Kystpraksis Strandbeskyttelse Odsherred Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til afholdelse af årlig holdapportering 2025

Afgjort 9. april 2025  · Journalnummer 2025-12118  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

En lokal hunde- og jagtforening i Odsherred Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til, at en landsdækkende racehundeklub kunne afholde sin årlige holdapportering i juni 2025 med udgangspunkt i foreningens klubhus og område. Arrangementet omfattede camping med 7-12 telte og campingvogne i 1-2 nætter samt ved dårligt vejr en pavillon på 6 x 8 m ved klubhuset. Kystdirektoratet gav dispensation og lagde vægt på, at der er tale om et kortvarigt, midlertidigt arrangement på ca. 2 døgn, som ikke vil påvirke oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt, og at området i forvejen er præget af hundetræning. Direktoratet vurderede desuden, at arrangementet ikke vil påvirke det nærmeste Natura 2000-område eller markfirben på lokaliteten væsentligt, da telte og campingvogne placeres på arealer, der almindeligvis bruges til parkering og aktiviteter.

Fakta

Ejendom
Forening
Ansøger
Forening
Zone
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Midlertidigt arrangementTelt

Praksisflag

  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

8 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til afholdelse af Dansk Kleiner Münsterländer Klub’s årlige holdapportering (d. 11-14. juni 2025) inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], ved [adresse], i Odsherred Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Jordstykket, [matrikel], ligger i landzonen øst for Nykøbing S. [matrikel]er i sin helhed omfattet af strandbeskyttelseslinjen og [matrikel]er delvist omfattet af strandbeskyttelseslinjen, se fig. 1.

Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.

I ansøgningen skrive ansøger bl.a.:

”Odsherred Kommune vil gerne sikre sig, at vi må afholde arrangementet, da klubhuset og området ligger inden for kystbeskyttelseslinjen. Dansk Kleiner Münsterländer Klub vil gerne afholde deres årlige holdapportering med udgangspunkt i Rørvig hunde- og jagtforenings klubhus og område den 11-14. juni 2025. Der vil blive samarbejdet om arrangementet.

I forhold til den almindelige hundetræning og de aktiviteter vi har i jagtforeningen, så vil det afvige på flg. punkter:

1) man vil gerne have mulighed for at slå telte op og campere i 1-2 nætter under arrangementet. Der forventes 7-12 enheder. Vi forestiller os, at teltene skal stå inden for de gamle skydebane volde og campingvognene på parkeringsarealet.

Alle enheder minimum med den afstand der normalt forlanges x 1.5.

2) kun hvis vejret er dårligt; vi vil gerne have mulighed for at slå en pavillon på 6x8 meter ud for overdækningen på klubhuset. Dette så ledes, at man kan stå i tørvejr i forbindelse med start og afslutning af arrangementet, samt at det evt. giver mulighed for at 20-40 personer kan spise udendørs hvis det ikke er muligt at spise i den nærliggende Sognegård, [adresse] (for enden af grusvejen).”

Hertil indsendte ansøger en skitse over den planlagte placering af campingenhederne og pavillonen samt en illustration af den ønskede pavillon, se fig. 2 og 3.

Fig. 2. Oversigtskort, indsendt af ansøger. Lilla markerer arealet hvor campingvognene ønskes opsat. Gul markerer arealet hvor teltene ønskes opsat. Pavillonen ønskes opsat nær den røde prik, såfremt den bliver nødvendig.

Fig. 3. Illustration af den ønskede pavillon, indsendt af ansøger.

Ansøger oplyser desuden at:

”Der vil ikke blive opsat noget før fredag den 13-6-2025 og det vil være fjernet midt på dagen søndag den 15-6 2025.”

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 164, Hov Vig) ligger ca. 1,6 km mod vest. Natura 2000-området omfatter ikke et habitatområde, men fuglebeskyttelsesområde nr. 97.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til Natura 2000-området samt arrangementets beskedne størrelse og midlertidige karakter. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Markfirben:

Der er observeret markfirben i området i 2024. Kystdirektoratet vurderer ikke at den midlertidige opsætning af telte og campingvogne vil have en væsentlig påvirkning på markfirben i området. Kystdirektoratet har i vurderingen lagt vægt på at arealet almindeligvis anvendes til hundetræning samt at teltene og campingvognene opsættes på de arealer der almindeligvis benyttes til parkering og aktiviteter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Særlige arrangementer som f.eks. cirkus, teltlejre, afholdelse af koncert eller sportsarrangement er ifølge sagens natur midlertidige, men kræver, på grund af deres størrelse og dermed deres potentielle påvirkning på kystlandskabet, dispensation. Ved vurdering af sådanne arrangementer må det anvendte areal, deltagerantallet og den tidmæssige udstrækning af arrangementet tages i betragtning.

Efter praksis dispenseres der til arrangementer af kortere varighed, når disse kan afvikles uden at det påvirker naturen, dyrelivet og landskabet varigt.

Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om et midlertidig arrangement af kortvarig karakter, og at opstillingen af campingvogne, telte og pavillon i forbindelse med arrangementet, ikke vil påvirke oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt. I vurderingen er der særligt lagt vægt på, at campingenhederne og pavillonen opsættes i en meget begrænset periode på ca. 2 døgn. Derudover har Kystdirektoratet lagt vægt på, at der er tale om opstilling i et område der i forvejen er præget af aktiviteter i forbindelse med hundetræning.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til at afholde det årlige holdapporterings arrangement i perioden fra den 11. juni 2025 til den 14. juni 2025, hvor de opstillede campingenheder og pavillon senest fjernes den 15. juni 2025 som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Odsherred Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Odsherred, [email]
  • Friluftsrådet centralt; [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordvestsjælland, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Odsherred, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 164, Hov Vig.

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-12118 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1285.