den ansøgte placering kan ses på figur 2.
En illustration af den ansøgte opstilling kan ses på figur 3.
Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. Den orange streg markerer strandbeskyttelseslinjen. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Det røde område markerer den ansøgte matrikel. Den grønne skravering markerer det areal hvor der er kortlagt habitatnatur i god tilstand.
Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. På figuren er det område der ansøges om opstilling i markeret med en rød firkant.
Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. Situationsplan for opsætning af telte, pavillioner og andre konstruktioner.
Ansøger har oplyst følgende;
”Fredag d. 15. august til søndag d. 17. august 2025 afholdes Trail og ultraløbet Endure Trail. Løbet har været afholdt siden 2019, med start og målgang på ejendommen [matrikel], [adresse], 4540.
Opsætning af start- og målområde, fredag d. 15. august – afrigning af start- og målområde, søndag d. 17. august jf. situationsplan.
Dato for afholdes af Endure Trail i de kommende år er ikke fastlagt, men bliver afholdt i en weekend i august mdr.
Modtaget rammedispensation fra Kystdirektoratet medsendes den samlet ansøgning til Odsherred Kommune for vider sagsbehandling til fredningsnævnet og byggesag.
Ansøgte deltager antal er max 200.”
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det ansøgte ligger i Natura 2000-område nr. 154, Sejerø Bugt, Saltbæk Vig, Bjergene, Diesebjerg og Bollinge Bakker. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 135 og fuglebeskyttelsesområde nr. 94. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 18.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der er tale om et mindre projekt med en tidsbegrænset karakter. Der er yderligere lagt vægt på, at det ansøgte opstilles uden for kortlagt habitatnatur, i et område der tidligere har været anvendt til parkeringsplads, men nu benyttes som picnicområde, der bliver slået.
Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet bemærker, at der på matriklen er grå/grøn klit og § 3- naturtyperne strandeng og overdrev. Disse naturtyper kan potentielt være levested for bilag IV-arten markfirben. Kystdirektoratet er dog ikke bekendt med nogle registreringer af fund af arten på matriklen.
Kystdirektoratet vurderer ikke, at det ansøgte område er et potentielt levested. Der er i vurderingen lagt vægt på, at der er tale om et picnicområde, der umiddelbart fremstår med græs, som bliver slået.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Ved vurdering af, om der kan meddeles dispensation til arrangementer af kortere varighed som det ansøgte må det anvendte areal, deltagerantallet og den tidsmæssige udstrækning af arrangementet tages i betragtning. Endvidere skal det pågældende areals karakter og anvendelse i øvrigt indgå i vurderingen af, om der kan meddeles dispensation.
Efter praksis meddeles normalt dispensation til arrangementer af kortere varighed, når disse kan afvikles uden at der efterlades varige spor i naturen og landskabet. Der er efter Kystdirektoratets vurdering tale om et sådan arrangement. Kystdirektoratet lægger vægt på, at arrangementet afvikles på et areal, der anvendes til picnicområde, hvor beplantningen bliver slået med et køretøj. Der er yderligere lagt vægt på, at der er et relativt lavt deltagerantal til arrangementet.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til afvikling af Endure Trail som beskrevet i 2025, 20256 og 2027.
Med venlig hilsen
[navn]
Naturbeskyttelse
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
Afgørelsen er også sendt til:
- Odsherred Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Odsherred, [email]
- Friluftsrådet centralt; [email]
- Friluftsrådet, Kreds Nordvestsjælland, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Odsherred, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen,
- [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Fredningsnævnet for Vestsjælland, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 154, Sejerø Bugt, Saltbæk Vig, Bjergene, Diesebjerg og Bollinge Bakke,
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-35565 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1448.